19. juli 2012

Nabo-abc

Jeg afleverer et bundt rabarber til nabo A som jeg har lovet hende da vi drak kaffe og spiste kage i hendes skønne have. Jeg har måttet vente lidt med at plukke dem fordi nabo B kom med en trillebør samme aften og høstede igennem til sin berømte rabarberkompot. Jeg får en buket lilla lathyrus retur, og mens vi står og snakker ved havelågen, cykler nabo C forbi. Vi vinker, og nabo A råber "Godt vi fandt ud af det!" og forklarer mig at nabo C sms'er til hende hver dag inden kl. 10, for - som nabo C selv siger - hun vil helst ikke ligge for længe når det engang sker. I dag havde hun for første gang ikke sendt nogen besked, og nabo A var nået at blive helt bange, men nu havde de fundet ud af at det bare var en forglemmelse.

På vej hjem med min fine buket går jeg over til haveaffaldscontaineren og smider rabarberbladene ud. På vejen møder jeg nabo D som netop står ud af sin bil sammen med et af sine børnebørn. Nabo D griner, peger på min trillebør og spørger forbløffet om jeg er i haven? Jeg griner tilbage og forklarer at nej, det er jeg ikke, heller ikke i dag, jeg er bare på rabarber-blomster-udveksling.

Senere har jeg vasketid, og jeg kommer spænende et halvt minut før min tid løber ud for at tage det sidste hold tøj ud af maskinerne. Nabo E sidder med sine vaskeposer og pulver på en bænk med korslagte arme og krydsede ben, og jeg kan ikke dy mig for at spørge om hun venter på mig? Ja, det gør hun! Jeg flår tøjet ud, tænker at det ikke tager mere et halvt minut, og hvor travlt er det også lige vi skal have i det her liv? Smiler og siger værsgo. Mens jeg står og hænger tøjet op, kommer hun ind og siger at mine nøgler ligger på den lille vaskemaskine, bare hvis jeg nu ikke kan finde dem, og jeg må jo heller ikke glemme dem. Hun ønsker mig god dag.

Jeg bliver færdig og trisser hjem med mine nøgler dinglende i snoren efter veludført gerning. På vejen kommer jeg forbi nabo F's hus og kigger lige efter om hendes fine blomster på trappen har det godt. Jeg sender en tanke til hende helt derovre ved vestkysten hvor jeg også snart selv skal hen, og hvor vi nok ikke kan lade være med at mødes til et glas vin og en af de der snakke der får det hele til at falde på plads.

Om aftenen står jeg ved køkkenvasken og kigger ud af vinduet. Vores kat ligger afslappet, men helt vågen udenfor på stien; jeg kan se hvordan hovedet er løftet og ørerne drejer sig efter de forskellige lyde. Bag den er kældervinduet åbent, lige til at smutte ind ad. 

Klog kat, tænker jeg, vrider karkluden og hænger den over vandhanen.


17. juli 2012

Længslen efter flow


Jeg havde engang en blog som jeg var meget glad for lige indtil det punkt hvor jeg bare syntes den var færdig. Så skrev et afslutningsindlæg og lod den stå et par uger. Herefter gemte jeg en kopi til mig selv og slettede originalbloggen fordi jeg tænkte at hvad skulle verden nu med en død blog.

Det har lært mig to ting (mindst):

  1. At det gør ondt, i hvert fald på mig, at smide noget væk som jeg har puttet en stor del af sig selv i gennem flere år, og som jeg selv er glad for. Så er det sådan set lige meget hvad verden mener.
  2. At jeg savner at sidde dér og fifle med mine indlæg. Jeg længes, nej, hungrer, efter det flow jeg af og til kom ind i når jeg blev fuldstændig optaget af at få noget som jeg dårligt nok selv kendte til eller vidste hvad var, frem.
Derfor har jeg gendannet den gamle blog. Børn kan nogle gange finde på at krølle en tegning sammen som de har arbejdet på længe og koncentreret, og smide den i papirkurven med en tilfreds og let attitude for at gå videre ud i legen og livet. Sådan troede jeg måske også jeg kunne gøre med min blog, men noget i mig protesterede voldsomt, så nu har jeg glattet den ud og hængt den op på opslagstavlen igen. Der bliver ikke tegnet mere på den, men der skal lige gå lidt længere tid før den bliver helt kasseret.

Og så har jeg oprettet denne her nye blog som et vedhæng til google+. Et sted hvor jeg kan skrive og samle det jeg ikke lige kan få til at passe ind i et google+-indlæg. Jeg håber at jeg så igen har et sted hvor jeg kan opnå at forsvinde i en skabende, flowfyldt proces
, og hvor jeg kan efterlade mig et spor af noget som kan befordre om ikke andres, så i hvert fald mine egne kreative processer. Jeg bliver tung og trist af at undvære.

Jeg begyndte lige frisk bloggen her med at citere en passage af Peter Høeg fordi jeg er ret optaget af hans roman “Elefantpassernes børn” lige nu. Det var der selvfølgelig ikke så meget flow i at skrive, og det kunne lige så godt have været postet på g+, men nu syntes jeg lige det var passende at starte stedet her med det. Det er den 14-årige elefantpassersøn Peter der taler ..

Og så skrev jeg det her indlæg nummer to. Jeg er i gang igen.

Tror jeg. Vi må se ..


Livet forstås baglæns, men må leves forlæns, siger Kierkegaard.
Nuet og flowet og den kreative kraft findes præcis i mellemrummet, tror jeg.

.. med et temperament ..


"Hvis man som Tilte og jeg er trængt dybt ind i de religiøse mysterier gennem studier på nettet og på Finø By Bibliotek, så opdager man, at flere af de største, og lad mig nævne gode folk som Jesus, Mohammed og Buddha har sagt, at man behøver faktisk ikke lave sig selv om, man kan udmærket nå frem til de højeste indsigter med et temperament som for eksempel Ejnar Tampeskælver Fakirs."

fra 'Elefantpassernes børn' af Peter Høeg (side 213).