17. september 2014

BogEN

I 2008 lånte jeg The Highly Sensitive Person af Elaine Aron som fjernlån fra et eller andet bibliotek i det mørke Jylland. På et tidspunkt lægger jeg bogen fra mig opslået på spisebordet et øjeblik, og mens jeg er væk, vælter min mand kaffe ud over og under den. Jeg læser den færdig alligevel trods brune sider, for jeg kan ikke lade være. Bagefter må jeg på biblioteket og betale erstatning for den, og så er den min. Jeg tænker at det faktisk er meget passende og giver mening, for det er lige hvad det er: Min bog eller i hvert fald bogen om mig. Siden har den stået i min reol .. og jeg har kunnet følge hvordan karaktertrækket særligt sensitiv (som det er er oversat til på dansk) bliver formidlet i mange sammenhænge i offentligheden.

7. september 2014

Så livsbekræftende!

Billedserie på Politiken.dk:

http://politiken.dk/fotografier/reportagefoto/ECE2387975/90-aarige-esther-svoemmer-med-sin-hjemmehjaeper/

Intro til billedserien:

"90-årige Esther svømmer med sin hjemmehjælper

Københavns Kommune har brugt deres del af ældremilliarden til at tilbyde hjemmehjælpsmodtagere et klippekort.

Det fungerer sådan, at de ældre kan samle klip og så bruge tiden med hjemmehjælperen til noget, de selv bestemmer. Politikerne troede, at de ældre ville købe ekstra rengøring eller lignende, men nu viser det sig, at de køber sig oplevelser i stedet.

90-årige Esther, som tidligere var livredder, vælger at tage i svømmehallen med sin hjemmehjælper Charlotte".

6. september 2014

Når jeg engang bliver levende igen

Jeg kan ikke skrive for tiden. Der var ikke noget jeg hellere ville end at skrive, når jeg ikke lige har noget med mennesker og vand at gøre, hvad det heldigvis er lykkedes mig at generobre muligheden for. At give min indre verden et sprogligt udtryk og at se mennesker udvikle sig gennem aktiviteter i vand. Intet interesserer mig mere end de to ting. Intet glæder mig mere end arbejdet med de to ting. Og intet har nogensinde løftet og båret mig som menneske mere end de to ting.

Men jeg kan ikke skrive for tiden. Ordene løber gennem min bevidsthed i løbet af dagen, men smutter fra mig igen, fordi jeg er så helvedes udmattet af at skulle opfylde systemets krav til mig for at være sikker på at få mad i munden og tag over hovedet. Jeg skal udføre nyttejob (til en ufattelig lille timeløn fordi jeg kun får supplerende kontanthjælp), og jeg skal søge mere eller mindre relevante job som jeg måske kommer til samtale på fordi jeg er god til at skrive ansøgninger, men som jeg igen og igen får afslag på med begrundelsen at jeg er udmærket kvalificeret, men ikke lige passer ind i deres team. Dét skal jeg, samtidig med at jeg på eget initiativ og i min egen takt dedikerer mig mere og mere til en arbejdsplads jeg selv har valgt, som er i overensstemmelse med mine værdier og interesser og som jeg er meget taknemmelig og glad for har taget mig til sig.

Jeg er faktisk efterhånden så helvedes udmattet af at køre i de to spor samtidig og skulle arbejde så meget, forholde mig til så mange (venlige) mennesker og udføre så mange nye opgaver, at min hjerne opfører sig noget mærkeligt, og jeg bliver mere og mere bange for at jeg ikke kan mobilisere de mentale kræfter der skal til, for at bevare mig selv og tage magten over mit eget liv tilbage. Jeg græmmer mig over at blive behandlet som en vrangvillig og uduelig taber der skal lære at stå op om morgenen og bidrage til samfundet, og som systemet nok skal sørge for at tvinge til at makke ret og give størst udbytte for systemet selv. Det er virkelig svært at bevare selvrespekten og holde fast i mig selv.

Måske får systemet mig ned med nakken, knækker mig, træder mig så meget under fode at jeg ikke kan rejse mig igen, tænker jeg i mine mørkeste stunder. Men NEJ! Jeg lader mig ikke kue. Jeg holder ud, indtil det en dag er overstået, også selvom jeg mere eller mindre er slået til lirekassemand af presset og nedgørelsen. Jeg sidder her lørdag aften og skriver selvom jeg ikke kan skrive, fordi det skal blive løgn at jeg underkaster mig. Jeg har været meget igennem i mit liv, og det her er uden tvivl noget af det værste, mest undertrykkende og ødelæggende, men jeg klarer også det. Jeg vil kæmpe til jeg dør rent fysisk, for det jeg står for og tror på.

En dag når jeg kan skrive igen, vil jeg skrive om det. "Dengang jeg døde", skal overskriften være. Jeg lover det. Når jeg engang bliver levende igen.



4. september 2014

Bysvømning

Hold nu fast en fest! Christiansborg Rundt (Open water swimming) og Krüger Stafetten - jeg kom, jeg svømmede, og jeg glæder mig allerede helt vildt til næste år! Det var alt hvad jeg havde drømt om, og mere til. Sikke en dag!

Foto: Anette Nørremark Nielsen