27. april 2014

Side 101

Jeg bliver ved med at tænke på side 101:

 
Det er ingen sag at rejse, se nye steder, vanskeligere er det at gå den samme rute hver dag, se de samme steder, på en ny måde, måske, men alligevel, de samme gader, de samme huse, for at finde en ny tanke, en helt ny måde at være den samme på. 

- fra Biografi. Dagbog. Breve af Tomas Espedal

24. april 2014

Træ

Det er lettest at kende mig på løvet. Når du først har fået blik for formen, farven og størrelsen på de karakteristiske blade, er jeg ikke til at tage fejl af. Du kunne måske ønske dig at mine blade tog sig anderledes ud, alt efter hvem du er, men de er som de er, og hver gang der kommer et nyt, grønt blad til, klar til at hjælpe mig med at ånde gennem sollyset, ligner det alle de andre der er og har været.

Kigger du nærmere efter, lægger du måske mærke til min stamme. Den er på samme tid typisk og særegen. Langsomt både udvikler den sig og står stærkere og bliver mindre og mindre lydefri. Grene knækker af i storme og efterlader ar, og visse steder har den vokset sig helt deform. Det lader sig ikke længere ændre. Men går du helt tæt på og holder du om den, kan du mærke dens sejlivethed.

Hvad du ikke kan se, men nok gisne om, og som kun jeg kan fortælle dig med sikkerhed, er hvordan det er fat med mine rødder. De er dybe og mange, men de har især ét skæbnesvangert område som jeg må leve med fra fødsel til død, og som har vokset sig uhensigtsmæssigt stort. Når jeg suger vand og næring til mig fra jorden omkring mig, bliver det til den rene gift hvis det løber igennem dette svage sted. Når giften løber op gennem min stamme, vrider knuderne sig større i smerte, og når giften når løvet, visner nogle blade drastisk og falder forandrede til jorden.

Det har taget mig lang tid at komme til bevidsthed om mine rødders svage sted. Jeg kunne ikke holde ud at føle smerten ved at se, ved jeg nu.

I stedet fandt jeg først trøst i at acceptere mit løv som det så ud, og forsøgte at slå mig til tåls med at det levede sit naturlige liv og sin naturlige død. Jeg forstod at det var anderledes end så mange andres.

Da denne indsigt mistede sin lindrende virkning, kiggede jeg på min stamme og fattede møjsommeligt mod til at erkende skadernes og forkrøblingens omfang og art. I lang tid forsøgte jeg - som megen moderne videnskab om træer foreskriver - at forstå min stammes knuder og slagsider som en sygdom i sig selv der var årsag til at mit løv visnede og døde på uforståelig måde.

Men også den opfattelse mistede sin forklaringskraft. Noget føltes ikke sandt. Og langsomt, uendelig langsomt, begyndte konturerne af mine rødders svageste sted at tegne sig for mit indre blik. I små kvalmende glimt så jeg hvor galt det står til med denne del af mit rodnet, og imellem glimtene sov jeg for at samle kræfter til at kigge igen på mit mest sårbare sted.

Indtil jeg omsider ikke behøvede at lukke øjnene længere.





Uddybning? Her og her, for eksempel.

Tilføjelse 16-05-2014:
Jeg søgte på noget helt andet og så pludselig indledningen til dette interview med psykolog Lars J. Sørensen om skam (19-01-2013). Det er så fint og handler om lige præcis det jeg tænker på.

Tilføjelse 25-05-2014:
En ven har gjort mig opmærksom på endnu en perspektiverende og oplysende artikel om skam, nemlig dette helt aktuelle interview med Mogens Lindhardt (23-05-2014).

21. april 2014

*

Jeg er tabt for omverdenen. Det her er måske noget af det smukkeste jeg har læst. Godt det er gråvejr.


8. april 2014

Mandagsnabogåtur

"Jeg tror jeg har fundet en måde som vi naboer kan lave noget sammen på så vi kan lære hinanden bedre at kende: Vi kan gå en tur i skoven sammen en gang om ugen. Altså dem der vil. Det ville være godt for foreningen hvis vi faktisk vidste hvem vi boede sammen med. Tror du det kunne lade sig gøre? Kan vi to gå sammen til en start og så skrive et brev til alle og invitere dem med? Var det en idé?"

Sådan nogenlunde sagde en nabo til mig over en kop kaffe en gang i februar, og jeg syntes det var en fabelhaft idé som fortjente stor opbakning. Som sagt, så gjort. Vi gik en testtur, skrev et brev og nu er der afgang fra vaskeriet hver mandag kl. 16 for dem der vil med, og der kommer stadig nye til. Vi går omkring 5 km, vi snakker (eller lytter), vi sveder (mere eller mindre), og vi finder nye veje til stor fornøjelse for alle.

Vi bor til leje, husene er små og visse områder er det rene Klondike i nogle menneskers øjne, men man skal ikke skue hunden på hårene. Det skorter i hvert fald ikke på menneskelige ressourcer her; det er blevet helt klart og tydeligt for mig - og hvor rig er man ikke også lige med sådan en skov som sin egen baghave?

Nogle af familierne har boet her i generationer, og de har mange gode historier at fortælle fra for meget længe siden. For eksempel har en nabo fortalt mig at jeg bor i jordemoderens hus - intet mindre! Det synes jeg er sjovt at tænke på - lidt forløsningsenergi er ikke sådan at kimse ad ;-).


Prototype og håndlavet masseproduktion

6. april 2014

Ud(e) at svømme

Nå. Der er gået en rum tid hvor jeg har haft forskrækkelsen af at være vært for en noget udholdende og nedslående virus, men nu er alt godt igen. I fredags mærkede jeg at det endelig var helt slut: Virussen var død, og jeg var levende, endda så levende at jeg talte mine sparepenge og meldte mig til Christiansborg Rundt i august. Sidste år så jeg - gennem tårer af frustration over at stå på kajen og ikke være med nede i vandet - alle mulige andre mennesker svømme rundt om Slotsholmen, og jeg lovede mig selv at næste år lå jeg også dér og padlede løs. Nu er første skridt taget til at tage mig selv på ordet, og det føles bare rigtig godt - jeg glæder mig allerede!

...
Opdatering 17-05-2014

Jubii, jeg skal også være med til Krüger-stafetten (samme dag, samme distance, men som stafet)! Tre gode svømmekammerater har inviteret mig med på deres hold - jeg er en lykkens pamfilius.

Og så kom jeg lige i tanke om nogle billeder jeg tog sidste år hvor jeg som nævnt stod på kajen og så på. Her kommer ét af dem: