fredag den 30. november 2012

Plastisk

Jeg er plastisk.

Måske er jeg plastisk ler, hvilket er slemt nok, eller plastisk træ, hvilket nok ville være værre. Eller plastisk sprængstof. Det er også en mulighed, og en ikke helt ringe en, egentlig, når jeg tænker over det.

Hvoromaltinger. Jeg er så dødudmattet af at være plastisk at jeg - for at få en pause og samle energi - bliver nødt til at være alene en tid så der ikke er nogen jeg skal forme mig efter. Måske kan jeg være så heldig at finde en evig sten i leret, eller en organisk splint i træet. Eller en detonator i sprængstoffet så jeg kan få gjort en ende på den evindelige og ulidelige tilpasningsevne der har tegnet mit liv indtil nu.

BUM!

Og jeg skal sige dig hvem jeg er.


Illustration: 30-11-2012/Paint

onsdag den 21. november 2012

Juleefterår

Hvis man går gennem skoven ad den store sti i retning mod sydvest derfra hvor jeg bor, kommer man til et savværk. Det ligger der hele året, men det ser ikke ens ud hele året. Når julen nærmer sig, bliver der tændt lys og sat juletræer i forskellige størrelser op på rad og række og til salg. Skiltet med "Julestue" bliver sat uden for den lille butik.

Det er godt nok alt sammen. Jeg har flere gange trasket hele vejen hjem gennem skoven med et juletræ på en kælk eller cykelvogn sammen med min familie, og det kommer jeg måske også til i år.

Det jeg bare ikke helt kan forstå, det er at det tilsyneladende er lige om lidt vi skal til det igen. Dét havde jeg ikke lige set komme, på vej ud ad stien i rask trav. Jeg er slet ikke færdig med at nyde efteråret. 





mandag den 19. november 2012

I går


Og efter verdens ende
er alting det samme som før
og fuldstændigt forandret.

Dette års 18. november
faldt sammen med begyndelsen
til en helt ny verdensorden
inden i mig
uden så mange illusioner.

Du og jeg.
Frihed.
Kærlighed.
Tro.

onsdag den 14. november 2012

Verdens ende

Tænkte at jeg lige kunne teste hvordan det lyder 
hvis jeg synger den her sang ned i den gule spand. 
Har du lyst til at synge med, kan du se teksten her.
Og så så man lige mig danse rundt med en gul spand på hovedet!

lørdag den 10. november 2012

Om spanderåberi


Jeg føler mig noget splittet for tiden, og det er ikke splittet i den sædvanlige dybdepsykologiske forstand jeg ellers ynder at ævle løs om. Nej, det er mit internet-jeg der er splittet, og det irriterer mig.

Jeg råber i 3 spande herude: en blå, en rød og en gul, og jeg synes faktisk det er lidt anstrengende, men alle tre spande har noget ved sig som er godt, og som jeg ikke vil undvære.

I den blå spand kan jeg råbe sammen med nogle jeg kender, og det er en fest, synes jeg, for der er ikke meget i livet der giver mig større glæde end mine relationer. Jeg kan nærme mig eksplosionsfareniveau over den afsindigt irriterende måde den blå spand er konstrueret og virker på, og det har resulteret i at jeg to gange tidligere har trukket hovedet meget forskrækket og meget vredt op af spanden og dermed forladt mine relationer. De nærmeste har dog heldigvis båret over med mig og råbt Hallååå og Velkommen tilbage! også tredje gang jeg stak hovedet i. Det er for mig et bevis på at selv rimelig tåbelig adfærd i denne verden kan tilgives, i hvert fald hvis man kender sådan nogle fantastiske mennesker som jeg gør. Det er også det der får mig til at tro på at den blå spand måske faktisk ikke er helt så meget spand som jeg nogle gange føler - jeg kan faktisk godt opleve her at jeg ikke bare taler med mig selv, selvom det overhovedet at råbe i den her spand uomtvisteligt er en øvelse ud i egocentrering og selvoptagethed.

Den røde spand har klart et design der passer bedre til mit temperament, og hvis alle mennesker i verden råbte eller i det mindste lyttede i den røde spand, ville internettet blive et bedre sted for mig at være. Dét kunne jeg godt tænke mig! Men sådan er det ikke, og jeg kan finde færre mennesker jeg kender, dér end i den blå spand. Surt. Faktisk. Selvom jeg kan finde mange nye venner, og selvom kulturen er præget af en helt usædvanlig åbenhed, nysgerrighed og respekt, så har jeg personligt lidt svært ved helt at være med i det store, åbne forum. Jeg har det bedst med at råbe blandt få, nære relationer. Punktum. Men jeg råber præcis det samme i den røde spand som jeg gør i den blå, og jeg bliver ved med at råbe i håbet om at der er flere jeg kender, der efterhånden stikker hovedet i den røde. Kom nu, Venner!

Så er der den gule spand. Her råber jeg fordi jeg må have et sted at anbringe alt det mest mærkelige og snurrige min hjerne løber over med. Det er, vist nok, mest for min egen skyld jeg råber her; måske vil jeg endda gå så langt som til at sige at jeg råber her fordi jeg synes det er sjovt at eksperimentere med og høre min egen stemme. Det er den gule spand rigtigt velegnet til. Her kan jeg råbe som jeg vil, og jeg skal ikke tilpasse mig nogle stive begrænsninger for sammensætningen af ord, billeder og andre grafiske udtryk. Det passer mig vældig godt. Jeg lader ekkoet fra mit råberi i den gule spand forplante sig til både den røde og den blå, hvor dem der hører det, så kan råbe tilbage hvis de synes.

Faktisk er det der spanderåberi ikke meget værd uden at der er nogen der hører det. Så kan man selvfølgelig sige at det slet ikke er spanderåberi, altså hvis nogen hører det, men det føles det nu alligevel ret meget som. Ikke lige meget i alle tre spande, men alligevel. Ret meget.


torsdag den 1. november 2012

Husalter



Nu tænker du nok: Hvordan kan det billede være kommet herind hvis låget er lukket?, og det kan det selvfølgelig heller ikke, men lige så snart indlægget er sendt, klapper jeg i og sætter lyset tilbage. 

Så er det bare mig og det hvide papir igen. Jeg aner ikke hvad det er jeg skal få frem og ned på det, men jeg bliver nødt til at lede, for når jeg finder det, tror jeg det vil være nøglen til den lås jeg ikke kan få op.

Jeg har i årevis set for mig hvordan et utal af nøgler flaksede glimtende rundt i luften, og forestillet mig at det kun var et spørgsmål om tid før Harry Potter ville komme susende på sin (hvide) kost, fange den rigtige og låse mig op. Men det går jo ikke. Den lås der holder min kreativitet i ave, min mund lukket (det meste af tiden) og mine hænder bundne, er vist af den slags der skal låses op indefra.

Jeg håber bare inderligt der er Potter nok inden i mig til at fatte mod, være tro mod mig selv og klare udfordringen. Muligheden for at nøglen måske ikke findes mere, vil jeg slet ikke overveje. Det gør den.