30. marts 2012

Fredagsøjeblik

Wow. Jeg har ventet på resultatet af nogle seriøse prøver, og det er aldrig fedt at vente på den slags, men nu er det bekræftet helt videnskabeligt at der ikke er nogen "grund til bekymring", som lægen udtrykte det - præcis som jeg føler og fornemmer når jeg mærker ordentligt efter. 

At jeg så nok snart forvandler mig til en klimakteriemakrel, det er noget andet, og det er bestemt til at leve med. 

Det blev endelig fredag, og om lidt starter påskeferien, men først skal jeg lige en tur i svømmehallen og formidle noget livredning. Nemlig.

30-03-2012/Værløse/kamera
***
Pssst! Noget helt andet: Læs lige det her, det er altså godt skrevet ..

28. marts 2012

Øjebliksnote

Bær over med mit forrige indlæg. Jeg er ikke totalt gået i barndom eller fra snøvsen (selvom det er tæt på, det sidste), jeg trængte bare sådan til at lege som modvægt til lidt for meget hårdt arbejde. Historien er det pureste opspind og alligevel den rene, skinbarlige sandhed, hvis du forstår.

Foråret er for alvor kommet, og jeg burde sikkert have været i haven eller i skoven eller noget andet i dag, men jeg orker det ikke. Heldigvis kan jeg også se sollyset herinde.

22-03-2012/Værløse/kamera

De grimme grindehvalunger

Der var så dejligt ude på havet hvor bølgerne blev store som huse og vandet var rigt på kæmpeblæksprutter og fede sild. Helt derude levede engang en stor flok grindehvaler. Som det gælder for alle grindehvaler, gjaldt det også for alle dyrene i denne flok at det vigtigste i livet var at være med i flokken og aldrig være alene, og måske var det forunderligt nok netop på grund af denne egenskab at der i flokken var to unger der ikke lignede alle de andre mørke grindehvalunger. Den ene var lidt større end den anden, men de var begge sorte og hvide med en lille grå plet på ryggen i stedet for bare at være smukt næsten helt ensfarvede. De havde de fæleste spidse hoveder og en rygfinne der voksede lige op fra ryggen på den grimmeste måde i stedet for at bøje bagud som alle andre grindehvalers rygfinner. Nogle af de voksne hvaler kunne fortælle at de grimme unger var blevet fundet svømmende alene rundt i havet, og at de havde fået lov at følge med på trods af deres grimhed, så de ikke skulle være alene med hinanden.

Tiden gik, og det viste sig at det ikke kun var de to ungers udseende der var anderledes. De andre hvaler syntes det var svært at forstå hvad de to unger sagde, for der var så mange indviklede lyde i deres sprog, og så havde de en irriterende tilbøjelighed til at vise glæde og morskab ved at tage en udfordring op eller finde på noget nyt. Grindehvalerne begyndte næsten altid en samtale med "Kan du huske dengang ..", og de to grimme unger begyndte næsten altid deres samtaler med "Hvad nu hvis ..". Efterhånden som de to unger mærkede tilstrækkeligt mange gange hvor trættende, irriterende og ligegyldigt de andre hvaler syntes det var at snakke sammen på den måde, holdt de to op med at starte nogen samtaler overhovedet. De blev rigtig gode til at tænke videre over "Hvad nu hvis .." hver for sig indeni samtidig med at de lod som om de lyttede og fulgte med i de andres dødkedelige mindeopremsninger.

Som de to grimme unger voksede til, fandt de ud af at gøre mange ting på en anden måde end resten af flokken. Det gjorde de andre bange og fik dem til at lade som om de nærmest slet ikke kunne se dem. Måske kunne de virkelig ikke se dem. Ingen gav deres anerkendelse til kende da den ene grimme unge sprang højt ud af vandet og snurrede rundt i luften på en måde ingen havde set før eller endsige troet var mulig. Ingen udtrykte at de lagde mærke til at den anden grimme unge fandt på en ny måde at holde en sildestime samlet på - ja, faktisk var der ingen der ville være med til at æde sildene, og alle holdt fast i at blæksprutter var den eneste ordentlige føde.

De to grimme unger var taknemmelige for at at få lov til at være med i flokken selvom de tilsyneladende var vældig grimme og forkerte, og de vidste godt at de næppe havde klaret sig alene. Men af og til, når de stak hovedet ud af vandet for at orientere sig, kunne de se flokke af sorte og hvide hvaler med store rygfinner på afstand. De kunne høre de sorte og hvides tale gennem vandet og genkendte lyde som de ellers kun havde hørt hos hinanden, og de følte sig sært draget af og nysgerrige efter at lære mere om dem. Men deres egen flok holdt altid afstand. De voksne hvaler blev bange når de så flokkene af sorte og hvide hvaler og gjorde det helt klart at det var bedst at flygte langt væk når de var i nærheden.

Alligevel forstod de to grimme unger hver for sig og dybt indeni at de måtte lære mere om de sorte og hvide, som lignede dem selv, koste hvad det ville. De måtte risikere at miste både flokken og måske endda livet for at finde ud af mere om de her dyr der var lige så grimme som dem selv, og da den ældste af de to blev gammel nok, tog hun retning væk fra flokkens kaldelyde efter et blækspruttedyk og begav sig ud på en ensom vandring i det store hav. Hun havde lært alt hvad der skulle til for at overleve, af grindehvalerne og holdt ud selvom ensomheden ofte var ved at tage pippet fra hende. Senere forlod også den yngste grindehvalerne, og de strejfede begge om i havet hver for sig i mange år. Deres "Hvad nu hvis .." drev dem videre i den ensomme tid, fik dem til at holde ud og holde den rigtige retning, selvom det ikke var noget de selv tænkte på.

Med tiden fandt de hver sin flok af sorte og hvide dyr at leve sammen med, da de var blevet modige nok og havde lært nok til at nærme sig dem og tage kontak. En dag mødte de hinanden igen derude på det store hav. De sprang ud af vandet af glæde over at se hinanden i live, og ved at se hinanden blandt dyr der lignede dem selv, indså de at de hverken var grimme eller forkerte, eller smukke og rigtige for den sags skyld, men blot en anden slags end grindehvaler, nemlig den slags der kaldes spækhuggere. På trods af deres "Hvad nu hvis .." følte de begge ærefrygt og vidste at så megen lykke havde de alligevel ikke drømt om, da de var de grimme grindehvalunger!

22. marts 2012

Nød lærer ..

22-03-2012/Værløse/kamera/PhotoScape

At flyve

OPDATERING 22/3-2012:

Åhha. Jeg gik vist lige i vandet helt op til over hovedet. Det var den flyvende hollænder, for nu kan jeg læse rundt omkring at det her er falsk. Ai mand. Det kunne ellers lige være så sjovt. Og det er sgi da også rigtig godt lavet, er det ikke?

Og så er det ikke engang 1. april.

Undskyld!

---

Nå, vi må videre ;-).

Det går godt, her i værelset - nu kan jeg nærmest ikke komme ud af det igen. Mit anker virker, tror jeg.

I dag var der én der delte denne video på Google+, og den snupper jeg fluks og deler her, for helt ærligt, nu er det bevist: Man kan flyve hvis man vil. Kom ikke her og sig én gang til at det er umuligt:



20. marts 2012

Eget/egen værelse

Jeg husker:

Min mor er syg. Jeg ved ikke hvad der er i vejen med hende, men hun har ligget på sygehuset i meget lang tid. Jeg taler ikke med nogen om det. De voksne siger ingenting, men min far kører til Odense næsten hver dag for at besøge hende. Min bror og jeg kommer aldrig med.

Min farmor er flyttet ind i vores lejlighed for at sørge for mad, tøj og rengøring. Min far har sagt at hun skal have mit værelse, så jeg må sove i soveværelset. Min mors seng er rykket over under vinduet, og der sover jeg. Når jeg ligger i sengen, kigger jeg op i de hvide undergardiner. Jeg kan se strukturen i vævningen i lyset fra parkeringspladsen. Min lillebror har beholdt sit eget værelse inde ved siden af.

En dag får min bror og jeg at vide at vi skal med på sygehuset og besøge min mor. Jeg glæder mig. Men da vi kommer ind på stuen, ligger der et lille bitte menneske i sengen som jeg næsten ikke kan kende. Vi kan ikke snakke sammen.

Vi skal med toget hjem. Jeg kaster op i en håndvask på banegården fordi jeg ikke kan nå hen til et toilet. Det er meget ulækkert, og jeg skammer mig. Der er ingen til at hjælpe mig. Jeg er alene.

Jeg ligger på sengen i min fars soveværelse og dagdrømmer. Vinterlyset falder skarpt ind gennem de hvide gardiner og laver skyggespil på sengetøjet. Min mormor er kommet, så både min mormor og min farmor er ude i køkkenet. Min far kommer ind, sætter sig på sengen og siger forsigtigt at min mor er død. Jeg kan godt mærke at han er bange for at fortælle mig det, men jeg føler ingenting. Det undrer mig. Jeg kan ikke mærke mig selv. Jeg går ud i køkkenet til de andre, og der er måske lidt stille, men det de siger, handler om aftensmaden.

Der går et år eller to. Min far gifter sig igen, og min farmor flytter hjem til sig selv. Jeg får mit værelse tilbage, men det er en stakket frist. Da min stedmor flytter ind, kan de ikke nænne at skille sig af med de ting der ikke er plads til i stuen, og de bliver stillet ind på mit værelse. Det er grimt, og jeg føler jeg bor i et gæsteværelse. Jeg prøver at indrette mig så godt jeg kan. Lukker døren, læser bøger og hører radio.

Det er alt sammen næsten 40 år siden. Nu bor jeg i et lille rækkehus sammen med tre andre mennesker, og hver gang vi flytter rundt på noget i huset, foregår det stort set efter principperne i et skubbespil. Det kræver en god evne til at tænke forud, og det har bragt os langt og fået meget til at lykkes. Nu har vi flyttet rundt igen fordi min ældste søn gerne ville være lidt mere for sig selv i kælderen, og det har givet mig mulighed for at få mit eget værelse. Jeg har i årevis drømt om at få mit eget værelse. Mit eget værksted, hvor jeg kunne indrette mig helt som jeg kan lide, og hvor jeg kan trække mig tilbage og fordybe mig når jeg har brug for det. Nu sidder jeg her faktisk.

Hvad jeg ikke har kunnet tænke mig forud til, er hvilken følelsesmæssig uro det ville føre med sig. Jeg er i kontakt med en gammel smerte som fuldstændig overvælder mig, og som udløser så mange følelser at jeg stort set ikke har overskud til andet end at prøve at rumme dem og finde rundt i dem. Jeg bliver lykkelig her i mit eget rum til sidst, og jeg ender måske også med at kunne arbejde kreativt herinde som det var drømmen, det tror jeg, men lige nu kan jeg godt mærke at der er lang vej endnu. At jeg kæmper med overhovedet at indtage rummet og give mig selv lov til at det skal være mit. Hver gang jeg er faldet til ro og har mærket glæden bare et øjeblik, vælter den dårlige samvittighed og skammen ind over mig. Hvem tror jeg jeg er?

Jeg må kaste et anker ud for at blive på stedet og holde fast: Jeg er Janne, og jeg har ret til mit eget/min egen værelse.


18. marts 2012

Lys over søndagen

Søndag. Jeg har hørt Cafe Hack mens jeg forsøgte at være praktisk og effektiv i køkkenet, og så var det at jeg pludselig hørte noget jeg kunne lide. Noget jeg rigtig godt kunne lide, og som sagde mig noget. Jens Lysdal med "Shadows".

Jeg gemmer og deler det her:

16. marts 2012

Kender du typen?

16-03-2012/Værløse/mobil
16-03-2012/Værløse/mobil
Det er måske en lille smule far-fetched, men altså. Den er min, den ene sorte damecykel med kurv, og jeg kunne ikke lade være med at lægge mærke til de to andre cykler der også var parkeret ved busstoppestedet.

Sorte damecykler med kurv.

Måske tilhører jeg et eller andet segment som jeg ikke ved af. En meget hemmelig klub. Spøjs fornemmelse.



13. marts 2012

I farten på farten

Jeg tømmer kameraet. Eller også tømmer jeg mit hoved. 
Eller begge dele.


Vi spiser mad og drikker kaffe på cafeteriaet ved hovedvejen. Her har jeg arbejdet mange, mange timer i min pure ungdom. Renset kyllinger til grillen klokken syv om morgenen efter byture. Vasket enorme stabler af gryder op med fastbrændt brun sovs i bunden. Smurt smørebrød og lagt medaljer sammen efter fru Larsens meget bestemte anvisninger.

Altsammen i hvid kittel med rød- og hvidternet forklæde og hvide træsko. Karoline.




Nymodens Blue Ray i aftensolen. Det blå lys (og trætheden, måske) får mig til at ryste af kulde.



Jeg venter på at klokken bliver 17 minutter over. Jeg glor over på det samme som jeg har gloet på hundrede gange før. Pludselig ser jeg at jeg faktisk kan se byen gennem hullet. Den ligger der bagved og strækker sig i dybden, helt ud til den nye lillebæltsbro. 

En kvinde går forvirret frem og tilbage på perronen efter at være stået af toget til Odense. En mand forbarmer sig venligt: Er der noget jeg kan hjælpe med? Ja, jeg vil bare så frygtelig gerne være sikker på at det her er Middelfart? Jo da, det er Middelfart, siger han. Hun trækker sin kuffert på hjul hen til trappen.



Alle foto: 13-03-2012/Middelfart/kamera/PhotoScape

9. marts 2012

Having og Being

Jeg kom forbi et tændt fjernsyn i går eftermiddags, og noget fik mig til at lytte. Da jeg vågnede i morges, kunne jeg stadig høre det. Da jeg havde sendt ungerne af sted, drukket min kaffe og taget min morgenrunde på internettet, kunne jeg stadig høre det. Så tænkte jeg at jeg - hvis jeg kunne finde det, og det kunne jeg - ville poste det her, så I også kan høre det - hvis I synes. Det handler om Erich Fromms tanker om at mennesker kan identificere sig med det de har og/eller med det de er, eller sagt på en anden måde, at mennesker kan have en orientering mod at have og/eller at være:





Jeg har også fundet et klip hvor Erich Fromm selv forklarer hvad han mener med at have dels en having- og dels en being-orientering i livet:



 

Så er det jeg spørger mig selv hvilken orientering jeg selv hælder til? Formentlig er det ikke enten-eller for de fleste mennesker, men jeg synes da det er værd at spørge sig selv hvor meget man identificerer sig med det man har? Hvor meget orienteringen mod at have fylder i én?

8. marts 2012

Feministisk genbrug

Når jeg ser indad og forsøger at få øje på mit eget sind, skifter billedet til stadighed med kalejdoskopisk dynamik. Jeg prøver at udholde forvirringen og de mange billeder som er sande på samme tid, fordi de udgør det mest interessante og smukkeste studieobjekt jeg kan komme i tanke om at beskæftige mig med.




08-03-2012/PhotoEchoes

Når jeg ser udad på verden omkring mig, kan jeg se spejlbilleder af dele af mit eget sind. Jeg prøver at forstå og at turde se projektionernes spil, og jeg forsøger at udholde spejlets tilbagekastninger. Det er af og til smertefuldt, men gudskelov fanger jeg ikke det endnu ubærlige.

18-02-2012/Værløse/kamera/PhotoScape

I dag er det International Kvindedag. Jeg har lyst til at citere Hanne Reintoft fra ugebladet Søndag nr. 04/23.01.12. I et brevkassesvar til en læser som finder det navlebeskuende at øve sig på at "mærke efter hvad vi inderst inde selv har lyst til" og på at sige nej som et led i selvudvikling, skriver Hanne Reintoft blandt andet (helt uafhængigt at dagen i dag og kvindesag i øvrigt):
"Jeg kan meget langt hen ad vejen være enig med dig - med en enkelt tilføjelse, der kommer til sidst.
(...)
Min tilføjelse er, at op gennem både det 19. og det 20. århundrede har kvindekønnet i den grad været opdraget til at skulle tjene andre og at tilsidesætte sig selv. Derfor er det stadigvæk nødvendigt for nogle af nutidens kvinder at få lidt støtte til at sige fra."
Sådan. Den udtalelse synes jeg det er godt at tænke over sådan en dag som i dag.

6. marts 2012

Carmen

06-03-2012/Valby/kamera/PhotoScape

Jeg har været ved tandlægen. Jeg løb alle fire etager op i stedet for at tage elevatoren for at få nerverne i ro, og mens jeg lod mig underkaste torturen, fastholdt jeg Carmen, det blå gulv og de røde bogstaver i mine tanker.

Jeg overlevede meget mod min forventning, og nu skal Carmen fastholdes her.

Jeg er vild med hende Carmen. 

2. marts 2012

1. marts 2012

At udvikle er at fejle er at lykkes er at leve ..

Tror jeg nok. Og både Blogger og jeg er meget levende lige nu, så :-).

Først Blogger. Der er totalt kuk i tidstemplerne i kommentarerne hvis man bruger valgmuligheden 'Indlejret' under indlæggene. Så vidt jeg har kunnet observere, blev tidsangivelserne helt skæve da det blev muligt at afgive kommentarer i  tråde, og det ser ud til at andre også oplever det - se fx her.

Mine etiketter under indlæggene er også forsvundet, og jeg har prøvet alverdens ting for at få dem frem igen, men gav op da jeg kunne se at etiketindstillingsmulighederne også er forsvundet i indlægsvinduet under Layout. Nu har jeg så også konstateret at jeg heller ikke er alene om at have det problem .. se her.

Jeg er et tålmodigt menneske, så jeg venter bare til Blogger har fået puslet de sidste nye tiltag på plads. Dog har jeg skiftet kommentarplacering til pop up-vindue, bare indtil tidsstemplingen bliver fikset. Jeg får virkelig pip af at tidsangivelserne er forkerte.

Det var Blogger. Så er der mig. Jeg er også så helt enormt levende at jeg fik kludret ret meget rundt i mit indlæg i går. Sent på dagen tilføjede jeg noget mere tekst, fordi jeg pludselig kunne forestille mig at man kunne forstå det jeg havde postet, på en helt anden måde end det var tænkt. Så gå gerne tilbage hvis du læste indlægget inden ændringerne og tænkte at det dog var lige lovligt mærkværdigt .. (Det er selvfølgelig ikke sikkert du synes det er mindre mærkværdigt nu, men i det mindste synes jeg selv det. Haha).