fredag den 28. september 2012

Fredag


Vandstrudsselvportrætsfredagswalkandtalkfotografi

torsdag den 27. september 2012

Torsdag

I går så jeg udsendelsen "Mit Publikum" på DR1 om Henrik der var hjemløs og i tvivl om om han skulle sige ja tak til en tilbudt lejlighed eller forblive hjemløs. Det berørte mig dybt.

"Freedom's just another word for nothing left to loose", sang Janis Joplin engang. Nu ved jeg præcis hvad det betyder. Jeg kan føle det i min krop. Og jeg ved at jeg selv er gået et stykke ud ad den vej, og at jeg har en tilbøjelighed til at tro at frihed fra noget er vejen til at eliminere frygten for at miste og føle smerte.

Men der findes også en anden slags frihed, tænker jeg. En frihed til noget. En klog mand sagde engang til mig at frihed opnår man først når man er i stand til at udholde følelsen af skyld og skam. På den anden side af det venter tilgivelsen og kærligheden til sig selv og andre, tænker jeg. Men først må man lade sig selv mærke at man føler skyld og skam, og det kan tage meget lang tid at nå dertil, fordi det er de mest ubærlige følelser af alle. Også i de tilfælde hvor det ikke er vores egen skyld eller skam vi bærer, men andres som er overført til os.

Frygtens vej eller kærlighedens vej. Vi må alle vælge.

Billedet er tyvstjålet her.

onsdag den 26. september 2012

Onsdag

Mand, jeg sku' have beholdt badedragten på da jeg kørte hjem fra svømmehallen!




mandag den 24. september 2012

Mandag

Jeg keder mig, hold nu op, hvor jeg keder mig. Den her lediggang er omsider ved at drive mig til vanvid.

Jeg sætter dog min lid til at det er tale om et stadie i en kreativ proces som vil resultere i at jeg på et tidspunkt eksploderer ud i en eller anden form for virksomhed som kan give mig oplevelsen af at leve og ikke bare overleve. Det håber jeg. Dæleme.

Og nu vi er ved det: Kan det passe at gul er ved at blive den nye sort?

Og for lige at blive ved det: Ud over Homeland aner jeg ikke hvad de snakker om. Måske ser jeg for lidt tv. Måske er det derfor jeg keder mig?


fredag den 21. september 2012

Fredag

Bøn

"Jeg bad om styrke
og Gud gav mig vanskeligheder.
Jeg bad om visdom
og Gud gav mig problemer at løse.
Jeg bad om velstand
og Gud gav mig hjerne og muskler for at arbejde.
Jeg bad om mod
og Gud gav mig farer at overvinde.
Jeg bad om kærlighed
og Gud gav mig mennesker at elske.
Jeg bad om gaver
og Gud gav mig muligheder.
Jeg fik måske ikke alt det jeg ville have
men jeg fik alt det jeg havde brug for."

Jeg googlede for at finde denne bøn, som jeg har set engang et sted og kom i tanke om i går, og fandt den i flere udgaver. Nogle skriver desuden at det er et buddhistisk visdomsord og skriver 'livet' i stedet for 'Gud'. Nogle sætter den i muslimsk sammenhæng og lader Allah give.

Jeg ved ikke hvor ordene oprindeligt kommer fra, og jeg har ikke gjort noget for at finde ud af det, for det er ikke så vigtigt for mig. Det betyder heller ikke noget for mig om der står 'Gud', 'livet', 'Allah' eller hvad det måtte være. For min skyld kunne der også stå "Jeg bad om styrke og fik vanskeligheder" og så videre.

Det der betyder noget for mig, er at ordene udtrykker min relation (som menneske) til helheden. En helhed som jeg i gentagne glimt af kortere og længere varighed oplever eksisterer og oplever at være en del af, og som giver mig den tro eller det fundament som gør livet helligt for mig. (Undskyld udtrykket 'helligt', men jeg kan ikke finde noget bedre).

Et af de steder, jeg kom forbi på nettet i min søgen, var denne side. Her læste jeg også en bøn af Mother Theresa og fandt en tiltrængt ro i dem. (Hvis du er utilpas med den kristne kontekst, så prøv at erstatte 'Gud' med for eksempel 'helheden').

torsdag den 20. september 2012

Torsdag

Lykkelig i vandland


I dag har jeg brugt det første klip af min fødselsdagsgave og fået genopfrisket - efter fem ugers pause - hvor godt det gør at bevæge mig i vand. Det er uden sammenligning.

onsdag den 19. september 2012

Onsdag

Kegle 2

Nu har jeg rodet mit klædeskab igennem. Jeg fandt sådan en slåomting jeg engang har købt i Føtex til helt sikkert ingen penge (ellers havde jeg aldrig købt den), og en kjole købt i en genbrugsbutik til 80 kr. Det her passer lige til en kegle der også har noget cello over sig, hørte jeg Trinny og Susannah sige.

Så kom min mand hjem. Og kiggede en ekstra gang. Hold da op, hvor er du fin i dag, sagde han. Hvad sker der?

Hehe. Det virker.

Så fik jeg den idé lige at underkaste det her den ultimative analyse og bede "ingeniøren" bladre bogen om kropstyper igennem for at lede efter "mig". Der gik tre minutter, så kom resultatet: Sikke noget fis at bruge tid på! Men jeg er færdig; du er en mellemting mellem en kegle og en cello.

Fis? Nåja. Men det virker, som sagt.




mandag den 17. september 2012

Mandag

Kegle

Jeg er (en) kegle, hvis man skal tro Susannah og Trinny, og det vælger jeg at gøre, i hvert fald i et vist omfang. Jeg er nemlig så helt igennem håbløs til at se om noget klæder mig, om farverne passer, om tøjet sidder rigtigt og så videre og så videre. Dén gave har jeg bare ikke fået. Men så er det jo godt at der findes sådan nogle stilguruer som kan supplere og komplementere én når man er blevet tilstrækkeligt træt af altid at være i tvivl om hvad for noget tøj man skal tage på for ikke at se alt for kikset ud, for eksempel. Jeg har stort set ingen anelse. Jeg kan lige akkurat mande mig op til at afgøre om tøj er komfortabelt eller ej, og hvornår det passer til vejret. Sådan cirka.

Nu er jeg så blevet klædt ordentligt på til at fremhæve mine fortrin og skjule mine mindre flatterende sider. I teorien, i hvert fald. Om jeg nogensinde finder ud af at blive klædt ordentligt på i virkeligheden, det må tiden vise. Det kan også være jeg glemmer det igen, det skulle ikke undre mig.



lørdag den 15. september 2012

Lørdag

Passer højden? 
Kan jeg se ud ad vinduet?  
Har jeg fået alle mine ting sat på plads?

Jeg skriver dette ved mit nye skrivebord som en nabo der skal flytte, har givet mig. Nøj. Jeg er en lykkens pamfilius. Intet mindre.

Her sidder jeg godt. Her kan jeg arbejde. TAK.



fredag den 14. september 2012

Fredag den 14.


Hvad skulle jeg dog gøre uden google?

  ***
Hver fredag (næsten) går jeg en tur sammen med to andre kvinder. Det er sådan et slags helt moderne walk&talk-arrangement som vi har lagt os fast på, fordi vi er så spurtende rationelle at vi godt kan lide tanken om at få motion og ordne verdenssituationen samtidig. Og det funker.

I dag har vi været rundt om Farum Sø. Det holdt tørvejr hele vejen, hvilket jeg tillader mig at tage som et godt tegn på en dag som i dag. 

Vi så en rovfugl af ukendt nærmere bestemmelse tage flugten lige over vores hoveder, vi så egern pile over stien og op i træerne, vi så en fiskehejre lette fem meter foran os. Vi gik gennem skov, langs marker, over et sumpområde og gennem et af de bedre kvarterer i Farum med unikke huse man kunne fantasere om hvordan det ville være at bo i. Det kan anbefales hvis du bor i nærheden - se fx her.

torsdag den 13. september 2012

!

Wrrruuuuuummm ... Jeg er på speed!

Nej, selvfølgelig er jeg ikke det. Men det føles sådan. Måske er det det her helt fantastiske septembervejr, der gør det. Det er præcis sådan som jeg allerbedst kan lide det.

Jeg tog engang det her billede inde ved Nyboder i København og gemte det, fordi det gjorde et eller andet ved mig. Jeg ved stadig ikke hvad, men i dag kom jeg pludselig til at tænke: Hvad nu hvis jeg var en bygning, hvordan ville jeg så se ud?

Det vil jeg underholde mig med at tænke over. Der er mange muligheder ..



onsdag den 12. september 2012

Bakspejl

I går begyndte jeg at lave et såkaldt brutto-cv. Det var en oplevelse, må jeg sige. Jeg havde fuldstændig glemt det meste af hvad jeg har lavet tidligere i mit liv, før jeg forpuppede mig.

Heldigvis fandt jeg et gammelt cv fra min tid som "normal" som jeg har været så klog at gemme på min pc, ellers havde jeg aldrig fået kontakt med min erhvervs- og studieaktive fortid. Jeg må indrømme, jeg undrer mig over hvad det mon er for en person der har skrevet det dengang, for jeg synes ikke rigtigt jeg kan høre min stemme i de mere frie formuleringer. Hvor har jeg været ung engang. Eller også var det slet ikke mig.

Men jeg stoler på fakta. Jeg er ret sikker på at jeg også dengang har været meget omhyggelig og redelig. Haha.

tirsdag den 11. september 2012

Sanseinvasion

fra 'Søndag' nr. 35, 27.08.12

Nej, det vidste jeg ikke, men jeg oplever det som en invasion af min privatsfære hvis jeg i en eller anden situation er nødt til at "rumme" duften af parfume. 

Det gør jeg også hvis jeg er nødt til at "rumme" høje lyde, stærke smagsindtryk, kraftige synsindtryk og berøringer fra andre mennesker, altså hvis jeg skal opholde mig et sted hvor jeg ikke kan slippe for sådanne for mig overvældende sanseindtryk. Det føles faktisk krænkende, uagtet at jeg godt kan tænke og erkende at der ikke er nogen mennesker der prøver at invadere min privatsfære eller krænke den. Det bliver bare for meget for mig.

Derfor går jeg ud af et rum hvor der lugter af parfume, uanset hvem der er i rummet. Derfor sætter jeg mig så vidt muligt i S-togets stillekupé. Derfor finder jeg et andet sted at være hvis nogen taler højt med hinanden eller i mobiltelefon. Derfor går jeg ud af en kø hvis personerne omkring mig ikke holder en for mig passende fysisk afstand. Derfor spiser jeg ikke stærk mad, uanset hvilket verdenshjørne det er inspireret fra. Og derfor nyder jeg hver aften det øjeblik hvor jeg tager mine meget stærke kontaktlinser ud og er afskåret fra at modtage synsindtryk en lille stund. For eksempel.

Jeg er tit og mange gange blevet kaldt hysterisk, overfølsom, afvisende og kedelig. I virkeligheden "er" jeg "bare" helt neutralt særligt sensitiv og introverteret, men for den ikke særligt sensitive og mere ekstraverterede kaster det blandt andet de fire egenskaber af sig som skygger. Og eftersom jeg ikke bor i Japan, hvor jeg forestiller mig at hele kulturen er langt mere præget af menneskets sensitive og introverterede side end den er i den vestlige verden, falder de her "introversionssensitivitetsskygger" uophørligt nattesorte og tonstunge ind over mig og alle andre der har det på samme måde.

Omvendt skal jeg jo som person forholde mig til de skygger som jeg synes mennesker der fremtræder meget ekstraverterede, tykhudede og ligefremme, kaster. Skygger som fx overfladisk, ubetænksom, dominerende, krænkende. Det mærker jeg i mødet med mennesker der synes at være meget modsatte mig selv i netop det her spektrum. Og det mærker jeg når jeg selv forsøger at bruge min ekstraverterede side, for sådan én har jeg selvfølgelig også selvom den desværre er godt undertrykt og fortrængt. Så rammer de mentale tømmermænd mig som en hammer i hovedet bagefter. Åh nej, nu har jeg nok overdænget andre mennesker med indtryk de ikke har bedt om eller sagt ja til, og som i virkeligheden nok bare var noget overfladisk, underholdende crap. Jeg er da bare for meget, hvordan skal jeg kunne se de mennesker i øjnene igen efter hvad jeg har udsat dem for?

Det kan man (læs: jeg) så få meget tid til at gå med at arbejde med. Jeg kunne i hvert fald godt trænge til at blive kalibreret lidt i det her spektrum, for ellers kommer jeg aldrig uden for en dør af frygt for at skyggerne fortæller sandheden om hvad og hvem jeg og andre er. Det gør de ikke, det ved jeg godt, men hvad jeg føler er en anden sag i det her spil.

Års hårdt arbejde har imidlertid lært mig at det ikke er gjort med viljen og den øgede bevidsthed alene. Der er særdeles stærke kræfter på spil, og selvom man måske kan skubbe lidt til den indre udviklingsproces ved at sætte fokus på den med sit bevidste jeg, så er det en proces der foregår i det ubevidste og som drives af nogle mægtige, indre aktører som man må være særdeles ydmyg, tålmodig og nænsom i forhold til.

Og frem for alt må man tilgive sig selv og på samme måde også andre at vi mennesker ikke lige sådan kan styre, endsige overhovedet få øje på de her indre aktører, men igen og igen bliver styret af dem. Det kan ikke være anderledes, men hold kæft hvor er det svært.

mandag den 10. september 2012

Vanilla sky


Jeg troede aldrig den her nat ville få en ende, men det blev da morgen til sidst.



lørdag den 8. september 2012

Fornyelse



torsdag den 6. september 2012

I eller på kanten

Jeg har været med Anne og Anders på Fur og lært at 'udkantsdanmark' måske i virkeligheden snarere burde hedde 'vandkantsdanmark', og det forklarer jo på en måde alt. Jeg står i vandkanten i mit indre landskab og prøver at forholde mig til alt det der dukker op fra havet, og det er ved at udvikle sig til et længerevarende arbejdsophold hvor jeg ikke har overskud til så meget andet.

For den der er optaget af at være midt på jorden med fødderne solidt plantet, optaget af alle de sysler og forpligtelser der skal passes dér, kunne det sikkert godt se ud som om det er lige på kanten af hvad der er fornuftigt og betydningsfuldt, men altså, som jeg selv ser det, står jeg i vandkanten og kigger ud over det der virkelig er vigtigt.

Det skiftevis skvulper stilfærdigt og bruser voldsomt i mine ører, og jeg ser det smukke, det grimme, det sønderknusende og det livgivende afløse hinanden i en uendelig bevægelse. Bølgeslagene går i svingninger med mine hjerteslag, og jeg forsøger med en kraftanstrengelse at forstå det der skyller op på stranden, så vidt mine kræfter rækker.

Det er ikke nogen nem periode, og ind imellem er det lidt rigeligt overvældende. Jeg føler mig til tider lillebitte og meget forkert, men så tænker jeg på et andet godt ord jeg har lært her på det sidste, nemlig 'flertalsmisforståelse'. Så går det lidt igen.

Jeg er optaget. Har trukket mig tilbage for en stund og arbejder intensivt med presserende stof der dukker op indefra. Jeg føler behov for at reducere mine udadvendte aktiviteter til et minimum lige nu.