lørdag den 27. december 2014

Impostor syndrome

"Gamle" læsere af denne blog ved at jeg helt frivilligt og med oplevelsen af at det hjælper mig til at forstå mig selv bedre har sat især to etiketter på mig selv: introvert og særligt sensitiv (HSP). Der er faktisk en tredje etiket som jeg aldrig har talt eksplicit om, men som jeg også sætter på mig selv, nemlig pænt intelligent. Det er bare ikke noget "man" snakker om, og jeg har altid følt at det var noget jeg for enhver pris skulle skjule hvis jeg ville "være med". Faktisk er det forbundet med stor skamfølelse for mig, om ikke at være intelligent, så i hvert fald at vise det.

Men nu springer jeg så ud af skabet, og det er fordi jeg har lært noget skelsættende nyt som hænger sammen med alle tre personlighedstræketiketter, og som jeg gerne vil formidle videre. Jeg har nemlig erkendt at jeg lider af "impostor syndrome", og med den erkendelse og viden har jeg pludselig fået et begreb at sætte på en enorm mængde dagbogsnotater fra de sidste mange år. Heri kredser jeg, kan jeg nu se i bakspejlet, om lige netop dette fænomen (som det også kaldes) uden at kunne komme til bunds i det eller se det udefra, fordi det er som en ond cirkel der lukker sig hermetisk om sig selv, og fordi jeg aldrig har haft mulighed for at sammenligne mine oplevelser med andres.

Det er altsammen stadig nyt for mig, og jeg vil ikke forsøge at beskrive impostor-syndromet/-fænomenet selv. Læs fx overordnet om det her: http://en.wikipedia.org/wiki/Impostor_syndrome, eller kom helt tæt på det set indefra via "ekspert" Ann C. Schødt her: http://potentialefabrikken.dk/impostor-testen/. Jeg takker i mit stille sind Ann C. Schødt for at skrive og tale om dette og dermed give mig ord at forstå med. Brikkerne falder på plads med lynets hast i mit hoved lige nu, og det er sådan en gave!


---
PS 28-12-2014: Jeg glemte at skrive, at i P1/Apropos-udsendelsen om intelligens fra marts, som jeg linker til lige nu i sidebaren, kan du høre Ann C. Schødt fortælle lidt om blandt andet impostor-syndromet.


fredag den 26. december 2014

Human slip

Nogle gange er man altså ikke helt herre over sig selv. Ikke sådan at forstå at andre har magten over én, men sådan at forstå at det ubevidste spiller én et puds og tager styringen så man "kommer til" at gøre eller sige noget man ikke rigtigt troede man kunne "finde på". Når det sker, får man hurtigt den indskydelse at "skyde skylden" på noget eller nogen uden for sig selv: Det var ham der fik mig til det; det var fordi du sagde jeg skulle skynde mig; det må være computeren der flipper; det er også alt den rødvin du fik mig til at drikke eller hvad ved jeg. Undskyldninger er der nok af, og hvis man kan narre sig selv ved hjælp af dem til at tro at det faktisk slet ikke var én selv der gjorde det, er det en nem måde at komme videre på og leve med sine skyggesider (man kan dog sjældent narre andre .. det skal man bare lige vide).

Men det kan jo være at undskyldningerne klinger så hult allerede mens de tager form inden i ens hoved og før man siger dem højt, at man i stedet for at lukke dem ud, sætter sig ned med hovedet i hænderne og græmmer sig over ikke bare hvor dum man kan være, men hvor dum man er. Indtil det går over. Alt går over. Shit happens .. and shit disappears.

Eller man kan sætte sig ned med hånden under hagen og trække på smilebåndet og tænke okay, jeg er bare et menneske. Jeg gjorde det ikke med vilje, men jeg gjorde det; noget i mig ville det. Så stopper det måske dér, hvis ikke man ligefrem bliver nysgerrig (når man lige er kommet sig over den første følelse af pinlighed og/eller skam). Så tænker man måske det var li'godt pokkers, hvad mon der lige skete dér? Hvad er det der rører sig i mig, som jeg ikke har opdaget, men som har noget at skulle have sagt uden om min vilje? Hvad kan jeg lære af det her? Shit happens .. and shit fertilizes!

Lad det være sagt, på sådan en iskold 2. juledag hvor jeg blandt andet har opdaget at der var fejl i et link i sidebaren. Men det er ikke det værste, slet slet ikke, for hvis du abonnerer på indlægsfeed i en feedlæser, må du også undskylde (og meget gerne glemme) det indlæg der lige kom susende herfra i går. Det skulle have været postet et andet sted, men noget i mig ville det anderledes og fik mig til at udgive det forkert. Måske stolthed, lettelse og glæde, og det er vel ikke så ringe endda?




onsdag den 24. december 2014

Glædelig jul

For mig er julen lysets fest. Jeg beder til at lyset vil komme igen og fejrer det lys jeg oplever allerede er her.

Lyset er for mig både det konkrete, ydre lys fra solen som ved vintersolhverv lige før jul begynder at vende tilbage i flere og flere minutter hver dag. De stråler giver fysisk varme og lys, og selvom det i dag måske ikke er strengt nødvendigt for vores kropslige overlevelse lokalt her i Norden, som det var i tidligere tider, betyder det alligevel alt for vores trivsel og energi som mennesker, og for bevarelsen af den natur jeg elsker at være i.

Og lyset er for mig det indre lys der er i os alle, og som glimtvis bryder frem hos os i de øjeblikke hvor egoet med al sin angst og magtkamp tier stiller og viger for en større stemme. For mig er den kristne jul med fejringen af Jesus' fødsel en oplagt mulighed for at tildele det åndelige lys opmærksomhed og bevidsthed, og for at fejre at lyset ind imellem med stor kraft skinner igennem. Jeg opfatter Jesus' liv - eller i hvert fald fortællingerne om det - som et eksempel på når lyset fra vores fælles spirituelle kerne eller essens skinner allerklarest gennem et menneske. Det lys kunne også fint kaldes kærlighed, og kærligheden behøver vi til gengæld for at overleve, også fysisk uanset hvor vi bor, det er jeg ikke i tvivl om.

Glædelig jul til alle der kommer forbi her.

mandag den 8. december 2014

Effekten af Peter

""En verden i krise behøver et globalt spring i empati", har Peter Høeg sagt".

Det siger Helle Solvang som en del af indledningen til en samtale med Peter Høeg der (som altid) er dyb som Marianergraven og klar som himlen over skyerne at lytte til. Hvis du også er til Peter Høeg (eller hvis du ikke er, men er nysgerrig), kan du høre udsendelsen her:

http://www.dr.dk/radio/ondemand/p1/dr-s-romanpris-2015#!/


---
Tilføjelse 10-12-2014: Hør mere fra Peter Høeg om blandt andet det med springet i empati i denne udsendelse: http://www.dr.dk/radio/ondemand/p1/mennesker-og-tro-tilbagetraekning#!/.

lørdag den 22. november 2014

Det omvendte menneske

Jeg vågner
og ved med sikkerhed:
jeg er et omvendt menneske

Jeg har svært ved det
der er let for de fleste,
og let ved det
der er svært for de mange

På mig vender vrangen udaf,
og jeg går i mørke
hvor så mange andre ser lys

Jeg har håbet på
at nogen ville vende mig om,
har før forsøgt
at gøre det selv uden held

Nu vågner jeg
og ved med sikkerhed.
Jeg er et omvendt menneske!

torsdag den 13. november 2014

Et udvidet perspektiv på bækkenbundstræning

Hvis du har problemer med bækkenbunden og gerne vil have udvidet dit perspektiv på hvordan du træner den, så er denne artikel måske noget for dig: http://www.dr.dk/levnu/krop/kniiib-ikke-meget.

Jeg er jo ikke behandler, men i forbindelse med mit arbejde møder jeg tit kvinder der giver udtryk for et ønske om eller et behov for at sætte fokus på netop den del af kroppen. I denne artikel fortæller fysioterapeut Lotte Paarup om sin måde at arbejde med bækkenbunden på, hvor de traditionelle knibeøvelser suppleres med arbejde med åndedrættet og dynamisk arbejde med hele kroppen. Dét synes jeg er rigtig interessant :-).

Datid

Folk spørger:
Hvordan går det?
Savner du dine børn?
Er du snart på plads, så jeg kan komme og få kaffe?
Gider du hjælpe mig med at holde min fødselsdag?
Vil du holde mig med selskab et par dage, det trænger jeg til?
Er der faldet ro over det hele så vi kan fortsætte som før?
Skal vi ikke spise nogle lækkerier og drikke noget vin, det må du da trænge til?

Helt ærligt
Jeg ved det ikke
eller jeg har ikke energi til at tage mig af det
eller det rager mig en høstblomt
Det er pænt af dig at spørge
eller noget
Men jeg er et helt andet sted

Og stedet hedder overlevelse
Jeg skal have tag over hovedet
har diskuteret det med mig selv og fundet
at jeg ikke vil kunne leve uden at bo et sted
Og jeg skal have effektiv mad
det behøver jeg ikke diskutere med mig selv
jeg må spise hvis jeg vil leve
og det vil jeg.

Og nu tænker du
Der er da ingen i Danmark der behøver
at være hjemløse eller sulte!
Se, det vil jeg godt sætte spørgsmålstegn ved
Det kommer an på om du vil sælge din sjæl til systemet
eller hvor langt du er villig til at gå
og miste dig selv på vejen
altså ikke miste dine ting eller din livsstil eller dit pæne ansigt,
men dig selv.

Jeg kunne ikke gå længere
og miste mere
af mig selv
For der var allerede så lidt tilbage
at der ikke var mere at donere
Derfor hedder stedet overlevelse
Og hverken indlevelse
eller udlevelse.

torsdag den 6. november 2014

Jubi yeah!

Jeg skriver sms'er til mine sønner. Jeg skriver mails til venner og bekendte. Jeg skriver noter til mig selv om mig selv. Jeg skriver jobansøgninger. Jeg skriver boligansøgningerne. Jeg skriver breve til vrede tanter. Jeg skriver mails til kommende kolleger. Jeg skriver på facebook til svømmemakkere. Jeg skriver fakta ned for at kunne dokumentere. Jeg skriver blogindlæg til universet. Jeg skriver joblog fordi jeg skal. Jeg skriver lister for at kompensere for mit nervesystems stresssymptomer. Jeg skriver det her for at sige at jeg skriver det bedste jeg har lært.

Jeg skriver.

Stadig(t).

lørdag den 25. oktober 2014

Om nøgenløb og nøgensvømning ;-)

For et stykke tid siden hørte jeg om en ny løbetrend: 'naked running'. Det skulle jeg da fluks google og fandt ud af at det (klart nok) ikke går ud på at løbetræne uden tøj på, men uden elektronik på: Ingen pulsmåler, musikafspiller, gps-tracker, intet (avanceret) løbeur og så videre. Det hele er et forsøg på for nogle løbere at vende tilbage til blot at løbe for at nyde turen uden at have fokus på sin egen præstation i form af fx målt hastighed, intensitet, distance, og uden at aflede opmærksomheden fra den direkte oplevelse af både sig selv og omgivelserne med fx musik. Måske løber man ikke alle ture nøgne, men nogle, så man ikke helt mister kontakten med sin "indre krop". Eller noget i den stil, sådan forstod jeg det i hvert fald.

Det fik mig til at tænke over hvad jeg selv havde gang i. Da jeg sidste år fik mulighed for at tracke mine lange gåture, cykelture og senere løbe- og svømmeture med Endomondo, var det supersmart og sjovt. Det var pludselig interessant at få nogle data sat på mig selv. Til en vis grad var det også motiverende og holdt mig i gang, både fordi jeg selv syntes det var sjovt at se hvor meget jeg faktisk bevægede mig rundt, og desuden fordi jeg - hånden på hjertet - syntes det var sjovt at vise resultaterne frem i min omgangskreds på nettet. Men det tog overhånd, og det gik op for mig at jeg efterhånden oplevede turene mere udefra gennem de data jeg fik leveret og den respons jeg fik på dem, end indefra gennem min sansende krop og mit reflekterende sind. Noget var ved at gå tabt. Jeg har altid nydt at bruge min krop mens jeg gjorde det, det er min største motivation, og jeg elsker at gøre det dels i naturen og dels i vand og mærke samspillet med de to "omgivelser". De glæder var ved at blive spoleret af min dokumentationstvang og mit præstationsfokus.

Derfor holdt jeg op med at have Endomondo tændt i havtasken når jeg svømmede ud i løbet af sommeren, ligesom jeg gik over til at løbe mine ture uden at medbringe andet elektronisk gear end min nøglebrik.

Med efterårets komme har jeg nu også svømmet inde en del gange og her er det gået op for mig at jeg faktisk ikke engang orker at tælle baner mere og holde dem op mod tiden på det store ur på væggen. Det har jeg ellers været ret omhyggelig med førhen, men gassen er simpelthen også gået ud af den ballon. Så nu svømmer jeg bare i det tidsrum jeg nu lige har tænkt mig. Måske laver jeg nogle fartlege, svømmer lidt "program" eller blander svømmearterne så jeg alligevel ad omveje holder lidt styr på hvor langt jeg svømmer, men ellers er jeg faktisk mest glad for at svømme lange distancer -- eller som det vil være mere rigtigt at sige nu: glad for at svømme i længere tid ad gangen i samme tempo og nyde rytmen og et godt meditativt flow. Det bliver jeg aldrig verdensmester af, men til gengæld har jeg det skønt mens jeg gør det, og jeg tager både glæde og nærvær med videre ud i dagen.

Og sådan er jeg kommet fra nøgenløb til nøgensvømning, og jeg kan mærke at det bliver rigtig godt. Det går faktisk næsten som en leg, og hvad mere kan man ønske sig?

Et kig ind i mit efterårs- og vintermorgennøgensvømningsmekka ;-)

tirsdag den 21. oktober 2014

Den menneskelige faktor

Jeg har afsluttet mit nyttejob og kan nu koncentrere mig helt om at gøre mit rigtige arbejde ordentligt. Det er en befrielse jeg ikke har ord for. Jeg kan mærke hvordan min hjerne begynder at virke igen, og jeg får fremover tid og kræfter til at sætte mig ordentligt ind i mine nye arbejdsopgaver på min egen langsomme, grundige, analytiske måde; noget jeg har absolut behov for hvis jeg skal komme til at opleve at jeg mestrer dem, i praksis såvel som følelsesmæssigt.

Det har været en hård tid, og jeg er kun nået hertil med hjælp fra mennesker med indsigt og overskud til at forstå hvem jeg er. Mennesker som har kunnet tage en beslutning om at bakke mig op i og rumme min flydende, mangekantede form i stedet for at forsøge at hugge mig ned til en firkantet klods som kunne passe ind i en kasse. Jeg vil aldrig glemme de mennesker.

Et af dem har foræret mig en gul hoptimist som nu står og nikker opmuntrende og utrættelig på mit skrivebord. Og jeg har opdaget en sjov ting. Det er især når jeg visker med mit viskelæder, at den hopper og nikker ivrigt. Hvis jeg kigger godt efter, er det ligesom om smilet i øjnene også bliver lidt bredere. Det vil jeg heller aldrig glemme.

Den har fået en platform at hoppe på, og her skal den stå og til stadighed huske mig på hvad der skal hjælpe mig fra afhængighed til selvstændighed: Den menneskelige faktor. Omkring og i mig.

Her er den fotograferet under lyskeglen en sen aftentime, på hårdt hoptimistarbejde:



---
Til T. Med kærlighed.

onsdag den 8. oktober 2014

Selvmodtagelse

Det har slået mig at jeg bruger ordet ‘selvudvikling’ om det jeg egentlig forstår som ‘selvmodtagelse’.

Som jeg ser det, handler det ikke om at vi skal udvikle noget hos os selv som vi selv eller andre har fundet på skulle gøre os til bedre, mere rigtige eller mere effektive mennesker, set med omverdenens øjne og i tråd med tidens trend. Den slags interesserer mig ikke en døjt, for nu at sige det kort.

For mig handler det udelukkende om at modtage sig selv i større og større grad gennem livet som præcis det mennesker man er, på godt og ondt. Modtagelsen sker ved at vi udvider vores bevidsthed, dvs. ved at vi gennem livet arbejder for til stadighed at blive bevidste om endnu en lille dråbe fra det ubevidstes uendelige hav, og lader det vi har lært, blive en del af den vi ved vi er. På den måde udvider vi vores opfattelse og accept af hvem vi i grunden selv er og hvilke værdier vi har.

Når vi også i praksis forsøger at leve i overensstemmelse med hvad vi opdager, og bringer dyb glæde, mening og vores egen etik ind i vores liv og ikke sørger for blot at opretholde en poleret overflade, vil det være til gavn for ikke bare os selv, men i særdeleshed også for de mennesker vi indgår i relationer med. Gennem vores gradvise modtagelse af os selv sender vi nemlig et budskab til vores medmennesker om at vi ønsker at de på samme måde skal modtage sig selv - uanset hvem de er - og at vi tror de har en vigtig opgave at udføre mens de er her. Selvmodtagelse er altså for mig ikke et egoistisk projekt, men en måde at være i verden på i en stadig, langsom proces som skaber så meget lys som muligt i verden, faktisk med fordel for fællesskabet og ikke kun individet.

Det er ikke altid at vi kan modtage budskabet fra en anden om at det er i orden at modtage sig selv. For selvmodtagelse kan være en særdeles krævende og meget angstprovokerende opgave at tage på sig. En stemme i os vil som regel protestere og få os til at blive på stedet eller endda gå baglæns og dermed afskærme os for smertefulde bevidsthedsglimt. Altsammen for at beskytte os mod noget som vi ikke er parate til at opnå bevidsthed om, og som vi (ubevidst) oplever som en alvorlig trussel mod os. I nogle perioder i livet, måske hele livet, vil den stemme råbe højest - sådan er det at være menneske. Selvmodtagelse kræver solid kontakt med en betingelsesløs kærlighed til os selv, tro på at vi hver især er skabt præcis som universet har brug for at vi skal være, og mod og vilje til at sætte os ud over fx vores stolthed, forfængelighed og behov for den sociale tryghed det giver at udfylde allerede accepterede roller.

Det er som jeg ser det, med mine egne ord. Mens jeg har skrevet, er der dukket nogle af andres ord op i mine tanker som jeg tolker som værende i tråd med min egen opfattelse, og dem får I lige herunder - blot hav in mente at sammenkædningen står helt for min regning.

*
Fra et tidligere indlæg:

"Jeg hørte engang én - vistnok Preben Grønkjær - sige at Søren Kierkegaard - så vidt jeg husker - et sted har skrevet at hvis man tror man skaber sig selv, så skaber man sig, for nej, man modtager sig selv."

Jeg tænker på selvmodtagelse som en skabende proces, men på samme måde som man får (og ikke skaber) en idé til et kreativt produkt, så får man også sig selv i bidder fra et sted man ikke er herre over, og produktet er den person man nu bliver gennem livet. For mig er det sted det ubevidste, og præcis som et kreativt menneske stiller sig selv til rådighed som kanal for de ideer der kommer til vedkommende og omhyggeligt forsøger at føre dem ud i livet, sådan kan vi også stille os til rådighed for at blive og være det vi er.

*
“Livet behøver til sin fuldendelse ikke fuldkommenheden, men fuldstændigheden. Dertil høre “pælen i kødet”, at lide under mangelfuldheden, uden hvilken der ikke gives noget fremad og intet opad”.
- C.G. Jung

(Fuldkommen i betydningen perfekt eller fejlfri, fuldstændig i betydningen hel, dvs. omfattende alle dele (“gode” som “onde”)).

*
“The most terrifying thing is to accept oneself completely.”
- C.G. Jung

*
“Kærlighed er ikke en følelse, men kvaliteten af en relation. Modsætningen til kærlighed er ikke had, men ligegyldighed”.

- Frit efter hukommelsen, udtalelse af Asger Neumann i radioudsendelse. For mig gælder det ikke kun kærligheden til andre, men også kærligheden til en selv, og hvis man accepterer den opfattelse, betyder det også at man kan arbejde på at fremme kærligheden. Det er aldrig for sent.

*
Og fra et af de første indlæg på denne blog:

“Our deepest fear is not that we are inadequate. Our deepest fear is that we are powerful beyond measure. It is our light, not our darkness that most frightens us. We ask ourselves, Who am I to be brilliant, gorgeous, talented, fabulous? Actually, who are you not to be? You are a child of God. Your playing small does not serve the world. There is nothing enlightened about shrinking so that other people won't feel insecure around you. We are all meant to shine, as children do. We were born to make manifest the glory of God that is within us. It's not just in some of us; it's in everyone. And as we let our own light shine, we unconsciously give other people permission to do the same. As we are liberated from our own fear, our presence automatically liberates others.”
Marianne Williamson: "A Return To Love: Reflections on the Principles of A Course in Miracles.

onsdag den 17. september 2014

BogEN

I 2008 lånte jeg The Highly Sensitive Person af Elaine Aron som fjernlån fra et eller andet bibliotek i det mørke Jylland. På et tidspunkt lægger jeg bogen fra mig opslået på spisebordet et øjeblik, og mens jeg er væk, vælter min mand kaffe ud over og under den. Jeg læser den færdig alligevel trods brune sider, for jeg kan ikke lade være. Bagefter må jeg på biblioteket og betale erstatning for den, og så er den min. Jeg tænker at det faktisk er meget passende og giver mening, for det er lige hvad det er: Min bog eller i hvert fald bogen om mig. Siden har den stået i min reol .. og jeg har kunnet følge hvordan karaktertrækket særligt sensitiv (som det er er oversat til på dansk) bliver formidlet i mange sammenhænge i offentligheden.

søndag den 7. september 2014

Så livsbekræftende!

Billedserie på Politiken.dk:

http://politiken.dk/fotografier/reportagefoto/ECE2387975/90-aarige-esther-svoemmer-med-sin-hjemmehjaeper/

Intro til billedserien:

"90-årige Esther svømmer med sin hjemmehjælper

Københavns Kommune har brugt deres del af ældremilliarden til at tilbyde hjemmehjælpsmodtagere et klippekort.

Det fungerer sådan, at de ældre kan samle klip og så bruge tiden med hjemmehjælperen til noget, de selv bestemmer. Politikerne troede, at de ældre ville købe ekstra rengøring eller lignende, men nu viser det sig, at de køber sig oplevelser i stedet.

90-årige Esther, som tidligere var livredder, vælger at tage i svømmehallen med sin hjemmehjælper Charlotte".

lørdag den 6. september 2014

Når jeg engang bliver levende igen

Jeg kan ikke skrive for tiden. Der var ikke noget jeg hellere ville end at skrive, når jeg ikke lige har noget med mennesker og vand at gøre, hvad det heldigvis er lykkedes mig at generobre muligheden for. At give min indre verden et sprogligt udtryk og at se mennesker udvikle sig gennem aktiviteter i vand. Intet interesserer mig mere end de to ting. Intet glæder mig mere end arbejdet med de to ting. Og intet har nogensinde løftet og båret mig som menneske mere end de to ting.

Men jeg kan ikke skrive for tiden. Ordene løber gennem min bevidsthed i løbet af dagen, men smutter fra mig igen, fordi jeg er så helvedes udmattet af at skulle opfylde systemets krav til mig for at være sikker på at få mad i munden og tag over hovedet. Jeg skal udføre nyttejob (til en ufattelig lille timeløn fordi jeg kun får supplerende kontanthjælp), og jeg skal søge mere eller mindre relevante job som jeg måske kommer til samtale på fordi jeg er god til at skrive ansøgninger, men som jeg igen og igen får afslag på med begrundelsen at jeg er udmærket kvalificeret, men ikke lige passer ind i deres team. Dét skal jeg, samtidig med at jeg på eget initiativ og i min egen takt dedikerer mig mere og mere til en arbejdsplads jeg selv har valgt, som er i overensstemmelse med mine værdier og interesser og som jeg er meget taknemmelig og glad for har taget mig til sig.

Jeg er faktisk efterhånden så helvedes udmattet af at køre i de to spor samtidig og skulle arbejde så meget, forholde mig til så mange (venlige) mennesker og udføre så mange nye opgaver, at min hjerne opfører sig noget mærkeligt, og jeg bliver mere og mere bange for at jeg ikke kan mobilisere de mentale kræfter der skal til, for at bevare mig selv og tage magten over mit eget liv tilbage. Jeg græmmer mig over at blive behandlet som en vrangvillig og uduelig taber der skal lære at stå op om morgenen og bidrage til samfundet, og som systemet nok skal sørge for at tvinge til at makke ret og give størst udbytte for systemet selv. Det er virkelig svært at bevare selvrespekten og holde fast i mig selv.

Måske får systemet mig ned med nakken, knækker mig, træder mig så meget under fode at jeg ikke kan rejse mig igen, tænker jeg i mine mørkeste stunder. Men NEJ! Jeg lader mig ikke kue. Jeg holder ud, indtil det en dag er overstået, også selvom jeg mere eller mindre er slået til lirekassemand af presset og nedgørelsen. Jeg sidder her lørdag aften og skriver selvom jeg ikke kan skrive, fordi det skal blive løgn at jeg underkaster mig. Jeg har været meget igennem i mit liv, og det her er uden tvivl noget af det værste, mest undertrykkende og ødelæggende, men jeg klarer også det. Jeg vil kæmpe til jeg dør rent fysisk, for det jeg står for og tror på.

En dag når jeg kan skrive igen, vil jeg skrive om det. "Dengang jeg døde", skal overskriften være. Jeg lover det. Når jeg engang bliver levende igen.



torsdag den 4. september 2014

Bysvømning

Hold nu fast en fest! Christiansborg Rundt (Open water swimming) og Krüger Stafetten - jeg kom, jeg svømmede, og jeg glæder mig allerede helt vildt til næste år! Det var alt hvad jeg havde drømt om, og mere til. Sikke en dag!

Foto: Anette Nørremark Nielsen

torsdag den 21. august 2014

To akser

Tiden går. Jeg er stadig i gang med bergeners som jeg lykkeligvis har kunnet genlåne (forstå det hvem der kan, der må da være kø derude til at læse noget så godt?).

Jeg har dog skrevet lidt på 'Vand og bevægelse' som måske lige så godt kunne have været postet her, så derfor linker jeg lige: To akser.

Og så skal I have en lille sang. Hellere være bjørn end bi (selvom bier bestemt også er beundringsværdige):


To akser

Det er næsten en måned siden jeg har skrevet her, men heldigvis har jeg svømmet mere end jeg har skrevet. Nu er både vand og luft blevet køligere, jeg svømmer igen i min våddragt og nyder at det er blevet lettere at svømme -- selvom jeg også synes det er lidt snyd. Jeg elsker når der er kontant afregning mellem min krop og naturen, det giver mig den største kompetenceglæde - et nyt ord jeg lige har lært af Ulrika Færch, og som jeg er vild med, men det vender jeg tilbage til.

Jeg har nemlig fået en ny vandaktivitet på programmet som jeg har glædet mig meget til: vandaerobic. Jeg har været så heldig at få lov at være instruktør på to hold hver mandag aften hvilket jeg er dybt taknemmelig for.

Min interesse for at arbejde med mennesker og vand drejer sig nemlig omkring to akser: den vandrette og den lodrette, og jeg vil nødigt undvære hverken den ene eller den anden.

På den vandrette akse ligger svømmeren og tilstræber at bevæge sig så energimæssigt økonomisk som muligt ved at mindske vandmodstanden og optimere fremdriften på mest effektive vis. Ansigtet ned i vandet og benene op til overfladen og så ud gennem bølgerne i forsøget på at bevæge sig over en målbar distance i en målbar tid!
(Og lidt mere filosofisk set, så er det i livet på den vandrette akse vi bevæger os fra fødsel til død og fra den ene forgængelige, ydre ting eller hændelse til den anden). 

På den lodrette akse arbejder vandtræningsudøveren stort set på stedet og tilstræber nærmest så energimæssigt uøkonomiske bevægelser som muligt. Hovedet op over overfladen og fødderne dybt. Vandmodstanden opsøges og udnyttes som et formidabelt træningsrum der tilpasser sig den enkeltes krop fuldstændigt, og hvor der skabes forbrænding og træning af både kredsløb og muskler ved bevægelse stort set på stedet!
(Og igen lidt mere filosofisk: Det er på den lodrette akse i livet vi mærker evigheden, kraften ved at være i nuet og den umiddelbare oplevelse af dyb glæde over bare at være til, være sig og være med).

Det er som to forskellige (vand)verdener, som selvfølgelig krydser og blander sig med hinanden, men alligevel: Grundlæggende to forskellige. Det har taget mig lidt tid at arbejde mig ind på den lodrette igen, for dels har jeg holdt et par års pause fra at instruere i træning i vand hvor jeg til gengæld har brugt mange timer i det vandrette plan både ude og inde. Og dels har jeg haft en noget krævende sommer med skilsmisse, to flytninger, kontakt med mange nye mennesker og ikke mindst en hård tur gennem kommunens vridemaskine (fordi jeg ikke kan forsørge mig selv med det deltidsarbejde jeg hidtil har haft). Det har sat sine spor i mit nervesystem. Jeg husker ikke helt godt for tiden, jeg har svært ved at fordybe mig i stilhed (i andet end vand) og at samle tankerne. Så da jeg skulle starte sæsonen op, var det svært; jeg kunne ligesom ikke rigtigt få fat i hvad det i bund og grund var jeg kunne, ville og brændte for. Jeg var ikke specielt tilfreds med mig selv efter den første gang og tænkte at det her klarer jeg aldrig tilfredsstillende! Måske har jeg haft for stor tillid til hvad jeg kan, tænkte jeg. Min kompetenceglæde var det så som så med.

Jeg blev både bange, ked af det og vred på mig selv fordi jeg så gerne vil gøre det godt både selvfølgelig for min egen og deltagernes skyld, men også fordi jeg gerne vil kunne matche det høje faglige niveau og den kvalitet der generelt bliver lagt for dagen på min nye deltidsarbejdsplads. Jeg vil gerne være med i den liga, det erkender jeg blankt, og jeg vil gerne gøre mig fortjent til den tillid nogen har vist mig ved at ansætte mig. Men frygt og selvbebrejdelser fører som bekendt ingen gode steder hen og i hvert fald slet ikke ind på den lodrette akse, så da det pludselig gik op for mig hvad jeg havde gang i, besluttede jeg på stedet at tilgive mig selv for min utilstrækkelighed og give hende Janne lidt støtte, tillid og tro ..  og så skete miraklet: Ideerne til hvordan jeg skulle komme videre, kom myldrende. Glæden boblede ved tanken om at dét og dét og dét skulle jeg lave fordi det er sjovt og virker, og sådan og sådan er det jeg tidligere (gennem meget arbejde) har fundet ud af at det giver mening for mig at gøre det. De uoverskuelige brudstykker af viden og erfaring i mit forvirrede hoved samlede og ordnede sig på forunderlig vis til et program jeg kunne stå ved, og som - udført i praksis i mandags - præcis gav mig øjeblikke af fuldkommen tilstedeværelse i nuet og stor glæde.

Så nu er jeg på vej, det tror jeg virkelig. Det er stadig langtfra perfekt, men jeg er på vej, og jeg har formået at åbne mit system for læring, udvikling og nærvær igen. Jeg mærker også igen stor glæde, ikke mindst den livsvigtige og livgivende kompetenceglæde.

Og frem for alt: Jeg har fred med at det blev som det blev, og er som det er, lige nu. Dyb fred.



torsdag den 24. juli 2014

Sommerforkælelse

Uh, mit lokale bibliotek vil mig det godt! Jeg er ikke færdig med at undersøge effekten af Susan endnu, men når jeg bliver det, ved jeg at jeg kan gå direkte videre eller tilbage, alt efter hvordan jeg ser det, til Bergen. Det er da stort.




(Og jeg tror jeg er den første låner der har både Effekten af Susan og bergeners i hånden, sådan føltes det da jeg åbnede og bladrede i begge bøger. Det er altså også en regulær forkælelse).

((Og hvem kunne ikke trænge til lidt regn i den her varme .. ?)).


Med-eller-uden-krise

Blot en lille refleksion over det at svømme med eller uden våddragt:

Jeg vil jo rigtig gerne finde en eller nogle svømmemakkere derude som jeg passer godt sammen med i vandet, og det er altså ikke let. I svømmehallen kan man træne med hvem som helst, da man jo svømmer frem og tilbage i et bassin og er nogenlunde det samme sted hele tiden selvom man ikke svømmer hverken lige hurtigt eller lige langt. I naturen er det en helt anden sag, og jeg kan efterhånden se at mange faktorer indgår i den kombination der gør en svømmemakker i naturen: svømmefærdigheder, træningstilstand, temperament og ikke mindst fortrolighed/erfaring med at svømme i naturen med alle de fænomener man kan møde der. For eksempel. Og i varme somre som i år får det hele måske en lille ekstra krølle fordi det er muligt at svømme uden våddragt. Ingen svømmer, så vidt jeg ved, hurtigere eller bliver mere udholdende uden dragt, men det er meget forskelligt hvor stor betydning dragten har for den enkelte svømmer, og man kan næsten være to helt forskellige svømmere med og uden dragt, hvis man kan sige det sådan. Det er helt okay og helt naturligt, men det gør godt nok opgaven med at finde nogen man matcher, noget mere kompleks. Og det sukker jeg lidt over her i varmen.

Jeg har de sidste uger været sådan i tvivl om om jeg skulle svømme med eller uden våddragt, og derfor er jeg skiftet mellem at have dragt på og ikke på. Jeg tror jeg har været bange for at svømme så meget langsommere uden, at det ville irritere nogen (hvis jeg svømmede alene, ville jeg overhovedet ikke overveje at tage dragten på). Har tænkt lidt videre over hvad dét mon handler om, og er blevet enig med mig selv om at jeg svømmer uden dragt indtil vandet igen får våddragttemperatur, så langsomt/hurtigt som jeg nu gør, simpelthen fordi det er så meget dejligere. Og så må andre tage min fart som den er ;-).

Og her er så lige et billede fra sidste år hvor jeg sneg mig til en lille aftentur i Furesøen uden den ellers af sikkerhedshensyn helt obligatoriske badehætte og ditto havtaske. En anden (som passede på mig fra broen, for man skal jo heller slet ikke svømme alene) sneg sig til at tage et billede af det.

lørdag den 19. juli 2014

Forskellen



Er gået fra smuk og lyrisk prosa til skarp og spirituel prosa. To vidt forskellige verdener. Som forskellen på at være i og at iagttage. Eller at føle og at tænke. Eller at elske og at ræsonnere. Eller ..

Jeg ved det ikke. Blot er forskellen så stor at den slår mig.

Jeg har læst alle Peter Høegs bøger, altså bortset fra den nyeste som jeg nu er i gang med. Og jeg er ved at læse alle Tomas Espedals bøger. Jeg vil ikke gå glip af en eneste af de to forfatteres værker og de vidnesbyrd om bevidsthedsrejser som begges forfatterskaber er, hvis jeg ellers kan nå igennem dem inden jeg stiller træskoene, forskellen til trods. Måske fordi der findes noget hos dem begge som også findes hos mig?

fredag den 18. juli 2014

~ forbundet ~

Jeg har ikke så meget at sige for tiden, men se lige hvad en veninde sendte til mig i dag! Sådan nogenlunde oplever jeg verden .. det er virkelig sådan et fint billede, synes jeg. Tusind tak.


(Jeg har indlejret opslaget i sin helhed og ikke bare kopieret billedet for at respektere kilden, ikke for at reklamere).

onsdag den 16. juli 2014

Overløb

Hvis jeg kunne tegne, skulle der være en tegning her der forestillede mig i mandags, på vej til Charlottenlund på cykel midt i et skybrud. Regn i lårtykke stænger ned over en foroverbøjet, gennemblødt cyklist med tøjet klæbende til kroppen og skyggen på cykelhjelmen trukket godt ned i panden. Kaskader af vand op over de bare fødder i sandaler. INGEN andre mennesker på gaden. Og så en tænkebobbel:


Jeg kom frem, stod under en parasol sammen med nogle andre cyklister, som sild i en tønde, indtil regnen holdt op for en kort bemærkning og tiden nærmede sig vores mødetid (jeg må dæleme have kørt hurtigt på den cykel, siden jeg var fremme i så god tid). Fandt på at jeg godt kunne tillade mig at stå på gangen i toiletvognen og tørre mig og tage min dragt på, da der (selvfølgelig!) ikke var et øje på stranden der kunne få behov for at benytte den. Missionen lykkedes, dragten kom på, men det var godt nok ikke nogen spøg i den luftfugtighed. Kl. 17:50 var jeg klar. Når jeg har sagt jeg kommer, så kommer jeg.

Og så skete der det her:

>>> Kloakoverløb ... uf

Og så cyklede jeg hjem igen, op ad bakke til Hareskoven i nu silende regn, med min tørre badedragt inderst og mit helt igennem våde og dryppende cykeltøj yderst. I sandhed den omvendte verden. Efter et varmt brusebad var jeg helt på toppen igen, men havde fået nok af vand for en gangs skyld.

Og nu vil jeg bare sige tusind tak til svømmemakkeren der havde set på facebook at der var overløb, og alligevel kom ned på stranden bare for at sige det videre. Og til svømmemakkeren der havde omløb nok i hovedet til at tolke det underlige område i vandet rigtigt - jeg tænkte at det da umuligt kunne være sandt så tæt på land. "Læs vinden og vandet" lyder et af baderådene, og det blev virkelig gjort her. Og ikke mindst til Ellen for at advare på facebook, for at cykle hen og advare os der alligevel var kommet, og for at skrive om hændelsen til almindelig oplysning og formidle linket til Nordvands sms-service videre til fremtidig forebyggelse.

Tak.

lørdag den 12. juli 2014

Både med og uden ..

I går tog jeg en chance: Jeg bestemte hjemmefra at jeg ikke ville tage våddragt med til Fredags-SvømUd fordi vandet er så varmt lige nu at dragten er mere til ubehag end komfort. Jeg vidste godt at jeg ville svømme langsommere og være mindre udholdende, for så god svømmeform er jeg altså heller ikke i, men håbede at jeg kunne finde en matchende makker alligevel.

Min søde og spurthurtige svømmemakker (i våddragt) fra i mandags syntes vi skulle følges alligevel, for hun havde allerede trænet en del i løbet af ugen og ville hverken svømme langt eller hurtigt. Der stødte også to andre spurthurtige svømmemakkere til som vi kunne matche, og så skal jeg ellers love for at jeg fik kam til mit hår! Det var helt tydeligt noget mere krævende at svømme uden dragt; jeg kunne ikke helt følge med og valgte også at vende sammen med en makker der ikke havde tid til at svømme mere end et par kilometer. Jeg var klart mere træt efter de 2 km uden våddragt end efter de 3 km med i mandags, og vandet var nogenlunde lige udfordrende på begge ture, som jeg husker det.

Men, stort MEN: Det var også helt vildt meget dejligere at svømme uden dragt igen. At mærke vandet mod huden (jeg droppede gerne badedragten og hætten også, hvis det ellers var passende) og ikke have hverken noget værn mod eller nogen hjælp til at klare sig i bølgerne, tangen, vinden, strømmen, det er altså også guld værd for mig. Måske fordi det er tættere på naturen - min egen og den omgivende.

I dag har jeg ømme og trætte muskler - især mellem skulderbladene. Det er fint. I dag kender jeg mine egne grænser og naturens kræfter bedre. Det er også fint. Jeg er en erfaring rigere, præcis rigere.

(Selvom det også bider lidt at være blevet sat af, mest fordi jeg så gerne vil være med :-)).

tirsdag den 8. juli 2014

Saltvand er rigtigt vand!

Jeg er færdig med Furesøen, i hvert fald indtil temperaturen falder igen og algerne dør og falder til bunds (eller hvad det nu er de gør - sådan så det ud som om de gjorde sidste år, nærmest fra den ene dag til den anden, midt i september). Der er simpelthen for mange af dem nu til at jeg synes det er okay. Man kigger ud i en klam, uklar suppe, og svømmetøjet stinker selvom man skyller det grønne vand grundigt ud og giver tøjet en gang shampoo.

***
OPDATERING 11.07.2014: BADNING FRARÅDES ved Furesøbad i dag og fremover når der er mange alger, tjek status løbende her: http://www.vildmedvand.furesoe.dk/FuresoebadogBadesteder/~/link.aspx?_id=786BB0A066AA40CC963938B9D1C0B72F&_z=z
***

I går svømmede jeg ved Charlottenlund (Mandags-SvømUd, se begivenheder i denne åbne gruppe på facebook). Det var en FEST, intet mindre. De bedste svømmemakkere man kan ønske sig, klart vand og en spændende verden at udforske under sig (nogle gange måtte jeg lige vente med at trække vejret og tage et par ekstra tag til jeg havde kigget færdig - så både en fed ål, en enkelt formfuldendt brandmand og de flotteste tanglandskaber dernede).

Og smagen af saltvand, nøj! Det er præcis sådan vand skal smage efter min mening når jeg skal svømme i det - det er min barndoms hjemland, og jeg hører til i det.


lørdag den 5. juli 2014

Jeg skriver -- stadig(t)

Jeg skriver sms'er til mine sønner. Jeg skriver mails til venner og bekendte. Jeg skriver noter til mig selv om mig selv. Jeg skriver jobansøgninger. Jeg skriver boligansøgningerne. Jeg skriver breve til vrede tanter. Jeg skriver mails til kommende kolleger. Jeg skriver på facebook til svømmemakkere. Jeg skriver fakta ned for at kunne dokumentere. Jeg skriver blogindlæg til universet. Jeg skriver joblog fordi jeg skal. Jeg skriver lister for at kompensere for mit nervesystems stresssymptomer. Jeg skriver det her for at sige at jeg skriver det bedste jeg har lært.

Jeg skriver.

Stadig(t).

torsdag den 3. juli 2014

Allt har sin tid

Jeg hører Kent for tiden. "Tigerdrottningen". Mens jeg skriver. Nøj, det er godt.

Og noget af det bedste af det gode er "Allt har sin tid": http://kent.nu/latar/allt-har-sin-tid/. Synes jeg. Eller hvad med "Simmaren": http://kent.nu/latar/simmaren/?

( - hvis du bruger Spotify og gerne vil læse teksten. Ellers må du selv søge på Youtube (fordi jeg ikke kan finde officielle Kent-videoer til de to sange/albummet) ..).

onsdag den 2. juli 2014

Om at finde sin flok blandt sit folk

Jeg svømmer derudaf, både i Furesø og på Facebook, og svømmemakkerne derude er simpelthen så åbne og velkommende og vandglade at det overgår alt hvad jeg havde håbet og drømt om i de år hvor jeg har set til på sidelinjen. Åbent-vand-svømmefolket er bestemt mit folk, det ved jeg nu.

Jeg er på den måde kommet over den første hurdle, og næste udfordring bliver at finde ud af hvilken flok jeg sådan mere specifikt hører til i. Eller hvem jeg selv er som åbent-vand-svømmer og dermed hvem jeg kan være en god makker for. Det er gået op for mig at det betyder en del at vi svømmer nogenlunde lige hurtigt, og ikke mindst at vi får afstemt vores andre forventninger til svømmeturen. Begge dele er svære at få på plads hvis jeg ikke kender mig selv som svømmer. Det er måske indlysende, men for mig var det en opdagelse. Jeg tror jeg tænkte at jeg skulle være glad hvis nogen gad følges med sådan en halvgammel hejre der ovenikøbet er nybegynder i våddragt, men nu er jeg ikke længere så sikker på at det er den mest konstruktive opfattelse - hverken for dem jeg følges med eller mig selv.

Derfor dispenserede jeg forleden for en enkelt gangs skyld fra min egen regel om ikke at svømme alene uden for livreddernes primærområde og snuppede fire omgange i træk på trekantbanen i Furesø med endomondo tændt i havtasken, så jeg kunne finde ud af mit "naturlige" svømmetempo, sådan nogenlunde. Jeg regner målingerne for at være ret usikre (apropos tidligere indlæg - jeg tror min mobil er for "gammel"), så jeg er stadig usikker på præcis hvilket tempo der egentlig er mit, men jeg har i hvert fald fået bekræftet at jeg svømmer hurtigere end langsomt (omkring 18 min./km). Jeg kan sagtens svømme langsommere og have det fint med det hvis bare vi så holder det samme tempo hele tiden og svømmer jævnt derudaf.

Jeg har også konstateret at 2-3 km i træk er en fin distance for mig, og at jeg er mest til bare at svømme side om side med én anden fremfor i en større flok. Jeg elsker at opleve vandet, naturen omkring det og min egen krops arbejde uforstyrret, og så nyder og værdsætter jeg selskabet af en makker der svømmer ved siden af og gør mig tryg, og som jeg også er på bølgelængde med på land før og efter turen.

Måske kan man sige at jeg egentlig bare gerne vil svømme i naturen på en sikker og nogenlunde selskabelig måde uden så mange dikkedarer, uden så mange ambitioner, men med ønsket om at bruge det jeg har at gøre godt med. Jeg skal ikke konkurrere med nogen, og jeg skal ikke trænes op til noget (men bliver selvfølgelig bedre til at svømme ved simpelthen at gøre det, altså ved at svømme - det er vist nærmest en naturlov, i hvert fald indtil jeg for alvor bliver en gammel hejre ;-)).

Jeg hører hjemme i den flok der svømmer fordi de kan, og fordi de ikke kan lade være, og som kan svømme med jævn og god fart i en times tid. Heldigvis er der mange, mange forskellige svømmere derude i svømmemakkergrupperne på facebook med vidt forskellige svømmefærdigheder og ønsker, så det er helt sikkert muligt at finde min flok - nu hvor jeg ved lidt bedre hvem jeg selv er som svømmer :-).

lørdag den 28. juni 2014

Jeg skriver

Jeg skriver sms'er til mine sønner. Jeg skriver mails til venner og bekendte. Jeg skriver noter til mig selv om mig selv. Jeg skriver jobansøgninger. Jeg skriver boligansøgningerne. Jeg skriver breve til vrede tanter. Jeg skriver mails til kommende kolleger. Jeg skriver på facebook til svømmemakkere. Jeg skriver fakta ned for at kunne dokumentere. Jeg skriver blogindlæg til universet. Jeg skriver joblog fordi jeg skal. Jeg skriver lister for at kompensere for mit nervesystems stresssymptomer. Jeg skriver det her for at sige at jeg skriver det bedste jeg har lært.

Jeg skriver.

torsdag den 26. juni 2014

Et fartøj

Jeg har nu haft den udelte og store fornøjelse at svømme i min våddragt et par gange, sammen med gode mennesker der har taget fantastisk godt imod og hjulpet mig i gang på allerbedste vis. Det har været alt og meget mere end jeg havde drømt om, og jeg er simpelthen så taknemmelig over at det har kunnet lade sig gøre. Jeg håber jeg kan give lidt tilbage ved at blive en lige så god svømmemakker som dem jeg allerede har mødt.

En våddragt er et fartøj! Det var min klare fornemmelse fra det sekund jeg kom i vandet med dragten på. Min umiddelbare tanke, da jeg tog de første tag, var at det var lige som at ligge på et surfbræt og padle derudaf, bare lidt længere nede i vandet. Det mindede mig også om at ro kajak (som jeg engang gjorde over mange år): Manøvrefrihed og fart kombineret med tæt kontakt med vandet.

Jeg skal måske lige sige at der er ret meget opdrift i den våddragt jeg har købt, da jeg af økonomiske grunde valgte en begynderdragt (som er klart billigst). Jeg er i forvejen en ret habil og trænet crawlsvømmer og i øvrigt udstyret med okay "opdrift" omkring hofter og lår fra naturens side, så jeg har egentlig ikke brug for al den neopren og ville nok have glæde af en tyndere og mere fleksibel dragt med mindre fartøjseffekt. Men det må jeg have til gode - det er stadig fantastisk at svømme i en våddragt, at kunne hvile i vandet i perfekt balance så jeg ubesværet kan sætte tempoet op og ned så det passer til den makker jeg følges med, og i øvrigt ikke være bange for at blive for kold undervejs.

lørdag den 21. juni 2014

Yes!


Lykken er ..

(afsindigt stram = lige tilpas. Det ved jeg nu).

torsdag den 19. juni 2014

Floden

Der var engang en læser der i en kommentar sammenlignede strømmen af indlæg her på bloggen med en flod der flød mod havet, og som undervejs optog flere bifloder (indlægsstrømme fra andre steder jeg skrev på) i sig og på den måde blev til et bredt og vandrigt løb. Det syntes jeg var et meget smukt billede som jeg tit har tænkt på siden og følt mig rigtig godt tilpas med.

Mange, mange ting forandrer sig i mit liv lige nu, og jeg må tilpasse mig og dermed også min kommunikation. I den forbindelse - og nu ved jeg godt jeg lige springer alle mellemregningerne over - har jeg besluttet at jeg på denne blog for en gangs skyld må gøre det omvendte af at optage en biflod og i stedet lade en lille biflod udskille sig, nemlig den der handler om vand og bevægelse, dvs. svømning og andre aktiviteter i vand. (Eller måske er floden nået til deltaet og deler sig naturligt? Jeg ved det ikke (endnu)).

I hvert fald har jeg flyttet de indlæg der handler om svømning og andre vandaktiviteter, til en ny blog: vandogbevaegelse.blogspot.dk. Her vil jeg forsøge at holde gang i strømmen ved løbende at hælde mere indhold der ret konkret handler om lige præcis vand og bevægelse, i. Alle er selvsagt velkomne, men hvis man har fået vand nok indtil videre her på stedet, har man på den måde også muligheden for at blive fri ;-).

søndag den 15. juni 2014

Hund eller ekstra hud?

Jeg går igennem nogle store forandringer i mit liv lige nu, og min ene søn har foreslået mig flere gange at anskaffe mig en hund, så jeg altid kunne have trofast og forstående selskab når jeg trængte til det.

God idé. Jeg har bare en anden plan: At anskaffe mig en våddragt så jeg kan komme ud at svømme med de "rigtige" åbentvandsvømmere .. og på den måde altid have trofast og forstående selskab når jeg trænger til det.

Som drømt, så gjort. I kassen her bag mig ligger nu en våddragt, som jeg ikke ved om er for lille eller lige tilpas afsindigt stram. Jeg kan ikke lyne den over ryggen selv, og inden jeg ved om den faktisk kan lynes overhovedet med hjælp fra andre, eller om den faktisk er for lille, tør jeg ikke melde mig på banen i søen sammen med de andre svømmere.

Altså. Jeg har dragten, den sidder som malet på og fremhæver mine runde kurver så jeg ligner mig selv for for 20 (arh, okay, 10) år siden. Men jeg mangler én til at lyne mig i ryggen ..

Nye tider

Jeg sidder og venter på at min ældste søn skal komme på besøg. Jeg glæder mig, det er nogle dage siden jeg har set ham.

Nu tror du måske at han er flyttet hjemmefra, men sådan er det ikke. Det er mig der er flyttet hjemmefra. Jeg er ikke længere gift, jeg bor nu alene, og mine (store, stærke og kloge) drenge besøger mig når de har lyst.

Det er fint. Alt er som det skal være. OG alt er fuldstændig forvirrende og skræmmende og uoverskueligt. Det kommer til at tage tid at finde rundt i mit nye liv på det udvendige plan, men det bliver måske det mindste af det. Endnu mere krævende bliver det nok at finde rundt i alt det der dukker op indefra, og som kræver min opmærksomme, accepterende modtagelse.

I dag ville jeg ud at løbe, og skoven er den samme, men jeg bor nu i en anden ende af den. Og mand, havde jeg lige svært ved at finde rundt! Det er bare en lille, konkret ting, men på en måde er den rute der kom ud af det, et meget godt billede på hvordan det er med alting for mig lige nu. Det kræver ikke så få krøllede indledende øvelser at nå frem til noget der føles trygt, struktureret og overskueligt ..



fredag den 13. juni 2014

5-7-5

 

den samme måne
set gennem et nyt vindue
evigheden er

søndag den 8. juni 2014

Nu kommer regnen


Jeg læser igen noget af det smukkeste jeg har læst.

Teksten slår strenge an og frembringer toner jeg ikke tror jeg har kræfter til at høre lige nu. Alligevel læser jeg videre fordi jeg ikke kan lade være.

Jeg læser om at Janne flytter fra det lille rækkehus i tre etager. Det kommer smerteligt tæt på i sine konkrete sammenfald, og jeg vrider mig. Jeg er også Janne der flytter fra det lille rækkehus i tre etager.

Nu kommer regnen. Jeg kan høre dryppene i æbletræets blade før jeg mærker dråberne på min hud.

Tomas Espedal har mig i sin hule hånd.


torsdag den 5. juni 2014

Note

Er stille.
Samler trådene og knytter bånd.

(Bestillingsarbejde)


søndag den 1. juni 2014

Springet

Er sprunget
ud på det dybeste vand
nogensinde i mit liv

hvis jeg klarer mig
vil jeg være tilfreds
med at jeg sprang for livet

hvis jeg går til bunds
vil jeg være tilfreds
med at jeg sprang for livet



fredag den 30. maj 2014

Havtaske og mobiltracking

I dag har jeg for første gang haft mobilen med i havtasken som jeg fik sidste efterår, og Endomondo tændt. Det blev bare til en lille, sikker tur på 600 m, for vandet var koldt og jeg svømmer ikke med våddragt, men nu ved jeg at det fungerer rigtig fint. Jeg havde lagt mobilen i en stramt lukket plastikpose også, bare for en sikkerheds skyld, men der var ikke en dråbe vand overhovedet i havtasken da jeg åbnede den. Og at se hvor langt jeg har svømmet og min egen rute på kortet, det er da spas! (Jeg ved godt at Endomondo ikke tracker helt præcist, men alligevel ..).


På tavlen ved Furesøbad stod der 17 grader, men det målte mit indre kropstermometer ikke i dag. Der var fralandsvind og ret kolde områder i vandet, og jeg fortrød at jeg ikke havde knælange svømmebukser på til at holde lår og balder varme.

Jeg svømmer altid frem og tilbage ud for bassinet hvor der også er andre i vandet, når jeg svømmer alene, så jeg hurtigt kan komme ud af vandet eller råbe på hjælp hvis jeg får brug for det. I dag var området ud for anlægget desuden fuld af trænende kystlivreddere, så jeg følte mig helt i særklasse Tryg :-). Livreddertårnet er i øvrigt blevet sat op, og fra 1.-24. juni er der livreddere ved Furesøbad alle dage fra kl. 10-18 og fra 25. juni til 31. august alle dage fra kl. 11-19. (Kilde: Se her).

...
Opdatering 18.06.2014:
Jeg har nu haft mobilen i havtasken og Endomondo tændt flere gange, og jeg er blevet overbevist om at trackingen faktisk ikke passer særligt godt. Det er tilsyneladende svært at tracke sådan en runddans næsten på stedet. I går talte jeg fx 15 gange rundt om rækken af bøjer ud for badebroen = 1500 m + det løse, men Endomondo viser kun 1230 m og når jeg følger graferne langsomt, springer den røde plet underligt rundt, som om der er stykker den ikke har målt. Jeg kan selvfølgelig have talt mine omgange forkert, og der er muligvis ting jeg ikke lige kan gennemskue, men alt i alt: Jeg tror målingen er langt fra præcis. Øv. 

Når jeg engang kommer i en våddragt og svømmer ud på længere afstande sammen med mindst én makker, kan det være Endomondo fungerer bedre. Det vil jeg se frem til at teste :-).

Det er dog stadig en god ting at kunne tage sin mobil, nøgler, pung eller hvad man nu har med af værdigenstande, i havtasken - den fungerer bare, og det er rart at vide at jeg er nem at se i vandet, hvilket er det vigtigste.

lørdag den 24. maj 2014

Gul bil!

Jeg interesserer mig ikke en dyt for biler og specielt overhovedet ikke for gule biler der som alle forældre sikkert ved, afstedkommer den mest irriterende uro i familiebilen. Her kommer alligevel et billede af en gul bil der giver mening, og som jeg synes fortjener opmærksomhed med et venskabeligt klem på skulderen og en ikke løftet, men ivrigt pegende pegefinger:


lørdag den 17. maj 2014

Mere om træ

Her kommer lige en indskudt nørdeparentes, som henvender sig først og fremmest til jer der evt. læser med her og blev optaget af indlægget Træ (24-04-2014):

I går fandt jeg ved et tilfælde (jeg søgte på et eller andet ligegyldigt som jeg ikke engang husker nu) dette interview hvor psykolog Lars J. Sørensen fortæller om skam (19-01-2013). Jeg kan kun anbefale varmt at læse det, for det er noget af det klogeste jeg længe har læst.

Opdatering 25-05-2014:
En ven har gjort mig opmærksom på endnu en perspektiverende og oplysende artikel om skam, nemlig dette helt aktuelle interview med Mogens Lindhardt (23-05-2014).

fredag den 16. maj 2014

Årets første

Vejen til årets første dukkert (bedre sent end aldrig):


Det var aldeles skønt -- OG koldt, men det er en del af det skønne :-).

Spejl

Jeg er i en overgangsfase, og jeg ser min indre virkelighed spejlet de mærkeligste steder uden for mig selv:

"Dagshoroskop 
16. Maj 2014
Der er slut med at begrænse dig selv. Du er mere end nogensinde klar til nye eventyr i dit liv. Uanset om det er privat eller arbejdsmæssigt."

(http://www.billedbladet.dk/horoskoper/jomfru)

mandag den 5. maj 2014

Note

Jeg følger pirret og vakt Tomas Espedals fortællers læsebevægelser og sluger ærbødigt "Breve til en ung digter og anden prosa" af Rainer Maria Rilke:
".. Et kunstværk er godt hvis det er opstået af nødvendighed. I denne oprindelses væsen ligger dets dom: der gives ingen anden. Derfor, kære hr. Kappus, ved jeg ikke andet råd end dette: at gå ind i Dem selv og granske de dyb Deres liv udspringer af; ved dets kilde vil De finde svar på spørgsmålet om De skabe. Tag imod dette svar som det lyder, uden at fortolke det. Måske viser det sig at De er kaldet til at være kunstner. Tag da den skæbne på Dem og bær den, dens byrde og dens storhed, uden nogen sinde at spørge om den løn der kunne komme udefra. For den skabende må være en verden for sig selv og finde alting i sig selv og i den natur han har sluttet sig til."*
Jeg forstår. Og det er bare begyndelsen.



*Fra en oversættelse af Karsten Sand Iversen

torsdag den 1. maj 2014

F

F for Forår
F for Fryd
F for Folk og Fæ

Forsvundne Fæller.

Frisk Føde.



mandag den 28. april 2014

Skrædderen tur-retur

Har besøgt Skrædderen i dag på vores mandagsnabogåtur. Det er altid en fornøjelse at hilse på ham.



Info:
http://naturstyrelsen.dk/naturoplevelser/naturguider/hareskovene/sevaerdigheder/
http://www.dendron.dk/dtr/detaljer.asp

søndag den 27. april 2014

Side 101

Jeg bliver ved med at tænke på side 101:

 
Det er ingen sag at rejse, se nye steder, vanskeligere er det at gå den samme rute hver dag, se de samme steder, på en ny måde, måske, men alligevel, de samme gader, de samme huse, for at finde en ny tanke, en helt ny måde at være den samme på. 

- fra Biografi. Dagbog. Breve af Tomas Espedal

lørdag den 26. april 2014

Forårshøst :-)



torsdag den 24. april 2014

Træ

Det er lettest at kende mig på løvet. Når du først har fået blik for formen, farven og størrelsen på de karakteristiske blade, er jeg ikke til at tage fejl af. Du kunne måske ønske dig at mine blade tog sig anderledes ud, alt efter hvem du er, men de er som de er, og hver gang der kommer et nyt, grønt blad til, klar til at hjælpe mig med at ånde gennem sollyset, ligner det alle de andre der er og har været.

Kigger du nærmere efter, lægger du måske mærke til min stamme. Den er på samme tid typisk og særegen. Langsomt både udvikler den sig og står stærkere og bliver mindre og mindre lydefri. Grene knækker af i storme og efterlader ar, og visse steder har den vokset sig helt deform. Det lader sig ikke længere ændre. Men går du helt tæt på og holder du om den, kan du mærke dens sejlivethed.

Hvad du ikke kan se, men nok gisne om, og som kun jeg kan fortælle dig med sikkerhed, er hvordan det er fat med mine rødder. De er dybe og mange, men de har især ét skæbnesvangert område som jeg må leve med fra fødsel til død, og som har vokset sig uhensigtsmæssigt stort. Når jeg suger vand og næring til mig fra jorden omkring mig, bliver det til den rene gift hvis det løber igennem dette svage sted. Når giften løber op gennem min stamme, vrider knuderne sig større i smerte, og når giften når løvet, visner nogle blade drastisk og falder forandrede til jorden.

Det har taget mig lang tid at komme til bevidsthed om mine rødders svage sted. Jeg kunne ikke holde ud at føle smerten ved at se, ved jeg nu.

I stedet fandt jeg først trøst i at acceptere mit løv som det så ud, og forsøgte at slå mig til tåls med at det levede sit naturlige liv og sin naturlige død. Jeg forstod at det var anderledes end så mange andres.

Da denne indsigt mistede sin lindrende virkning, kiggede jeg på min stamme og fattede møjsommeligt mod til at erkende skadernes og forkrøblingens omfang og art. I lang tid forsøgte jeg - som megen moderne videnskab om træer foreskriver - at forstå min stammes knuder og slagsider som en sygdom i sig selv der var årsag til at mit løv visnede og døde på uforståelig måde.

Men også den opfattelse mistede sin forklaringskraft. Noget føltes ikke sandt. Og langsomt, uendelig langsomt, begyndte konturerne af mine rødders svageste sted at tegne sig for mit indre blik. I små kvalmende glimt så jeg hvor galt det står til med denne del af mit rodnet, og imellem glimtene sov jeg for at samle kræfter til at kigge igen på mit mest sårbare sted.

Indtil jeg omsider ikke behøvede at lukke øjnene længere.





Uddybning? Her og her, for eksempel.

Tilføjelse 16-05-2014:
Jeg søgte på noget helt andet og så pludselig indledningen til dette interview med psykolog Lars J. Sørensen om skam (19-01-2013). Det er så fint og handler om lige præcis det jeg tænker på.

Tilføjelse 25-05-2014:
En ven har gjort mig opmærksom på endnu en perspektiverende og oplysende artikel om skam, nemlig dette helt aktuelle interview med Mogens Lindhardt (23-05-2014).

mandag den 21. april 2014

*

Jeg er tabt for omverdenen. Det her er måske noget af det smukkeste jeg har læst. Godt det er gråvejr.


lørdag den 19. april 2014

Note



fredag den 11. april 2014

Påske-taizé-gudstjeneste

Før




Under

Stilhed. Andagt.
Jeg lægger en sten på korset. Overgiver. Beder.



Efter




tirsdag den 8. april 2014

Mandagsnabogåtur

"Jeg tror jeg har fundet en måde som vi naboer kan lave noget sammen på så vi kan lære hinanden bedre at kende: Vi kan gå en tur i skoven sammen en gang om ugen. Altså dem der vil. Det ville være godt for foreningen hvis vi faktisk vidste hvem vi boede sammen med. Tror du det kunne lade sig gøre? Kan vi to gå sammen til en start og så skrive et brev til alle og invitere dem med? Var det en idé?"

Sådan nogenlunde sagde en nabo til mig over en kop kaffe en gang i februar, og jeg syntes det var en fabelhaft idé som fortjente stor opbakning. Som sagt, så gjort. Vi gik en testtur, skrev et brev og nu er der afgang fra vaskeriet hver mandag kl. 16 for dem der vil med, og der kommer stadig nye til. Vi går omkring 5 km, vi snakker (eller lytter), vi sveder (mere eller mindre), og vi finder nye veje til stor fornøjelse for alle.

Vi bor til leje, husene er små og visse områder er det rene Klondike i nogle menneskers øjne, men man skal ikke skue hunden på hårene. Det skorter i hvert fald ikke på menneskelige ressourcer her; det er blevet helt klart og tydeligt for mig - og hvor rig er man ikke også lige med sådan en skov som sin egen baghave?

Nogle af familierne har boet her i generationer, og de har mange gode historier at fortælle fra for meget længe siden. For eksempel har en nabo fortalt mig at jeg bor i jordemoderens hus - intet mindre! Det synes jeg er sjovt at tænke på - lidt forløsningsenergi er ikke sådan at kimse ad ;-).


Prototype og håndlavet masseproduktion

søndag den 6. april 2014

Ud(e) at svømme

Nå. Der er gået en rum tid hvor jeg har haft forskrækkelsen af at være vært for en noget udholdende og nedslående virus, men nu er alt godt igen. I fredags mærkede jeg at det endelig var helt slut: Virussen var død, og jeg var levende, endda så levende at jeg talte mine sparepenge og meldte mig til Christiansborg Rundt i august. Sidste år så jeg - gennem tårer af frustration over at stå på kajen og ikke være med nede i vandet - alle mulige andre mennesker svømme rundt om Slotsholmen, og jeg lovede mig selv at næste år lå jeg også dér og padlede løs. Nu er første skridt taget til at tage mig selv på ordet, og det føles bare rigtig godt - jeg glæder mig allerede!

...
Opdatering 17-05-2014

Jubii, jeg skal også være med til Krüger-stafetten (samme dag, samme distance, men som stafet)! Tre gode svømmekammerater har inviteret mig med på deres hold - jeg er en lykkens pamfilius.

Og så kom jeg lige i tanke om nogle billeder jeg tog sidste år hvor jeg som nævnt stod på kajen og så på. Her kommer ét af dem:


søndag den 30. marts 2014

Sorte spor på en solskinsdag



Jeg har været så vred over at du ikke kunne forstå at du var anderledes end mig. 

Du kvalte mig i din favn mens du kneb det ene øje sammen omkring splinten for bedre at kunne se dig selv.

Jeg så ikke bjælken i mit eget øje.

lørdag den 22. marts 2014

Etiketøvelse

Nåmen. Man skal jo have tiden til at gå, så jeg har sat etiketter/nye etiketter på langt de fleste af mine indlæg i løbet af den sidste gode uges tid. Jeg har skimmet hele gøgemøget her på stedet igennem, og det har taget en krig, men nu er det gjort.

Det har ellers godt nok været en interessant øvelse, så har jeg ikke sagt for meget! Sådan lidt i stil med at livet forstås baglæns, men tydeligvis må leves forlæns, også på en blog .. uanset at jeg selv mener at jeg gennemgående er meget omhyggelig med først at skrive om noget, stort eller småt, når jeg kan mærke en vis distance og tror mig nogenlunde sikker på ikke at være alt for affektramt og dermed selvudleverende. Åha ..

I øvrigt og heldigvis er processen blevet forhalet af at jeg har måttet ligge på langs med et maveonde i dagevis, så jeg har måttet etikettisere i små portioner. Ellers var jeg måske brændt sammen inde i hovedet eller noget, af bar selverkendelsesoveranstrengelse. Lære noget, det kan man nemlig heldigvis altid, uanset hvilke ligegyldigheder man beflitter sig med!


*
Hvis du ser denne blog i en feedlæser der hele tiden viser det senest opdaterede indlæg fra hver blog, så har du nok haft en "fest" med alle disse mine indlæg -- undskyld, men det var nødvendigt (for min sjælefreds skyld)!

fredag den 14. marts 2014

Abstra[ ]t

Jeg krympede mig, og jeg gjorde mig så lille jeg kunne blive, uden at forsvinde helt. Jeg fik mig selv til at fylde så lidt i verden, at verden glemte mig.

Jeg ventede på at verden skulle bede mig om at være med, men den kom aldrig i tanke om at jeg var der og kunne bidrage med noget. Jeg havde ondt i hovedet af aldrig at bruge det og ondt i maven af at vide at jeg aldrig brugte hovedet, men alligevel forsøgte jeg stædigt at holde modet oppe i håb om at dagen i morgen blev dagen hvor verden måske endelig ville opdage at den manglede at få udfyldt den plads der var min. I morgen, ja, i morgen ville den nok råbe til mig: “Kom nu, du mangler herude”. Men verden klarede sig tilsyneladende fint uden mig og forholdt sig tavs.

I morgen blev til i dag, og dagene blev til år.

Jeg tænkte: Kan verden ikke se at jeg faktisk duer til noget, siden den ikke beder mig om at være med? Eller duer jeg måske ikke til noget? Jeg konkluderede at jeg ikke duede til noget. At det ville være skammeligt selv at bede om at få lov til at være med. Efterhånden forekom det mig mest sandsynligt at jeg ville forstyrre eller ødelægge noget hvis jeg forsøgte at tage plads op.

Jeg skal måske lige nævne at verden især i begyndelsen var meget irriteret over at jeg ikke bidrog ved at tjene og bruge penge. På det punkt lod den til at mene at den faktisk ikke kunne undvære mit bidrag, men efterhånden opgav den også det krav. Måske fordi jeg selv lod til at være tilfreds med at undvære alt andet end det mest nødvendige for at kroppen kunne leve.

Og sådan forblev jeg i skjul. Usynlig for det blotte øje, umulig at veje og måle i gængse enheder.

Lige indtil en helt bestemt dag hvor lyset faldt ind ad vinduet på en særlig måde og varmen i luften ikke var til at tage fejl af. Da gik det op for mig at det forholder sig omvendt. At jeg har behov for at fylde noget i verden, og at det er gennem mit behov at verden åbenbarer sin opgave til mig. Verden kommer aldrig til at råbe højere om hvad jeg skal bidrage med, end med den stemme der kommer inde fra mig selv. I det øjeblik jeg ikke bare ved det, men også står ved det, åbner verden sig og lader mig træde ud i sig.

lørdag den 8. marts 2014

I anledning af kvindernes internationale kampdag

De sidste fire år har jeg skrevet et indlæg* den 8. marts her på stedet i anledning af kvindernes internationale kampdag, og det vil jeg også gøre i år. Jeg vil tage tråden fra de tidligere indlæg og måske nok bevæge mig lidt rigeligt langt væk fra den traditionelle kvindekamps univers i nogles øjne, men sådan må det være, for min personlige kvindekamp foregår i høj grad på det indre plan, og det fokus vil jeg også skrive ud fra.

Jeg skrev engang et indlæg om et afsnit i Pia Skogemanns bog "Kvindelighed i vækst" hvor hun gøre rede for fire roller, kvindetyper, psykologiske grundmønstre eller hvad man nu vælger at kalde det, som hun med udgangspunkt i Toni Wolffs "kvindelige typologi" forestiller sig at alle kvinder har en primær favorit iblandt: Modertypen, Hetæretypen, Amazonetypen og Formidlertypen.

Det er karakteristisk for beskrivelserne af de fire typer, at de fortæller noget om hvordan og med hvem kvinder indgår i relationer. Det er desuden sådan at alle kvinder har alle fire typer/grundmønstre i sig, men at ét af dem måske er bedre udviklet og mere præsent i personligheden end de andre tre, og at hvis vi vil være hele, gælder det om at blive bevidst om alle fire grundmønstre i os selv.

Hvis du vil vide mere, kan du finde det gamle indlæg her. Ellers springer jeg fluks videre til at sige noget mere om amazontypen, om "hvem" jeg dengang, delvist med Pia Skogemanns ord, blandt andet skrev:

"Amazonetypen, som har udviklet ”et stærkt og tit meget kompetent ego”, og for hvem ”selvstændighed og uafhængighed er nøgleord”. (..) Hun er den typiske feminist, skjoldmøen som ”kæmper mod tyrannerne blandt alle mænd, og en af hendes udviklingsopgaver er at opdage, at tyrannen ikke mindst sidder i hende selv som en negativ animus”. (side 82)".

Se, den her amazone kender jeg godt fra mig selv (selvom jeg anser formidlertypen for at være min primære). Jeg kender også min negative animus som gang på gang holder mig nede så jeg føler mig ubærligt nedtrykt, magtesløs, helt værdiløs og talentløs, og som kræver at jeg sørger for han har det godt og kommer fremad i verden. Han er ikke nogen venlig herre, og han kan virkelig holde mig i et jerngreb når han først tager fat.

Jeg lærte ham først at kende gennem en drøm som jeg ikke vil referere her, for så breder uhyggen sig bare alt for voldsomt, men jeg kan vise en model af ham som jeg modellerede med primitive materialer ud fra drømmen (jeg har bragt det flere gange før, men alligevel):


Pointen er at mens det står på, er det stadig langt fra altid at jeg ved at det er ham der er på spil. Som regel synes jeg pludselig at min mand, som jeg ellers værdsætter og anerkender stort, er et mandschauvinistisk fjols som ikke forsømmer nogen lejlighed til at jorde mig og holde mig nede med sine skråsikre og uangribelige meninger. Eller jeg synes nogenlunde det samme om nogle andre mænd jeg er i kontakt med. Eller jeg ser pludselig at stort set alle mænd er farlige og kun ude på at klemme livet ud af mig samtidig med at de nærer sig ved mig. Jeg ser med andre ord min indre, negative animus i mænd i den ydre verden, altså i såkaldt virkelige mænd, uden at vide at det er en del af mig selv jeg står overfor.

Det er selvfølgelig muligt at nogle af de her mænd faktisk råber i kor med min negative animus, i hvert fald ind imellem, og det er jo skidt og skal håndteres, men det der virkelig fælder mig og får mig til at ligge ned i lange perioder, er ikke de ydre, såkaldt virkelige mænd, men det negative aspekt af min egen indre, virkelig meget virkelige mand. Jeg forstår det godt bagefter, og mine drømme er også gode til at fortælle mig hvad der er på færde når jeg ellers er parat til at lytte. Men når lige præcis dét her kompleks løber af med mig, er jeg stort set prisgivet. Jeg er overbevist om at det har spillet en endog meget stor rolle for den kendsgerning at jeg aldrig rigtigt har fundet ud af at leve mit liv. At jeg aldrig rigtigt er "blevet til noget", men på en måde lever et skyggeliv, hvor jeg ikke har kunnet finde ud af at fylde noget i verden og stadig har til gode at opnå et selvstændigt og uafhængigt liv hvor jeg føler jeg bruger mine evner. Det bliver måske tilmed et livslangt livtag jeg kommer til at tage med denne negative del af min indre mand, selvom jeg nu er bevidst om at han er der, for i mig er han uhyggeligt stærk. Det har jeg smerteligt måttet erkende.

Det jeg gerne vil sige med alt det her, det er at jeg mener at det kan gavne os (altså os kvinder) og vores livsudfoldelsesmuligheder mindst lige så meget at lære vores indre mandlige modstander at kende gennem en form for dybdepsykologisk arbejde, som at kæmpe kampen på det ydre plan. Jeg ved godt at det heldigvis ikke er alle kvinder der er så hårdt ramt af det her negative animuskompleks som jeg er, men det er i os alle i en eller anden udgave og kan skabe stor ravage. Og hvis man bor i et "ligestillings-udviklingsland" som fx Danmark og her har særdeles travlt med vredt at bekæmpe de såkaldt virkelige mænd med næb og klør og mener at de står i vejen for ens karriere, ens økonomiske frihed, ens handlefrihed og hvad det ellers måtte være af udfoldelsesmuligheder i det ydre liv, så kunne det måske være tegn på at man, dvs. ens bevidste jeg, er oppe mod en særdeles magtfuld modstander i ens eget sind.

Modstanden er som nævnt helt sikkert også derude i nogle tilfælde, og det skal håndteres. Jeg skriver ikke det her for at lade hånt om de mange, mange kvinder verden over - også i Danmark - som stadig er helt konkret og uomtvisteligt undertrykt af mændene i deres samfund og deres familier. Der er stadig meget at kæmpe for i den ydre verden for kvinder der lever i samfund, kulturer og miljøer med udtalt androcentrisme og stærke patriarkalske strukturer, og jeg vil slutte med at ønske god kamp og rigtig god vind til os alle sammen med at opnå ligeværd og ligeret mellem kønnene overalt.

---

*Tidligere indlæg 8. marts: 2010, 2011, 2012, 2013

mandag den 3. marts 2014

Om at dø ind i livet

Jeg har ikke så mange ord af mine egne at dele for tiden, så jeg sender lige eventuelle læsere her på stedet videre ud i internetgalaksen endnu engang med et link til en artikel, der har liv, død og genfødsel/livet efter døden set i et jungiansk perspektiv som omdrejningspunkt: Dying into Life af Bud Harris og Massimilla Harris, begge jungianske analytikere.

Jeg synes det er en vidunderlig artikel, og jeg vil gerne dele den fordi jeg kan mærke at jeg har behov for at gøre det synligt hvad jeg går og tænker allermest over og værdsætter højest -- uden at jeg dog magter at sætte ord på det selv. De to forfattere formidler klart og nuanceret et livssyn og en holdning til tilværelsen som jeg deler og hviler i, men som jeg sjældent har lejlighed til at tale med andre om, og som fungerer som en slags tavs, underliggende erfaring i min bevidsthed (befordret først og fremmest gennem flere års jungiansk analyse).

søndag den 2. marts 2014

Søndag

I dag har jeg set Dokumania-dokumentaren Testamentet som vises her på dr.dk indtil den 31. marts.

Den film vil jeg godt anbefale! Jeg faldt over den i formiddags og blev åndeløs og opslugt hængende de 1½ time det tager at se den. Jeg kunne ikke have brugt tiden bedre på sådan en søndag.

Filmen har sin egen hjemmeside her (03-03: Traileren som du kommer til ved at følge linket, er der dog ikke, som jeg ellers havde skrevet først - beklager).

Og her på politiken.dk kan du se hvad Erik Jensen skrev. Det er så fint - filmens ånd ser ud til at være gået ham i pennen :-).

fredag den 28. februar 2014

Morgenmad


Isak Dinesen
Babettes Gæstebud
Fremads Folkebibliotek