30. januar 2013

Overfladeopdatering

Når jeg kigger på min browsers startside, ser jeg for tiden dette øjebliksbillede som genvej til DR Forsiden, og jeg kan ikke lade være med hver gang at tænke "bliver det ikon da for p..... ikke snart opdateret?".

Screenprint, 30/01/2013

Jeg går ikke voldsomt meget op i at se sport i tv, men jeg indrømmer at jeg led med håndboldherrerne i søndags. Selvom det er en meget fin præstation at få sølv ved et VM, forstår jeg godt hvis det er svært at fokusere på den medalje efter turneringens sidste mindre opløftende oplevelse. Øv.

Noget andet er at det her billede får mig til at tænke over hvor hurtigt tingene her i livet kan vende, tilsyneladende i hvert fald, hvis vi drøner op og ned med sindets bevægelser. Men bag det mærker jeg et uforanderligt, kontinuerligt rum hvor ingenting sådan lige lader sig omdirigere og guide. Hvor alting er præcis som det altid har været, er og vil være, og hvor bevægelser i sindet er som krusninger på overfladen. Og igen: This too shall pass.

29. januar 2013

Anatomi

Jeg er født tyndhudet, med noget mellem ørerne og øjne i nakken. Jeg har ben i næsen, min ryg er bred, og det passer mig dårligt at gå i for små sko. Jeg har aldrig groet rundsave på albuerne, og selvom jeg godt kan stå på egne ben, kan jeg have svært ved at få et til jorden. Jeg har hverken hår på brystet eller is i maven, men måske nok hjertet på rette sted.

I dag er jeg så blevet klippet og har opdaget at jeg har fået grå hår i hovedet.

Jeps. Det giver mening.


Illustration: 29-01-2013/PowerPoint.

19. januar 2013

Ordforrådsudvidelse

"Jeg er jo ikke nogen giopper", lyder det forarget da jeg forsigtigt indskyder ved morgenbordet at det altså er i orden at melde afbud til træning når man har meget ondt i halsen.

'Giopper'!

Det ord har jeg aldrig hørt før. Jeg smager lidt på det og griner, for det lyder sjovt. Så kommer jeg til at tænke på et andet ord jeg hørte for første gang forleden dag, nemlig 'stamina', og smager lidt på det også, men griner ikke, for det lyder mere klassisk og (ære)frygtindgydende end sjovt. "Han er ikke nogen giopper, men har stamina", kunne man sige, og det er ret præcist udtrykt og desuden sagt på en helt ny måde, i hvert fald for mig.

Det er godt med nye ord. Sprog og bevidsthed er tæt forbundet; det har jeg altid tænkt.



Illustration: 19-01-2013/Paint.

16. januar 2013

Skiltevej



I dag er det sidste gang i næsten otte år jeg er i København på en onsdag
i en ganske bestemt anledning. Det har bragt mig en lille smule ud af fatning;
otte år er immervæk en del tid og en del onsdage, så jeg var glad for at
støde på lidt klar skiltning på skillevejen hjem. 

Jeg gik til højre (hvis du er i tvivl):




Øverste foto: 16-01-2012/Krystalgade/mobil
Nederste foto: 16-01-2012/Hovedbiblioteket/mobil

14. januar 2013

Uro

~~~


 This too shall pass.

~~~

Og mens vi er ved billeder der siger mere end ord, så lad mig lige gå baglæns et øjeblik. Hvis du så Borgen i går, lagde du så mærke til et kort klip der viste stort set det samme billede som jeg viser her? Det synes jeg er sjovt, også selvom jeg måske nok lige skal tøjle min tilbøjelighed til at overfortolke og se noget der ikke er der.

Apropos det med huse som billeder på personligheder, så har jeg lige læst "Din næstes hus" af Jette A. Kaarsbøl, og her kan man - uden at overfortolke, vil jeg mene - tale om huse i overført betydning, og om en sjæl der ikke selv har noget hus, og som flytter ind i en andens og gør alt den andens til sit. Selv det beskidte vasketøj bliver ordnet i det stjålne hus. Godt skåret, tænker jeg bare.

Jeg har også lige læst "Lille hjerte" af Katrine Marie Guldager, og den er mindst lige så godt skåret, og så er indholdet så tæt på mit eget livs etiske dilemmaer og udfordringer, at jeg ikke kan sige andet lige nu end at der fra den bog strømmer en på samme tid varm og iskold luft der er med til at få uroen til at bevæge sig. Og så er det jeg tænker: This too shall pass.



Foto: 14-01-2013/Min stue/kamera

9. januar 2013

Ét sekund

Efter mange år med tilbagevendende nedtrykthed er jeg ved at få skovlen under hvad der trykker mig ned, eller det vil sige, det har jeg vidst længe, for det er altid lettere at sige 'nej, det er ikke det jeg vil' end at sige 'ja, det er det jeg gerne vil', men altså, jeg har skovlet, og op af dyndet har jeg samtidig lidt overraskende gravet de elementer i livet der opløfter mig, og på den måde kommer jeg tættere og tættere på at kunne og turde og ville sige 'JA, det er dét jeg gerne vil'.

Og helt ude af sammenhæng, tror jeg nok, fik jeg lige lyst til at dele et link til en video som jeg lige har set. Den får mig til at tænke på at måske er det nok blot at være fuldstændig nærværende og åben for at se skønheden i livet og verden ét eneste sekund hver dag for at synes livet er fantastisk. Bare ét sekund. Måske. Se selv.

(Bare ét sekund. Tænk lige på hvor megen skønhed vi kunne nå at opleve alle de sekunder i vores liv vi har åbne øjne?).

...

((He. Jeg er vild med det retro-hippie-agtige musikstykke ..). (Tilføjet 10/1-2013))

2. januar 2013

Godt nytår!

I går, nytårsdag, var jeg på en lang tur i skoven, for en gangs skyld ikke alene, men sammen med en anden. Undervejs fik jeg lejlighed til at tænke og til dels også fortælle at hvis jeg skulle sige hvad jeg vil gøre mig umage for at sætte fokus på i det nye år, så kan det samles i tre punkter som jeg for alvor har forstået i løbet af året der er gået, er vigtige og sande for mig.

For det første vil jeg huske på at det relationerne mellem mennesker der gør udslaget i næsten alle sammenhænge i tilværelsen, det er sjældent det enkelte, isolerede menneske alene.

For det andet vil jeg forsøge at fastholde det fokus i mine relationer at dét der hos et mennesker fremtræder som en karakterbrist, i virkeligheden er vedkommendes sår som bliver synligt på en forvrænget eller omskrevet måde. Det har Marianne Williamson lært min fornuft for længe, længe siden, men det er først i året der er gået, at den indsigt er nået frem til mit hjerte og blevet til en personlig erfaring. Bag enhver sjuskedorte, dovenlars, kolde skid og vendekåbe (til eksempel) findes et sår som ikke er helet, og det er først når vi kan adressere såret i vores respons til dette menneske, frem for at vurdere og dømme ud fra karakterbristen, at vi bidrager til at såret kan hele, smerten mildnes og karakterbristen måske falme, om ikke andet så i hvert fald i den måde vi opfatter den på. Det gælder både i vores respons til os selv og til andre når vores karakterbrister fylder lidt for meget. Det betyder ikke at vi ikke har noget ansvar for os selv og vores eget liv, for det har vi i en slags fremadrettet bevægelse, men det mildner måske skyldfølelsen over det vi synes vi har været med til når vi kigger bagud. I takt med at vi forstår sammenhængen mellem vores sår og vores hæmmende eller ødelæggende adfærd, bliver det også vores ansvar at tage hånd om vores sår så godt vi kan. Det betyder også at det er så uendeligt vigtigt at tage hensyn til vores individuelle sårbarhed - erkende og værdsætte den også selvom det i vores hårdhudede og følelsesforskrækkede kultur ofte tolkes som svaghed.

For det tredje vil jeg forsøge at huske på at intet eller ingen er enten god(t) eller ond(t); jeg tror på at de fleste og det meste ville vise sig at være både-og hvis vi var i stand til at indtage et tilstrækkeligt overordnet synspunkt. Det er vi jo oftest ikke fordi vi er mennesker med et begrænset og "jordnært" udsyn, men jeg ville sådan ønske at både jeg selv og andre ville være bedre til lige at klappe hesten før vi udsiger at noget er det ene eller det andet.

Og sådan dukkede der alligevel nogle nytårsforsætter op i mine tanker mens jeg gik og gik, selvom jeg egentlig ikke har den store fidus til sådanne forsætter. Nu har jeg endda bragt dem fra tanke (og delvis tale) til skrift; fra mit private rum til det offentlige, og håber at jeg på den måde bedre kan fastholde dem. (Det kunne i øvrigt være mit fjerde nytårsforsæt: At bringe mere af det jeg tænker, frem, selvom jeg er bange for at det kommer til at gøre ondt (igen), hvilket er en vigtig bevæggrund bag en af mine største brister, nemlig lysskyheden).


Godt nytår til alle der kommer forbi her!