onsdag den 26. december 2012

Spiralbevægelser

Det er virkelig svært for mig at blive på mit sted; jeg bliver ved med at rende af pladsen, men nu kan jeg efterhånden se mønsteret. Jeg har et blogkompleks (måske en del af mit på-samme-tid-ønskende-mig-at-og-værende-bange-for-at-blive-set-kompleks?) som jeg bevæger mig gennem igen og igen på rejsen gennem mit indre landskab.

Jeg tror at når vi bliver ved med at gentage et mønster, er det for at vi skal lære af det. Det er noget universet sørger for. Vi bliver ved med at gentage mønsteret indtil vi har lært nok til ikke længere at være bundet eller hæmmede af det. Hvis vi er vågne, bevæger vi os ikke kun rundt i en bevidstløs cirkel med udelukkende gentagelser, men rundt i en spiral hvor vi lærer lidt mere eller får tilføjet lidt mere lys til mørket hver gang vi bevæger os gennem det samme punkt, hver gang det samme mønster bliver aktiveret, fordi det sker på et nyt bevidsthedsniveau. Jeg tror ikke spiralen ender så længe vi lever, men vores bevidsthed om og oplevelse af de punkter vi bevæger os gennem gentagne gange, kan ændres, hvis vi kan tage imod den mulighed for læring der tilbyder sig hver gang vi passerer igen. Jeg tror ikke at de punkter i vores indre landskab som udfordrer os, kan forsvinde helt. Vores komplekser består, men vores bevidsthed omkring dem kan udvides hele livet igennem og i en sådan grad at vi ikke er fanget i eller bliver holdt tilbage af at skulle gentage et mønster, men kan lade vores potentiale og dermed vores livsopgave blive udfoldet.

~~~

Og her er jeg så igen. Det ser måske latterligt ud, men det kan jeg ikke tage mig af. Jeg er nødt til at fortsætte min bane for at lære tilstrækkeligt til at kunne påtage mig min opgave i verden, og ikke bare trække mig og lukke af hver gang jeg har har vovet mig så langt frem at jeg bliver for bange for at blive set.

~~~

~~~

Genåbning og fusion 3



Illustration: 26-12-2012/PowerPoint.

fredag den 21. december 2012

Vinterxxxx


- Thomas Vinterberg i Børsen i dag.

Dét synes jeg er fantastisk klogt sagt. Og tænk sig at man kan finde sådan en formulering i Børsen. Nu er jeg alligevel glad for at jeg overvandt min følelse af total fremmedgørelse ved mødet med de lyserøde sider og bladrede videre.

Kunst kan gøre klog, og det er ude på den tynde is at eksistensen viser sit sande ansigt.


onsdag den 19. december 2012



Jeg ønsker mig en hippiejul.

Peace, Love & Harmony 
i stedet for 
Pakkeræs, Laden-som-om & Hamsterspisning.



Foto: 19-12-2012/min stue/kamera/PhotoScape

søndag den 16. december 2012

Merry-go-round



Merry? Yes! 

Og en anelse rundtosset, for at sige det mildt, af alle de ture
i julefølelseskarrusellen jeg får i de her dage.
Godt at jeg har julekalenderafsnittet fra i går til gode så jeg kan
se frem til en hel times langsommelig souljul om lidt.


Foto: 16-12-2012/Tivoli/mobil/PhotoScape

søndag den 2. december 2012

Vintermorgen 2



Her ser du så en kat der aldrig har set sne før bortset fra det pæne, potevenlige pulver
der faldt i går. Katten ser sig tilbage og ser et barfodet, halvvågent menneske der ser
katten, den blå morgen og forsigtigheden ved at bevæge sig ud i en forandret verden.



Foto: 02-12-2012/vores terasse/kamera

lørdag den 1. december 2012

Vintermorgen







Foto: 01-12-2012/vores hoveddør/kamera/PhotoScape

fredag den 30. november 2012

Plastisk

Jeg er plastisk.

Måske er jeg plastisk ler, hvilket er slemt nok, eller plastisk træ, hvilket nok ville være værre. Eller plastisk sprængstof. Det er også en mulighed, og en ikke helt ringe en, egentlig, når jeg tænker over det.

Hvoromaltinger. Jeg er så dødudmattet af at være plastisk at jeg - for at få en pause og samle energi - bliver nødt til at være alene en tid så der ikke er nogen jeg skal forme mig efter. Måske kan jeg være så heldig at finde en evig sten i leret, eller en organisk splint i træet. Eller en detonator i sprængstoffet så jeg kan få gjort en ende på den evindelige og ulidelige tilpasningsevne der har tegnet mit liv indtil nu.

BUM!

Og jeg skal sige dig hvem jeg er.


Illustration: 30-11-2012/Paint

onsdag den 21. november 2012

Juleefterår

Hvis man går gennem skoven ad den store sti i retning mod sydvest derfra hvor jeg bor, kommer man til et savværk. Det ligger der hele året, men det ser ikke ens ud hele året. Når julen nærmer sig, bliver der tændt lys og sat juletræer i forskellige størrelser op på rad og række og til salg. Skiltet med "Julestue" bliver sat uden for den lille butik.

Det er godt nok alt sammen. Jeg har flere gange trasket hele vejen hjem gennem skoven med et juletræ på en kælk eller cykelvogn sammen med min familie, og det kommer jeg måske også til i år.

Det jeg bare ikke helt kan forstå, det er at det tilsyneladende er lige om lidt vi skal til det igen. Dét havde jeg ikke lige set komme, på vej ud ad stien i rask trav. Jeg er slet ikke færdig med at nyde efteråret. 





mandag den 19. november 2012

I går


Og efter verdens ende
er alting det samme som før
og fuldstændigt forandret.

Dette års 18. november
faldt sammen med begyndelsen
til en helt ny verdensorden
inden i mig
uden så mange illusioner.

Du og jeg.
Frihed.
Kærlighed.
Tro.

onsdag den 14. november 2012

Verdens ende

Tænkte at jeg lige kunne teste hvordan det lyder 
hvis jeg synger den her sang ned i den gule spand. 
Har du lyst til at synge med, kan du se teksten her.
Og så så man lige mig danse rundt med en gul spand på hovedet!

lørdag den 10. november 2012

Om spanderåberi


Jeg føler mig noget splittet for tiden, og det er ikke splittet i den sædvanlige dybdepsykologiske forstand jeg ellers ynder at ævle løs om. Nej, det er mit internet-jeg der er splittet, og det irriterer mig.

Jeg råber i 3 spande herude: en blå, en rød og en gul, og jeg synes faktisk det er lidt anstrengende, men alle tre spande har noget ved sig som er godt, og som jeg ikke vil undvære.

I den blå spand kan jeg råbe sammen med nogle jeg kender, og det er en fest, synes jeg, for der er ikke meget i livet der giver mig større glæde end mine relationer. Jeg kan nærme mig eksplosionsfareniveau over den afsindigt irriterende måde den blå spand er konstrueret og virker på, og det har resulteret i at jeg to gange tidligere har trukket hovedet meget forskrækket og meget vredt op af spanden og dermed forladt mine relationer. De nærmeste har dog heldigvis båret over med mig og råbt Hallååå og Velkommen tilbage! også tredje gang jeg stak hovedet i. Det er for mig et bevis på at selv rimelig tåbelig adfærd i denne verden kan tilgives, i hvert fald hvis man kender sådan nogle fantastiske mennesker som jeg gør. Det er også det der får mig til at tro på at den blå spand måske faktisk ikke er helt så meget spand som jeg nogle gange føler - jeg kan faktisk godt opleve her at jeg ikke bare taler med mig selv, selvom det overhovedet at råbe i den her spand uomtvisteligt er en øvelse ud i egocentrering og selvoptagethed.

Den røde spand har klart et design der passer bedre til mit temperament, og hvis alle mennesker i verden råbte eller i det mindste lyttede i den røde spand, ville internettet blive et bedre sted for mig at være. Dét kunne jeg godt tænke mig! Men sådan er det ikke, og jeg kan finde færre mennesker jeg kender, dér end i den blå spand. Surt. Faktisk. Selvom jeg kan finde mange nye venner, og selvom kulturen er præget af en helt usædvanlig åbenhed, nysgerrighed og respekt, så har jeg personligt lidt svært ved helt at være med i det store, åbne forum. Jeg har det bedst med at råbe blandt få, nære relationer. Punktum. Men jeg råber præcis det samme i den røde spand som jeg gør i den blå, og jeg bliver ved med at råbe i håbet om at der er flere jeg kender, der efterhånden stikker hovedet i den røde. Kom nu, Venner!

Så er der den gule spand. Her råber jeg fordi jeg må have et sted at anbringe alt det mest mærkelige og snurrige min hjerne løber over med. Det er, vist nok, mest for min egen skyld jeg råber her; måske vil jeg endda gå så langt som til at sige at jeg råber her fordi jeg synes det er sjovt at eksperimentere med og høre min egen stemme. Det er den gule spand rigtigt velegnet til. Her kan jeg råbe som jeg vil, og jeg skal ikke tilpasse mig nogle stive begrænsninger for sammensætningen af ord, billeder og andre grafiske udtryk. Det passer mig vældig godt. Jeg lader ekkoet fra mit råberi i den gule spand forplante sig til både den røde og den blå, hvor dem der hører det, så kan råbe tilbage hvis de synes.

Faktisk er det der spanderåberi ikke meget værd uden at der er nogen der hører det. Så kan man selvfølgelig sige at det slet ikke er spanderåberi, altså hvis nogen hører det, men det føles det nu alligevel ret meget som. Ikke lige meget i alle tre spande, men alligevel. Ret meget.


torsdag den 1. november 2012

Husalter



Nu tænker du nok: Hvordan kan det billede være kommet herind hvis låget er lukket?, og det kan det selvfølgelig heller ikke, men lige så snart indlægget er sendt, klapper jeg i og sætter lyset tilbage. 

Så er det bare mig og det hvide papir igen. Jeg aner ikke hvad det er jeg skal få frem og ned på det, men jeg bliver nødt til at lede, for når jeg finder det, tror jeg det vil være nøglen til den lås jeg ikke kan få op.

Jeg har i årevis set for mig hvordan et utal af nøgler flaksede glimtende rundt i luften, og forestillet mig at det kun var et spørgsmål om tid før Harry Potter ville komme susende på sin (hvide) kost, fange den rigtige og låse mig op. Men det går jo ikke. Den lås der holder min kreativitet i ave, min mund lukket (det meste af tiden) og mine hænder bundne, er vist af den slags der skal låses op indefra.

Jeg håber bare inderligt der er Potter nok inden i mig til at fatte mod, være tro mod mig selv og klare udfordringen. Muligheden for at nøglen måske ikke findes mere, vil jeg slet ikke overveje. Det gør den.

lørdag den 27. oktober 2012

onsdag den 24. oktober 2012

Onsdag

Lys i mørket eller mørke i lyset. Det er ikke ét fedt, synes jeg, selvom man måske skulle tro det. Derfor satte jeg mig for at finde en måde at vise mørket i lyset på så jeg ikke glemmer at det er det der bryder lyset, der giver dybde og liv i både personligheden og tilværelsen. 


At sy arvede mellemlægsservietter sammen og sætte dem omkring et arvet sylteglas kunne ligne en oplagt efterårssyssel, og dem har jeg flere af, for eksempel frembringelsen af pulsvarmere. Jeg beklager den elendige billedkvalitet, mit webcam har diverse begrænsninger, men her ses dette års model til venstre for sidste års model. De lange har tjent mig godt og effektivt, og jeg tænkte at jeg kunne bruge resten af garnet på en kortere udgave til brug både uden- og indendørs og lidt mere for et syns skyld. Vi får se. Det der med at pynte mig har aldrig været min store hobby.


Nå. Helt uden for sæsonen, og ikke særligt apropos uanset hvor meget man vrider hjernen, vil jeg lige til sidst foreslå en tur til stranden med Beth Carvers yppige quinder, fordi de efter min mening er aldeles skønne og opløftende at kigge på. 


Jeg elsker efteråret, det er min favoritårstid, men der er alligevel tilpas meget 'diving diva' i mig til at glæde mig bare en lille bitte smule til det bliver sommer igen. Skarpe kontraster mellem lys og mørke og en puls der trænger til at blive kølet ned lejlighedsvis - det er også godt. (Og måske alligevel lidt apropos).

mandag den 22. oktober 2012

Mandag



Arbejde videre på at sætte mig ud over de konventioner og normer _

som medvirker til at jeg føler hæmmende skam og skyld når jeg __

tager mig tid og ret til at fordybe mig i kreativt enmandsarbejde. __

Gøre noget konkret for at udvide mit netværk af ligesindede IRL.___

tirsdag den 16. oktober 2012

Tirsdag

"Forslag til mad og aktiviteter (ellers bestemmer de voksne bare):

_________________________________________________________"


Sådan stod der på min søns tilmeldingstalon til overnatning i fritidsklubben. Fint nok. Det er taget ad notam.

For mit eget vedkommende erstatter jeg 'mad' med 'åndelig næring' da jeg er ret ligeglad med mad i konkret forstand (jeg er typen der spiser for at leve og ikke omvendt). Og 'de voksne' skifter jeg ud med 'dem med penge og magt'.

Men så synes jeg også det er en ret præcis formulering af præmissen for at engagere sig i 'klubben' oversat til 'samfundet', for sådan en som mig. Og jeg er parat til at skrive på linjen. Omsider.

onsdag den 10. oktober 2012

Onsdag

Jeg tager flyveren i dag, og ser det hele lidt fra oven. Det er tiltrængt.
Nu vil jeg løbe mig en tur og se om jeg kan bryde lugtmuren. Det er godt det er store vaskedag i dag. Kl. 14.30 har jeg tid.

tirsdag den 9. oktober 2012

Tirsdag

I dag giver jeg ordet til Therese Evald fordi hun har det i sin magt, og fordi hun siger noget meget, meget vigtigt:

Tid til at bryde tabuer - som at 181.000 unge kommer fra en alkoholiseret familie.

Jeg ved ikke om Therese Evalds tal er rigtige, det har jeg ikke forstand på, men hendes pointer er i hvert fald.

Tak.

søndag den 7. oktober 2012

Søndag 2

Søndag eftermiddag. Som sagt, så gjort :-).

Kastanjetid




&

Eventyrtid



Søndag

Søndag formiddag. En er til fodboldkamp. En er chauffør og har kørt en lille håndfuld af holdkammeraterne ud til modstanderens bane. En har sovet længe og er lige kommet op til overfladen. Og jeg sidder ved computeren med en kop kaffe, kigger ud af vinduet og tænker at det er den perfekte dag til at tage nogle efterårsbilleder.

I køkkenet dufter der af de friskbagte boller med æbler og mandler. Alt er godt.

Bortset fra at Christian Jungersens roman "Undtagelsen" drøner rundt et sted inde i mit hoved. Jeg kan ikke slippe den. For fanden da.



fredag den 5. oktober 2012

Fredag

Flyverust.

Det er et ord jeg tænker meget på for tiden.

Flyverust.

Det lyder så poetisk, men det er vist nok noget værre møg. Men sådan er der jo så meget.


tirsdag den 2. oktober 2012

Tirsdag

Tidsmaskine


Jeg er for træt til ord.

mandag den 1. oktober 2012

Mandag

Løb

Jepsen. Jeg er færdig med mit opstartsløbeprogram og kan nu løbe 35 minutter i træk uden problemer i et skønt meditativt flow. Det er en stor fornøjelse for mig at være nået hertil.

Fra nu af står den på flere 35-minutter-i-træk-ture indtil jeg eventuelt synes det er for kedeligt. Så må jeg grave nogle intervalprogrammer frem at underholde mig med.

Jeg har ikke nogen ydre mål som for eksempel at blive klar til at deltage i et bestemt løbsarrangement, tabe mig eller opnå at kunne løbe så og så hurtigt. Målet for mig er udelukkende glæden ved at bruge min krop og de indre gevinster der følger, i form af for eksempel mere energi og "afstressning". Og det virker. Jeg savner "mit" vand og alt det gode det gør for mig - meget - men når jeg kombinerer kredsløbstræningen med muskeltræning med min gymnastikbold og bevægelighedstræning i form af udstrækning og en hjemmelavet solhilsen, så går det. Fint. Faktisk.


fredag den 28. september 2012

Fredag


Vandstrudsselvportrætsfredagswalkandtalkfotografi

torsdag den 27. september 2012

Torsdag

I går så jeg udsendelsen "Mit Publikum" på DR1 om Henrik der var hjemløs og i tvivl om om han skulle sige ja tak til en tilbudt lejlighed eller forblive hjemløs. Det berørte mig dybt.

"Freedom's just another word for nothing left to loose", sang Janis Joplin engang. Nu ved jeg præcis hvad det betyder. Jeg kan føle det i min krop. Og jeg ved at jeg selv er gået et stykke ud ad den vej, og at jeg har en tilbøjelighed til at tro at frihed fra noget er vejen til at eliminere frygten for at miste og føle smerte.

Men der findes også en anden slags frihed, tænker jeg. En frihed til noget. En klog mand sagde engang til mig at frihed opnår man først når man er i stand til at udholde følelsen af skyld og skam. På den anden side af det venter tilgivelsen og kærligheden til sig selv og andre, tænker jeg. Men først må man lade sig selv mærke at man føler skyld og skam, og det kan tage meget lang tid at nå dertil, fordi det er de mest ubærlige følelser af alle. Også i de tilfælde hvor det ikke er vores egen skyld eller skam vi bærer, men andres som er overført til os.

Frygtens vej eller kærlighedens vej. Vi må alle vælge.

Billedet er tyvstjålet her.

onsdag den 26. september 2012

Onsdag

Mand, jeg sku' have beholdt badedragten på da jeg kørte hjem fra svømmehallen!




mandag den 24. september 2012

Mandag

Jeg keder mig, hold nu op, hvor jeg keder mig. Den her lediggang er omsider ved at drive mig til vanvid.

Jeg sætter dog min lid til at det er tale om et stadie i en kreativ proces som vil resultere i at jeg på et tidspunkt eksploderer ud i en eller anden form for virksomhed som kan give mig oplevelsen af at leve og ikke bare overleve. Det håber jeg. Dæleme.

Og nu vi er ved det: Kan det passe at gul er ved at blive den nye sort?

Og for lige at blive ved det: Ud over Homeland aner jeg ikke hvad de snakker om. Måske ser jeg for lidt tv. Måske er det derfor jeg keder mig?


fredag den 21. september 2012

Fredag

Bøn

"Jeg bad om styrke
og Gud gav mig vanskeligheder.
Jeg bad om visdom
og Gud gav mig problemer at løse.
Jeg bad om velstand
og Gud gav mig hjerne og muskler for at arbejde.
Jeg bad om mod
og Gud gav mig farer at overvinde.
Jeg bad om kærlighed
og Gud gav mig mennesker at elske.
Jeg bad om gaver
og Gud gav mig muligheder.
Jeg fik måske ikke alt det jeg ville have
men jeg fik alt det jeg havde brug for."

Jeg googlede for at finde denne bøn, som jeg har set engang et sted og kom i tanke om i går, og fandt den i flere udgaver. Nogle skriver desuden at det er et buddhistisk visdomsord og skriver 'livet' i stedet for 'Gud'. Nogle sætter den i muslimsk sammenhæng og lader Allah give.

Jeg ved ikke hvor ordene oprindeligt kommer fra, og jeg har ikke gjort noget for at finde ud af det, for det er ikke så vigtigt for mig. Det betyder heller ikke noget for mig om der står 'Gud', 'livet', 'Allah' eller hvad det måtte være. For min skyld kunne der også stå "Jeg bad om styrke og fik vanskeligheder" og så videre.

Det der betyder noget for mig, er at ordene udtrykker min relation (som menneske) til helheden. En helhed som jeg i gentagne glimt af kortere og længere varighed oplever eksisterer og oplever at være en del af, og som giver mig den tro eller det fundament som gør livet helligt for mig. (Undskyld udtrykket 'helligt', men jeg kan ikke finde noget bedre).

Et af de steder, jeg kom forbi på nettet i min søgen, var denne side. Her læste jeg også en bøn af Mother Theresa og fandt en tiltrængt ro i dem. (Hvis du er utilpas med den kristne kontekst, så prøv at erstatte 'Gud' med for eksempel 'helheden').

torsdag den 20. september 2012

Torsdag

Lykkelig i vandland


I dag har jeg brugt det første klip af min fødselsdagsgave og fået genopfrisket - efter fem ugers pause - hvor godt det gør at bevæge mig i vand. Det er uden sammenligning.

onsdag den 19. september 2012

Onsdag

Kegle 2

Nu har jeg rodet mit klædeskab igennem. Jeg fandt sådan en slåomting jeg engang har købt i Føtex til helt sikkert ingen penge (ellers havde jeg aldrig købt den), og en kjole købt i en genbrugsbutik til 80 kr. Det her passer lige til en kegle der også har noget cello over sig, hørte jeg Trinny og Susannah sige.

Så kom min mand hjem. Og kiggede en ekstra gang. Hold da op, hvor er du fin i dag, sagde han. Hvad sker der?

Hehe. Det virker.

Så fik jeg den idé lige at underkaste det her den ultimative analyse og bede "ingeniøren" bladre bogen om kropstyper igennem for at lede efter "mig". Der gik tre minutter, så kom resultatet: Sikke noget fis at bruge tid på! Men jeg er færdig; du er en mellemting mellem en kegle og en cello.

Fis? Nåja. Men det virker, som sagt.




mandag den 17. september 2012

Mandag

Kegle

Jeg er (en) kegle, hvis man skal tro Susannah og Trinny, og det vælger jeg at gøre, i hvert fald i et vist omfang. Jeg er nemlig så helt igennem håbløs til at se om noget klæder mig, om farverne passer, om tøjet sidder rigtigt og så videre og så videre. Dén gave har jeg bare ikke fået. Men så er det jo godt at der findes sådan nogle stilguruer som kan supplere og komplementere én når man er blevet tilstrækkeligt træt af altid at være i tvivl om hvad for noget tøj man skal tage på for ikke at se alt for kikset ud, for eksempel. Jeg har stort set ingen anelse. Jeg kan lige akkurat mande mig op til at afgøre om tøj er komfortabelt eller ej, og hvornår det passer til vejret. Sådan cirka.

Nu er jeg så blevet klædt ordentligt på til at fremhæve mine fortrin og skjule mine mindre flatterende sider. I teorien, i hvert fald. Om jeg nogensinde finder ud af at blive klædt ordentligt på i virkeligheden, det må tiden vise. Det kan også være jeg glemmer det igen, det skulle ikke undre mig.



lørdag den 15. september 2012

Lørdag

Passer højden? 
Kan jeg se ud ad vinduet?  
Har jeg fået alle mine ting sat på plads?

Jeg skriver dette ved mit nye skrivebord som en nabo der skal flytte, har givet mig. Nøj. Jeg er en lykkens pamfilius. Intet mindre.

Her sidder jeg godt. Her kan jeg arbejde. TAK.



fredag den 14. september 2012

Fredag den 14.


Hvad skulle jeg dog gøre uden google?

  ***
Hver fredag (næsten) går jeg en tur sammen med to andre kvinder. Det er sådan et slags helt moderne walk&talk-arrangement som vi har lagt os fast på, fordi vi er så spurtende rationelle at vi godt kan lide tanken om at få motion og ordne verdenssituationen samtidig. Og det funker.

I dag har vi været rundt om Farum Sø. Det holdt tørvejr hele vejen, hvilket jeg tillader mig at tage som et godt tegn på en dag som i dag. 

Vi så en rovfugl af ukendt nærmere bestemmelse tage flugten lige over vores hoveder, vi så egern pile over stien og op i træerne, vi så en fiskehejre lette fem meter foran os. Vi gik gennem skov, langs marker, over et sumpområde og gennem et af de bedre kvarterer i Farum med unikke huse man kunne fantasere om hvordan det ville være at bo i. Det kan anbefales hvis du bor i nærheden - se fx her.

torsdag den 13. september 2012

!

Wrrruuuuuummm ... Jeg er på speed!

Nej, selvfølgelig er jeg ikke det. Men det føles sådan. Måske er det det her helt fantastiske septembervejr, der gør det. Det er præcis sådan som jeg allerbedst kan lide det.

Jeg tog engang det her billede inde ved Nyboder i København og gemte det, fordi det gjorde et eller andet ved mig. Jeg ved stadig ikke hvad, men i dag kom jeg pludselig til at tænke: Hvad nu hvis jeg var en bygning, hvordan ville jeg så se ud?

Det vil jeg underholde mig med at tænke over. Der er mange muligheder ..



onsdag den 12. september 2012

Bakspejl

I går begyndte jeg at lave et såkaldt brutto-cv. Det var en oplevelse, må jeg sige. Jeg havde fuldstændig glemt det meste af hvad jeg har lavet tidligere i mit liv, før jeg forpuppede mig.

Heldigvis fandt jeg et gammelt cv fra min tid som "normal" som jeg har været så klog at gemme på min pc, ellers havde jeg aldrig fået kontakt med min erhvervs- og studieaktive fortid. Jeg må indrømme, jeg undrer mig over hvad det mon er for en person der har skrevet det dengang, for jeg synes ikke rigtigt jeg kan høre min stemme i de mere frie formuleringer. Hvor har jeg været ung engang. Eller også var det slet ikke mig.

Men jeg stoler på fakta. Jeg er ret sikker på at jeg også dengang har været meget omhyggelig og redelig. Haha.

tirsdag den 11. september 2012

Sanseinvasion

fra 'Søndag' nr. 35, 27.08.12

Nej, det vidste jeg ikke, men jeg oplever det som en invasion af min privatsfære hvis jeg i en eller anden situation er nødt til at "rumme" duften af parfume. 

Det gør jeg også hvis jeg er nødt til at "rumme" høje lyde, stærke smagsindtryk, kraftige synsindtryk og berøringer fra andre mennesker, altså hvis jeg skal opholde mig et sted hvor jeg ikke kan slippe for sådanne for mig overvældende sanseindtryk. Det føles faktisk krænkende, uagtet at jeg godt kan tænke og erkende at der ikke er nogen mennesker der prøver at invadere min privatsfære eller krænke den. Det bliver bare for meget for mig.

Derfor går jeg ud af et rum hvor der lugter af parfume, uanset hvem der er i rummet. Derfor sætter jeg mig så vidt muligt i S-togets stillekupé. Derfor finder jeg et andet sted at være hvis nogen taler højt med hinanden eller i mobiltelefon. Derfor går jeg ud af en kø hvis personerne omkring mig ikke holder en for mig passende fysisk afstand. Derfor spiser jeg ikke stærk mad, uanset hvilket verdenshjørne det er inspireret fra. Og derfor nyder jeg hver aften det øjeblik hvor jeg tager mine meget stærke kontaktlinser ud og er afskåret fra at modtage synsindtryk en lille stund. For eksempel.

Jeg er tit og mange gange blevet kaldt hysterisk, overfølsom, afvisende og kedelig. I virkeligheden "er" jeg "bare" helt neutralt særligt sensitiv og introverteret, men for den ikke særligt sensitive og mere ekstraverterede kaster det blandt andet de fire egenskaber af sig som skygger. Og eftersom jeg ikke bor i Japan, hvor jeg forestiller mig at hele kulturen er langt mere præget af menneskets sensitive og introverterede side end den er i den vestlige verden, falder de her "introversionssensitivitetsskygger" uophørligt nattesorte og tonstunge ind over mig og alle andre der har det på samme måde.

Omvendt skal jeg jo som person forholde mig til de skygger som jeg synes mennesker der fremtræder meget ekstraverterede, tykhudede og ligefremme, kaster. Skygger som fx overfladisk, ubetænksom, dominerende, krænkende. Det mærker jeg i mødet med mennesker der synes at være meget modsatte mig selv i netop det her spektrum. Og det mærker jeg når jeg selv forsøger at bruge min ekstraverterede side, for sådan én har jeg selvfølgelig også selvom den desværre er godt undertrykt og fortrængt. Så rammer de mentale tømmermænd mig som en hammer i hovedet bagefter. Åh nej, nu har jeg nok overdænget andre mennesker med indtryk de ikke har bedt om eller sagt ja til, og som i virkeligheden nok bare var noget overfladisk, underholdende crap. Jeg er da bare for meget, hvordan skal jeg kunne se de mennesker i øjnene igen efter hvad jeg har udsat dem for?

Det kan man (læs: jeg) så få meget tid til at gå med at arbejde med. Jeg kunne i hvert fald godt trænge til at blive kalibreret lidt i det her spektrum, for ellers kommer jeg aldrig uden for en dør af frygt for at skyggerne fortæller sandheden om hvad og hvem jeg og andre er. Det gør de ikke, det ved jeg godt, men hvad jeg føler er en anden sag i det her spil.

Års hårdt arbejde har imidlertid lært mig at det ikke er gjort med viljen og den øgede bevidsthed alene. Der er særdeles stærke kræfter på spil, og selvom man måske kan skubbe lidt til den indre udviklingsproces ved at sætte fokus på den med sit bevidste jeg, så er det en proces der foregår i det ubevidste og som drives af nogle mægtige, indre aktører som man må være særdeles ydmyg, tålmodig og nænsom i forhold til.

Og frem for alt må man tilgive sig selv og på samme måde også andre at vi mennesker ikke lige sådan kan styre, endsige overhovedet få øje på de her indre aktører, men igen og igen bliver styret af dem. Det kan ikke være anderledes, men hold kæft hvor er det svært.

mandag den 10. september 2012

Vanilla sky


Jeg troede aldrig den her nat ville få en ende, men det blev da morgen til sidst.



lørdag den 8. september 2012

torsdag den 6. september 2012

I eller på kanten

Jeg har været med Anne og Anders på Fur og lært at 'udkantsdanmark' måske i virkeligheden snarere burde hedde 'vandkantsdanmark', og det forklarer jo på en måde alt. Jeg står i vandkanten i mit indre landskab og prøver at forholde mig til alt det der dukker op fra havet, og det er ved at udvikle sig til et længerevarende arbejdsophold hvor jeg ikke har overskud til så meget andet.

For den der er optaget af at være midt på jorden med fødderne solidt plantet, optaget af alle de sysler og forpligtelser der skal passes dér, kunne det sikkert godt se ud som om det er lige på kanten af hvad der er fornuftigt og betydningsfuldt, men altså, som jeg selv ser det, står jeg i vandkanten og kigger ud over det der virkelig er vigtigt.

Det skiftevis skvulper stilfærdigt og bruser voldsomt i mine ører, og jeg ser det smukke, det grimme, det sønderknusende og det livgivende afløse hinanden i en uendelig bevægelse. Bølgeslagene går i svingninger med mine hjerteslag, og jeg forsøger med en kraftanstrengelse at forstå det der skyller op på stranden, så vidt mine kræfter rækker.

Det er ikke nogen nem periode, og ind imellem er det lidt rigeligt overvældende. Jeg føler mig til tider lillebitte og meget forkert, men så tænker jeg på et andet godt ord jeg har lært her på det sidste, nemlig 'flertalsmisforståelse'. Så går det lidt igen.

Jeg er optaget. Har trukket mig tilbage for en stund og arbejder intensivt med presserende stof der dukker op indefra. Jeg føler behov for at reducere mine udadvendte aktiviteter til et minimum lige nu.


mandag den 20. august 2012

Den magiske skygge

Det er utroligt så langsomt jeg bliver klogere, men så længe det går fremad, er der vel håb, tænker og skriver jeg og smiler ind i skærmen, for i dag er en god dag.

Jeg har det med at tabe jordforbindelsen når min skygge er på udgang, og det er den for tiden. En meget lang udgang! I afmagt og frustration gik jeg på biblioteket og skannede 13.6 for bøger om skyggen. Det har jeg gjort mange gange før, men jeg tænkte at i dag måtte der da stå en bog jeg ikke havde læst, og som kunne bidrage med noget nyt og gøre en forskel, når nu jeg åbenbart ikke selv kunne tænke mig klog på egen hånd. Og sørme, pludselig lyste en bogryg mig i øjnene og sprang af sig selv ud i hånden på mig.

"Ai, hvor latterligt lavpraktisk og konkret og nede-på-jorden og ubegavet og u-spirituelt", tænker jeg da jeg læser på bagsiden, og mærker en ubehagelig uro i kroppen. "Hvad skal jeg med sådan noget, jeg der af princip aldrig læser psykologiske selvhjælpsbøger skrevet af inkompetente, halvstuderede røvere der tror de har set lyset!" 

Pling!

Her, i dette øjeblik, er det så det går op for mig at det netop er den bog jeg skal tage med hjem. Alene min ret følelsesladede reaktion peger på at her virkelig er noget at lære om min skygge, erkender jeg krystalklart.

Nu har jeg læst den, og den etiket jeg satte på bogen dér på biblioteket, passer selvfølgelig overhovedet ikke ved nærmere øjesyn. Jeg skal love for at min skygge er på udgang.

Det battede virkelig for mig at læse bogen, det var lige hvad jeg havde brug for, og jeg vil gerne sige tak til Lone Lund Jørgensen, som har skrevet den, ved at skrive om den her. Titlen er 'Bliv ven med dine skyggesider - og skab fredfyldte relationer! I familien, på jobbet og i fritiden'.

Lone Lund Jørgensen indleder alle kapitler med et relevant citat, og jeg bringer lige nogle få af disse citater herunder (i stedet for nogle af forfatterens egne ord), fordi de netop siger meget med få ord. Hvis de vækker din interesse og ansporer dig til at arbejde, uden at du umiddelbart kan omsætte indholdet til dig selv og dit liv, kan jeg kun anbefale at læse bogen hvor Lone Lund Jørgensen på bedste vis gør de her tankegange netop konkret og følelsesmæssigt begribelige og ikke "bare" efterlader læseren med et oplæg til en abstrakt øvelse.

Fredelige hilsner fra
En U-spirituel Halvstuderet Røver Der Tror Hun Har Set Lyset


<> <> <>


"Den længste rejse, du kan foretage dig i livet, er rejsen fra dit hoved til dit hjerte."
- Gary Zukav

"Du vil opleve, at sindet altid fortæller dig, at du er nødt til at lave om på noget i det ydre, for at løse dine indre problemer. Men hvis du er klog, leger du ikke den leg."
- Michael A. Singer

"Anerkend de mennesker, der bringer dig i affekt for at være dine største læremestre, som hjælper dig med at blive et redskab for fred."
- Wayne Dyer

"Et menneske er en del af den helhed vi kalder "universet" - en del, der er begrænset i tid og rum. Det oplever sig selv, sine tanker og følelser, som noget der er adskilt fra resten ... en slags optisk bedrag, begået af dets bevidsthed."
- Albert Einstein


<> <> <>


Et par noter:
- Overskriften på dette indlæg, "Den magiske skygge", er også hentet fra bogen; det er overskriften på kapitel 2.
- Lone Lund Jørgensens skyggearbejde ligger, så vidt jeg kan se, stort set inden for samme forståelsesramme som Deepak Chopra, Debbie Ford og Marianne Williamson, som den kommer til udtryk i deres bog "Skyggeeffekten". Den har jeg skrevet om fx her, og mit forbehold nederst gælder stadig.

Tilføjelse 28-08-2012: Jeg har nu udvidet/skærpet mit forbehold i og med noget er virkelig er faldet på plads for mig.

torsdag den 19. juli 2012

Nabo-abc

Jeg afleverer et bundt rabarber til nabo A som jeg har lovet hende da vi drak kaffe og spiste kage i hendes skønne have. Jeg har måttet vente lidt med at plukke dem fordi nabo B kom med en trillebør samme aften og høstede igennem til sin berømte rabarberkompot. Jeg får en buket lilla lathyrus retur, og mens vi står og snakker ved havelågen, cykler nabo C forbi. Vi vinker, og nabo A råber "Godt vi fandt ud af det!" og forklarer mig at nabo C sms'er til hende hver dag inden kl. 10, for - som nabo C selv siger - hun vil helst ikke ligge for længe når det engang sker. I dag havde hun for første gang ikke sendt nogen besked, og nabo A var nået at blive helt bange, men nu havde de fundet ud af at det bare var en forglemmelse.

På vej hjem med min fine buket går jeg over til haveaffaldscontaineren og smider rabarberbladene ud. På vejen møder jeg nabo D som netop står ud af sin bil sammen med et af sine børnebørn. Nabo D griner, peger på min trillebør og spørger forbløffet om jeg er i haven? Jeg griner tilbage og forklarer at nej, det er jeg ikke, heller ikke i dag, jeg er bare på rabarber-blomster-udveksling.

Senere har jeg vasketid, og jeg kommer spænende et halvt minut før min tid løber ud for at tage det sidste hold tøj ud af maskinerne. Nabo E sidder med sine vaskeposer og pulver på en bænk med korslagte arme og krydsede ben, og jeg kan ikke dy mig for at spørge om hun venter på mig? Ja, det gør hun! Jeg flår tøjet ud, tænker at det ikke tager mere et halvt minut, og hvor travlt er det også lige vi skal have i det her liv? Smiler og siger værsgo. Mens jeg står og hænger tøjet op, kommer hun ind og siger at mine nøgler ligger på den lille vaskemaskine, bare hvis jeg nu ikke kan finde dem, og jeg må jo heller ikke glemme dem. Hun ønsker mig god dag.

Jeg bliver færdig og trisser hjem med mine nøgler dinglende i snoren efter veludført gerning. På vejen kommer jeg forbi nabo F's hus og kigger lige efter om hendes fine blomster på trappen har det godt. Jeg sender en tanke til hende helt derovre ved vestkysten hvor jeg også snart selv skal hen, og hvor vi nok ikke kan lade være med at mødes til et glas vin og en af de der snakke der får det hele til at falde på plads.

Om aftenen står jeg ved køkkenvasken og kigger ud af vinduet. Vores kat ligger afslappet, men helt vågen udenfor på stien; jeg kan se hvordan hovedet er løftet og ørerne drejer sig efter de forskellige lyde. Bag den er kældervinduet åbent, lige til at smutte ind ad. 

Klog kat, tænker jeg, vrider karkluden og hænger den over vandhanen.


tirsdag den 17. juli 2012

Længslen efter flow


Jeg havde engang en blog som jeg var meget glad for lige indtil det punkt hvor jeg bare syntes den var færdig. Så skrev et afslutningsindlæg og lod den stå et par uger. Herefter gemte jeg en kopi til mig selv og slettede originalbloggen fordi jeg tænkte at hvad skulle verden nu med en død blog.

Det har lært mig to ting (mindst):

  1. At det gør ondt, i hvert fald på mig, at smide noget væk som jeg har puttet en stor del af sig selv i gennem flere år, og som jeg selv er glad for. Så er det sådan set lige meget hvad verden mener.
  2. At jeg savner at sidde dér og fifle med mine indlæg. Jeg længes, nej, hungrer, efter det flow jeg af og til kom ind i når jeg blev fuldstændig optaget af at få noget som jeg dårligt nok selv kendte til eller vidste hvad var, frem.
Derfor har jeg gendannet den gamle blog. Børn kan nogle gange finde på at krølle en tegning sammen som de har arbejdet på længe og koncentreret, og smide den i papirkurven med en tilfreds og let attitude for at gå videre ud i legen og livet. Sådan troede jeg måske også jeg kunne gøre med min blog, men noget i mig protesterede voldsomt, så nu har jeg glattet den ud og hængt den op på opslagstavlen igen. Der bliver ikke tegnet mere på den, men der skal lige gå lidt længere tid før den bliver helt kasseret.

Og så har jeg oprettet denne her nye blog som et vedhæng til google+. Et sted hvor jeg kan skrive og samle det jeg ikke lige kan få til at passe ind i et google+-indlæg. Jeg håber at jeg så igen har et sted hvor jeg kan opnå at forsvinde i en skabende, flowfyldt proces
, og hvor jeg kan efterlade mig et spor af noget som kan befordre om ikke andres, så i hvert fald mine egne kreative processer. Jeg bliver tung og trist af at undvære.

Jeg begyndte lige frisk bloggen her med at citere en passage af Peter Høeg fordi jeg er ret optaget af hans roman “Elefantpassernes børn” lige nu. Det var der selvfølgelig ikke så meget flow i at skrive, og det kunne lige så godt have været postet på g+, men nu syntes jeg lige det var passende at starte stedet her med det. Det er den 14-årige elefantpassersøn Peter der taler ..

Og så skrev jeg det her indlæg nummer to. Jeg er i gang igen.

Tror jeg. Vi må se ..


Livet forstås baglæns, men må leves forlæns, siger Kierkegaard.
Nuet og flowet og den kreative kraft findes præcis i mellemrummet, tror jeg.

.. med et temperament ..


"Hvis man som Tilte og jeg er trængt dybt ind i de religiøse mysterier gennem studier på nettet og på Finø By Bibliotek, så opdager man, at flere af de største, og lad mig nævne gode folk som Jesus, Mohammed og Buddha har sagt, at man behøver faktisk ikke lave sig selv om, man kan udmærket nå frem til de højeste indsigter med et temperament som for eksempel Ejnar Tampeskælver Fakirs."

fra 'Elefantpassernes børn' af Peter Høeg (side 213).

fredag den 1. juni 2012

The end and the beginning

This thing about switching language to English on this blog ... there is something I have not brought forward about that, but now it is time: English is - I believe - on a symbolic level the language of some of the positive aspects of my shadow, and finally daring and being bold enough to write in English has been and still is a very powerful way for me to make parts of myself visible, parts that I have until now hidden carefully. Those few of you who have followed this blog from the beginning, might remember this very early post and see the context. (It is still true, though, as stated in a previous post, that I wanted to practise my English, which at the same time means training untrained sides of myself. And in the same way it is still true that I wanted to broaden my range, or actually even bust some limitations).

I find that I have fullfilled my intents. I dared. I made visible. I got out from under (a part of) my shadow.

And now it is time to end this blog and move on to something new. Jannes sted/Janne’s Blog has been a very vital part of my process up to this point, but now I feel the energy of both working and contributing within this framework is running out for me. It has been so wonderfully valuable to me while it worked, but my overall feeling for a long time has been a strong urge to break free of old patterns and habits and ways of looking at myself, and I think and feel this blog is one of the things I have to leave in the attempt to meet that urge.

As this is the end of something, it is also the beginning of something else. At this point of my life I face the challenge of living together with my family, working, and generally socializing in a new way. I have to take a deep breath and find a way to include more teaching in my life and maybe also more writing. Two kinds of work I have always loved, but unfortunately also let my shadow tell me I was inadequate to do for years and years. It will not be an easy task, but now I feel ready to take up the gauntlet.

I want to thank all of you who have followed this blog for a shorter or longer while. I can not thank you enough for being there and meeting me where I was at any given time; it has had a tremendous effect on the development of my courage and will to walk my path. To make myself seen and yet experience that I would not be abandoned, beaten, or humiliated for it by everybody, as I have otherwise learned to expect early in life, has been an ongoing, very fearful challenge to me, but also such an incredibly enriching experience. That is what this shadow-thing is all about for me, and I will be forever grateful to you who have shown me by your mere presence that it could be done.

Especially I want to thank you who have taken the time to read my posts carefully and reflectively and via comments, mails and personal meetings have shared your thoughts and feelings with me in words reaching down below a polite surface and up above the laws of blog karma. It has been conversations spoken in the language of my heart, and I keep them all in a very safe place as a valuable treasure.

I will end this blog almost like I started it, closing the circle in the most illustrative way I can think of right now. Enjoy the music, it starts by 2:20 - and in that way I switch back to Danish for at gøre plads til Lis Sørensens smukke ord, som jeg synes i min tolkning passer fuldkommen her. "Livet kom og tog mig tilbage igen". Det er lige dét. Lad os aldrig tvivle på at havet er præcis så blåt som vi er i stand til at se, og at vi kan komme til at se verden i farver igen.




lørdag den 26. maj 2012

Weather


Thanks to this post by Kirsten Nørgaard, I just had to catalog today. It is made by this ingenious catalog card generator. Have fun!

***
Addition after tosommerfugle's comment below:

Here is the raw text I put into the generator:

"260512

Vejrlig

Jeg tjekker nedbørsradarkortet. Mit vasketøj er næsten tørt og akelejerne trænger til vand. Jeg drikker kaffe i skyggen og tænker: Alting kommer når det skal!

Livakelejer
Dette er ikke et digt, det er bare noter
Shit!!! Det regner!"

"260512

Weather conditions

I check the precipitation radar map. My laundry is almost dry and the columbines need water. I drink coffee in the shade and think: Everything happens in its own time!

Lifecolumbines
This is not a poem, it is only notes
Shit!!! It's raining!"



fredag den 25. maj 2012

Love Languages

Sometimes a particular trend seems to catch my eye everywhere I look, and I always take that as a serious hint from the unconscious about something I would benefit from offering some attention. Right now it appears to be The 5 Love Languages that has caught my inner eye. It is a theory developed by Gary Chapman to help people gain consciousness about the different ways of expressing and wanting to receive love in close relationships, in order to make better way for love and understanding. (I remember two sources clearly: here an here (both in Danish) - just to get that straight).

As always, I get more occupied by the thoughts that I produce myself when grasping the larger point than by digging into the depth of the theories for details and dry knowledge, but that is how I enjoy it the most, and that is what I am going to do in this case too. (I can dig if I have to, but this is my queendom and I rule here, so ..).

I know which two love languages are my primary and my secondary language. It took me about two seconds to realize, and then about three seconds to imagine what that means in my closest relations. It was fine and handy and eye opening, but not exactly seminal.

But then it struck me: What about in regard to my relationship to life as a whole? Is there a connection between what I prioritize and put my focus on in life at large and my primary love language(s), and how does this connection or absent connection influence my joy of life? Do I put forward my primary and maybe also my secondary love language in my relationship with society and in the kind of work or the effort I have chosen to do in this life? And is there something to learn about why I feel at home in my life or not?

Let me be personal and more earthy, just for the sake of the example. I hope you can replace my love languages with your own (if they differ) realizing that one very important point, that no love language is better or worse than the others. They are all equally "right", it all depends on what you prefer or what comes more natural to you.

My primary love language is 'Word of Affirmation', followed very closely by 'Quality Time' (I do not like that expression, but never mind ..). The questions for me to answer will then be: Do I build my life around words to affirm both myself and others, and do I make time for 'full, undivided attention' in my life, both privately and socially? And do I give less attention to work, relations and any other arrangements that are wrapped around the other three love languages, 'Acts of Service' and 'Receiving Gifts' being my most foreign languages? And last, but not least: Is there vital information about what could make me feel more at home in my life, embedded in this analysis and the answers coming up?

Well, I'll leave the questions blowing in the wind for now, giving them some more sincere consideration.

Maybe this is part of the theory, and maybe I would find the same thoughts if I really took the time to dig - I will leave that blowing in the wind as well. (There is always something blowing in the wind, isn't that one of the most wonderful things about life?).

---
PS. Just a wild thought in addition: Have you ever wondered what love language you speak and like to be spoken to in as a blogger? (If you are a blogger, of course).

tirsdag den 22. maj 2012

Reposting: Anbefaling

Update:

Finally, after a long time of waiting for the library to deliver the film, I have seen "Inception", and it definitely fullfilled all my expectations. I know I am probably about 1½ years behind everybody else in this world when it comes to watching and thinking about that movie, but anyway I want to repost an old post dealing with the deeper layers of the content - just because I have a personal need for tying up loose ends, and because the validity of what I listened to and what I wrote back then is independent of time and place. My recommendation still stands!

----------------

Original post, august 2010 (slightly edited):

"Virkeligheden er det der virker", siger den jungianske analytiker Pia Skogemann i denne Eksistens-udsendelse på spørgsmålet om hvad Carl Gustav Jung mente er virkelighed.

Jeg har netop hørt første halvdel af udsendelsen der har filmen "Inception" som udgangspunkt, og det vælter simpelthen ud af overflødighedshornet med gode svar og formuleringer om virkelighed, drømme, det ubevidste, erkendelse, kreativitet og sandhed fra Pia Skogemann, filmentusiast Erik Bjerre og filosof Finn Janning, interwievet af Bjarke Stender. Jeg har ikke set filmen, men det er heller ikke nødvendigt, for den fungerer i udsendelsen - som jeg hører det - næsten udelukkende som afsæt for at tale generelt om de eksistentielle størrelser nævnt ovenfor.

Und dig selv denne filosofiske/psykologiske godbid! Det skal være ordene fra mig i dag.

fredag den 18. maj 2012

Search and you will find

Really. This rocks if you are a searchaholic like me:



onsdag den 16. maj 2012

Just another day at the office ..

Sreen print
I was browsing for apps for Chrome in between the ever so boring chores that I had set my mind on doing today so that they would not take op my time and mind the next four days. I found this one I liked: "Do it (Tomorrow) - the todo App for procrastinators ;-)". You can find it on top of this page.

Anyway, I didn't procrastinate very much today, and it feels good (and a bit unusual). Even the bread is coming right up! 

Doer and dreamer at the same time, someone once said about my type. I guess that about covers it.

I shall sleep tight tonight, I think.







fredag den 11. maj 2012

New kid on the block

11-05-2012/Værløse/kamera

There is a new kid on the block, and she arrived yesterday. Her name is Toulouse which is the name given to her by her previous "mother", and it is just as lovely as she is, so we certainly will not change that.

She seems to be comfortable around her new family, and we are so happy to have her. She is playfull, curious and very sweet, and her harmonic presence already brings out the zen buddhist in me. She took a nap on the couch in my room earlier today, and listening to her dreamy sighs made me realize how much I have missed the company of a cat the past eight months.

I also find some sort of contentment in not being the only "she" in the house any longer. It feels good to have the female energy boosted a bit in this family. Haha.

11-05-2012/Værløse/kamera


onsdag den 9. maj 2012

Almost no one but bots

A large bunch of bots are visiting my blog daily compared to the very few, but deeply cherished human beings of flesh and blood that are being registered in the blog stats. It matters to me, of course, since I'm actually a human myself, and I have detected a tiny, vain hope inside myself that Anna is out there. Or Peter. Or Maria. Or ...

But they probably aren't, and I'll write anyway for as long as it makes sense to me, myself and I. We'll see. Maybe my neophile tendency is catching up on me as well; I'm not sure yet.

(The situation hasn't changed radically since the start of my language learning project. Slightly, maybe, but not radically. Anyway I wonder if bots are the only ones being able to read my lousy English? Or the only ones being able to pretend they can read it :-). I'll give that some consideration).

tirsdag den 8. maj 2012

Today

Today I'm trying to make room for my system to tie up loose ends and settle unfinished business inside my totally stuffed mind. It feels like there's a lot to do and I'm trying to get my priorities straight and let the process unfold without my intervention.

I'll read up on stuff in the different streams of information I follow. Upload my water workout music files to google drive. Eat still yummy leftovers. Take as many naps as I feel like. Stay in the house, mostly in my room, all day. Let my thoughts take any direction they want, and observe it with curiosity.



lørdag den 5. maj 2012

Presence

05-05-2012/Værløse/kamera

I absolutely love the signs of their presence that my nephews have left behind.


The next day

Photo by MMT

Here is a picture of me giving a speech for the first and only time in my life. Holy cow! It went well, somebody said, and I'm so surprised. It required some determination, but now I'm still riding the wave!


torsdag den 3. maj 2012

Preparation

03-05-2012/Værløse/kamera

Preparations for tomorrow in morning sunlight. The smell of a marcel chocolate cake being prepared along with having an ordinary breakfast and packing down school lunch is total magic. Life is truly beautiful in all it's diversity, and today the experience hits me so forcefully.


tirsdag den 1. maj 2012

Lost in translation?


Well. I have not succeeded in disciplining my mind and concentrating completely on handling the practical tasks I have to carry out these days, so in between being a good host to the exchange student (who has now left), planning the party coming up for our oldest son and carrying out some decent season ending arrangements for my swimmers and water workout participants, I couldn't help myself doing some changes on this blog. It seems my morning coffee tastes better when I drink it while using the computer, and today it has spread to the afternoon tea too.

I have given it a lot of thought lately whether to start writing in English, and now I find it a good time to do so. I don't really know how to do it, and maybe something will get lost in the attempt, but I so much would like to learn and hope we can share a good laugh over all the mistakes I'm definitely going to make. Please interfere and educate me (gently) if this gets out of hand and my posts become (even more) impossible to understand and annoying to read.

I also took the opportunity to rewrite the About page. I know I have done this about six million times during the time I have been writing here, but it seems so important to me. I feel it has to change along with the changes going on in my perception and understanding of myself and the world, and it is time for me to move on in regards of the content as well as the language.

If you want to comment, you can do it in any language you like - I'll be consulting Google Translate all the time from now on anyway to carry out this language learning project, haha.

And now I will post this post and go shopping for materials for place cards and other party stuff with peace in mind, knowing that I am both blind to details and poor at English, but excellent at learning.


søndag den 29. april 2012

Back

Ligenu og ligeher/webcam

I'm back in the room of my own and breathing again. Yehaaa!


fredag den 27. april 2012

Tak

Jeg puster ud på et plateau. Sender taknemmelige tanker til de helt vildt hjælpsomme naboer jeg bor iblandt. Til de fantastiske vandkvinder der sagde tak til mig, selvom jeg synes det må være mig der har fået mest i kraft af muligheden for at lære og udvikle mig sammen med dem. Til min søde mand som holder fast og holder kursen uanset. Til det menneske som har givet af sig selv gennem de sidste syv år for at jeg kan finde mig.

Til dem jeg kender, der går ved siden af mig og giver mig den bedst tænkelige opbakning.

Og nu skal jeg tilbage til det praktiske. Men det er okay. Jeg kan se toppen.

Sku' vi ikke lige høre den her på vejen?



mandag den 23. april 2012

Øjebliksnote nr. ?

Jeg hænger i, på og ved. Med neglene. Og minder mig selv om at jeg er en overlevende og overlever.

Nu flytter jeg midlertidigt ud af mit værelse, så en fransk skoleelev kan få et sted at sove og slappe af den næste uge. Jeg vil starte med at tage mit svømmetøj ned af den tørresnor jeg har hængt op for at have et sted at tørre det mens hele huset er under omrokering.

Ligenu og ligeher/webcam

Efter at have lavet så mange og så idiotiske fejl af bare udmattelse over alt det jeg skal gøre og huske og tage hånd om, at jeg kan mærke skammen bide selvom jeg ikke synes den burde, er jeg nu kommet forbi bassinlivredderprøvepunktet på tidslinjen. Så er det jeg overvejer om det ikke skal være slut med det pjat fra nu af, men det kan jeg jo tænke over det næste år som jeg siden i går klokken 17 cirka er kvalificeret til at arbejde i.

Eller også er der noget andet pjat det skal være slut med. Når overstimuleringen og frygten for ikke at kunne klare det ene eller det andet sætter ind, går hjernen i hvert fald ud i mit tilfælde, og det HADER jeg at opleve. Det er spild af liv.

Nå. Jeg vil også lige sige at jeg kan forestille mig at jeg ikke får skrevet her det næste stykke tid frem, bare så du ved det. Jeg må op over den klippe først.