29. december 2011

Intet varer evigt

Alt godt og alt skidt har en ende. Det gælder både småting som at det meget snart er slut med julesmåkagerne, og at lyskæden er ved at få udskiftet plastikistapperne med hæklede dutter. Og det gælder større ting i livet, hvilket jeg godt kan lide at huske på så jeg kan henholdsvis glæde mig mens tid er, og holde ud så længe det varer.

Sådan bevæges og forandres verden i mig og uden for mig i en uophørlig strøm, og jeg kan modsætte mig det, protestere, glæde mig over det, begræde det, ignorere det eller iagttage det med nysgerrighed og undren. Eller noget helt andet. Uanset hvad er det noget af det mest fascinerende jeg kan komme i tanke om at tænke på.



28. december 2011

Refugium


Mine støvler ligner sig selv igen.


(Aftalen i byen blev aflyst - tre ud af otte er syge. God bedring til dem :-)).

27. december 2011

Det rene look

Jeg har tørret mine støvler af for mudder og andet naturmateriale, for i morgen skal jeg i byen et sted hvor man skal beholde skoene på indendørs, og så går det jo ikke at jeg ligner én der er gået direkte ind fra pløjemarken eller vinterskoven. Nu står de og tørrer, og mens jeg venter på at de bliver klar til en gang skosværte, ville jeg lige se om jeg kunne komme af med den irriterende skygge omkring billederne her på bloggen. Jeg ville have 'Simple' og ingen skygge, så jeg har trawlet html'en i undergrunden for steder hvor jeg kunne afskaffe skyggen, men det kunne jeg ikke finde ud af og måtte opgive. Så nu er jeg gået 'Ethereal', og skyggen er ganske rigtigt væk, eller man kan i hvert fald ikke se den, og mine 'images' ser ud som jeg vil have de skal se ud.

Det er formentlig godt nok, for nu er det her "kun" en blog, og selvom det er min spidskompetence at se hvad der ikke er synligt for det fysiske øje, skal jeg nok liiiige klappe hesten og passe på ikke at overfortolke. Men den bekymrer mig nu alligevel en lille smule. Kombinationen, forstås, af 'æterisk' og 'ingen skygge'. Men det får være for nu. Jeg vil nyde det rene look på bloggen såvel som på støvlerne, så længe det varer, og nu finder jeg den sorte sværte og pudsekluden frem.

--
Opdatering 27/12-2011 kl. 21:14:
Blogskabelonen er ikke længere 'Ethereal', men igen 'Simple' som ønsket - se kommentarerne hvis du er nysgerrig på dette :-).

23. december 2011

Musikfredag: Vær vågen

Min timing er på alle måder elendig for tiden, og det er sjældent noget godt tegn, så jeg rusker mig selv vågen og forsøger at være nærværende. Det sidste stykke tid har været krævende for mig, og jeg har trukket voldsomt på den disciplin jeg mestrer som en anden jægersoldat, men nu - lige i dette øjeblik hvor jeg skriver det her - er kampen forbi. Der er ikke mere at gøre. Nu er der fred, også i mit hoved og i hele mit system.

Tina Dico og Helgi Jonsson kommer her med "No Time To Sleep". Til fornøjelse for mig selv og alle andre der trænger til en påmindelse. Det er ikke nogen julesang - det var det med timingen der manglede! - men ja jo, måske kan den virke som en slags nytårssang for nogle af os?

Og så kommer der ikke flere musikfredage. Det fungerer ikke for mig, det med planlagte og faste opgaver. Det virker dræbende på kreativiteten, i hvert fald hos mig, og det skal jeg ikke have noget af (mere).




Happy holidays til alle 
der kommer forbi her.

22. december 2011

Modspil

Åltså. Hvis du er ved at drukne i juletraditionsgentagelseskitchogjunkhavet, så er der en redningsplanke her: Street Art Utopia. Se op, træk vejret med opmærksomhed og vid at der stadig er liv på planeten.

(Opdaget via Jyri Engeström).

21. december 2011

Vintersolhverv



Lad os fejre at lyset vender tilbage - igen.

For en god ordens skyld skal jeg lige skrive at jeg godt ved det er vintersolhverv den 22. december i år - NU :-). Jeg troede faktisk i går at det var den 21., men det passer ikke - se her.

19. december 2011

Juletræet med sin pynt ..



Fire fætre med tilsammen 35 års erfaring med julen har pyntet vores træ, og der skal ikke flyttes rundt på nogetsomhelst. Alt hænger præcis hvor det skal. Engle og nisser, kugler og kræmmerhuse - det er perfekt! De næste mange dage vil jeg glæde mig hver gang jeg kigger på det.

16. december 2011

Musikfredag: Let's danse

Så skete det, fredagen indhentede mig - igen!

Lad os ta' en Støvledance, for det har har jeg haft en fest med fire gange i løbet af ugen der er gået. I varmt vand, i middelvarmt vand og i koldt vand, og vi har klasket nogle lår og nogle støvler og vendt på 16 nogle gange, og det var vitterlig fun. Så, jep og hep, her kommer et tilbud til dig om at deltage i festen, nemlig ved at gøre (tilnærmelsesvis) som Gynther. Op af stolen og ud på gulvet! Med mindre du har et meget stort badekar, må det jo nok blive en tør version, men det er også godt, det føler jeg mig overbevist om.
"I can hop, I can run, and it's very very fun
klask your lår, klask your støvle.
I can hop, I can run, and it's very fun,
glem the trouble - and the bøvl."

15. december 2011

10 minutter

Altså, det der musikfredag ånder mig i nakken, for jeg synes hele tiden det er ved at være fredag igen, men jeg har ikke noget at sige, for jeg bruger al min hjernekapacitet på at huske de praktiske ting jeg nu skal huske for tiden, og det kan altså hurtigt lægge mig ned rent kreativt og åndeligt, for jeg er simpelthen ikke nogen Praktiske Gris, og jeg skal bruge vildt meget energi på at holde dén maskine i gang, men jeg gør det gerne, ja, mærk dig venligst at jeg ikke tænker "man skal jo også", men "jeg vil også", jeg kan bare ikke være to steder på én gang, hverken i konkret eller i overført betydning, nå, hvor lang tid mon det har taget at skrive det her, og mon jeg nu har skrevet hurtigt nok til at blive stakåndet i 10 minutter som sundhedsstyrelsen anbefaler, eller skal der mere til .. pyha, jeg ved det ikke, men nu er det slut, og jeg er også ligeglad for jeg har aldrig været specielt interesseret i at opfylde så dødsenskedelige konkrete krav, men kun i at gøre det som jeg selv fornemmer er rigtigt, og det er min erfaring at hvis man sørger for at have det sjovt, så holder man også kredsløbet i gang på fornemste beskub, nej, klap kaje, hvor jeg snakker, NU er det slut.

11. december 2011

Decemberweekend

Fredag
Glaseret skinke og havregrynskugler i venners gode lag. Lejligheden er pyntet af børnene, og der er nisser OVERALT. Jeg overdriver ikke. Det er fantastisk.

Lørdag
Aftensammenskudsjulefrokost. Der mangler ikke noget. Det skulle da lige være muligheden for at føre en samtale, men pyt med det for en gangs skyld. Mens de fleste i selskabet RÅBER, æder og drikker, forsøger jeg at mærke det vigtigste. Tuner mig ind. Der er personer omkring bordet jeg har kendt i mere end 20 år, og deres liv har ikke altid været lutter lagkage. Jeg ønsker dem alt det bedste.

Søndag
Gløgg varmet på trangiasæt ved bredden af Roskilde Fjord. Jeg sætter mig på en kongestol af en sten i vandkanten, følger hvinændernes flugt over fjorden og fisker mandler og rosiner op af termokruset med fingrene. Vi går gennem skoven hjem hvor brændovnsvarme, brætspil og et formidabelt måltid venter.

Nu er jeg mæt. Nu skal jeg sove.

9. december 2011

Til

Jeg er til.

Jeg er til kaffe. Jeg er til langrend. Jeg er til langsomme morgener. Jeg er til mænd. Jeg er til rytmisk musik. Jeg er til ligefremhed. Jeg er til natur. Jeg er til muligheder. Jeg er til wienerbrød. Jeg er til individuation. Jeg er til flade sko. Jeg er til viden. Jeg er til stilhed. Jeg er til pc. Jeg er til lys. Jeg er til omhyggelighed. Jeg er til korte besøg. Jeg er til fantasi. Jeg er til bevægelse. Jeg er til indhold. Jeg er til vandfast mascara. Jeg er til livet. Jeg er til første gange. Jeg er til ansvar. Jeg er til fordybelse. Jeg er til kærlighed. Jeg er til modsætninger. Jeg er til ord.

Jeg er til hundene, nej, til rotterne. I dag.

Jeg er til.

8. december 2011

Musikfredag: Hjem



Sanne Salomonsen med "Hjem", se fra 52:40 i udsendelsen "Her er dit liv", fredag 2/12- 2011 på DR1.

Og sådan springer jeg fra fredag til fredag. Jeg blev simpelthen så rørt over at høre Sanne Salomonsen i "Her er dit liv" sidste fredag at jeg besluttede at gemme sangen her til i dag. Sanne Salomonsen har været der så længe jeg kan huske, hendes musik udgør en væsentlig del af soundtracket til forskellige faser i mit liv, og den her sang bliver ingen undtagelse.

På en måde er det ikke kun Sanne Salomonsens store stemme man hører her, men vores allesammens, tænker jeg. Hvad enten indholdet hører fortiden, nutiden eller fremtiden til for den enkelte. Dét synes jeg er STORT.

7. december 2011

!


Mand, nu stiger kunsten! Jeg gad godt se det træ der har båret den her frugt ...

Og mens vi er ved diverse afarter af juledekorationer, så har jeg ledt og ledt med lys og lygte efter et oppusteligt juletræ. Et der kan tåle vand og flyde, forstås. Kom nu, plastikogluftjuletræ, materialisér dig! Jeg ved du findes!

2. december 2011

Musikfredag: Nothing at all

Hold nu op, er det allerede fredag igen? Jamen, så tager vi lige "The Lazy Song" fordi den får mig til at grine, og det skal man ikke kimse ad på en grå, overrumplende fredag. Jeg ved godt at jeg måske burde være lidt for gammel til det her, men altså .. det er da festligt!

1. december 2011

Tak, men ..

"- Hvis du ikke ved, hvad en ekstrovert tænker, så har du ikke hørt efter.
- Hvis du ikke ved, hvad en introvert tænker, så har du ikke spurgt."*
Jep, det er nemlig rigtigt! Som udpræget introvert (eller 'introverteret', som jeg foretrækker at skrive det) bider jeg hovedet af al skam og skriver her uden at være blevet spurgt, mens jeg støtter mig til den (måske illusoriske) forestilling at hvis folk vil vide hvad jeg tænker, kan de helt frivilligt "spørge" mig ved at klikke ind på bloggen her. Den forestilling fungerer som et par krykker i mit endnu vaklende forsøg på at udvikle mine ekstroverte funktioner (eller 'ekstraverterede', som jeg foretrækker at skrive det).

Til gengæld har jeg for et par dage siden slettet min facebook-profil - igen! Jeg kan ingen krykker finde dér, og jeg kan - trods min tålmodige og gode vilje, hvis jeg skal sige det selv - ikke rigtigt forstå hvad der foregår, og det føles ikke godt, det må jeg bare erkende. Så tak for tiden sammen, kære eks-facebook-venner, og god vind videre frem. I ved hvor I kan finde mig.
"Jeg har aldrig været i stand til at forstå,
hvorfor det skyldes netop, at jeg er uforståelig,
at ingen forstår mig.
Milton Mayer."*
--
*Fra "Hvorfor er du så anderledes? Jungs typologi i teori og praksis" af Edvard Borbye som jeg fandt i morges da jeg ville rydde op i nogle bøger.

30. november 2011

Strøtanker om valg

Jeg samler mig. Jeg prøver i hvert fald på det. Jeg har skullet være lidt for mange steder med lidt for lidt mellemrum i et stykke tid, og når jeg vælger at praktisere sådan et program i en periode, følger der for mig altid sådan en slags mentale tømmermænd med i kølvandet. De skal behandles med omhu så oplevelserne kan berige mig, og ikke berøve mig, hvorfor jeg går forsigtigt rundt, holder mig for mig selv og forsøger forholdsvis tålmodigt at lade processen gå sin gang.

Og så minder jeg mig selv om at jeg tror på at alt vi gør, beror på et valg. Måske ikke altid et bevidst valg, og nogle gange snarere et fravalg end et tilvalg, men begge dele er stadig et valg. Og jeg husker at jeg tror på at alle valg har konsekvenser, positive såvel som negative set gennem den enkeltes briller, og at der ikke findes noget eller nogen i verden der kan fortælle os hvilken kombination af konsekvenser og dermed hvilken handling der er den gode eller rigtige objektivt eller almengyldigt set. Vi må selv vælge for os selv, hver gang vi skal handle (eller ikke handle) i forbindelse med det der dukker op i vores liv. Fra de mindste ting i livet til de største. Også selvom det tit synes nemmere hvis andre valgte for os - men selv det ville være vores eget valg.

Hvis det ubevidste har stor indflydelse på vores valg, bliver det let blandt andet værdier og normer overtaget "bevidstløst" fra kultur og familie, smerten fra gamle sår eller undertrykte/fortrængte følelser der styrer. Som jeg ser det. Derimod, hvis vi arbejder for at øge vores bevidsthed, tror jeg muligheden for i valget at være i overensstemmelse med sig selv og ens opgave i livet øges - og dermed også muligheden for at handle med indre fred, glæde og tilfredshed i livet som følgesvend.

Vi kan selvfølgelig ikke gennemskue eller gennemmærke alle konsekvenser af alle mulige handlinger, uanset hvor bevidste vi måtte blive, men hvis vi accepterer den præmis at vi altid selv foretager et valg, og herefter gør os umage med at sigte mod at opnå den "konsekvenskombination" som vi helt personligt og ud fra en egen individuel, indre etik bedst kan forlige os med, tænker jeg at det må nærme sig det jeg forstår ved at gå sin skæbne i møde (som jeg kender det fra Karen Blixen). Bedre kan vi ikke gøre det - men paradoksalt nok er det måske både det sværeste og det største vi kan gøre.


Bedre sent end aldrig. Hellere lidt end ingenting.

26. november 2011

Korrektion

Jeg tænker at man har lidt for meget om ørerne og lidt for meget kørende i processoren på øverste etage når man tager sig selv i at kigge efter tepotten i en skuffe.

Eller når man opdager man har kludret rundt i links'ne i sit forrige indlæg. Nu er de bedre, efter min mening, og i hvert fald som jeg havde tænkt mig. Bare hvis du har fattet interesse for Ben Harper.

Jeg beklager rodet, som jeg begrunder for mig selv med at jeg må være under ombygning. Ligesom teenagere.

.
.
.
Nåja. Så kan man jo også lige tage den her med i købet.

25. november 2011

Musikfredag: Tilbagevendende begivenheder






"Picture Of Jesus" med Ben Harper - tekst her. Jeg ved godt at du måske bliver provokeret, men lyt nu alligevel - og dan dine egne billeder af betydningen.

(Tak til L. som åbnede mine ører for Ben Harper og The Blind Boys of Alabama for et par år siden).

---
Opdatering lørdag 26/11-2011:
Jeg opdagede lige at jeg ikke havde linket til den side med teksten som jeg troede - nu er den "rigtig". Jeg også tilføjet et link til startsiden af Ben Harpers hjemmeside ved hans navn, håber jeg har peget endnu tydeligere på denne måde, for dem der er interesseret. Beklager rodet.

24. november 2011

J. Atterdag


Det er ikke til at se det hvis man ikke lige ve' det, men det her er et billede af udsat storvask, forhindret rengøring og dagsvarigt morgenhår. Varm kakao på mælk i stedet for kaffe og te. Mudderpøl i vejen og ingen vand i hanerne. Mænd i vaders der holder frokost. Naboer der ringer og spørger om det kun er dem der er tørlagte, eller?

Først blev jeg ret så frustreret, for jeg hader når jeg bliver forhindret i at gennemføre mine planer. Så faldt jeg lidt ned igen og lod det sive ind at det var en ren foræring.

I morgen er der atter en dag. Jeg når nok det hele.

23. november 2011

Sagde du 'sandwichgenerationen'?

I går, da jeg sad og bladrede Søndagsavisen igennem til morgenkaffen, lærte jeg noget nyt. Eller, det vil sige jeg har været i en slags konkret og praktisk læreproces fra jeg fik mit første barn for 14 år siden, men i fredags fik jeg et begreb at putte mine erfaringer ind under: Sandwichgenerationen.
"Kender du sandwichgenerationen? Det er forældre, der i en moden alder har fået børn og derfor sideløbende med børnepasningen også skal tage sig af deres aldrende forældre. De bliver så at sige klemt af omsorgsbehovet fra to generationer."
Klemt, det er ikke ordet. Mine forældre har altid haft behov for hjælp, og nu i weekenden er min stedmor flyttet på plejehjem. I går brugte jeg blandt andet godt tre timer på at sætte navnemærker i alt hendes tøj - på "opfordring" fra matronen på hjemmet for ellers ville hun ikke få vasket. Mens jeg ryddede op og gjorde rent i den gamle lejlighed, som et dreamteam bestående af min ældste søn, min mand, min bror og mig pakkede ned, flyttede ud af og pakkede ud igen i ét effektivt hug i weekenden, ringede min ene søn og klagede over kvalme og hovedpine og spurgte hvornår jeg kom hjem (fra Fyn), for han skulle måske kaste op. Min anden søn er gået i skole i shorts i dag i protest fordi han mente at alle de bukser han gider gå i, er til vask. Næste skridt, hvis jeg ikke snart vasker, er at han tager badetøj på. Påstod han. Jeg må se at få lært ham at vaske selv.

Nå. Det er godt nok altsammen. Det er i hvert fald lærerigt, jeg kommer ikke igennem det her uden at have lært en fandens masse mere om hvem jeg selv er, og hvad jeg står for. Jeg kan for eksempel i de her dage mere end ane hvordan mit overudviklede frelserkompleks er opstået.

MEN. I dag er MIN dag. Ingen skal få lov at røre den. Jeg har to aftaler jeg glæder mig til, jeg tror jeg "serverer" rugbrødsmadder til aftensmad for nemhedens skyld, og i aften skal jeg se de sidste to afsnit af Broen. Det skal ingen tage fra mig.

18. november 2011

Musikfredag: Cherish

I dag er det den 18. november, og det er en helt særlig dag for mig.

Det hele startede den 18. november 1989, og jeg fik lige lyst til at spole tiden tilbage ved at kigge på nogle lister over hvilke sange der hittede det år. Der er især én sang - eller måske snarere video - jeg husker bedre end nogen af de andre på de lister jeg fandt: Madonna med 'Cherish'. Dengang for alle de mange år siden så jeg MTV i mit lille, arvede sort/hvid-tv, og mine øjne stod på stilke hver gang den her mærkværdige, men i mine øjne også smukke video blev vist. (Det er først i dag jeg har opdaget at videoen faktisk er i sort/hvid).

Jeg har tidligere læst nogle officielle tolkninger af den, men de har ikke formået at bryde min egen helt private associationsrække, og jeg kan mærke at den kun bliver udvidet i samme retning ved at se videoen og høre sangen nu igen. På en enkel og alligevel dyb måde synes jeg det hele passer så fint med hvad jeg har at sige i forbindelse med min mærkedag, og derfor skal den være indholdet i dennes uges musikfredag. Måske er jeg den eneste i hele verden der ser hvad jeg ser, men det er uden betydning. Enjoy - og se det du selv kan se.

I still cherish.


17. november 2011

Om at beklage sig

I går kom jeg ind i en butik bemandet med to ekspedienter. De to kvinder (for det var kvinder, hvilket jeg tror er værd at bemærke) talte højlydt sammen hen over de varer de var ved at ordne nærmest i hver sin ende af butikken, og der gik ikke mange sekunder før jeg kunne høre at de var i gang med at beklage sig til hinanden over en tilsyneladende endeløs række af noget andre havde gjort, sagt, ikke gjort, ikke sagt og så videre. Lutter brok, lutter luften deres utilfredshed, lutter kritik af både omstændigheder og personers arbejde. Dét orkede jeg ikke at høre på, så efter lige i et øjeblik at have følt en tilskyndelse til selv at begynde at beklage mig over at de beklagede sig sådan i mit påhør og gav mig en negativ oplevelse, haha, forlod jeg butikken.

Det fik mig til at tænke på et citat af Eckhart Tolle som jeg har set på Mary O'Malley's blog, og som jeg synes udtrykker noget fundamentalt sandt. Det rammer lige den del af mig selv der af og til smider mig en tur i offergryden med et snuptag før jeg nærmest ved af det:
“For to complain is always non-acceptance of what is and it invariable carries an unconscious negative charge. So when you complain you make yourself a victim. Either leave the situation, change the situation or accept it. All else is madness.”
"All else is madness". Tag lige den. Jeg er fuldstændig enig, også selvom det kan synes som hårde ord, især hvis vi er meget tilbøjelige til at falde ind i offerrollen, som jo under alle omstændigheder må betragtes som et forsvar, en beskyttelse eller et forsøg på at bevare eller opnå noget der er vigtigt for én. Det er væsentligt at huske.

Det er også vigtigt at tænke, tror jeg, at hvis vi kan tage os selv i at beklage os - højlydt eller i vores stille sind - over et eller andet, så er det et fint redskab til at gøre os klart på hvilket område vi kan ændre vores liv for at få det bedre. Det er en direkte vejviser til at opdage hvad vi ønsker os af livet, og til at anerkende vores personlige værdier.

16. november 2011

Contrails

Udsigten fra mit køkkenvindue kl. 8:10 (cirka).

I går tankede jeg op efter i mandags. Restituerede. I dag er jeg frisk igen og må ud over bakkerne.

Jeg ser for mig hvordan jeg, hvis jeg kunne komme nok på afstand og indtage et meget overordnet perspektiv, ville kunne se kondensen fra min udåndingsluft i forbindelse med mine bevægelser. Den ville tegne tilsyneladende rette linjer der stritter i alle retninger, efter mig, men i virkeligheden ville det være krumme linjer der cirkler om min kerne præcis som flystriber om jorden.

Det er godt at dvæle lidt ved det billede, synes jeg.

15. november 2011

Fornuftigt?


Okay. 'Parfumefrit hvedemel', genererer min hjerne i sin brand-mærkede tilstand og forventer at det nybagte brød smager af sæbe. Meget interessant oplevelse.

14. november 2011

Fodnote

Her kommer en lille "fodnote" som jeg har fået lyst til at skrive i tilknytning til mit indlæg i går:

Det er min opfattelse at et menneske til enhver tid, hvert eneste sekund af sit liv er sig selv. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre ikke at være sig selv, men det kan lade sig gøre at opleve det som om den man ikke er sig selv, generelt eller i perioder. Det er min erfaring at personlig forandring på ingen måde handler om at skabe et nyt "sig selv", en slags fremtidig udgave af Janne eller Oskar eller Poul eller Jette eller .., men derimod om at forandre den oplevelse eller opfattelse vi har af os selv.

Jeg tror at det for mange mennesker - men det er bare en fornemmelse, jeg kan jo egentlig kun tale for mig selv - handler om at forvandle eller forandre en skamfuld eller nedsættende oplevelse af den man er, til en respektfuld eller anerkendende oplevelse af den man er. Vi er som sagt dem vi er, uanset hvad. Det er lettere sagt end gjort, bestemt, for jeg tror at det generelt fremkalder angst, smerte og i det hele taget ubehag at vælge den vej, men det er så vidt jeg kan se den eneste vej. Vi kan ikke lave os selv om, men vi kan bevidstgøre de filtre eller briller vi ser os selv igennem, og måske tage dem helt af eller i det mindste skabe en distance til dem i kraft af bevidstheden om at vi har dem på, og på den måde komme tættere på selv at opleve at vi opfylder vores bestemmelse.

13. november 2011

Om at ha' det godt

Det slog mig en dag da jeg var ved at vaske op eller sådan et eller andet, at jeg vist havde en slags indre vandGotvedgymnastikpædagog i maven, og at jeg kunne mærke hun var ved at vågne og give liv og glæde til mig. Det var da et interessant indfald, tænkte jeg, det må jeg forfølge. Så nu er jeg (for første gang nogensinde) på rejse i Helle Gotveds gymnastikunivers, fordi jeg må se hvad jeg kan finde dér. Og jeg lærer, genlærer eller måske rettere genfinder vitterlig helt basale ting som jeg har tabt og behov for at vinde igen. 

Da jeg var ung ville jeg være gymnasielærer i religion og idræt - en usædvanlig kombination, så vidt jeg kunne forstå på andre, selvom jeg selv syntes den var helt naturlig. Det gik i vasken, af forskellige grunde. Så blev jeg folkeskolelærer med religion/kristendom og idræt som linjefag i stedet, men også det gik af forskellige grunde i vasken rent arbejdsmæssigt. Jeg forlod kroppen og flyttede op i hovedet, fordi jeg i min vildfarelse troede det kunne være med til at retfærdiggøre min tilstedeværelse i det her liv - kort sagt.

De forskellige grunde har jeg måttet arbejde længe for at bevidstgøre og skabe en distance til. Ingen af dem har noget med en eviggyldig eller objektiv sandhed at gøre - sådan én findes ikke, "ved" jeg i dag med hele mig, og ikke kun rationelt. Det har været en lang, lang rejse indtil nu, og det mærkelige eller interessante eller fantastiske er at den har ført mig direkte tilbage til der hvor jeg begyndte, nemlig tilbage til min egen intuitive opfattelse af at krop og sjæl er to sider af samme sag, og tilbage til min glæde ved at bruge og være i min krop. På en måde, som jeg umuligt kan uddybe eller forklare, men som jeg tror skal erfares, føles det præcis som at komme hjem.

En dag finder jeg måske mine egne ord og min helt egen vandJannegymnastikpædagog, men her og nu vil jeg give ordet til Helle Gotved, fordi jeg mærker at nogle af hendes ord har en dyb klangbund i min egen personlighed. Blandt andre:
"Da min generation var unge, skulle det være så åndeligt altsammen. Det var nærmest et beklageligt faktum, at man havde en krop - tale om den gjorde man i hvert fald ikke. Der er spildt mange gode år for mange mennesker, fordi de ikke har fået tilstrækkelig oplysning om kroppens funktioner. Her tænker jeg ikke specielt på seksuallivet, men på alle kroppens funktioner - bevægelsesfunktion som organfunktion. Vi kan ikke blive harmoniske, hvis vi ikke respekterer det kropslige lige så fuldt som det sjælelige. Krop og sjæl er ikke to forskellige ting, men den samme - set fra to forskellige sider.
At ha' det godt er at opfylde sin bestemmelse og at komme til udfoldelse både legemligt og sjæleligt - at have lyst til livet og glæde sig over det."
Og et andet sted:

"Hver gang vi fjerner os fra naturen i os selv, gør vi os fortræd." 

12. november 2011

Fodbold (vistnok)

Rimfrost på kunstgræs
De lange skygger
forbinder



I går så jeg Signes reportage med danske og svenske landsholdsspillere i Det Nye Talkshow (fra 38:40). Hold nu op, det er længe siden jeg har grinet så meget! Jeg tørrer øjne endnu.

11. november 2011

Musikfredag: Arven

Denne musikfredag giver jeg til min mor. Hun hørte Harry Belafonte når hun var den eneste voksne i huset og selv kunne bestemme, og jeg husker stadig alle sangene fra hendes grammofonplade og kan synge med fra ende til anden - ind imellem godt nok med de samme komplet uforståelige, men lydrette "ord" som da jeg var syv år gammel.

Jeg håber min mor lytter med fra dér hvor hun nu er, og forstår at hun nåede at bringe mig nærmere mit personlige "Cuba" end hun måske selv i sin vildeste fantasi havde forestillet sig. Tak.


9. november 2011

Barndommens gade tur-retur




"Jeg er din barndoms gade,
jeg er dit væsens rod,
og jeg er den bankende rytme
i alt hvad du længes mod.
...
Fløj du så vidt over lande,
og voksede du fra din ven?
Jeg er din barndoms gade,
jeg kender dig altid igen."

fra "Barndommens gade" af Tove Ditlevsen

Jeg vendte tilbage og huskede. Jeg fandt den erindring som indeholder nøglen til de roller jeg har lært at spille i familien, og som med tiden er blevet en del af min personlighed og har fået betydning for mange af mine øvrige relationer på godt og ondt. Og jeg fandt den bankende rytme der kan vise mig vejen ud af rollerne.

Jeg så hvad jeg var parat til at se. Det er godt.

28. oktober 2011

Musikfredag: Tre-i-et

Billedet er lånt her.
The Avett Brothers. Jeg er fuldkommen gået på halen over dem. Jeg er vild med deres humor, og jeg er vild med den måde de bare evner at kanalisere det hele ud på. Og det er ikke så lidt der finder vej ud.

The Avett Brothers skal spille hele tre numre i dette musikfredagsindlæg:

Ét hvor de sidder stille og synger en dæmpet duet om de(n) vigtigste ting i livet: Murder in the City.

Ét hvor de giver os en åndfuld lektion i intet mindre end selve livet (som jeg forstår det): Head Full Of Doubt, Road Full Of Promise.

Og ét hvor de musicerer røven ud af bukserne med hele kroppen og RÅBER ud til os at vi skal skrue op for farverne: Colorshow.
"Be loud - let your colors show
Try to keep the madness low"

(Jeg fandt The Avett Brothers fordi jeg læste ugebladet Søndag og så at Signe Svendsen havde hørt dem på Tønder Festivalen og nu lyttede til dem derhjemme. Det gjorde mig nysgerrig).

25. oktober 2011

Lyt til Hildur Jackson ..

.. her på P1 i Vita, hvis du interesserer dig for fred, fællesskab og spirituel udvikling - og for sammenhængen mellem et bæredygtigt samfund og de tre størrelser.

Du kan læse kort om Hildur Jackson her (på engelsk).

23. oktober 2011

Om at give noget folk ikke har bedt om

"Vi kender situationen hvor folk beslutter sig for at gå til en koncert. De sætter en aften af, de betaler barnepige, de tager taxa, de betaler entre, så sidder de dér, og så (er det de siger) hvad .. hvordan .. hvad er det der får folk til at synes det er rimeligt, at de kan stille sig op foran sådan nogle mennesker, og så skal de nøjes med det du kan levere der? Hvad kræver det egentlig?
Det kræver at du har din selvovervurdering fuldstændig på plads og i orden. [smil og glimt i øjet] Men det kræver også mod, og det der især kræver mod, det er hvis man stiller sig op over for folk og giver dem noget de egentlig ikke har bedt om at få. Noget som måske ikke engang er sjovt, noget som .. men bare noget som man synes er vigtigt."
Sagt af Niels Hausgaard (som vært, men alligevel ..) i udsendelsen "Når lyset bryder frem" på DR1 i går aftes. Se fra 48:50 og frem her.

Det er sagt i en bestemt kontekst (musikkoncertsammenhæng og lige efter Peter Sommers optræden og inden Rasmus Seebachs sang "Nangijala" som har med både Børnecancerfonden og Astrid Lindgren at gøre), men det taler klart og tydeligt til mig på et generelt plan. Det får mig til at huske at det er vigtigt at man tænker over hvad man bruger sin "stemme" her i livet til, også selvom det kræver både en tro på storheden i en selv og et enormt mod ikke at "synge" det andre beder om eller forventer, men det som man synes er vigtigt.

Hareskoven uge 42 2011

19. oktober 2011

Material Girl



Pulsvarmere. Sådan nogle har jeg altid drømt om at eje, og nu ligger der et par her ved siden af mig på bordet. Det er ikke så ringe endda. Der er plads til forbedringer, ingen tvivl om det, men det gider jeg ikke hænge mig i lige nu. Jeg er lykkelig, og om lidt går jeg usædvanligt velklædt ud i efteråret!

Noget af tiden, mens jeg sad der og strikkede så det sved i min nakke og krampede i mine utrænede fingre, lod jeg fjernsynet køre og fik lidt modvægt til min materielle besættelse, blandt andet via Ally McBeal. Så måtte jeg trævle op og tælle om fordi jeg drev væk og skiftevis kom til at grine, tude, måbe og tænke. Jeg er vild med den serie, jeg havde vist bare glemt det i alle de år der er gået siden den kom frem og indtil jeg pludselig fandt ud af den bliver sendt igen om eftermiddagen. Ally er lidt mindre "tosset" end jeg er, tror jeg, men det er vist marginaler der skiller .. hvis man ellers kunne forestille sig at det var muligt at måle og veje den slags.

Tilbage til materien: Jeg fandt hjælp til at lave snoninger og til at tage ud til tommelfingeren via PaaPindens videoer. Tusind tak for det. For at få generel inspiration, billedgooglede jeg "håndledsvarmere" og "pulsvarmere" og så mange fine udgaver som alle hjalp mig til at finde min - også tusind tak for det.

17. oktober 2011

Den her blog, blandt andet ..

Nå. Jeg har puttet bloggen ind i en af de "gamle" skabeloner igen, fordi jeg erfarede at ikke alle fik fuldt udbytte af de nye, dynamiske skabeloner. Ja, at det endda for nogle hæmmede læsningen. Det har noget at gøre med hvilken browserversion man bruger, så vidt jeg forstår, og der skal nok gå lidt tid endnu før alle kan se de dynamiske views helt optimalt. Det er lidt øv, for jeg kunne selv godt lide at se min blog vist på den måde. Man kunne få overblik over hele bloggen i en eneste visning, wauw, og lynhurtigt finde hvad man måtte lede efter. Og gadgets har aldrig været min store passion, så på en måde var det en lettelse for mig at slippe for dem. Men det må vente, tror jeg.

Vi kan dog stadig vælge en dynamisk visning ved at tilføje '/view' efter blog-url'en (altså fx jannessted.blogspot.com/view) - men det er jo ikke noget nyt :-).

Nå. "Nå". Dengang jeg boede hjemme, var min bror og jeg kendt for at kunne sige "nå" på så mange måder, at vi næsten ikke behøvede at bruge flere ord. Prøv lige selv. Nårh! Nååååå. Nå.

Nå.

Haha.

Om lidt kører jeg på biblioteket. Sidst jeg var der, løb jeg ind i en udstilling med billeder af Per Lehmann og måtte lige standse op engang. Her er et billede af et billede der har titlen "Mod strømmen", og det snakker jeg lidt frem og tilbage med mig selv om endnu:



(Jeg har ferie og driver afslappet omkring uden mål og med, hvis du undrer dig ..).

14. oktober 2011

Musikfredag

Jo, der kommer lige et indlæg mere i dag, for der var jo lige det med fredag og musik .. og jeg har lyst til at tage én til, kan jeg mærke.

Jeg gentager mig selv, vil nogen måske sige, men skidt pyt. Intet er tilfældigt, husk det.

Og så giver jeg ellers ordet til Jack Johnson og nr. 13 - præcis nr. 13 - her. (Bemærk at teksten står under track-listen).

Turist på opdagelse

Nogle gange har jeg det som om jeg er turist i mit eget liv. Ikke sådan en velforberedt turist der har lavet grundig research i god tid inden afgang, og for hvem ferien går ud på at gennemføre et nøje planlagt og målrettet program med ting der på forhånd er udråbt til at være store seværdigheder. Snarere sådan en slags turist der har vundet en rejse dagen før afgang og bare tager afsted i forventningen om at det da bliver spændende at se hvad man nu kan se, der hvor man kommer hen. Og i tillid til at det man hidtil har samlet sammen og lært, også kan bruges til at klare sig på denne tur.

Forleden skulle jeg fra A til B og havde god tid. Godt, tænkte jeg, nu vil jeg lade min rumsterende indre turist bestemme hvordan jeg så kommer fra A til B, og tage billeder af det som gør indtryk på turisten. Og kun det. Det skal blive interessant!

På min vej kommer jeg forbi Gefion-springvandet, og for gud ved hvilken gang må jeg standse og suge den kraft og styrke til mig, som vælter ud af skulpturen sammen med vandet. Gefion, som hun er skiltret her med ploven og sine fire sønneokser, optræder som en sand heltinde for mig, mærker jeg. En der forstår at kæmpe for sit eksistensgrundlag og sin mulighed for uafhængighed med de midler hun har til rådighed.


Jeg går videre og kan ikke lade være med at tage et billede af den lille havfrue også. Men sjovt nok har jeg ikke lyst til at billedet skal handle om hende. Jeg bliver mere optaget af de andre turister der kigger på den lille figur, og af at fange hendes lidenhed midt i den store verden.


En mand (som ikke er med på billedet) får øje på mig som han går væk fra havfruen, og laver sjov med mig ved at lave en grimasse og nogle fagter. Det fortæller mig at noget her har gjort indtryk på ham, og at han ikke rigtigt ved hvad han skal stille op med det. Jeg griner indforstået uden at forstå hvorfor, hvordan det så end kan lade sig gøre, og går videre. Og så - nu i skrivende stund - forstår jeg det pludselig alligevel. Den Lille Havfrue handler om mandens muligheder for udvikling. Ikke mine. Her er ikke meget at hente for mig, som kvinde.

Jeg tager ikke flere billeder på resten af turen, jeg går bare og kommer frem til B. Undervejs tænker jeg på Gefion, og hun forvandler sig i min fantasi på magisk vis til Eowyn, som jeg tidligere på dagen har talt med en anden om. Jeg må finde Eowyn, tænker jeg, og hun fortætter sig igen til en skjoldmø, en amazone*. Hjemme igen googler jeg 'Eowyn Nazgul', for nu ved jeg præcis hvad jeg leder efter. Du kan se det her her, hvis du synes.

"I am no man!"

---
*Uddybning her.

11. oktober 2011

Fantastiske verden

En ven på facebook delte på et tidspunkt et link til bloggen "1000 Awesome Things", og siden har jeg hængt på. Hver dag løber der en lille dosis ind i min læser af noget som får mig til at se på verden på en anden måde. Eller til overhovedet at se den, tror jeg måske endda.

Nogle gange "skriver" jeg noget jeg selv oplever, "ind" i min egen 1000 Awesome Things-samling i mit hoved, simpelthen fordi det gør mig godt at vælge det fokus. I går skrev jeg ind i samlingen hvor fuldkommen awesome det er når nogen man knap nok kender, giver én et knus (i vådt badetøj), ledsaget af pæne ord (Jeg vil savne dig indtil vi ses igen).

Det overgår da det meste.

(Og hvornår har jeg sidst selv givet fanden i mit forfængelige ego og vist andre end mine nærmeste at deres tilstedeværelse betyder noget? Uha, jeg har meget at lære ..).

7. oktober 2011

Fredag. Så har jeg ikke sagt for meget

Det er fredag. Jeg tror jeg udnævner fredag til musikdag her på bloggen. Eller også gør jeg ikke. Hvem ved?

Jeg ved det i hvert fald ikke, for som faste læsere på stedet her nok har bemærket til overflod, så er jeg mere end almindeligt forvirret for tiden. Og jeg har ingen anelse om hvad der foregår. Jeg ser bare til. Og morer mig, forbløffes, irriteres og forundres i stor stil mens jeg som et andet tv-apparat modtager udsendelser fra et sted jeg ingen kontrol har over. Jeg kunne måske godt slukke, men det er jeg simpelthen for nysgerrig til .. jeg bliver da nødt til at se hvad der dukker op!

Nå. Musik. Inden jeg eventuelt skal betale koda-afgift for at dele med alverden hvad jeg finder så helt enormt inspirerende at lytte til og se på, må jeg se at få spredt nogle af mine guldfund, og her er et af dem. Jeg håber selv jeg kan tage noget af energien fra den her sang med mig ind i weekenden og videre frem. Gerne sammen med forvirringen. Det er i orden, hvis det absolut skal være.

6. oktober 2011

"And most important, ..

.. have the courage to follow your heart and intuition. They somehow already know what you truly want to become. Everything else is secondary."


TAK.

(Jeg ved at denne video er overalt på internettet i dag, men jeg må gemme den her som en note).

4. oktober 2011

Erkendelse

Jeg var lige ved at smide barnet ud med badevandet.

Men så var det jeg indså at det ville gøre mest ondt på mig selv. At jeg - om ikke andre i hele verden - ville savne barnet. Derfor nøjes jeg med badevandet.

16. september 2011

Ufejl

Jeg har en aftale kl. 8.45, og jeg skynder mig at gøre mig klar og komme ud af døren. Jeg kommer frem i ordentlig tid, sætter mig i venteværelset hvor jeg får øje på hende den søde kvinde fra tv. Så kommer en af mine naboer som jeg heller ikke kender, men tit hilser på, ind. Vi nikker alle sammen pænt til hinanden, og en siger noget om valget i går, og så går snakken ellers. Vi udveksler synspunkter og iagttagelser om dette og hint, det ligner en helt almindelig ligegyldig småsnak, men det føles som mere. Der er ligesom et lag af nærvær og optagethed i samtalen som gør godt. Så støder en bekendt til, som er færdig med sin aftale, og vi bliver glade for at se hinanden, for det er længe siden. Vi har formentlig lige to minutter til at samle op, kan jeg se på uret. Det er et meget koncentreret møde, hvor jeg lytter, mærker og iagttager intenst.

Nu kommer hende jeg har aftalen med, ind i rummet. Hun kigger overrasket på mig, griner og siger at jeg da ikke skal komme i dag. Hun siger undskyld hvis hun har sagt eller skrevet noget forkert, så det er hendes fejl at jeg er gået forgæves. Og jeg siger undskyld hvis jeg har hørt eller læst forkert, og hvis forvirringen er min fejl. Jeg tilføjer med tryk på at det er helt i orden at jeg skal gå igen, og går sammen med min genfundne bekendte. Vi snakker lidt videre udenfor indtil vi må gå hver til sit fordi han skal på arbejde.

Jeg vender næsen hjemad. Jeg er glad og let indeni, for det har været en fantastisk morgen, selvom det slet ikke var meningen at jeg skulle have været netop der hvor jeg var. På vejen møder jeg en ven der er ude og lufte hund, og jeg får endnu en herlig sludder med både menneske og hund. Jeg må forklare mig, synes jeg, og bliver mødt med grin og hovedrysten.

Da jeg kommer hjem, tjekker jeg min aftaleseddel, og der står at jeg har en aftale den 19/9 kl. 8.45. Altså på mandag. Jeg undrer mig helt oprigtigt, for jeg synes virkelig der blev sagt "fredag". Jeg kan høre det helt tydeligt. Og så på den anden side, for jeg kender mig selv: Den slags fejltagelser er på en måde mit glansnummer. Nogle gange er jeg bare så helt forrygende dårlig til at finde rundt i verden uden for mig selv at det tenderer det meget mærkelige. Hvad der sker, ved jeg ikke, men det er heldigvis sjældent kedeligt. Og jeg har snart vænnet mig så meget til det at jeg ligefrem sætter pris på det.

Jeg vil gerne sige undskyld til hende jeg forvirrede, og som måske troede og blev ked af at hun havde lavet en fejl, men ellers har jeg egentlig ikke noget at beklage. Tværtimod. Tænk sig, hvis jeg ikke havde hørt forkert, så havde jeg ikke mødt de her mennesker og fået den her en forrygende start på dagen. Tak for den, siger jeg bare. Den kan umuligt have været en fejl.


13. september 2011

Ø-dans

Bær over med mig. Min verden er fuld af samspillet mellem krop og musik og vand og mennesker, og det er simpelthen så fornøjeligt og opløftende at jeg ikke sådan lige evner at svinge ind på en anden kurs i disse dage. Nogle tager til Cuba og slipper sig selv og hofterne fri i salsa, men så langt behøver jeg slet ikke rejse. Jeg skal bare have en pyt vand, og den må godt smage af klor, så medbringer jeg selv min egen fremmedartede ø at feste på.



("But why am I so cursed/for where I am born?", synger Charlie Winston her. Ja, det kan man jo tænke over. Det er godt man har lejlighed til at gøre sin indflydelse gældende om to dage ..).

9. september 2011

Om at løbe fra og til ..

Her kommer så lige et overskudsdryp mere fra min tour de force gennem tidens taktfaste musik. Bare fordi det er fredag. Eller noget.

Der er intet nyt under solen og ingen grund til at finde spaden frem. Alligevel er det ganske fint at dvæle lidt ved, både billeder, musik og ord. Altså, synes jeg. (Men jeg har også en mærkelig for mig selv uforklarlig sød tand for den her slags musik).


8. september 2011

Fæstningen

Jeg er bygmester. Det jeg bygger, er både godt for noget og skidt for noget. Men bygmester, det er jeg.

Jeg har bygget et forsvarsanlæg omkring mit hus. Det er enormt, og det er så effektivt at der ikke er trængt noget som helst igennem som kunne true mig, de sidste mange år. Jeg har sluppet næring og byggematerialer ind gennem små huller i de metertykke mure når det var absolut nødvendigt, og jeg har skubbet noget den anden vej ud gennem de samme huller når der hobede sig for meget op inden for murene. Affald og kedsomhedsfrembringelser og sådan noget der ikke kan blive ved med at være plads til.

Jeg har alt hvad jeg behøver for at overleve, i fæstningen, og mere til. Jeg har endda bygget en lille kirke, den er min stolthed og min glæde. Jeg besøger den hver dag; jeg beder og mediterer over de billeder af naturen og menneskene udenfor som jeg har malet på væggene ud fra den smule jeg har kunnet se gennem hullerne, eller oppe fra det tårn jeg også har bygget. Jeg har nok føjet lidt til som jeg strengt taget ikke har set, men som jeg tror findes.

Jeg har haft det godt i min isolation, men nu er det som om jeg er ved at tabe tålmodigheden med hele tiden at skulle få alt til at lykkes og fungere i de trange rum. De der transaktioner ud og ind af hullerne, de forekommer mig mere og mere besværlige og tåbelige og prikker til min irritation, selvom jeg prøver at være tilfreds. Jeg prøver at tage det roligt og forklare mig selv at jeg jo har det som blommen i et æg, hvad det så end betyder, for noget hober sig op, og inden længe tror jeg jeg eksploderer.

Jeg har bygget en fæstning, og det har jeg gjort godt. Jeg har evnet at beskytte mig mod det jeg frygter mest. Men mine drømme er begyndt at plage mig. Jeg er bygmester. Om natten bryder jeg mure ned og bygger en enorm portal af brokkerne som jeg og andre mennesker kan gå igennem, på vej til og fra kirken.

Kirken bliver stående. Den er min stolthed og min glæde.

4. september 2011

See the beauty of a tree

"When you can see the beauty of a tree, then you will know what love is."
Set som noget en person citerer i novellen Mon Plaisir fra bogen No one belongs here more than you af Miranda July (en fin, forunderlig, overraskende og helt igennem læseværdig novellesamling - se evt. her (via Mette Ø. Henriksen)). Jeg tror dog citatet oprindeligt er trukket sammen ud fra en tekst af Jiddu Krishnamurti, se her, side 57-58.

Hvorom alting er: Jeg synes jeg kan finde hvad jeg behøver for at forstå hvad kærlighed er, under denne sætning.

--
Tilføjelse mandag 5. september:

Jeg kom her til morgen lige i tanke om dette citat af Margaret Anderson, via Eckhart Tolle, som passer så fint her, synes jeg:
"In real love you want the other person's good.
In romantic love you want the other person."

27. august 2011

Udflugt

Nu er det snart tid, sæsonen starter på mandag, og jeg har tilbragt dagen dels foran computeren med at tælle bpm og dels på stuegulvet med at udføre bevægelser med en imaginær vandmodstand og ligedan delvis ophævelse af tyngdekraften så jeg er helt rundt på .. ja, gulvet. Jeg har været på rejse i youtube, Play, Bilkas musikbutik og min egen cd-samling (der ikke er blevet opdateret de sidste mange år på grund af mine vanvittige økonomiske prioriteringer, for at sige det mildt), og så var det jeg tænkte at jeg lige kunne poste et par af de numre jeg har været i kontakt med og fået "i overskud" i løbet af dagen, og måske, kun måske hvis du har tid, lyst og tålmodighed, tage dig ud på en lille musikalsk udflugt.

Turen starter i højt og moderne gear, går over det ret så tilbagelænede og slutter i en helt anden dimension - er det ikke den vej vi skal?
























Savage Rose (Take Me Higher)

Fly wild flower, fly / Fly from place to place / Leave your gypsy blanket / For the lover’s bed /
The song of thousand tales / Carried by the wind / Fly free yearning soul / Fly free savage rose
Take me higher …

To the deep horizon / The mirror in your eyes / Carry love and wisdom / The song that never dies /
To the fields of sorrow / Our mother with her broken heart / Fly wild flower, fly /
Savage rose, soul of mine

Take me higher …
Soul of mine / Take me higher / Won’t you take me higher /
Higher, higher / Take me higher / Higher

Annisette

(Kopieret herfra)

25. august 2011

Note

Jeg går og tænker på hvor mange kræfter og hvor meget energi nogle af os kan bruge på at diskutere med os selv og argumentere og finde acceptable begrundelser blot for til sidst at ende med at have overtalt os selv til ikke at følge det vi allerhelst vil, til ikke at udtrykke det vi faktisk mener og til ikke at mærke det vi virkelig føler.

Sikke en byrde vi løfter af vores skuldre når vi overvinder frygten for egne og andres domme. Når vi giver slip på vores illusoriske forsøg på at kontrollere hvad andre mener om os, og stoler på at vi er skabt præcis som universet har brug for at vi skal være.

Dét er frihed. Tænker jeg.

23. august 2011

Efterlysning

Her kommer et helt pragmatisk indlæg, og det er kun relevant hvis du bor i kvarteret omkring Syvstjerneskolen i Værløse.

Vi har ikke set vores kat siden i søndags, hvilket slet ikke ligner den. Vi har gået rundt og kaldt og lyttet i timevis uden resultat, og nu må vi prøve noget nyt, omend det er som at forsøge at tråde nålen i høstakken: Hvis du bor i nærheden, og ikke allerede har snakket med os, vil du så ikke være sød at tjekke om den kunne være blevet lukket inde et sted hvor du kan lukke op? Og/eller give en af os et praj hvis du har set eller ser noget der kan lede os på sporet af hvor den er?

Den er en helt tilforladelige, men lidt sky, kastreret hankat af racen maine coon, og den har navnet Indy, omend den nok ikke lyder det. Den er langhåret, har meget mørke farver, og ser sådan ud:



Øremærke EYY014
Chipmærke 752000990011212

Tusind tak :-).

(Det piner hele familien at tænke på hvad der kan være sket. Har den søgt tørvejr og er blevet lukket inde i et skur? Eller er den kommet til skade og ligger et sted og lider? Eller er den af en eller anden grund kommet for langt væk hjemmefra til at kunne finde tilbage igen?).

--
Opdatering 24.08.2011 kl. 17:47:

Stadig ingen kat :-(.

--
Opdatering torsdag 25.08.2011 kl. 18:55:

Og stadig ingen kat ..

--
Opdatering fredag 26.08.2011 kl. 15:09

Indy er stadig ikke kommet. Nu hænger vi plakater op rundt i kvarteret, selvom vi har været rundt en million gange og også stemt dørklokker.

--
Opdatering lørdag 27.08.2011 kl. 21:00

Nope. Ingen kat. Nu skriver jeg ikke mere her, men skulle miraklet sket at den kom tilbage, hører I det. Suk.

21. august 2011

19. august 2011

Balance

"Jeg er mere i balance med mig selv, end jeg var for 10 år siden. Og jeg er blevet ligeglad med mange ligegyldige ting, såsom forfængelighed, og hvad andre synes om mig.
Søs Egelind, 52, i Søndagsavisen"
Set på sidste side i Søndag nr. 32.

Jaaaa. Kunne man bare selv nå dertil hvor man mener det helt oprigtigt og ikke bare siger det som en gang tom retorik .. fordi man faktisk er forfængelig og langt fra ligeglad med hvad andre synes om én.

18. august 2011

Ild i håret

Jeg røg lige af i svinget. Det sker. Og mens jeg lå der og så vognen køre videre, læste jeg følgende opdatering af Marianne Williamson på facebook:
""Suffering doesn't make us weak; only an avoidance of suffering makes us weak. Sometimes the only way to get around it is to burn through it."All neurosis is a substitute for legitimate suffering." -- Carl Jung"
Og jeg tænkte: Det er i hvert fald rigtigt! Jeg kan selvfølgelig ikke vide om udsagnet i Jung-citatet* gælder i alle tilfælde af neuroser som det selv hævder, men det gælder i hvert fald for mig. Det gør resten af opdateringen også; det er bare en lille smule svært (eller rettere lidelsesfuldt, når det nu skal være) at efterleve, måtte jeg erkende dér i svinget og følte mig ret weak som jeg bestemte mig for at forsøge at mærke smerten. Også den der blev lagret i fortiden, og som jeg ikke rigtigt har været i kontakt med før.

Nu forsøger jeg så at brænde lige igennem. Der var engang én der sagde til både sig selv og mig at vi var sådan nogle der havde ild i håret. Jeg har ikke mærket noget videre til det før, måske så hun ind i fremtiden, men nu er det lige før jeg håber hun havde ret.

---
Ps. Jeg beklager den fjollede tone i forhold til det tunge emne, men jeg trænger sådan til at skabe lidt ironisk distance. Jeg har aldrig været god til det der med at sige at jeg lider, ikke engang til mig selv. Lige som katten gemmer jeg mig helst under sengen indtil det er gået over (eller jeg er død). Det får mig til at føle mig som en irriterende og besværlig pivskid at skulle sige at jeg lider.

Og SE!: Der har jeg roden til ondet. Så er det sagt.

*Jeg skulle lige tjekke citatet af C.G. Jung og kan kun finde det i denne form: “Neurosis is always a substitute for legitimate suffering.” Men meningen er vist den samme, og det ser ud til at være Jungs ord.

10. august 2011

Om at drive frem

Nu ved jeg hvorfor.

Nu ved jeg hvorfor der er så helt enormt mange cykler alle vegne i Holland. De er smarte, de hollændere. De har bygget drivhuse, hvor de sår små bitte cykelfrø som bliver til cykelplanter som de passer og plejer og nurser indtil de bliver for store til at være i drivhuset og skal ud i verden og bringe mennesker med knuder på tungerne rundt i det flade vandland.

Nu ved jeg hvorfor. Se selv. Her er et billede af to drivhuse hvor høsten er lige op over:


9. august 2011

De der sociale medier .. (opdateret 11.08.2011)

.. Eller "de der selskabelighedsmedier", som jeg har lyst til at kalde for eksempel Facebook, Twitter og til en vis grad også blogs som jo for mange har en selskabelighedsfunktion. De er en stor, stor udfordring for mig, for selskabelige sammenhænge er ikke min stærke side. Men samtidig pirrer de medier mig. Gør mig interesseret og udfordrer mig. Jeg kan bruge oceaner af tid på at finde ud af om eller hvordan jeg skal bruge dem, for jeg har både lyst og ikke lyst.

Nu har jeg så for et stykke tid siden hørt om Google+; og forleden lyttede jeg for eksempel med interesse til Trine-Maria her.

7. august 2011

Coffee on the go


Når jeg ser de her kopper fra ferien, ved jeg at jeg har været langt hjemmefra og mange forskellige steder, og jeg kan ikke bare huske hvordan kaffen smagte, men også hvad jeg lavede da jeg drak den, hvem jeg var sammen med, hvordan stemningen var og meget andet som jeg ikke tænkte så meget over mens jeg drak kaffen, men som fylder mig nu som kaffen gjorde dengang. Jeg ved ikke hvad der fik mig til at luske min mobil frem og tage et billede af min kaffekop fire gange i løbet af turen, men nu er jeg glad for at jeg gjorde det, og ville ønske der var flere kopper i mit album. Jeg kan mærke mine børn omkring mig og føle solen på min hud. Jeg kan høre hollændere tale fredeligt sammen på et ret så fremmed sprog, og jeg kan huske hvordan det var at være på Burger King for første gang i mit liv. Mine drenge troede de skulle dø af lykke, men det gik over! Jeg kan høre havets pulserende brusen kalde på mig, hviske at jeg ikke må glemme hvor jeg har hjemme.

"Take me when I'm hot" og "CAUTION HOT". Jeg må vælge hvilket fokus jeg vil have, selvom begge vinkler er relevante.

5. august 2011

Metanote

Note til mig selv:

Har omskrevet min Om-side igenigen. Vil denne gang gemme en kopi i et indlæg, så teksten ikke forsvinder næste gang jeg omkriver. For fuldstændighedens princip. Og for at kunne bladre tilbage og lære af min egen proces senere hen, hvis jeg skulle få lyst.

Efter

.. Og regnen kom, og det blev tid til at vende tilbage til bloggen, som jeg har savnet at skrive på, men også følt et behov for at tænke lidt over og få på så tilpas afstand at jeg måske kunne lære lidt af det jeg har foretaget mig her indtil videre. Endnu engang.

Lige før vi tog afsted, mødtes jeg med et menneske som sagde noget til mig om sig selv der nærmest satte en lavine i skred indeni mig som jeg hverken kunne eller ville dæmme op for. Den er ikke ebbet ud endnu og sneen vælter stadig ned ad bjerget mod varme og smeltning, men det største skred jeg har betragtet, har bragt noget ind i min bevidsthed som jeg for længst havde forstået intellektuelt eller rationelt, men som jeg ikke har haft den fjerneste anelse om at jeg rent følelsesmæssigt overhovedet ikke efterlevede. Jeg har simpelthen ikke kunnet se det; det har befundet sig under bevidsthedstærsklen. Det er stort når det sker i en målestok som i dette tilfælde, og det har ført ikke så lidt med sig, som jeg nu arbejder med på højtryk. Eller rettere: Som mit sind nu arbejder med på højtryk. Jeg kan mærke der er optaget derinde.

Også i den ydre verden har jeg rejst langt og set meget i denne sommerferie, og jeg vil huske den som én af de bedste i mange år, men også som den sommerferie hvor skyggen tog over på den mest uhyggelige og frygtindgydende måde hos et enkelt menneske. Den 23. juli vågnede vi op på Fredericia Vandrehjem, tændte for nyhederne for første gang i mange dage og blev mødt med indslag om uhyrlighederne i Norge. Jeg græd og bad hele vejen fra Fredericia til Klitmøller. Der er sagt og skrevet så meget nu, og jeg evner ikke at tilføje noget begavet, men hvis du ikke allerede har læst det, vil jeg gerne pege på et indlæg af Dorthe Nors >> her.

Lige om lidt bliver det hverdag igen, og det er godt. Jeg oplever det dog som om noget er forandret for altid, og ikke som om jeg vender tilbage. Om det holder, ved jeg ikke. Vi får se.

Fredericia Vandrehjem, morgenen den 23. juli 2011


Børn der leger og lærer. Fremtid. Håb. Kærlighed.

9. juli 2011

Mens



Mens vi venter på regnen
Mens vi husker med kroppen og smager salt
Mens vi brænder af varme som solen har lagret i vores hud
Mens vi kæmper med trætheden fordi dagen ikke må slutte endnu

Mens vi er
sammen

7. juli 2011

Papiris' monolog

I går aftes så jeg "Asterix og Obelix: Mission Kleopatra" sammen med familien. Jeg lå flad af grin som mange gange før over filmens totalt finurlige ordspil og underspillede humor. Vi har set den igen og igen, altid med dansk tale, og oversættelsen fungerer fabelagtigt efter min mening.

Men. I skal lige se mit yndlingsklip som jeg dog kun har kunnet finde i den franske version. Jeg kan ikke selv fransk, men det er heller ikke nødvendigt for at forstå pointen, tror jeg. Det er rigeligt at kigge på personernes kropssprog, både den talende Papiris' og tilhørernes.

Da Linealis præsenterer Mirakulix og skriveren Papiris for hinanden, spørger Mirakulix høfligt konverserende og interesseret Papiris, om det er godt at arbejde som skriver (sådan cirka). Og så er det Papiris svarer (udførligt, engageret og relevant abstrakt efter sin egen mening, forestiller jeg mig).. åh ha .. prøv selv at se:



Nå, og hvorfor mon jeg kommer til at grine overdrevent og samtidig krumme tæer hver gang jeg ser det klip? Jo, fordi jeg selv har en Papiris indeni og liiiige skal bede ham klappe kaje hvis nogen spørger mig om noget der interesserer mig, i en almindelig (overfladisk, undskyld) konversation. Suk.

1. juli 2011

Punktopstilling

  • I går sagde min læge at mit ene ben var længere end det andet. 
  • I dag har jeg ondt bag ørerne efter at have haft læsebriller på i timevis i et vellykket forsøg på at nå mit arbejde inden min egen fastsatte deadline. 
  • For en time siden forærede min søde ven og nabo os en halv hindbærlagkage. 
  • Uden ophør synger min ene unge den her sang og driver mig til vanvid. (Hvor får de det fra?).
  • Nu er det weekend.
  • Alt er godt. Jeg kan mærke at jeg lever. 

30. juni 2011

Sommeraften

Sidst på dagen smører jeg sandwich og pakker pakker badetøjet, og da alle har fået fri, kører vi ud i sommerlandet for at nyde den sidste bid af endnu en fantastisk sommerdag. Jeg er allerede træt inden vi tager af sted, for jeg har også været i dgi-byen og blandt andet haft den flippede fornøjelse at svømme rundt og rundt, men jeg vil for alt i verden ikke gå glip af smagen af saltvand og legen i rigtigt havvand.

Stranden er næsten tom for mennesker, vandet er stille og helt klart, og solen skinner bag et tyndt gardin af skyer. Jeg er i drømmeland, tror jeg, det bliver ikke bedre.

- <> -


Strandet haj. Efter en drabelig kamp i vandet, som den vistnok tabte, er den landet i klitten og venter på at den sidste luft bliver presset ud af den.



Tre men'sker på en strand ..



Solen står lavt, og aftenbrisen har næsten lagt sig. Vi har badet, spist vores aftensmad og ligger og lytter til strandlydene.



Dagen er godt brugt, og vi må hjem. Jeg døser lidt i bilen på vejen og mærker hvor fyldt jeg er. Det skal blive godt at sove.

28. juni 2011

Limboløve

Jeg er i besiddelse af en limboløve. Jeg har helt selv - dog uden at jeg rigtigt vidste af det - skabt den i et tilfælde af vanvid, og med jævne mellemrum bliver den uhørt sulten og truer med at æde mig.

Jeg besluttede engang, da jeg godt ved at jeg selv har ansvaret for denne hersens glubske løve, at det aldrig skulle lykkes for den at sluge mig. Helt. Fanden ta' mig. Men lunser har den fået, det skal ikke nægtes, og jeg kan stadig se arene. De bliver især meget tydelige og gør ondt når den brøler ad mig. Så er jeg nogle gange ved at give helt op indtil det øjeblik hvor jeg pludselig tager en dyb indånding og brøler igen af fuld styrke. Når vi begge er blevet trætte af alt brøleriet og til sidst falder udmattede om, gispende efter luft, aer jeg den meget forsigtigt og hvisker stakåndet ind i dens lodne øre at det nok skal gå altsammen, for jeg vil tage mig af den.

Det største problem med min limboløve er dog at jeg ind imellem glemmer at den er min. Nogle gange tror jeg sgu den tilhører andre mennesker, og at de har stopfodret den i en sådan grad at den også vil æde mig bare fordi den ikke kan få nok. Puha, så er den helt ude af proportioner, og Aylas huleløve ville ligne en huskat i sammenligning. Da bliver jeg nødt til meget bestemt at bede den gå ind i vores hus igen så vi kan brøle ad hinanden dér i stedet for ude på gaden eller ovre i en andens hus. Det larmer godt nok forfærdeligt, men jeg foretrækker trods alt dét i det omfang jeg har noget at skulle have sagt



23. juni 2011

Tilbage

Jeg træder varsomt i barndommens land. Kigger ned. I kærlig erindring.

I morgenens overfart midt mellem søvn og vågen tilstand opstår der forvirring i mine oplevelser. Hedder byen Jante eller kom de til at stave mit navn forkert på kirkekontoret?

Dagen kommer, og jeg vågner helt. Byen hedder Middelfart. Jeg hedder Janne. Og jeg har fået livet tilbage ved at fiske i havet

Jeg ved igen hvem jeg er.



21. juni 2011

"Kærlighed udspringer af bevidsthed"

Jeg er i citathumør her på bloggen for tiden, og jeg må lige lade Anthony de Mello tale (mindst) én gang til, fordi jeg føler en enorm glæde og lettelse ved at have fundet nogle formuleringer som udtrykker hvad jeg tænker og mener og opfatter. Kærlighed er at se.

Indeni mig mærker jeg en slags opbrud eller skabelse, og jeg holder vejret mens jeg spændt venter på måske at få mere at vide om hvad der er ved at blive til.

"Vær vågen

Salige er de tjenere, som herren finder vågne, når han kommer!
- Lukas 12:37

Overalt i verden søger mennesker kærligheden, for alle er overbeviste om, at kun kærlighed kan frelse verden, kærlighed alene kan gøre livet meningsfuldt og værd at leve. Men hvor er der få, der forstår, hvad kærlighed virkelig er, og hvordan den opstår i et menneskes hjerte. Den bliver så ofte sat lig med det at have gode følelser for andre, med velvilje eller ikkevold eller det at tjene andre. Men disse ting er ikke kærlighed i sig selv. Kærlighed udspringer af bevidsthed. Det er kun i det omfang, at du ser nogen, sådan som han eller hun virkelig er her og nu, og ikke som du ser dem i din hukommelse eller gennem dit begær eller din fantasi eller dine projektioner, at du virkelig kan elske dem, ellers er det ikke mennesket, du elsker, men den forestilling, du har om dette menneske, eller om dette menneske som objekt for dit begær, og ikke sådan som han eller hun er i sig selv.

Derfor er den første kærlighedshandling at se dette menneske eller denne ting, denne virkelighed, som den faktisk er. Og det indebærer den vældige disciplin, det er at droppe dit begær, dine fordomme, din erindring, dine projektioner, din selektive måde at se på, en disciplin så omfattende, at de fleste foretrækker at kaste sig hovedkuls ud i at gøre gode gerninger og tjene andre hellere end at underkaste sig denne askeses brændende ild. Når du begynder at tjene en person, som du ikke har gjort det besvær at se, imødekommer du så denne persons behov eller dine egne? Så kærlighedens første ingrediens er virkelig at se den anden.

Den anden ingrediens er lige så vigtig, at se dig selv, skånselsløst, at kaste bevidsthedens lys på dine motiver, dine følelser, dine behov, din uærlighed, din selvpromovering, din tendens til at kontrollere og manipulere. Det vil sige at kalde tingene ved rette navn, ligegyldigt hvor pinefuld opdagelsen og konsekvenserne er. Hvis du opnår den slags bevidsthed om den anden og dig selv, vil du opdage, hvad kærlighed er. .."
Anthony de Mello i "Kærlighedens vej".

16. juni 2011

Om livet

"..
Og her er en lignelse om livet, som du kan tænke over: En gruppe turister sidder i en bus, som kører gennem et fantastisk smukt landskab, søer og bjerge og grønne marker og floder. Men bussens rullegardiner er trukket ned. De har ikke den mindste ide om, hvad der er uden for bussens vinduer. Og lige så længe rejsen varer, bestiller de ikke andet end at kævles om, hvem der skal sidde på ærespladsen i bussen, hvem der skal roses, og hvem der betyder noget. Og sådan bliver de ved, til rejsen er slut."
Anthony de Mello i "Kærlighedens vej".

9. juni 2011

Kaffesnak


Pause. Jeg er ved at genvinde overblik og overskud, også uden endorfiner. 

På biblioteket fandt jeg en hæklebog der giver mig fornemmelsen af som en anden tåbe at have prøvet at opfinde den dybe tallerken påny. Ha. Jeg må nok indse at min autodidakte stil ikke er den mest hensigtsmæssige fremgangsmåde på alle områder, og at det kan lønne sig i visse tilfælde at sætte sig på sin flade og punkt for punkt læse andres vejledning. Hvad man dog ikke må gå igennem for at få sine drømme opfyldt!

-- < > --

Og psssst, Blogger-bloggere .. har I set det her om favicons og det her om mobilskabeloner på Blogger in draft? (Og nej, jeg læste ikke vejledningerne, men havde opdaget mulighederne og prøvet mig frem inden jeg så indlæggene. Men måske havde det været nemmere at læse først ..).