Forklaringsmeddelelse

Jeg læser en del personlige blogge - ikke mange dog, for det kan jeg ikke overkomme, og der skal ikke ret mange kontakter til for mig før jeg føler at jeg mister følingen med hvert enkelt unikke menneske, og så bliver det lidt ligegyldigt for mig at følge med. Det er fuldstændig som i resten af mit liv: Jeg har fire venner, og den ene er jeg gift med.

Det betyder ikke at jeg ikke kan lide andre mennesker. Nogle gange kan jeg godt mærke et strejf af kedafdethed over alle de dejlige mennesker som jeg aldrig lærer at kende eller får noget at gøre med, fordi jeg er indrettet sådan at jeg oplever og opfatter indad i dybden og derfor ikke kan brede mig ud over en stor flade.

Det skal du huske når du læser det der nu følger: Jeg har besluttet ikke at bruge Google Friend Connect længere til at tilmelde mig andres blogge. Hele det der cirkus med faste læsere og noget for noget gør mig forvirret og har gennem min tid som blogger givet mig alvorlige hovedbrud. Nogle gange får det mig ligefrem til at gøre og sige noget jeg ikke mener, og det går bare ikke.

Derfor forsvinder jeg i løbet af de næste minutter som fast læser i Google Friend Connect af de blogge hvor jeg ellers har tilmeldt mig. Hvis du oplever det, så husk at det intet har at gøre med hvad du skriver eller hvem du er.

I praksis bruger jeg ikke Blogger-betjeningspanelet til at følge med via, men altid Google Læser, så det får ingen betydning for hvor jeg læser med i virkeligheden. Jeg er tilmeldt nogle blogge via Google Friend Connect som jeg ikke længere ser i min læser, og jeg følger nogle blogge i min læser, som jeg ikke er tilmeldt via Friend Connect, så det er noget rod, og det understreger også for mig at det er tiden til at melde fra og rydde op - det er blevet et spil for galleriet, og jeg må ud .. 

Følgelig opfordrer jeg dig som måske står som fast læser af denne blog af proformagrunde, til at afmelde dig. Lad os nu få det her på det rene :-).

---
Opdatering kl. 10:42:

Stille vand

Vandet er ved at falde til ro, det er sidst på eftermiddagen efter en meget lang søndag. 

Det du IKKE kan se, er alle de dygtige og engagerede svømmeinstruktører, -hjælpeinstruktører og -trænere der står lige uden for billederne eller befinder sig i relaxafdelingens varme vand for at lave nakke-hoved-hold. Vi er ved at være færdige med at tage bassinlivredderprøven for denne gang. Prøven gælder kun for ét år ad gangen og kun til det anlæg den er taget i, så man skal på den igen én gang om året for hvert sted man arbejder (hvis der stilles krav om en bestået prøve, det er desværre ikke alle svømmeklubber der gør det. Jeg er meget stærk fortaler for at alle der arbejder med svømning, også løbende uddannes og genopfriskes i livredning og ikke bare kan høvle baner).

Sidste år tog jeg den to gange i to forskellige svømmehaller. I år kan jeg nøjes med at tage den en gang i en svømmehal, og det er jeg lykkelig for - trods min principielle værdsættelse af kravet - for jeg synes det er svært at blive prøvet, og jeg er jo heller ikke 17 år mere, selvom jeg stadig godt kan noget med min krop og det der vand. 

Nu er det så overstået, og der ligger en lang, skøn sommer foran mig hvor jeg kun skal i svømmehallen for at svømme selv og ikke for at undervise. Næste sæsons program ligger dog allerede klar, og jeg glæder mig, for jeg har fået alle mine ønsker opfyldt. Tænk sig. Det er sgu da stort.

Lys og skygge

Her på det sidste har jeg læst tre bøger som på hver sin måde handler om det samme, nemlig om rejsen ud af skyggen og ind i lyset.

Først læste jeg Hildegard II af Anne Lise Marstrand-Jørgensen. Bogen foregår i middelalderen hvor det ubevidste endnu ikke var "opfundet" som begreb og blev udtrykt symbolsk gennem størrelser uden for mennesket som gud, djævelen, engle, dæmoner og så videre. Hildegard-bøgerne har taget mig fuldstændig med storm, og jeg har slugt dem begge nærmest med hunger. Måske appellerer de særligt til mig på grund af et aspekt som ganske givet ikke siger alle noget, men som træder helt i forgrunden for mig: Hildegard af Bingen opfatter jeg som en gudbenådet formidler i Pia Skogemanns/Toni Wolffs forstand (se evt. her), og det samme tænker jeg om Anne Lise Marstrand-Jørgensen. Og når en kvindelig formidler fortæller historien om en anden kvindelig formidler, så virker det på mig som en fordobling af en kraft som jeg synes er beklageligt fraværende i vores tid og vores samfund, og derfor - helt ærligt - bøjer jeg mig i støvet for Marstrand-Jørgensens præstation. De bøger er en gave til os alle, og de rækker langt ud over deres litterære værdi (som jeg slet ikke er kompetent til at vurdere, men som jeg kan se andre vurderer højt).

Derefter læste jeg Ronja Røverdatter af Astrid Lindgren sammen med min yngste søn og drog med ham for gud ved hvilken gang gennem Lindgrens fantastiske univers hvor røverdatteren Ronja og røversønnen Birk gennem deres venskab og troskab over for hinanden udvirker en hidtil utænkelig forsoning mellem deres fjendtlige røverfædre for at sikre alles overlevelse. De trodser ovenikøbet al frygt og rejser sig op og erklærer at de i hvert fald ikke vil være røvere når de bliver voksne. I kender nok alle fortællingen, så den vil jeg ikke sige mere om, blot synes jeg det er sjovt at den lige stod på programmet i 4. D, så jeg fik mulighed for at genlæse den netop nu.

Og til sidst og indtil for en time siden læste jeg Skyggeeffekten. Omfavn din skygge og sæt dig selv fri af Chopra, Ford og Williamson. Og hele tiden på vej gennem bogen tænkte jeg at jeg skulle skrive dette indlæg når jeg var færdig, og at jeg skulle vinkle det på en bestemt måde, så bogen (som jeg allerede har givet udtryk for er værd at læse for den som er interesseret, her), kunne få lige præcis de ord med på vejen som det ligger mig allermest på sinde at komme ud med. Det vil jeg så forsøge nu.

Jeg vil ikke skrive om bogen, for jeg går ud fra at I enten kender den og ved hvad den går ud på, eller orker at google den, men jeg kan da lige citere lidt af hvad der står på bagsiden:

"Skyggeeffekten er en praktisk og dybdegående guide til at opdage de gaver, vores skyggesider rummer. De tre forfattere viser os, hvordan vi ved at kaste lys over skyggen kan frigøre os fra fortiden og positivt ændre vores liv til at blive mere autentiske mennesker".

Det er sådan set rigtig nok; jeg tror dog måske nok at jeg ville formulere det sådan at det er en bog som kan åbne læserens øjne for hvad det betyder at vi alle har en skygge, og hvad det vil betyde for os selv personligt og for hele verden at vi hver især søger at bevidstgøre og integrerere (dele af) skyggen. For mig ser det ud som om bogen især kan give læseren en vision at arbejde ud fra.

For arbejdes, det skal der. Det er ikke klaret med at læse en bog (hvilket er min indstilling til al såkaldt psykologisk/spirituel selvhjælpslitteratur), og man skal regne med at det tager tid. Det lægger bogens forfattere ikke selv skjul på at de også mener, og jeg nævner det ikke for at skræmme nogen, men kun for at understrege og støtte den opfattelse at det er helt på sin plads og på ingen måde hverken egoistisk eller navlepillende at prioritere skyggeprocessen ved at tildele den både opmærksomhed, fokus, tid og penge hvis man finder ud af at skyggen har taget over i ens liv i en grad som hæmmer det, og som forhindrer en i lade ens lys skinne, for at bruge Marianne Williamsons udtryk. Just go for it!

Det næste der er magtpåliggende for mig at sige, er at den indsigt som de tre forfattere er eminente til at formidle, er en indsigt der er tilgængelig for os alle. Det er i hvert fald min vision. Vejen til den indsigt er ikke at terpe og lære andre vise menneskers formuleringer udenad, men at gå vejen selv og give sig hen til den proces der kan bane vejen for at de samme indsigter dukker op indefra en selv og dermed virkelig bliver ens egne. Det er det der er meningen. Det er dér lyset er efter min mening. Enhver der har læst med på denne blog i længere tid, har sikkert for længst gennemskuet at dette er min "bog" om min personlige skyggeproces. Det er på en måde for mig den fjerde bog som jeg vil nævne her, omend den er uafsluttet og formentlig kan fortsætte til den dag jeg stiller træskoene. Men ikke desto mindre er det min bog om at forsøge træde ud af skyggens illusoriske effekt og ind i lyset, og jeg håber sådan - det har været mit dybeste ønske hele vejen igennem fra første indlæg - at den kan inspirere andre til at gå deres egen vej mod lyset.

Jeg kan godt høre at mit sprog lige nu er lidt, for ikke at sige meget, smittet af Marianne Williamsons, men det er nok fordi jeg bliver helt høj når jeg læser hvad hun skriver, og det er som sagt kun en times tid siden jeg læste hendes afsnit færdig. Det gider jeg ikke skamme mig over, apropos, for hun er bestemt er værd at lytte til, præcis som Debbie Ford og Deepak Chopra er.

Kontemplation 21. august 2009

--

Note: Deepak Chopra og Debbie Ford henviser begge flere gange til C.G. Jung for at beskrive skyggen, og det får mig til lige at gøre en kort bemærkning her: Så vidt jeg kan se bruges begrebet "skyggen" af de tre forfattere i bogen om alle de ubevidste indhold som personen indeholder, men ikke kan rumme i bevidstheden, og som derfor forstyrrer vedkommende i at leve sit liv fuldt ud. Det er faktisk ikke, så vidt jeg ved, i overensstemmelse med C.G. Jungs oprindelige teori. Jung delte disse indhold op efter hvilket køn de var hæftet på, og opererede følgelig dels med skyggen, som for ham var et ubevidste kompleks med "urummeligt" indhold knyttet til ens eget køn, og anima/animus med "urummeligt" indhold knyttet til ens modsatte køn. I praksis - det er min egen personlige erfaring - har det måske ikke den store betydning når man taler bevidstgørelse og (muligvis) integration, så skidt pyt. Men nu har jeg sagt det her, hvis der skulle komme en Jung-kyndig person forbi.

Jeg bruger selv skyggen i samme udvidede betydning som Chopra, Ford og Williamson i mit indlæg herover.

Tilføjelse 20-08-2012:
Jeg er nu helt sikker på at det i nogle tilfælde kan være ret uheldigt at slå skyggen og anima/animus i hartkorn, og at Jungs sondring mellem de to ubevidste komplekser er helt afgørende for at forstå nogle menneskers psykologi. Personligt har jeg i årevis været lammet af en (ubevidst) strid mellem negative aspekter af de to komplekser, som har hver sin fuldstændig forskellige dagsorden. Måske kan man sige at jeg befinder mig midt i et trekantsdrama med mit bevidste jeg som den tredje og svageste part, og at vejen til fred er en bevidstgørelse af og dialog med de to andre væsensforskellige aktører i dramaet. 

Søndag

Tænk sig at stå op og opdage at to mennesker rumsterer i køkkenet og bruger energi på at give én en ordentlig en på sanseapparatet med en farveafstemt morgenmadsservering. Selv læsebrillerne passer. Hold da op!

Noget af det første jeg tænkte på, da jeg vågnede, var ellers den tekst i en bils bagrude jeg så på vej over Amager i går aftes. Den morer mig. Og får mig til at tænke.

NO GOD - NO PEACE

KNOW GOD - KNOW PEACE

Mnemoteknik for distræte fantaster

"Jeg er 20 år gammel og langsom som en snegl".

Rytme og gentagelse

Det samme og det samme igen og igen. Jeg behøver ikke koncentrere mig, men lader tankerne flyde bag arbejdet. Udforsker farverne og nyder dem. 

Jeg ved godt at det med håndarbejde aldrig bliver min stærke side, men jeg har behov for at bruge den side af mig selv alligevel, for det giver mig ro og glæde, og det baner vejen for nye opdagelser, både på det indre og det ydre plan. 

Derfor.

Som når et barn er fuldstændig opslugt af og koncentreret om at tegne en tegning og uden fortrydelse krøller den sammen og smider den i papirkurven bagefter, glad og tilfreds.

På vej via google efter inspiration til hvordan jeg kunne sætte de her grønne blomster sammen, fandt jeg noget helt andet som jeg straks måtte prøve, i Karen Klarbæks Verden. Karen Klarbæk deler så generøst og omhyggeligt ud af sine ideer, design, opskrifter og vejledninger, at det i sandhed er til at tage hatten af for. Nøj. Hvilken rigdom, og hvilken evne til at give fra sig! Armbånd og vimpler - dem måtte jeg fluks prøve:

Karen Klarbæks ide, design og opskrift.

Karen Klarbæks ide, design og opskrift.

Jo, jo, fine sager - især armbåndene er jeg helt vild med og de ryger IKKE i papirkurven. Jeg har haft et på hver dag siden det første blev færdigt, i en farve der passer til mit tøj. Nu ligner jeg da også en million!

Note om "Skyggeeffekten"

Jeg læser "Skyggeeffekten. Omfavn din skygge og sæt dig selv fri" af Deepak Chopra, Debbie Ford og Marianne Williamson. Jeg begyndte i går eftermiddags, og jeg både nikker genkendende og får formuleringer foræret som sætter noget på plads for mig, så det går ud over bakkerne. Og jeg tør allerede nu godt sige at hvis man har den mindste lyst til det, skal man ikke holde sig tilbage, men bare læse den bog.

Portræt

Her kommer historien om Kaj, Anine og trolden. Eller i hvert fald en lille bid af den fortalt frit efter hukommelsen.

Kaj var min mormors bror. Han havde tykke briller, pibe i mundvigen og skrev digte og sange så folk fik en klump i halsen og et eftertænksomt glimt i øjnene når de læste eller sang hans ord. Alle jeg kendte, var forundrede over hvor han dog fik det fra - og så med kun syv års skolegang og et hårdt liv som arbejdsmand i bagagen? Og så havde han giftet sig med Anine, det var også lidt forundrende, for ifølge min far og hans familie var hun på alle måder en meget mærkelig kone. Hun gjorde ikke (ret meget) rent, men syede tøjdyr til de børn der var i nærheden af hende, som de sov med og slæbte rundt på indtil knapøjnene ikke kunne sys på mere, eller forældrene smed dem ud fordi at NU var de altså for ulækre. Jeg husker tydeligt min egen brors tøjdukke, som han elskede overalt på jorden, og som min far syntes kraftedeme var så grim at man skulle tro det var løgn.

Hun lavede heller ikke mad, eller hun lavede i hvert fald ikke rigtig mad efter min farmors mening, men min farmor var også kogekone og pensionatsejer og betragtede enhver lemfældig omgang med fødevarer som den ottende dødssynd. Nej, Anine brugte i stedet hele dage på at lave sit enorme mylder af mærkværdige lerfigurer som hun velsignede alle med ved enhver passende lejlighed, og som kom til at stå rundt omkring i folks stuer i reolsystemerne ved siden af nydelige figurer i kongeligt porcelæn.

Således også i min mormors reol. Da hun døde og efterlod min bror, mig og sin egen brors familie sit jordiske gods, stod vi der med lige dele af Anines og den kongelige porcelænsfabriks frembringelser. Vi deltes i fredsommelighed, og jeg valgte en af Anines trolde som den dag i dag står i min stue og kigger tilbage på mig med det mest finurlige, skeløjede blik. Når jeg ser den i øjnene, spørger den mig om jeg slet ikke kan se hvor tilforladelig, elskelig og menneskelig den egentlig er .. på trods af de enorme fødder og hornene i panden.

Jo, jeg kan godt se det. Efterhånden. Men det tog sin tid at få øje på. Tak, Kaj og Anine.

Og her er han så, trolden, på min håndflade. Jeg var nødt til at gå udenfor og fotografere ham for at få lys nok til at min stenaldermobil kunne klare opgaven bare sådan nogenlunde. I solskin er han endnu smukkere!

Fusion

Jeg har valgt at fusionere:

'Janne Møller Olsen' med 'Jannes sted'.
Korthåret med langhåret.
Overflade med dybde.
Hverdagsklip med eksistensovervejelser.
Udadvendthed med indadvendthed.
Person med passion.
Mig med mig.

I virkeligheden har det hele tiden været et hele, jeg kunne bare ikke se det, tror jeg. Men så var jeg så heldig at jeg kunne mærke det, for det blev sværere og sværere at finde ud af om det jeg gerne ville sige, skulle høre til det ene sted eller det andet. Derfor måtte jeg vende tilbage og samle det hele på mit sted, 'Jannes sted', dér hvor det hele startede, og hvor jeg tror jeg hører hjemme, når alt kommer til alt.

Fusionen er i øvrigt en gentagelse, som så mange andre fænomener i mit liv. (Jeg kan godt blive lidt træt af alle de gentagelser jeg kan se i mit liv, siger jeg med et grin, men erkender også at sådan er livet, og tilgiver mig selv på stedet). Jeg lavede engang en blog hvor jeg postede de særeste kreationer som jeg havde leget mig frem til, men endte også med at importere dem til 'Jannes sted'.

Jeg tror jeg har to synsvinkler som kæmper lidt med hinanden om at bestemme: Én hvor jeg sætter mig i modtagerens sted og forsøger at dele min kommunikation op alt efter om jeg tror den vil falde i god jord hos den ene eller den anden gruppe - det er vel sådan en slags markedsføringstankegang som er rigtig brugbar hvis man gerne vil sælge noget (eller sig selv). Og én hvor jeg sætter mig i mit eget sted og forsøger at kommunikere det som fylder noget for mig og som giver mig lyst til at dele - det er vel sådan en slags find-dig-selv-og-giv-hvad-du-har-behov-for-tankegang som er rigtig brugbar hvis jeg gerne vil give slip og efterhånden blive hele den jeg er, i tillid til at det er godt nok og nok.

Jeg vælger at lade den sidste synsvinkel bestemme i dette tilfælde. Jeg skal ikke sælge noget, sidst og mindst mig selv. Jeg skal give det jeg slet ikke kan lade være med at give, til dem der ønsker og føler sig godt tilpas ved at tage imod netop dét, netop nu. Og så er den historie ikke længere. Egentlig.

--
(Hvis du abonnerer på 'Jannes sted' i en feedlæser, har du måske fået de indlæg, jeg har importeret fra 'Janne Møller Olsen', ind som nye indlæg - jeg beklager hvis det har været irriterende og forvirrende eller noget andet mindre behageligt.

Ligeledes er alle kommentarer importeret sammen med indlæggene. Hvis du ikke ønsker at dine kommentarer skrevet på 'Janne Møller Olsen' skal kunne ses på denne blog, altså 'Jannes sted', kan du bede mig om at slette dem (eller selv slette dem). Bare gør det - no hard feelings :-)).

Refleksion

Jeg siger ikke så meget for tiden. Jeg er optaget af at lytte.

Jeg har lyst til at smide (endnu mere) væk, afvikle, lukke af for både det ene og det andet. Trangen til at afslutte og sige farvel har sit greb i mig, men jeg har mistanke om at det der kunne ligne et anfald af ordenssans eller pludselig erkendelse af tingenes forplumrethed, kan være et skalkeskjul for mit sinds foretrukne strategi, som går ud på at trække mig væk, gøre mig usynlig og lade som om jeg ikke er der for at undgå ubehageligheder eller konfrontationer. At det kan være en omskrivning mit sind gør, af den sædvanlige tekst: Der er noget i min omverden jeg ikke kan lide, der er noget der udfordrer mine værdier alvorligt - eller måske er der noget jeg ønsker mig, men er bange for at sige ja til? - og i stedet for at bringe mig i en situation hvor mine værdier måske kommer til udtryk, trækker jeg mig væk og ind i mig selv. Isolerer mig. Minimerer mig. "Hvad kommer verden mig ved, jeg trives udmærket alene. Jeg har ikke brug for at være med, og verden klarer sig helt sikkert også bedst uden at skulle forholde sig til mig". Jojo, jeg kender omkvædet udmærket.

Det passer selvfølgelig ikke. Alle har brug for at være med. Og verden har brug for at vi alle er med, ikke mindst. Det er ikke den jeg er, der synger det omkvæd, det er ikke mit inderste væsen. Det er blot en stemme der har taget ophold i mit sind.

Jeg opfordrer mit sind til tålmodighed, til at vente og se hvad der dukker op, inden jeg gør noget, inden jeg handler. Til at tage imod og undersøge. Jeg spørger: Hvad er det mit sind prøver at beskytte mig mod med sin strategi? Og jeg kender jo godt svaret, jeg ser min angst for fordømmelse, ringeagt og kritik i øjnene, jeg ser mine sår, og jeg mærker i min krop hvor sandt det svar er. I kølvandet følger åbningen mod verden. Som altid. Det er den eneste vej. 

(Videoen er fra i søndags - jeg beklager den skæve horisont for eventuelle æstetikere der læser med, men holder selv af den for dens overførte betydning).

Et får og en luftballon

Jeg puster forvirret ud efter et mindre cykelræs gennem byen sammen med min ene dreng og prøver at holde styr på vores jakker og hjelme. Jeg kigger rundt på væggene i farten, for noget fanger insisterende min opmærksomhed og får mig til at fumle larmende med hovedskallerne. Tænk sig! Lige dér på væggen i skoletandlægens venteværelse hænger der sør'me et billede der forestiller mig! Jeg når kun at kigge på det og de andre udstillede billeder i et nanosekund, men tager et skævt mobilfoto til støtte for hukommelsen da jeg alligevel skal slukke for mobilen.

"De der himler, de er altså for syge", konstaterer mit afkom spontant. "Og se lige dér, fåret har rigtigt hår!" Jeg når overhovedet ikke at sige noget før vi bliver kaldt ind, hvorfor jeg svarer her i stedet: "Ja, himlene er meget flotte - og hvor er det sjovt med den uld der stikker ud af billedet!"

Jeg har googlet "udstilling søndersøskolen tandklinikken" og hittede i første hug: Billederne er malet af Maibritt Rude. Tak til hende for en særlig og fin oplevelse en travl hverdagsfredagmorgen! 

At gå i hvidt

Jeg er er gået i hvidt (med et lilla og et blåt touch), både på min arbejdsplads i soveværelset og på mine blogge. Forandring må der til, langsomt, mens jeg prøver at finde mig selv ovenpå min vintervandvildfarelse. Jeg har ryddet op, smidt ud, flyttet om og indrettet påny, og så var det at der blev et søm til overs i køkkenet. Det har fået en sømskjuler i farten, for jeg synes måske nok det ville være at gå til yderligheder at begynde at spartle ud og male lige nu, hvor jeg ærlig talt mest af alt prøver at sunde mig lidt. Mine børn ruller med øjnene og sukker, og det er godt, for det betyder formentlig at jeg endnu engang har været stand til at bryde konventionerne.

Jeg er tilfreds.