24. februar 2014

Solstriber


Jeg sidder her blandt solstriber af både den ene og den anden slags. Jeg har vredet kroppen af led for at undgå at få nogen andre mennesker med på billedet, men jeg kan fortælle at de er her, og at det er en del af ideen med at sidde her, for der kan godt blive tomt og meget stille i mit hoved når jeg er så meget alene med mig selv som jeg er. Ikke at jeg trænger til fest og palaver eller noget, men et stilfærdigt møde med andre menneske blot ved at dele rummet med dem udgør en fin dosis inspiration for mig, og fingrene er da også fløjet hen over tastaturet i dag.

Men nu må jeg hellere pakke sammen, så jeg kan være et sted hvor jeg kan tale i telefon når min seje mand forhåbentlig ringer hjem om ikke så lang tid og siger at han er kommer godt igennem mandagens öppet spår-løb til Vasaloppet. Jeg smugkigger resultater på computeren, så jeg ved godt hvordan landet ligger for både ham og kammeraterne, men det skal alligevel blive godt at høre hvordan det er gået, fra hestens egen mund.

Og sådan er vi godt på vej gennem det der for os begge hver især er en rigtig god og begivenhedsrig dag, omend den har taget sig så fuldkommen forskellig ud for hver af os. Det synes jeg er ret interessant at tænke på!

19. februar 2014

Heia!

Jeg så ikke fjernsyn i går, men har lige gennemtrawlet vinter-ol-nyhederne og fundet en rigtig god anledning til at mindes et gammelt, gammelt indlæg her på stedet. Heia Norge!, råber jeg højt i mit hoved, måske lidt højere end jeg normalt ville gøre, og det skyldes nok at Norge også kom ret tæt på mit lille danskerliv i går på en helt anden front med Maren Uthaugs Og sådan blev det, som jeg grådigt slugte mens jeg glemte alt omkring mig.


Hen mod slutningen blev jeg nødt til at lægge bogen fra mig et øjeblik for at røre i gryderne, men det holdt hårdt, skulle jeg hilse at sige, og jeg havde nærmest ellers kun sluppet den i et nanosekund for at kigge bagover på mig selv i spejlet og se efter om der skulle gemme sig en hale under kjolen. Risten. Rod. Rødder. R'er der ruller. Det er ikke til at sige hvad man egentlig kommer af, men triller man R'et hen på plads nr. 3, finder man måske at kæRlighed er det der får én til at blive .. til .. sammen .. væk .. levende ..?

13. februar 2014

Vinterferie

Drengene har vinterferie. Vi "skal ikke noget", men hygger/keder os herhjemme alt efter temperament. Jeg lister ud om morgenen for at gå eller svømme en tur alene eller med en makker mens teenagerne sover deres udviklingssøvn. Så spiser vi sammen, drikker te i sofaen til en bid vinter-OL i tv og går igen hver til sit. Jeg strikker tynde vanter til tiden der kommer, og læser bøger. Drengene træner, hænger ud eller snakker digitalsk med vennerne.

Om aftenen har vi til og med i går set Harry Potter på dvd for 117. gang. Jeg har haft lidt svært ved at koncentrere mig og vistnok blundet lidt ind imellem i varmen fra familien i sofaen. Dog ikke i går under sidste del af serien hvor Harry vælger at lade sig slå ihjel i erkendelse af at en del af det onde findes i ham selv og nødvendigvis også må tilintetgøres dér for at bane vejen for bedre tider -- og hvor han bliver genfødt, parat til det endelige opgør med Voldemort. Det er i sandhed en mægtig fortælling, også selvom jeg ikke helt kan holde mig vågen til alle dele af den!

Det er godt nok altsammen, tiden rækker, og jeg går og summer over mangt og meget.

Jeg tænker blandt andet meget på at jeg gerne vil slå et slag for alsidigheden. Da jeg i sin tid skulle til eksamen i et bestemt fag, forklarede læreren at det der ville gøre en forskel, var i hvor høj grad vi kunne vise alsidighed og ikke om vi var eksperter i en enkelt disciplin. Det har jeg aldrig glemt, og læren har jeg forlængst overført fra "disciplinerne" og "faget" til "personlige egenskaber" og "livet". I teorien. Men jeg erkender også at jeg i mange, mange år, på min rejse gennem mørket, alligevel har forsøgt at vælge side i "praksis". Som om jeg skulle finde ud af om jeg for eksempel var boglig eller praktisk og så endelig få fred og gå ud af den vej der viste sig at være min.

Intellektuel eller idrætsmenneske. Introvert eller ekstrovert. Feminin eller maskulin. Følsom eller skarpt tænkende. Kreativ eller gentagende/bevarende. Konkret sansende eller intuitivt overskridende det faktiske i tid og sted. Religiøs eller videnskabelig. Egoistisk eller værnende om almenvellet. Og så videre og så videre.

Sandheden er at jeg er det hele. Det er alle mennesker. Og jeg vil give mig selv tilladelse til at prøve kræfter med det hele uden at føle at jeg forråder nogen, heller ikke mig selv. Dét er nyt for mig. Jeg har været vant til omhyggeligt at skjule de dele af mig selv som jeg forestillede mig (med rette eller urette) at den jeg stod overfor, ikke ville synes om eller kunne rumme hos mig (fordi jeg ikke kunne "se" det repræsenteret hos dem selv i en bevidstgjort og accepteret form). Og så ender det jo med at man generelt i livet står som en paralyseret hare foran ræven, som der engang var én der beskrev mig meget rammende. Jeg turde ikke engang trække vejret!

Det er et mønster og en måde at indgå i relationer på som jeg har lært tidligt i mit liv af nogle af de mennesker som var omkring mig, og som havde behov for at "bruge" mig og min psyke på en helt bestemt måde for at kunne rumme sig selv. Jeg har bygget videre på mønsteret hele mit liv fordi jeg troede det var betingelsen for at få lov at høre til og være med; det forstår og accepterer jeg nu. Men det er også et mønster som jeg indser jeg må forholde mig til og selv tage ansvaret for at stoppe gentagelsen af, også selvom jeg formentlig vil blive meget bange for ikke at få lov at være med og høre til ind imellem, men så jeg igen kommer til at turde trække vejret og genvinder min vitalitet.

Så: Alsidighed! Hep!