28. juni 2010

At klatre op ad rebstigen

Nøj. Der er sagt meget på denne blog de sidste uger, både af mig og ikke mindst af andre, og det gør mig glad og taknemmelig. Det fylder mig også med dejligt meget stof til bearbejdning i mit system, og nu mærker jeg et behov for at lade tingene arbejde lidt på egen hånd et sted derinde uden at jeg blander mig alt for meget.

Jeg skal pusle lidt i haven. Eller måske bare sidde der, i skyggen under æbletræet, og blive strejfet af duften fra min fine rose som springer ud i de her dage. Jeg skal svømme - jeg kan allerede mærke vandet mod min hud og hvordan min krop helt automatisk gør sig strømlinet og samarbejder med det våde element. Og så skal jeg vist rydde op i den enorme stabel af biblioteksbøger der har tårnet sig op på min reol - jeg må vælge én som jeg vil koncentrere mig om, kan jeg mærke, og det er ikke svært: Det bliver Afhængighed. Din skjulte gave af Mary O'Malley, fordi den er så smuk og har så mange sproglige billeder som man kan indtage på samme måde som man drikker et glas vand når man er tørstig.

Jeg siger tak til Kristina som engang for lang tid siden sagde titlen så tilpas tydeligt at min hukommelse lagrede den til brug på det rigtige tidspunkt.

Jeg vil - vist ikke helt i overensstemmelse med reglerne for copyright og så videre, men i skruppelløs begejstring og utæmmelig lyst til at dele - levere et af Mary O'Malleys billeder direkte til dig herunder. Lad også uddraget være et udtryk for hvad jeg oplever som en af de væsentligste sider af min egen virkelighed - apropos mit forrige indlæg. Og ellers: Nyd sommeren der (for mig) endelig er ved at få det lys, de lugte og de lyde der smager af frihed.

(Klik på billederne for at se en læsbar visning).




24. juni 2010

Ordbogsøvelse

Har du nogensinde oplevet at et ord eller et udtryk udfordrer dig? At du godt ved hvad det betyder, men alligevel ikke ved hvad det betyder, og at du kan mærke at der er noget grundlæggende eller vigtigt som du ikke får fat i, netop fordi du ikke helt kan gribe dybden i ordet eller udtrykket?

Eller med andre ord: At du kan mærke at manglen på forståelse af betydningen af et sprogligt udtryk peger på at der er noget vigtigt som befinder sig i udkanten af eller måske helt uden for din bevidsthed, og at du nu er drevet mod at afdække hvad det er der endnu er (delvist) skjult for dig?

Tag nu ordet 'tilgive' til eksempel. Det er ikke helt tilfældigt valgt, for det er et ord jeg selv har puslet meget med. Jeg forvekslende det engang med 'medgive' (at den anden har ret) eller 'opgive' (mig selv) eller noget i den stil, og jeg forstod simpelthen ikke hvad magien skulle være i det. Men her er et simpelt ordbogsopslag som kunne have fortalt mig dengang at jeg bar rundt på en misforståelse (uden at vide det), og sætte tingene på plads, efter min mening:
"tilgive [-- sproglig oprindelse og bøjning udeladt pga. ukopierbare tegn --] verb. -r, tilgav, -t (tilgiven, tilgivne)
1. tilgive ng ngt sige el. føle at man ikke længere er vred på el. ønsker at afstraffe nogen for noget de har gjort = FORLADE, UNDSKYLDE, TAGE TIL NÅDE o tilgiv mig at jeg opførte mig så dumt! • han kunne aldrig tilgive en fornærmelse • takket være hans charme havde man let ved at tilgive ham hans unoder • jeg har begået en fejl, kan du tilgive mig? ¯ tilgivelse ! 
til+giv-e < egl. 'give til nogen, indrømme'"
fra Politikens Nudansk Ordbog med etymologi, 2001, Politikens Forlag
Jeg forstår nu at det ikke er forkert at være vred eller såret, eller at føle at noget er uretfærdigt eller urimeligt, men at tilgivelse handler om at det er muligt at vælge at give slip på det som skete engang, og viske tavlen ren, så at sige, uden at miste sig selv. Og så forstår jeg pludselig magien!

Måske er det her med tilgivelse fuldstændig barnemad for dig, men så find eller forestil dig eventuelt et andet ord eller udtryk som virkelig udfordrer dig.

Den slags små udgravninger kan generelt gøre en stor forskel, synes jeg, men det er nu ikke altid de bringer klarhed. Måske bevæger de os fra det entydige til det flertydige, og så er der virkelig noget at arbejde med, efter min mening. Jeg tror vi alle har trang til at putte ting (og mennesker) i kasser eller afgrænse (begrænse, kunne man måske også sige) vores forståelse så vi undgår at føle tvivl, forvirring og usikkerhed, men sådanne forsøg matcher bare ikke hvad jeg oplever som "virkeligheden", særligt godt. Jeg oplever det som at "virkeligheden" er så flertydig at det i bund og grund ikke er til at kapere for et menneske, men at vi hader at mærke dette og gør alt for at få styr på vores oplevelser og tolke dem entydigt.

Og nu satte jeg "virkeligheden" i gåseøjne for at markere at jeg bruger ordet som udtryk for det jeg oplever som virkelighed, for her er da "virkelig" et ord der er værd et undersøge indholdet af i dybden, og som kan have mange, mange betydninger. Hvad opfatter du som virkelighed? Som virkeligt?

Det kan man blive man helt svimmel af at spekulere på, på samme måde som når man kigger ud i universet en stjerneklar nat. Synes jeg.

21. juni 2010

Solskinskopper


Jeg har været på Fyn i weekenden, hos gode venner, faktisk nærmest familie, og de har en butik, og i den butik kan man købe mange fine, sjove, anderledes, smukke og provokerende ting. Jo, det er rigtigt, der er lidt af hvert at blive fristet af, for butikken er noget nær lige så rummelig som de dejlige mennesker der har den, og stort set alle sider af ens personlighed kan finde noget at begære her, også "kaffesøsteren" og "manden der hader at gå i butikker, men gør det for konens skyld", for man kan rent faktisk også sætte sig lige midt i det hele og nyde en kop rigtig, rigtig god kaffe serveret med varme, og læse avisen samtidig hvis man har lyst til det.

Og Shhh..., jeg fik lige øje på de her kopper, og dem måtte jeg bare eje (og det er ellers godtnok sjældent jeg får det sådan, hvis det ikke lige handler om badedragter eller bøger). Nu kan jeg skænke te eller kaffe i dem når der kommer nogen forbi for at snakke lidt over en enkelt kop, og det sker da heldigvis ikke så sjældent, for det er til gengæld en af de ting i livet jeg er helt sikker på at jeg ikke kunne undvære.

15. juni 2010

Om børn, forældre og præstationer - på den sjove måde

Jeg griner.

Jeg har fået nedenstående tekst i en mail, og jeg ved ikke hvem der oprindeligt har skrevet den og sendt den i omløb, så jeg kan ikke kreditere ophavsmanden ordentligt, men i hvert fald TAK til dig der fandt på den.

Så kan alle vi præstationsorienterede forældre måske lære det, haha. Lad os håbe at vores børn trods alt bliver lige så overskudsagtige som sønnen i historien her.

Måske kender du den allerede; jeg er den sidste person i verden der modtager kædemails og deslige, tror jeg, men denne her slap altså igennem det usynlige filter jeg formentlig selv har etableret for den slags. Og gudskelov for det - tak er sendt til rette vedkommende via mail! Her kommer den:

"En far kom forbi sin søns værelse og studsede over at se det pænt ryddet op og sengen sirligt redt.
Så fik han øje på en konvolut, som var anbragt på hovedpuden, adresseret til "Far". Med bange anelser og skælvende hænder åbnede han konvolutten og læste brevet fra sin eneste søn:
"Kære Far!
Det er med stor beklagelse og sorg, at jeg må skrive til dig..
Jeg var nødt til at stikke af med min kæreste, fordi jeg ville undgå en scene med Mor og dig.
Jeg ved at Mor og dig stadig anser mig for et barn, men Far, jeg er altså 17 år gammel og jeg ved hvordan jeg skal tage vare på mig selv.
Jeg har fundet ægte kærlighed sammen med Susanne, og hun er bare så sød. Men jeg er klar over, at du aldrig ville billige hende på grund af hendes piercinger, tatoveringer og lædertøj, og fordi hun er så meget ældre end mig. Dertil kommer, at hun har fem børn, hvoraf hendes yngste datter er på min alder.
Men det er ikke bare forelskelse. Far, hun er gravid med tvillinger! Susanne siger, at vi vil blive meget lykkelige sammen.  
Susanne bor i en campingvogn ude i skoven, og hun har rigeligt med brænde til at holde vinteren over. 
Vi deler så mange drømme om fremtiden. Far, hun siger at hun vil købe en masse computerspil til mig. Susanne elsker børn. Alle hendes børn har forskellige fædre, men hun siger, at med mig er det anderledes. Far, jeg ved, at vi vil være sammen altid. Susanne siger, at jeg er meget mere mand end de ældre fyre, hun har været sammen med. Er det ikke sejt?
Susanne har åbnet mine øjne for at hash faktisk ikke er skadeligt. Hun er forretningskvinde, idet hun dyrker sin egen hamp og sælger det for at forsørge sin familie. Susanne er dygtig med penge; hun bytter noget af sin hash med naboerne med kokain og ecstasy. De andre beboere i skoven er også forretningsfolk.
I mellemtiden vil vi bede til at videnskaben finder en kur mod AIDS, så Susanne kan få det bedre.
Du skal ikke være bekymret for mig, Far. Jeg er meget lykkelig! En skønne dag er jeg sikker på at vi vil komme og besøge jer, så I kan se jeres børnebørn og mine stedbørn.
Med kærlig hilsen,
Jeres søn Jonas.
P. S.
Far, intet af det ovenfor nævnte er sandt. Jeg er ovre hos Thomas. Jeg ville bare erindre dig om at der er værre ting i livet end den karakterbog, som ligger i min skrivebordsskuffe.
Knuzzer ! Ring til mig, når det er sikkert for mig at komme hjem.""

---

Opdatering 21. juni 2010:

Nu har jeg været på biblioteket og lånt "Seje Kanin" af Jeanne Willis og Tony Ross fra 2009 som Lotte skiver om nede i kommentarerne. De to historier er - helt som Lotte siger - skåret over stort set samme læst, bortset især fra at "Seje Kanin" henvender sig (mest) til børn og mailhistorien oven for til voksne (forældre). Så vidt jeg kan se. Hvilken historie der blev "opfundet" først ved jeg ikke, men I kan se et par klip fra bogen her (klik for større visning):



Tak, Lotte ;-)

14. juni 2010

Dengang der var somre til, eller ..


Jeg kan godt huske det. Dengang sommer var lig med stegende sol og bare fødder, og vi kunne lege hele dagen og aftenen med, så længe vi orkede, bare vi ikke gik i vejen for dem der arbejdede.

Det er meget længe siden. Her tror jeg vi kører i bus, måske ud til Vejlby Fed eller ned til Søbadet for at bade og spise is eller noget andet eksotisk som de voksne som regel ikke havde tid til at gøre til virkelighed. I hvert fald er jeg sikker på at vi sad på bjælken inden min mor eller far dukkede op med fotografiapparatet på trappen foran kontoret.

Det er mig der sidder som nummer fire fra venstre med stribet t-shirt og mørkt hår. (Og tykke briller, men det kan I ikke se - sådan er der så meget). Jeg er glad og naboungerne er glade, og vi hører til og hører sammen, lige her i verdens navle, midt på gårdspladsen, midt i kvarteret, midt i byen, midt i landet, midt i verden. Sådan er det for så vidt stadig, selvom naboerne er blevet voksne og har fået andre navne. Og det er stadig lykken, selvom jeg nogle gange kommer til at glemme det og tro at græsset er grønnere på den anden side, eller brostenene mindre toppede i hvert fald, men det passer ikke. Jeg ved det godt når jeg mærker efter. Det er lige her og lige nu det sker.

Også sommeren såmænd, selvom det er svært at mærke.

7. juni 2010

Prøve

I går var jeg til prøve. Fra klokken 10 til 19 var programmet at koncentrere mig om et fagområde (som i denne sammenhæng er ligegyldigt, men som var livredning, hvis nogle er nysgerrige). I ni timer minus spisepauser skulle jeg udstille min viden og mine færdigheder og mangel på samme for kolleger og instruktører, og til sidst i løbet af de sidste fire timer for nogle dommere (jojo, det hedder det i denne sammenhæng).

Selvom jeg snart er en gammel rotte i det her fag, var jeg alligevel nervøs. Før, under og såmænd også efter i den forstand at dagens oplevelser blev ved med at køre rundt i hovedet på mig indtil jeg endelig faldt i søvn engang efter midnat. Set udefra for den der kender min viden og mine færdigheder, lyder det formentlig som en nervøsitet helt ude af proportioner, og at der ikke var noget at være bange for i forhold til at bestå prøven. Sådan vurderer jeg det faktisk også selv - hånden på hjertet - for jeg er egentlig ikke i tvivl om min egen duelighed.

Men det er set udefra. Indefra handler det nemlig om en helt anden prøve. Det jeg bliver testet i hver eneste gang jeg skal præstere noget som andre skal vurdere og dømme, er nemlig min evne til at adskille mig selv fra mine præstationer, og det er en test jeg må indrømme at jeg stadig har ret svært ved at gennemføre til udmærkelse. En eller anden lille, irriterende stemme indeni hvisker hver eneste gang, at nu skal jeg præstere mindst det ypperste, for ellers vil jeg blive dømt som værende et dårligt, uinteressant og værdiløst menneske. Den stemme råber ikke nær så højt som den har gjort, og den tager ikke magten fra mig mere på samme måde som den gjorde engang. Men den hvisker stadig af og til, især når jeg formelt rent faktisk skal prøves på hvad jeg kan, og jeg skal stadig bruge en del energi og nogle indre samtaler på at få den til at holde mund: "Det er godt med dig, lille stemme, som blander "at kunne" og "at være" sammen endnu engang. Ti så stille, for jeg er værdifuld og god nok som menneske hvad enten jeg kan eller ikke kan det her. Klap så i - jeg lytter ikke mere nu!"

Selvtillid og selvværdsfølelse er ikke det samme, og der kan være både oceaner og dybe bjergkløfter imellem de to ting for den enkelte person. Det kender jeg fra mig selv, og jeg ser det tit hos andre. Det kan gøre os mennesker fantastisk dygtige til det vi nu beskæftiger os med, samtidig med at vi selv føler at vi hele tiden står lige på kanten til at blive dømt ude som personer og faktisk ikke regner med at nogen kan lide os eller holder af os, men at de måske højst sætter pris på vores arbejde. Og selv dét synes at hænge i en tynd tråd, for vi oplever at vi laver fejl hele tiden, selvom vi gør os så helt umenneskeligt meget umage.

Jeg skrev øverst at det var ligegyldigt for min pointe hvad det var jeg skulle prøves i. Men mens jeg sidder her og skriver, bliver det tydeligere og tydeligere for mig at det ikke er ligegyldigt. Livredning. Smag lidt på ordet.

Jeg tror egentlig ikke vi kan redde livet, vores eget eller andres, hvis vi ikke kan få den indre stemme der fortæller os at vi er hvad vi kan præstere, til at holde mund. Lad os gøre os selv den tjeneste ikke at lytte til den, hverken hos os selv eller andre. Lyt bagom den. Værdsæt dig selv og andre simpelthen fordi vi er.