30. juli 2010

40-50+

Det regner. Der er stille i huset, og jeg læser dameblade som jeg er sådan en lykkens pamfilius at arve fra en ven. Jeg bladrer og opdager at selv når jeg holder ferie og tager fat i den lettere ende af denne verdens lekture, er jeg jo stadig bare mit eget spekulative, undrende selv.
"Hvor gamle kan vi blive?
.. Set fra naturens synspunkt er der ingen grund til, at vi bliver mere end 40-50 år. Når vi når den alder, har vi opfostret vores børn, og slægten er ført videre. 40-50 år er vores naturlige livslængde. Vi HAR altså allerede forøget vores livslængde."
Sagt af forskningsleder Suresh Rattan i ugebladet Søndag 12.04.10 på temasider om helbred.

Hm. Nu skal jeg ikke bare sådan lige slå en streg over naturvidenskabens indflydelse på vores livslængde, men jeg kan heller ikke lade være med at tænke at det dog er tæt på hovmodigt at forestille sig at det er lykkedes mennesket at forøge vores livslængde på trods af naturen.

Hvad nu hvis vi har fået (ikke taget og ikke selv skabt) den ekstra livslængde fordi verden har brug for at vi udvikler noget som ikke har med afkom og videreførelse af slægten at gøre, men som har at gøre med selve vores evne til at have kontakt med det naturlige? Altså - sat på spidsen - at det er naturen der selv giver os de ekstra år for at vi skal udvikle vores spirituelle evner for at kunne vende tilbage til en mere harmonisk eller naturlig måde at være i verden på, samtidig med at vi ikke forlader eller dropper den videns- og kulturarv vi har opbygget siden vi bevægede os væk fra menneskets første primitive, helt naturlige tilstedeværelse i verden?

Det er selvfølgelig ren spekulation. Men hvis jeg godtager idéen, ved jeg pludselig godt hvad livet går ud på i årene efter at vi er færdige med at passe vores familier udadtil (enten som skaffedyr eller husmoder eller alverdens kombinationer af de to ekstremer). Det går ud på at vi skal udvikle os indadtil, for at vi også kan give lidt af det vi finder her, tilbage til verden. Verden som efter min opfattelse lider voldsomt under at vi kun ser den med vores to øjne i hovedet, og ikke det øje der kan se det usynlige.

Eller man kan måske sige at det går ud på at åbne det tredje øje - hvis det ikke allerede er sket. Hvis vi tør. Og ikke bare løber endnu hurtigere for at fange det vi kan se med de to andre øjne.

Nu er det snart frokosttid. Og hvis det stadig regner i eftermiddag, vil jeg slå Suzanne Brøggers Jadekatten op over mig som en paraply og vide at jeg denne gang ikke behøver at undre mig over at jeg undrer mig over det jeg læser. Det vil jeg betragte som naturligt.

29. juli 2010

Epilog

Denne blog er nået til enden. Jeg har mærket det et stykke tid, og mens jeg skrev mit forrige indlæg, blev det helt tydeligt for mig at jeg var ved at nærme mig tidspunktet hvor jeg må afslutte Jannes sted.

I godt to år har jeg skrevet her. Jeg har fulgt med hos andre bloggere og skrevet kommentarer såvel her som hos andre. Det har været to år hvor jeg har fået kontakt med andre mennesker som jeg er kommet til at holde af og kere mig om. Og det har været to år hvor jeg har lært ubeskriveligt meget, ikke mindst om mig selv - præcis som jeg ønskede mig da jeg startede bloggen. Jeg har blandt andet kunnet undersøge mine egne reaktioner i mødet med andre, og jeg har langsomt og vedholdende prøvet at få øje på nogle af de mønstre hos mig selv som mit sind på den ene side har benyttet sig af for at beskytte og bevare mig, men som på den anden side også har bundet mig fast og buret mig inde. Jeg ved nu at dette arbejde er om ikke til ende, så i hvert fald nået til et punkt hvor jeg ikke har brug for denne blog til formålet længere.

Derudover er en anden ting gået op for mig: Jeg har indset at jeg har givet det bedste jeg selv synes jeg har at give i dette liv, gennem bloggeriet. Samtidig har jeg hutlet mig mere eller mindre igennem tilværelsen dels på andres nåde og barmhjertighed (som jeg har modtaget mere af end jeg nogensinde vil kunne udtrykke eller sige tak for) og dels på en udpræget tendens til at forsøge at tjene mit brød gennem job og opgaver som jeg kan udføre stort set med hovedet under armen, eller i hvert fald på rutinen og overfladen, og som andre sætter stor pris på, men hvor jeg slet ikke oplever at jeg bidrager med noget af det som jeg selv synes er det særlige jeg har at gøre godt med.

Sådan vil jeg ikke leve. Det er en slags dobbeltliv, hvis ene side har haft denne blog som spydspids, og derfor er tiden kommet til at lukke den. Som mange andre mennesker der ikke føler at de er på rette hylde inden for de konkrete og handlingsorienterede områder som er så værdsatte og ansete i samfundet, men snarere føler sig hjemme på et område der har med ånd at gøre, har jeg forsøgt at leve to liv eller på to kanaler. Nu hvor jeg ikke bare ser det, men føler dobbeltlivets opslidende konsekvenser og en stærk protest mod dem i både krop og sjæl, må jeg forsøge at samle halvdelene til et hele. Dét som jeg synes er det bedste jeg har at give, må jeg forsøge at gøre til omdrejningspunktet for hele mit liv. Helt alvorligt. Helt forpligtende.

Jeg forsvinder dog ikke fra internettet - det kan jeg nemlig også mærke ville være for trist og tomt. Jeg skriver bare ikke flere dybe indlæg eller kommentarer, dem reserverer jeg til mit fremtidige arbejdsliv. (Hvordan jeg så end finder ud af at realisere det; det skal blive interessant at se om der findes en vej, og om jeg kan finde den!). Fremover kan du følge mig som person, men ikke noget særligt emne eller nogen særlig sag, her, hvis du har interesse i det.

Ellers vil jeg slutte med at sige tusind tak til alle jer der har fulgt med på Jannes sted. Og lige så mange tak for alle de mange tankevækkende og søde kommentarer I har skrevet gennem tiden, og som har gjort bloggen til et levende sted med masser af dynamik. Det har glædet mig sådan og nogle gange endda gjort mig helt stolt. Igen: Tusind tak.

Alt synes forandret. Der er ikke længere nogen rejse at skrive hjem fra, der er ikke længere noget at kæmpe så hårdt for. Der er kun en person at være. Nu.

28. juli 2010

På ny

Opdatering: Se her og her!

Jannes sted har opfyldt sit formål og lukker og slukker. Nu skriver jeg her i stedet. Velkommen til!

3. juli 2010

Jungletrommetrommen

Bare så du ved det hvis du ikke allerede ved det: Blogger har nu en indbygget statistikmåler hvis resultater kan ses hvis du bruger 'Blogger på tegnebordet' som betjeningspanel. Se under "Administrer blogs" øverst, følg linket "status" under den enkelte blog.

Måske har statistikken været der forever, måske er jeg bare sneglelangsom som sædvanlig. Men nu ved du det i hvert fald hvis du tilfældigvis skulle være en endnu langsommere Blogger-blogger end mig.

(Og resultaterne for Jannes sted, ja, dem er der ikke meget at skrive hverken ud eller hjem om. Mine egne besøg på bloggen overstiger det samlede antal besøg af andre (eller har i hvert fald gjort det siden statistikken gik i luften), og det giver da en vis mængde stof til eftertanke, og det vil jeg så praktisere i den kommende tid. Når jeg altså ikke lige bader noget mere i Kattegats livgivende 18 grader varme vand eller sidder lidt mere fuldstændig stille i min have).