30. marts 2010

Postkort





*
PS. Tilføjet den 31.03.2010 til dig der har hæftet dig ved den græske ikons særlige motiv med Maria Magdalena i forgrunden: Prøv at læse Wikipedias artikel om Maria Magdalena. Notér dig forbeholdene øverst på siden, men prøv alligevel i tankerne at følge de forskellige opfattelser og synsvinkler. Som nævnt før her på bloggen, har Maria Magdalena som symbol fulgt mig i flere år, og wikipedia-artiklen sammenfatter på forunderlig måde de forskellige spor som arbejdet med symbolet har ledt mig ad. Måske kan det også inspirere dig.

**
PPS. Tilføjet den 21.05.2010: Læs også om Mariaevangeliet, Maria Magdalene og den kristne kirkes kvindeundertrykkelse her.

22. marts 2010

Om Hanne Ørstavik: kaldet - romanen


(Klik på billedet for at læse bagsideteksten)

Det tog sin tid; først nu er jeg færdig med kaldet - romanen som jeg har skrevet om før. Men sådan er det, og sådan skal det være med Hanne Ørstaviks bøger, tror jeg. Jeg kom virkelig på arbejde med denne bog, jeg måtte dvæle længe ved mange passager for rigtigt at begribe dybden i det der står skrevet, men det har været al umagen værd, og jeg har svært ved at komme i tanke om hvornår jeg sidst har læst noget jeg syntes var så godt. Jeg har skrevet det før et eller andet sted som jeg ikke husker nu hvor er: For mig er Ørstavik en sand mester. Hun formidler et eksistentielt og dybtgående stof som man ellers skal igennem tykke filosofi- eller psykologibøger for at komme i berøring med. Efter min mening.

Hvis du har lyst til at læse en mere saglig og litterært funderet omtale, har Tina Charlotte Møller på fineste vis anmeldt bogen for Sentura her. Tina Charlotte Møller sætter fokus på at man formentlig læser det i romanen som man har rum til at få øje på, og det tror jeg er rigtigt. Mit rum er - som alle andres - begrænset, og jeg får først og fremmest, men ikke kun, øje på det problemfelt som kunne omkranses af ordene frihed-skæbne-kald. Hvad eller hvem bestemmer om man skal skrive (i det her tilfælde, men det kunne lige så godt være det at ville udøve kunst i det hele taget, eller måske enhver livsgerning som føles som et kald)? Er der overhovedet noget der bestemmer dette, eller har vi fuldstændig frihed til at vælge, og er det vores eget valg hver især? Kan en ydre autoritet autorisere ens kald? Har Gud en plan med os? Hvordan skal vi afgøre om det er den rigtige plan vi har fået øje på? Og så videre, fristes jeg til at skrive. kaldet - romanen er først og fremmest en undersøgende bog, men jeg mener lige nu at bogen også giver et svar, og at jeg forstår det, men jeg tror jeg har brug for lidt mere rum til at blive klogere og komme det endnu nærmere. Blot vil jeg sige at jeg tror der findes forfattere (og malere og missionærer og værktøjsmagere og husmødre og ..) af guds nåde, og Ørstavik er én af dem.

Forleden deltog jeg i en snak om Astrid Lindgren, om hvad det var hun kunne, og jeg reagerede spontant ved at sige at jeg altid har haft det sådan når jeg læste noget af Astrid Lindgren, at så står hun foran mig og siger "Jeg ser dig" på samme måde som na'vi'erne i Avatar hilser på hinanden. Det er måske en lang og useriøs omvej, men når jeg læser noget af Hanne Ørstavik, så ser jeg også hende foran mig med hånden hævet til hilsen og ordene "Jeg ser dig". Jeg føler mig mødt og set. Jeg kommer i dialog. Jeg bevæger mig.

Hun får mig faktisk til at gå mig selv i møde.

Større bliver det ikke for mig.

20. marts 2010

Jeg beklager ..

.. at der sådan kom et tomt link flyvende ud i din feedlæser i går fredag. Jeg ved ikke lige hvad der skete, ud over at telefonen ringede og bragte mig ud af fatning som altid, og så fik jeg klikket på en forkert knap. Jeg var ellers lige ved at skulle skrive noget med bare en smule indhold i modsætning til nu, men det var pist forsvundet efter forskrækkelsen. Desværre var det ikke lige så nemt at udradere det tomme indlæg som det indhold det skulle have haft, for selvom jeg skyndte mig at slette indlægget, var skaden åbenbart allerede var sket - PingShot er effektivt, wwwrrrooom en feedmotorvej! Nu er jeg så kørt fra igen og tager landevejen fremover, forhåbentlig med færre fartuheld til følge.

God weekend!

17. marts 2010

Med vandet som bærende element

Hvad er vigtigst?
  • At kunne forklare eller at kunne forandre?
  • At lave gode præstationer eller at have gode relationer?
De to spørgsmål har udkrystalliseret sig efter en formiddag med P1-podcasts som rigtignok handlede om meget mere end dét, men alligevel .. Jeg ved selvfølgelig godt hvad de "rigtige" svar er for mig, men lever jeg dem? Lur mig om jeg ikke tænker ét og gør noget andet.

Det startede egentlig med at jeg kom til at tænke på en kvinde jeg engang kendte og holdt af. Hun begyndte at male akvareller, og med risiko for at forsimple historien vil jeg mene at det førte til at hun forlod mand og barn og flyttede til den anden ende af landet for at male og være sammen med en ny mand som forstod at hun ville male og ikke være portvagt eller serviceassistent eller hvad det nu var hun arbejdede som når hun ikke lavede mad eller vaskede tøj eller ryddede op derhjemme. Og så kom jeg i tanke om at hun, inden hun flyttede så vanvittigt langt væk, forærede mig en æske med de fineste, håndplukkede akvarelfarver. Vel sagtens fordi hun gerne ville dele sin glæde med mig, tænker jeg. Der står WINSOR&NEWTON på æsken - det ved jeg til gengæld med sikkerhed, for jeg har fundet den frem igen fra en kasse i kælderen. Gulnet på ydersiden, men med næsten helt ubrugte farvebrikker indeni.

I dag er en god dag at tage imod hvad en gammel ven prøvede at dele for 20 år siden!, tænkte jeg. Måske med lidt god radio i ørerne samtidig. Og så blev det til at formiddagen gik med at blive en hel del klogere først og fremmest på min egen glæde, men også på mine egne begrænsninger, hø, og på de to store spørgsmål som jeg skrev allerøverst.




13. marts 2010

Bare sig JA!



Snow Patrol: Just Say Yes. (Lyrics her)

Fordi jeg bliver helt høj når jeg hører det her nummer, og det gør jeg hele tiden. Jeg kan slet ikke undgå det, for det kører uafbrudt i fjernsynet eller på den ene eller den anden computer her i huset, og nu har det også sneget sig ind i mit eget system. Det kan ellers godt knibe lidt med at åbne mig og give mig hen, for jeg kan godt være bange for at tingene ændrer sig til det værre, eller at nogen kommer løbende efter mig og slår mig oven i hovedet med en meget stor hammer og råber JUBELIDIOT!, og så er det tryggere at slå sig selv med en mindre hammer på forhånd og sige nej.

Men i dag er en god dag, og jeg kan ikke få øje på nogen hamre.

Just say yes.

12. marts 2010

Sirenesang

Åh nej. Det går aldrig godt. Nu bliver det endnu farligere med det her bloggeri, for nu er DE kommet.

Jeg opdagede dem ved et tilfælde på tegnebordet, skulle lige prøve og blev helt forskrækket, for de hev og trak i mig, lokkede som sirener: Kom, kom, vi er slet ikke farlige, prøv at se hvor fine vi er ..

Jeg veg tilbage i rædsel og smækkede beslutsomt computeren i og gik ned og drak te. I første omgang i hvert fald. Nu har jeg så også læst om dem, de går åbenbart ikke sådan væk igen af sig selv. Jeg bliver nok nødt til at forholde mig.

Det er de der fede skabeloner og tilpasningsmuligheder der er opfundet til Blogger, jeg snakker om. Hvordan skal jeg kunne holde mig fra dem, uforbederligt legebarn og tvangsforandrer som jeg er? I ved, lige så snart jeg har bagt det der skønne gulerodsbrød en eller to gange, så skal det partout laves om til et lyserødt rødbedebrød som alle griner af og er lidt tilbageholdende med at spise, men som jeg selv synes er så fantastisk og vist mest kan lide at spise fordi det er nyt og anderledes og aldrig set før (af mig). Jeg kan bare ikke lade være.

Det er pludselig næsten en skam vi ikke går de lange, mørke vinteraftener i møde.

10. marts 2010

Det er sådan en dag

Det er sådan en dag hvor det bare blev for meget med al den kulde, og hvor jeg tog to par uldne strømpebukser på uden på hinanden for at kunne holde varmen i min yndlingsnederdel, som ikke er specielt vinterlig, men som jeg har længtes så meget efter at have på igen at jeg ikke kunne vente længere, fordi jeg føler mig stærk som en danser eller en rytmisk gymnast når jeg har den på.

Det er sådan en dag hvor jeg bliver rørt når jeg tænker på at der lå en sms fra en nabo, da jeg var færdig i svømmehallen efter en ikke særlig sjov aften, om at hun lige havde været ovre med noget helt frisk sushi som jeg kunne smage når jeg kom hjem. Og jeg havde jo aldrig smagt sushi før, for jeg kommer ikke så meget ud, men hold kæft hvor smagte det godt, og nu har vi snakket om at næste gang vi ellers ville bestille pizza, vil vi købe en portion sushi eller to og dele og spise havregrød for resten.

Det er sådan en dag hvor jeg havde glemt at jeg slet ikke cyklede til stationen i morges, så da jeg stod af toget og troede jeg skulle cykle hjem, var min elskede, trofaste jernhest væk, og jeg troede i et nanosekund at den var stjålet, og i samme øjeblik som varede evigt og ingen tid på én gang, nåede jeg at blive rigtig ked af det, for den cykel er den bedste jeg nogensinde har haft, og jeg har fået den i fødselsdagsgave, og hvad nu hvis jeg ikke kunne få den tilbage?

Det er sådan en dag.

8. marts 2010

Menneskenes internationale kampdag for kvindelighed



For tre dage siden hørte jeg en mand udtrykke sin væmmelse og vrede over at se tykke kvinder spise is.

For to dage siden hørte jeg en mand stolt proklamere at han havde indskærpet over for sin kone at hun skulle være sikker på at hun ville bruge en bestemt ting hun gerne ville købe (for egne tjente penge), for ellers var det som at smide penge ud af vinduet, og det går jo ikke, og han gad heller ikke have alt det lort stående i sit hus.

For de samme to dage siden hørte jeg en mand sige til sin kone at hun bare lige skulle vide at han altså ikke kunne hjælpe hende med det hun var i gang med på computeren, så måske skulle hun hellere stoppe mens legen var god.

I går deltog jeg i en samtale med tre hårdtarbejdende kvinder om rengøringsniveauet i vores hjem og om vores børns tilbøjelighed til at ignorere alle ordrer om at rydde op efter sig. Jeg hørte (og fortalte) ikke bare sjove anekdoter, men registrerede også skammen over ikke altid at have overskud til at holde huset pinligt rent og ungerne dydige.

Og for fem timer siden blev jeg selv kaldt svag fordi jeg ikke tjener ret mange penge.

Alle de her små klip fra virkeligheden er taget helt ud af kontekst, men uanset at de måske kunne forsvares i deres rette sammenhæng, så har de alle for mig en kedelig bismag af noget der minder om kvinde(ligheds)undertrykkelse. Mændene i de tre første klip er hver især overbeviste om deres egen kolde kontrol over lyst og krop, om kritisk og rationel tankegangs gyldighed i enhver situation, og om deres økonomiske og tekniske magt. Kvinderne i det fjerde sætter ikke spørgsmålstegn ved deres eneansvar for hjemmets og børnenes beskaffenhed, og personen i det femte har en klar idé om hvad menneskelig styrke og svaghed er.

I dag er det kvindernes internationale kamppdag, og jeg synes stadig der er meget at kæmpe for. Hver eneste dag oplever jeg noget som får mig til igen og igen at tænke at det er slående at den traditionelle mandlige måde at opfatte tingene og argumentere på er så fuldstændig uimodsagt. Det foregår både i mit eget hoved og i min omverden, og det forekommer mig at vi alle, og her mener jeg både mænd og kvinder, går rundt i en slags hjernevasket tilstand hvor det traditionelt kvindelige måske nok er sødt, kært, underholdende og behageligt, men ikke helt til at tage alvorligt. I sidste ende synes vi at være nærmest enige om at rationelle argumenter og den konkrete virkelighed selvfølgelig må veje tungest, og at det er i denne sfære det afgørende ord skal findes.

Ud fra dette betyder kvindekamp for mig ikke kun en politisk, lovgivningsmæssig og i det hele taget ydre kamp, men også, eller måske snarere, en psykologisk og spirituel opgave som vi alle må tage på os. (Dette ligger helt i forlængelse af mit forrige indlæg). Opgaven vedrører både mænd og kvinder, for undertrykkelsen af kvindelighed er ikke kun det ene køns problem, det er menneskehedens problem. Hellere end at tale om kvinder og mænd synes jeg vi skulle tale om kvindelighed og mandlighed ud fra den opfattelse at begge dele findes i os alle. Vi har som mennesker bevæget os ud ad en sti (eller ned ad et skråplan) hvor det traditionelt mandlige er blevet gjort mereværdigt, og det traditionelt kvindelige mindreværdigt, og det er en stor ulempe og hæmsko for os alle sammen, fordi det gør dele af enhver personlighed uanset ydre køn mindreværdige pr. automatik.

Jeg opfatter det sådan at vi er kommet rigtig langt på det politiske og samfundsmæssige niveau med hensyn til at sikre kvinder ligeret, og jeg tror at den sidste del af vejen for at sikre at ligeværdighed mellem mænd og kvinder bliver forankret i vores indre, i vores sjæl, kun kan opnås ved at arbejde med netop vores sjæl. Hver især og sammen. Det er et fokus som vi efter min mening kunne have glæde af at blive stillet ind på allesammen, og derfor synes jeg egentlig at vi passende kunne omdøbe den 8. marts til "Menneskenes internationale kampdag for kvindelighed".