31. januar 2014

Kært barn ..

Vi kan da lave karbonader!, sagde jeg en dag, i mangel af bedre.
Krebinetter, mener du, sagde min mand.

Jeg slog op i frk. Jensens. Jeg hed også frk. Jensen engang, så den bog stoler jeg meget på, og ifølge frk. Jensen var det karbonader jeg mente.

Men skidt med det. I vores familie er det så som så med autoritetstroen, og nu om dage får vi hverken karbonader eller krebinetter, men karbonetter eller krebinader. Det er op til den enkelte at vælge hvad man vil have, bare man spiser hvad der bliver serveret.

Og selvom det er noget griseri, er det populært, så min søn spurgte sin hjemkundskabslærer om de måtte lave karbonader (han holder sig åbenbart alligevel til frk. Jensen uden for familien). Jada, siger læreren, men det hedder altså krebinetter. Og så satte han ungerne til at lave frikadellefars og panere den.

Hvad?

Ja, sagde min søn. Vi fik krebideller eller karbodeller eller frikanader eller frikanetter. Der var frit valg. Men de smagte nu ikke så godt som dine. Ingen af dem.

28. januar 2014

Smart!

Siden nytår har jeg haft mulighed for at bruge en smartphone. Selvom gode mennesker længe vistnok nærmest har haft ondt af mig og forsøgt at få mig med på smartholdet, har jeg strittet imod, fordi den smartphoneadfærd mange mennesker omkring mig udviklede, ikke lige var noget jeg følte mig tilskyndet til at efterligne, og fordi jeg ikke syntes jeg havde noget egentligt behov. Men nu kan jeg godt se at det altså er virkelig smart!

Jeg ved med mig selv at der er mange muligheder jeg aldrig kommer til at udnytte på den telefon, simpelthen fordi jeg er bange (altså som i hunderæd) for at det vil stjæle min hjerne og mit nærvær og min fordybelsesevne, men der er også visse muligheder som jeg synes er rigtig sjove, og som jeg har kastet mig over med begejstring. Fx Instagram (fordi jeg er blevet glad for at bruge kameraet) og Endomondo (fordi jeg er lidt af en skabsresultatnørd og er lykkelig over at have fået en gps til rådighed). Dem kan jeg lide! (Som det er lige nu, i hvert fald).

Og så er det - vigtigst af alt, måske - fantastisk så nemt og overskueligt det er at skrive sms'er. Det er altså en fest for sådan én som mig der ikke bryder sig stort om at tale i telefon, men foretrækker at skrive i videst muligt omfang. Huhej hvor det går .. det er en kæmpehjælp, især med to teenagere i huset.

Jeg kommer aldrig til at "bo" i min smartphone som nogle mennesker der nærmest slet ikke behøver en computer (eller et tv) længere, for jeg kan for eksempel ikke skrive og læse lange, grundige mails til og fra de venner jeg skriver sammen med, jeg kan ikke se gode fotos "ordentligt", og jeg har rigtig svært ved at danne mig overblik over og få alle detaljer med på mange af de steder jeg besøger på nettet. Det er som at kigge på verden gennem et sugerør, tænker jeg nogle gange og bliver irriteret og går op til min computer.

Alligevel er jeg glad for den telefon, og det bliver nok meget snart sådan at jeg slet ikke kan forestille mig at undvære den igen, hvilket også er godt nok så længe det er mig der bestemmer over telefonen og ikke den der bestemmer over mig :-).

15. januar 2014

Til eftertanke ..

"I stedet for at gøre selveksponering til en dyd, bør vi gøre præcis det modsatte. Hylde grundigheden, eftertanken og fordybelsen."
Det siger Per Michael Jespersen blandt andet i debatindlægget "Alle taber, når bubberismen tromler de indadvendte ned" på Politiken.dk, hvor han sætter fokus på det tab for både indadvendte unge mennesker og resten af samfundet som vores tidsånds vilde selveksponeringstrang og -pres afstedkommer.

Hvis du er fortrolig med Susan Cains tanker, er det her velkendte pointer, men måske fortalt på en anden og efter min mening meget relevant måde. Læs det og bliv både rusket lidt og rustet til at forsvare grundigheden, eftertanken og fordybelsen.

14. januar 2014

"Quietly powerful."*


I går så jeg (endelig) filmen 'Om guder og mænd' (af Xavier Beauvois), og det var en kæmpe oplevelse. Den vil blive hos mig i mange dage og give stof til eftertanke, og det er i det hele taget en film jeg måske aldrig glemmer. Den gik fuldstændig rent ind hos mig og fyldte mig ud med skønhed, eksistentiel refleksion og åndelig føde, som den introverte og forholdsvis spirituelt orienterede person jeg er.

Jeg vil ikke (eller kan måske ikke, hvis jeg skal være helt ærlig) skrive så mange ord om filmen; jeg kommer hele tiden til kort eller synes jeg gentager noget som andre allerede har skrevet i de anmeldelser og omtaler jeg har læst om den. Derfor nøjes jeg med at sætte nogle links ind herunder som du kan følge hvis du vil vide mere:

Se trailer mm. (med engelske undertekster) her på filmens egen hjemmeside (hvor jeg også har "lånt" billedet ovenfor), eller se en dansk-tekstet trailer her på Scope.dk hvor der også er links til forskellige anmeldelser.

Lån filmen på bibliotekets online-udlånsservice Filmstriben eller via bibliotek.dk - det sidste sted kan du også bestille den som dvd.



*- Manohla Dargis, New York Times.

Og tusind tak til LHA for den betænksomme anbefaling.

6. januar 2014

I mørket

I dag gik jeg en (meget) rask tur i skoven. Det er vinterens bedste naturbevægelsesmulighed når jeg nu ikke kan komme ud og svømme i hav og sø. Jeg elsker det, jeg gør det tit, og jeg kender skoven heromkring næsten som min egen bukselomme.

Troede jeg. For i dag lykkedes det mig at finde et stykke sti jeg aldrig (så vidt jeg ved) har gået på før, og det var ikke engang en lille uanseelig veksel, men nærmest en hovedvej gennem skoven. Der kan man se.

IMAG0024

Jeg vendte mig om og tog et billede af den nye vej jeg netop havde gået ad, og selvom der ikke er ikke meget skønmaleri over det her foto, så er det alligevel præcis som det skal være, for jeg kan ikke lade være med at tænke på at jeg også indvendig endelig de sidste dage har fundet en ny vej at gå ad, som måske hverken tager sig særligt tillokkende, tydelig eller pæn ud, men som kan føre til en udvidelse af det kendskab jeg har til mit indre landskab hvis jeg tør følge den.

Vi har alle en skygge, dvs. en slags alter ego indeni som er kendetegnet ved alt det vi helst ikke vil være, men som vi uomtvisteligt også er ved siden af den pæne eller respektable person vi godt kan lide at være og helst vil have at andre ser os som. En slags delperson som vi forsøger at skjule for andre og os selv, og som det føles så moralsk forkert at være at vi enten helt fortrænger fra bevidstheden eller i hvert fald undgår at se klart i øjnene at denne indre aktør også er indeholdt i vores person som helhed.

Vores skygger er forskellige præcis på samme måde som vores personligheder er forskellige. Det der føles som en god og rigtig egenskab, følelse, evne og så videre for det ene menneske, kan opleves som den største karaktermæssige vederstyggelighed som forvises til skyggen for den anden, på helt individuel basis. Dertil kommer at der også er noget vi kollektivt i en kultur opfatter som noget menneskeligt der er af det onde, og som giver anledning til fordømmelse af andre mennesker når vi (tror vi) møder det hos dem (uden at forstå at det er i os alle).

Vi kan lære vores skygge at kende, vi kan finde ting og sager i den som vi gerne vil tage til os og som vi vælger at opbyde alt vores mod (det kræver det!) for at anerkende som en del af os selv fordi vi forstår at det kan styrke vores livsudfoldelse. Og vi kan finde ting og sager i skyggen som vi bevidst må tage afstand fra fordi vi forstår at det vil true vores værdier og idealer hvis vi slipper det løs i fri dressur.

Det er aldrig nogen morsom eller opløftende affære når skyggen er meget aktiv, og jeg oplever det som om jeg er truet indefra af noget som vil ud med meget kraftig energi. Jeg får meget hurtigt den tanke at jeg ikke tør udsætte andre for mig når jeg ikke har styr på min skygge, og at det er bedst for både mig selv og andre at isolere mig, hvilket er en totalt absurd tanke i og med at skyggen under alle omstændigheder er med én hele tiden, hvert sekund, også i sagens natur når vi ikke selv har den fjerneste anelse om det. Jeg er bange for de konfrontationer som uvægerligt må følge hvis der er sider af mig selv jeg ikke plejer at lufte offentligt, der springer ud som trolde af æsker. Jeg er bange for udladningen af den enorme energi der er lagret i troldenes spændte fjedre, fordi vrede nemt kan blive dens udtryk. Jeg ønsker ikke nogen noget ondt.

Tilbage til den nye vej. Det er tid til endnu en konfrontation med min skygge. Jeg må tage endnu et skridt gennem det ubevidste hen mod den jeg er, uanset hvad jeg møder på vejen. Det handler ikke om at blive et ordentligt menneske, men et helt menneske. Jeg vil turde blive lidt mere hel frem for lidt mere pæn eller perfekt.

5. januar 2014

Bibliotak

Dette skal være en hyldest
til alle de bibliotekarer
der gennem tiden
har fundet frem til,
givet plads til,
lavet noter om,
sat i system
og gjort tilgængelige
- blandt meget andet -
så vi andre kan finde
næring for ånden
og læring for livet.

Tak.