29. januar 2012

Bevar


"Anklag ikke Naturen, den har spillet sin rolle. 
Spil du blot din.

Den engelske digter JOHN MILTON (1608-74) 
i værket Paradise lost"

.. står der i den hvide boks på dette opslag i en bog om hvaler* som en af mine drenge vist nok har ladet ligge fremme. Det taler stærkt til mig. Jeg vil gerne kunne give slip på at ville indkredse og vurdere naturen - den inden i mig - og spille min rolle i stedet. I tillid til at alt er præcis som det skal være.

---
*Hvaler og Delfiner fra hele verden af Marc Carwardine, Erich Hoyt, R. Ewan Fordyce og Peter Gill. Dansk bearbejdejdelse Carl Chr. Kinze.

Opslaget viser en pukkelhvalhun sammen med en ugegammel unge i det sydlige Stillehav ud for Tonga, fotograferet af Jean-Marc La Roque/Ardea.

28. januar 2012

Løft


Nogle gange
skal man helt ned at ligge
for at få ændret perspektiv.

Jeg ved ikke.
Måske er farverne ved at vende tilbage.
Måske skal jeg bare løfte mit tonstunge hoved en anelse
for at kunne se det.

24. januar 2012

Sindbillede

Jeg cirkler stadig og kan hverken gå ud af en tangent eller lande. En af "mine" værste dæmoner har besat mig nok engang, og du ser et billede på den her:


Hvis ikke Den Sorte Mand snart skrider og lader mig være i fred, er jeg bange for jeg bliver vanvittig. Virkelig. Jeg tror jeg vil prøve at bede ham om at forlade sin selvmodsigende, primitive strategi med på samme tid at suge næring ud af og forsøge at kvæle min sjæl. Forklare ham at det ender med at slå os begge ihjel.

Jeg har sat "mine" i anførselstegn, for jeg er overbevist om at det ikke er min personlige dæmon alene. Jeg  forestiller mig at den helt sikkert også er knyttet til et kollektivt lag - til den sorte skam, for eksempel - og derfor skal der være et billede af den her (igen - snak lige om cirkler ..).


--
Tilføjelse 27. januar 2012:

Blot til info for at undgå misforståelser: Jeg har lavet den sorte mand på kloden ovenfor for ca. 6 år siden ud fra en drøm jeg har arbejdet en del med. Jeg havde brug for at billedliggøre drømmebilledet for at nærme mig en forståelse af det og brugte mine drenges modellervoks. Det er altså ikke et forsøg på at lave kunst. Jeg forstår billedet sådan:

Kloden, den er mit inderste væsen, min sjæl, den er min essens og min forbindelse til resten af verden. Det er det menneske jeg er skabt til at være, men som ikke træder frem blandt andet fordi min sorte mand, min indre kritiker - den der igen og igen skammer mig ud for at være mig - skjuler, indespærrer og dræner, men paradoksalt nok også beskytter det.

21. januar 2012

P-smil


Under jorden har nogen set et par triste øjne og tilføjet et smil. Jeg synes det er godt at der findes nogen der kan sådan noget. Det gør verden - også parkeringskældre, selvom man skulle tro det var løgn - til et bedre sted at være. Hvem vil ikke gerne have sådan en "ånd" til at dukke op foran kølerhjelmen?

Det bliver jo nok malet over engang, for fint skal det være her. Godt jeg nåede at se det. Og tak til nogen.

19. januar 2012

Orbit

Jeg kredser om min klode uden at kunne lande. Prøver at visualisere hvordan kapslen bryder atmosfæren og knalder ned i havet med et ordentligt plask, så jeg kan åbne lugen og komme ud. Det sker ligesom bare ikke.

Imens kigger jeg ud gennem min kikkert og ser mange fine ting som styrker både min længsel og mit håb.

Opgave 1.
Følg tallene og træk en blød streg fra punkt til punkt. Se hvad der dukker op.

                     
                          o 1                       o 18
                                             o 2         o 11        o 19 usw
                                    o 10                        
                                  o 17                       o 3       o 12
                          o 9                     O                    
                                 o 16                             o 4
                         o 8                                            o 13
                                           o 15            o 5
                               o 7                           o 14
                                              o 6    


13. januar 2012

Slut fred

Hver eneste uge ser jeg mange kvinder i badetøj eller uden tøj, og alle er forskellige. Sikke en fantastisk verden vi lever i - ikke to er ens! Og nu skriver jeg ikke det her indlæg fordi jeg konstant går og vurderer om jeg synes disse mennesker (inklusive mig selv) er pæne, grimme, overvægtige, trimmede eller hvad ved jeg, for det gør jeg simpelthen ikke, men fordi jeg igen og igen lægger øre til kvinder der bruger enorme ressourcer på at bekymre sig om og kontrollere hvad de spiser og hvad de forbrænder fordi de tror at det er vejen til at øge eller genvinde deres skønhed, værdi og selvrespekt. "Slut fred med din krop", bliver jeg ved med at tænke mens jeg har lyst til at give dem et knus, og nu har jeg googlet det og ved at jeg formentlig har det herfra. Jeg må have hørt noget om den bog et eller andet sted som jeg ikke kan huske lige nu, og helt ærligt, det lyder virkelig umiddelbart som sund fornuft i mine ører.

Og nu skal jeg betro jer noget: Jeg synes at alle de kvinder jeg ser, er smukke, når de glæder sig over at bruge deres krop mens de gør det. Når de vender opmærksomheden indad og glæder sig over alt det der foregår derinde. Og når de lader denne glæde flyde ud igen til os andre. Nogle går rundt og har det sådan altid. Nogle har det sådan i et lille bitte glimt en gang i mellem. Og nogle har det sådan midt imellem. Så vidt jeg kan opfange. Men alle er smukke mens det står på.

Alle.

11. januar 2012

Aftentur






Jeg går en tur for at få dagen på plads. På det højeste sted i byen fortættes fugtigheden i luften til tåge, lydene og bygningerne forsvinder næsten. I stilheden og tomheden får jeg øje på at trafiksignalerne laver lysshow i en langsom, drømmende rytme. Det er som om jeg aldrig har set det før. 

Jeg fisker kameraet op af lommen, løfter armen i stilling og bruger åndedrættet til at skabe ro i kroppen. Jeg følger rytmen med udløserfingeren indtil kameraets skærm viser 'change the batteries'.

9. januar 2012

Udstyrsstykke

Jeg kan ikke forklare hvorfor, men jeg måtte lige flytte lidt om og pynte lidt op her. Gøre det lidt hyggeligt eller noget. Eller mere hjemligt. Jeg ved ikke hvad. Tiden går, og jeg kan ikke lade være. Jeg troede ellers jeg var færdig med gadgets ..

Men tag nu ikke fejl, siger jeg til mig selv og mener det. Mens jeg samler udstyr og indretter og gør ved her på stedet, flyder der en strøm under overfladen som man ikke skal kimse ad. Jeg prøver at tage nogle seriøse beslutninger. Eller nej, jeg prøver at finde ud af hvordan jeg skal gennemføre mine beslutninger i praksis. Venter at inspirationen indgydes mig fra oven eller neden eller hvor den nu skal komme fra, for lige nu kan jeg åbenbart ikke finde ud af det på egen hånd.

Kommer tid, kommer råd. Det ved jeg af erfaring. Jeg pusler videre, både her og i mine to andre huse.


5. januar 2012

Jeg har læst ..

Jeg har læst en bog som har gjort et meget stort indtryk på mig: "Fra skam til selvrespekt" af Marta Cullberg Weston. Jeg vil nævne den her fordi jeg håber at flere vil læse bogen, enten fordi de som jeg har behov for at få en nøgle i hånden til det nøglehul til verden og livet som vi står og kigger igennem uden at kunne åbne døren. Eller fordi de arbejder med eller kerer sig om mennesker der kunne have glæde af at kende til den nøgle.

Cullberg Weston taler om forskellige former for skam, som du kan se på billedet af bogen nedenfor. Og hun beskriver hvordan man kan håndtere og/eller befri sig fra skam. Skammens væsen er, som jeg og måske også du kan mærke bare ved at opmærksomheden bliver henledt på ordet, noget man helst viger tilbage for at fokusere på, og det er på mange måder en selvforstærkende mekanisme som man skal være varsom med at give sig i kast med. Jeg ved fx fra mig selv at man kan skamme sig over at skamme sig, endda uden overhovedet at erkende det, og at det er uhyre nemt at bære ved til det skambål der eventuelt brænder i en selv eller andre med meget nedbrydende virkninger til følge. Derfor vil jeg ikke skrive så meget her, men alligevel så meget at det forhåbentlig kan give nogen mod på at læse (i) bogen.

Jeg vil dog citere en passage på side 111 om det Cullberg Weston kalder 'hvid skam', fordi jeg synes det sammenfatter et hovedærinde i bogen, og fordi det rent personligt helt afgjort ringer en klokke:
"Det er smertefuldt at se, hvordan mennesker kan bære på dette fejlagtige skamstempel hele livet, hvis de ikke får hjælp til at kaste det af sig gennem terapi. Personer, der bærer på denne type af internaliseret skamfølelse, kan tilmed reagere med skam på en positiv bekræftelse (Claesson, 2005).
Den negative selvopfattelse bygger på fejlagtige forestillinger og er per definition falsk. Der er derfor mulighed for at forandre den, men hvis den antager form af dyb skam over ens egen person, kan den være svær at slippe af med. Det kræver terapi hos en erfaren terapeut, der kender skammens væsen. Grundtanken i den terapeutiske proces er, at personen kan give slip på forestillingen om, at 'jeg har grund til at skamme mig over mig selv' og i stedet erfare, at 'jeg er blevet dårligt behandlet', som den finske terapeut Tommy Hellsten bemærker (Hellsten, 2003)."
Evnen til at føle skam, som jeg opfatter Cullberg Westons opfattelse, er en dybtliggende motor i de fleste* menneskers psyke som på den ene side sørger for at vi ikke opfører os utilbørligt skamløst uden respekt for andre mennesker og for livet. Men som også på den anden side, i yderste konsekvens hvis den får for meget brændstof tilført allerede tidligt i livet, kan tage føringen i en personlighed på en måde, momentant eller konstant, som er meget destruktiv, og som modarbejder og måske endda dræber en anden kraft i mennesket, nemlig livskraften. Det er grumme sager, men Cullberg Weston behandler dem på en omsorgsfuld, åbnende og respektfuld måde, efter min mening, og hun efterlod i hvert fald mig som læser med god kontakt til netop livskraften.



--
* De undtagelser, Cullberg Weston gør, stiller jeg stort spørgsmålstegn ved, ligesom der er andre elementer i hendes fremstilling jeg ikke er så vild med. Men det vælger jeg at se bort fra, fordi jeg synes hendes bidrag med hensyn til at få skovlen under skammen i det store og hele er meget vigtigt og væsentligt. Det er en stor ting at der er mennesker der har så meget hjerte og mandsmod at de kan skrive sådan en bog.

1. januar 2012