fredag den 31. december 2010

Godt nytår!

Godt nytår til dig hvis blog jeg læser og bliver inspireret af.
Tak fordi du deler.

Godt nytår til dig som følger med her og viser interesse.
Tak fordi du lytter.

Godt nytår til os alle. Må vi møde det nye år med mod, nysgerrighed og åbenhed.

onsdag den 29. december 2010

Molesk...

Det var det. Nu har jeg lige lukket den sidste kasse med julepynt og sat den i kælderen. Om lidt er det nytår, og jeg har besluttet at det virkelig skal være et nyt år, så jeg har taget min mormors forklæde af i mere end en forstand og i stedet iført mig en MOLESKINE. Jeg har fået et gavekort i julegave, og der var vist ikke andre end mig der kunne se det, men der stod MOLESKINE på det med store bogstaver.

Folkene bag denne herlige ting lader intet være op til tilfældighederne, men har efterladt en folder indeni hvor jeg - hvis jeg er i tvivl - kan læse nøgleord som "culture", "imagination", "memory", "travel" og "personal identity", også skrevet med store bogstaver. Hvis jeg stadig er i tvivl, kan jeg gå videre til det med småt: "The Moleskine(R) notebook is the heir and successor to the legendary notebook used by artists and thinkers over the past two centuries: among them Vincent van Gogh, Pablo Picasso, Ernest Hemmingway, and Bruce Chatwin. (..)"

Jaja. Der skal nok være dem der tænker at jeg ikke er en MOLESKINE værdig, men det blæser jeg på. Endelig (tror jeg nok). Nu håber jeg bare der er lige så god kraft i den kalender som i min mormors forklæde. Småkagerne blev i hvert fald gode, efter min egen mening. Og branding (er det ikke det det hedder?) skal man ikke kimse af, især ikke hvis den går indad.

onsdag den 22. december 2010

Mellem linjerne

Der skal være skole-hjem-samtaler i januar i den fjerdeklasse min ene søn går i, og i den anledning har vi (sædvanen tro) skullet udfylde nogle samtaleark. Det går blandt andet ud på at eleven sammen med forældrene placerer en række punkter der angiver forskellige færdigheder, i en skydeskive med tre cirkler: "Kan", "Kan næsten" og "Kan ikke". Arkene ligger nu enten i hans skoletaske eller i lærerens, så jeg kan ikke citere ordret, men under faget dansk lød et af punkterne nogenlunde sådan her:

"Læse mellem linjerne - læse en tekst og arbejde på at forstå hvad teksten kan handle om ud over det der står i den".

Se, det synes jeg er et interessant punkt som jeg kan mærke en stor taknemmelig for er med på listen. Det er måske lidt avanceret for nogle fjerdeklasseselever, det ved jeg ikke, men hvis jeg nu overvejer det på egne vegne?

Jeg mener selv at jeg for mit eget vedkommende vil kunne placere denne færdighed i "Kan"-cirklen - jeg kan vel nok i en vis udstrækning læse mellem linjerne (jeg forsøger i hvert fald på det konstant). Jeg vil også gå et skridt videre og sige at det er den måde jeg skriver på, uanset min sikkert primitive og ulærde facon at gøre det på, men alligevel. Det er her det sner for mig. Mellem linjerne. Det er her jeg finder de lag, den dybde og den kompleksitet som jeg synes det er interessant at beskæftige mig med. Det er her jeg bliver plingvågen og opmærksom og føler at jeg virkelig oplever noget, både når jeg læser og skriver.

Og hvis jeg nu udvider det der kan læses mellem linjerne, til ikke kun at være tekst i betydningen ord på papir eller skærm, men udtryk i bredeste forstand, så bliver jeg for alvor vågen.

Det er selvfølgelig ikke alle der har det sådan, heldigvis, for så blev verden måske lidt rigeligt langsom, ukonkret og ensidigt lodret. Men sådan har jeg det, og sådan må der være flere der har det, og derfor er jeg taknemmelig over at det punkt er med. Over at det fokus er præsent. Der er håb.

tirsdag den 21. december 2010

Blålys


Lyset er blåt. Katten vil ud, og så vil den alligevel ikke ud. Jeg åbner troligt døren hver gang den beder om det, bare for at se den snurre rundt om sig selv med den ene pote i døren og vibrerende næsebor.

Nu ligger den her på printeren, og jeg sidder her ved computeren. Radioen spiller Lis Sørensen, og hende læste jeg lige om i et ugeblad i går, og helt ærligt, jeg ved godt hun har set lyset og alt det der, og at hun synger om det med et gudbenådet talent. Gudskelov for det. Men selv har jeg det mest som katten. Jeg bliver slået tilbage af kulden.

fredag den 17. december 2010

Stier

Jaa. ...

Træt fredag. Der er ikke så meget at sige, så jeg siger (næsten) ikke noget. Jeg tror jeg er ved at blive forkølet og fryser allerede ved tanken om et par timer i 26,5 graders "varmt" vand i eftermiddag.

Jeg nærer en ufattelig stor tiltro til menneskers åndsevner generelt, og der skal meget til at ryste den. Det er dog muligt, har jeg opdaget - heldigvis på den sjove måde. Prøv at se denne video, som jeg har gravet frem på YouTube efter at flere har delt en anden kopi af den på facebook (tak!).

Jeg ønsker god weekend og intelligent stifinding i sneen til alle!

tirsdag den 14. december 2010

Legenden


Marianne spurgte i en kommentar om jeg kendte "Legenden om juleroserne" af Selma Lageröf. Det gjorde jeg ikke, men det gør jeg nu, og det er jeg blevet meget rigere af.

Da jeg skulle finde ud af hvad det var for en fortælling, stødte jeg hele tiden på ordene ".. beretning om troens styrke", og det er lige hvad det er. Det er en smuk fortælling som får mig til at tænke - og det følgende står helt for min egen regning, jeg håber ikke jeg støder nogen ved at sige det - på Marianne Williamsons korte, slagordsagtige formulering af hele sin forståelse af tro: "There's no such thing as a faithless person; faith is an aspect of consciousness. Do you have more faith in fear, or in love?" Når jeg læser Selma Lagerlöfs beretning, er det som om jeg kan mærke hvad det betyder, og jeg tager legenden til mig som en af de ypperste "julefortællinger" jeg indtil nu har læst. (Ikke fordi jeg har læst så mange, men alligevel).

Jeg fandt den i "Fortællinger, legender, essays og taler" af Selma Lageröf, og den beholder jeg julen over for også at læse de andre tekster.

Der er ellers gang i bibliotekets reserveringsleveringer for tiden, så jeg kommer ikke til at kede mig når jeg er færdig med at holde svømmejuleafslutninger (og forberede julen). Næst i stakken ligger Hildegard.

Servicemeddelelse

Her kommer en servicemeddelelse. Jeg har afinstalleret Echo-kommentarsystemet fordi jeg igennem en periode ikke også har modtaget bloggens kommentarer i Bloggers eget kommentarsystem. Så blev jeg bange for at de ville forsvinde helt hvis og når og i tilfælde af .. og så videre. Jeg har dem godt nok som feed også, men det kommer jo ikke læserne til gode, og det er lige præcis hvad de gerne skulle, synes jeg.

Da Echo var væk, væltede de manglende kommentarer gudskelov ind i mit Blogger-kommentararkiv (og min indbakke), så det endte godt, pyha, men jeg har alligevel besluttet at benyttet Bloggers eget system fremover. Jeg har ikke rigtigt teknisk snilde nok til at føle mig tryg ved det andet.

Nu er der så bare det at der ikke længere er link fra kommentatornavnene til kommentatorernes egne blogge, og det er jeg ked af. Derfor:

Hvis du ikke ved hvem der "gemmer" sig bag de kommentarer der er udgivet indtil dette øjeblik, så kig i sidepanelet i blogrullen 'Vindue til verden' og find navn og blog ad den vej.

Der er også lidt skuddermudder i hvilke kommentarer der er svar til hvem, men jeg håber at det alligevel er til at finde sammenhængen.

Undskyld. Det er ikke fordi jeg ikke værdsætter de kommentarer der er skrevet, faktisk tværtimod. (Og jeg var såmænd også glad for Echo med de ekstra muligheder der lå i det ..).

mandag den 13. december 2010

Fjerne egne


Min familie kom i fredags fra fjerne egne i landet og bragte ting ind i huset som taler til fjerne egne i min personlighed:
Bogen "Thy til sanserne" (se mere her) og Thylandia Bitter med klokkelyng.

Så kan jeg måske komme ned på jorden, på smukkeste vis. Jeg længes, kan jeg mærke. Og savner.

tirsdag den 7. december 2010

Småkager


Jeg er ved at bage småkager. På lørdag skal vi have 19 gæster, og selvom det er en fødselsdagsfest, skal de ikke gå hjem uden at have mærket at det snart er jul. Jeg har iført mig et af min mormors forklæder, håber lidt af hendes køkkenarbejdsånd kan nå mig ad den vej.

Det går godt. Jeg kom godt nok til at måle smørret forkert af til vaniljekransene i første omgang, og jeg var også lige ved at glemme ingefæren til jødekagerne selvom jeg havde lagt både den og rivejernet klar ved siden af skålen. Vistnok drev jeg væk fordi jeg stod og tænkte på nogle brudstykker af Dorthe Nors' "Dage" som har sat sig fast i mit hoved sammen med hele stemningen der nægter at give slip på mig. Noget med at "flække" (ikke af grin, men af gråd), og at nogle mennesker "synes de ved bedre, fordi de har det bedre". Det er fandme godt sagt. Lige som alle de andre få, men fyldige ord i den bog. Jeg nød den - rigtig meget. Den er stor, selvom man ikke kan se det udenpå.

Vi har testsmagt vaniljekransene. De blev gode. Nu skal jeg pakke dem ned.

mandag den 6. december 2010

Hjerternes fest

Hørt i går:

- Jeg tror lige jeg rydder den sne jeg kan nå, mens vi venter ..

Skovle, skrabe, også ind på den ældre nabos område.

- Nej, nej, du behøver ikke gøre det dér, for hun har nogen til at rydde for sig. Jeg har lagt mærke til at der altid er ryddet.

Måbe, grine. Hvem søren tror han den der "nogen" er?

---

Og mens vi er ved overskudsdeling, så kommer også her et link til den indsamling til mødrehjælpens julehjælp som jeg har opdaget at gode kræfter i blogland har sat i værk, og som jeg ikke synes kan få opmærksomhed nok:



lørdag den 4. december 2010

En postkasse er en postkasse er en ..

For nogle år siden gik jeg med post i en meget kort periode. I snedriver og snebyger og med tykke stakke af julereklamer.

I går gik jeg med reklamer for min søn som var forhindret i selv at passe sin rute for en gangs skyld. I snedriver og snebyger og med tykke stakke af julereklamer.

Jeg har rigtig mange skrappe meninger i den anledning, men jeg skal spare jer for brokken og bare forsøge at give det hele et par konstruktive ord med på vejen. En gang i fremtiden vil der måske slet ikke være noget der hedder fodpost, men indtil da siger jeg bare:

Hvis I skal forære nogen en postkasse i julegave, eller hvis I selv ønsker jer en, så sigt mod en todelt postkasse med ét rum til aviser/reklamer og ét rum til breve, og med et låg der kan åbnes helt op:



Så giver I også de omdelere der bringer post og tryksager ud, den næstbedste julegave de kan tænke sig. Tror jeg, i hvert fald. (Den bedste er uden tvivl et officielt "Reklamer - Nej tak"-skilt fra posthuset, det er en gave til os allesammen (måske lige bortset fra reklameuddelerne), men det behøver jeg nok ikke at nævne her).

Den sværeste sprække at putte noget der er større end en C5-kuvert, ind ad, er en almindelig gammeldags lodret eller vandret brevsprække i døren med en fjeder på indersiden.

Så ved I det.

Jeg oksede af sted; det var tungere end normalt på grund af sneen som ingen jo kan gøre ret meget ved ud over at rydde den væk, og det gør folk faktisk generelt her. I dag har jeg ondt i armene af at trække vognen, men det er okay, og det var også ret dejligt at gå rundt i sol (den første time) og frost. Se bare udsigten her fra den ene ende af ruten:

torsdag den 2. december 2010

Dage

I halen af det forrige tunge indlæg kommer her lige et lettere - for sådan er min dag også.

Om lidt tager jeg skitøj på og bevæger mig op i byen for at hente den bog på biblioteket som er klar til afhentning. Jeg er en fattigrøv, og jeg må vente til biblioteket leverer hvis jeg vil læse. Og jeg har ventet. I mange, mange dage. På "Dage" af Dorthe Nors. Men nu ligger den klar, og jeg er på vej ..

Næsten. For inden jeg går, vil jeg lægge min fine betonafstøbning af et rabarberblad, som jeg har fået helt fra Källö Knippla, hvor rabarberne gror på trods og ligner en slags dværgrabarber, til optøning i badekarret sammen med mine lanterner, så jeg kan få fyldt røde æbler i det første og lys i de sidste. Det bliver fint, tror jeg. Jeg skal sørge for et billede til min lille juleserie i sidebaren senere.

Klik her/på billedet i sidebaren for at se alle billeder.

Om at bide hoveder af

Der grubles.

Forleden stødte jeg helt tilfældigt på dette indlæg af Claus Buhl om det for nogle mennesker svære og skamfulde ved at have et ikke-akademisk talent i en kultur der hylder akademiske dyder. Jeg delte det i min læser fordi jeg kunne mærke der skete noget med mig da jeg læste det.

På den ene side tror jeg at Claus Buhl har ret i sin analyse af fotografens problem, og også i at der formentlig er mange der kan genkende den konkrete problematik hos dem selv. Skabelonen for hvordan skam og talent kan blive koblet hos den enkelte hvis talentet afviger fra den herskende kulturs mest værdsætte egenskaber, er jeg også med på - det er ikke nogen ny tanke for mig overhovedet, sådan teoretisk set.

Men på den anden side kunne jeg personligt slet ikke genkende fotografens problematik, og det udfordrede mig. Nu er det ikke fordi jeg skal hævde at jeg har noget særligt talent; det handler mere om det grundproblem mange af os vel sagtens tumler med hvis vi er bare en lille smule vågne i livet, nemlig at det kan være meget svært dels at give sig hen til og at tro på gyldigheden af en oplevelse af at der er noget vi bare  bruge vores tid på, og dels at acceptere at dette noget dukker op inde fra os selv og er uafhængigt af hvad for eksempel omverdenens normer eller økonomien dikterer.

Her er det at det går op for mig at jeg godt kan bruge skabelonen, men at værdierne har omvendt fortegn når jeg fylder den ud med mit personlige indhold. Jeg er vokset op i en absolut ikke-akademisk familie og kultur hvor boglige sysler blev anset for det rene tidsspilde, og hvor personer der ikke kunne arbejde med deres hænder og krop, var en slags fejludgaver af mennesket. Groft, men ikke forkert, sagt. Jeg har meget tidligt lært at arbejde, hvilket der hvor jeg kommer fra, betyder at udføre konkret, hårdt, praktisk arbejde. Og jeg har meget tidligt lært at det at have lyst til at læse en bog eller beskæftige sig med at tænke, analysere eller reflektere er tæt på at være en dødssynd, og at det fører til denne verdens undergang hvis man giver sig hen til den slags slendrian. Hvordan skal man få mad i munden hvis man falder i staver i stedet for at arbejde? Hvordan skal man bevare sin værdighed med en sådan dovenskab?

Jeg er - og jeg har virkelig gransket min hukommelse* - den højst uddannede i min familie både i min egen generation og i tidligere til trods for at jeg "kun" har en uddannelse som folkeskolelærer (som jeg iøvrigt kun har brugt kortvarigt fordi arbejdet var alt for udadvendt og .. ja, praktisk til at jeg kunne finde mig til rette med det). Det siger ikke så lidt, synes jeg.

Tilbage til skabelonen. Hvis jeg har et "talent", og det er forbundet med skam, hvad er det så? Det er præcis min akademiske interesse, helt i kontrast til Claus Buhls pointe. Det er mit gode hoved, som dele af mit ubevidste system har vægret sig ved at lade mig bruge fordi det er forbundet med så stor skam, at jeg hellere ville dø end at følge min naturlige tilbøjelighed, hvis jeg kan kalde det det, til at tænke. For hvis jeg gav mig hen til det, ville det jo betyde at jeg var en fejludgave. Det er jeg gået meget langt for at skjule at jeg er, ikke med bevidst vilje, men fordi mit ubevidste overlevelsesinstinkt har budt mig det. 

Jeg sniger mig til at læse. Jeg sniger mig til at skrive. Jeg sniger mig til at tænke abstrakt og samle viden sammen. Jeg lader som om jeg godt ved at det ikke kan bruges til noget af nogen andre end mig selv. Jeg lader som om fordi jeg er så bange for at blive stemplet som et usselt menneske af mine medmennesker som jeg - med en del af mig som jeg ikke er herre over, i hvert fald i øjeblikke - forestiller mig tænker lige som min barndoms voksne.

Nu er jeg nået dertil at noget må have en ende, ellers eksploderer jeg i frustration, vrede og sorg over at livet ligesom ikke er mit, kan jeg mærke. Jeg bliver nødt til at tage ansvar for at mit hoved er indrettet som det er, og bruge det som det er designet til. Jeg må tage imod det som er givet, og som jeg ikke kan lave om på.

Jeg må bide hovedet af al skam. Jeg .

------------
*Note 06/12/10: Jeg har nu erfaret at jeg har en fætter der er ingeniør (men oprindeligt udlært maskinarbejder) - hvor godt!

søndag den 28. november 2010

Tadaaa!


Der stod 4! 
Sør'me så.

torsdag den 25. november 2010

Blogtilstandsrapport


Jeg er slået ind på en langsommere sti for en periode og lader toget suse forbi, for jeg må fordybe mig og passe på at jeg ikke bliver slynget ud i galaksen og mister kontakten med hvad jeg egentlig kredser om. Alt er godt, min energi går bare indad lige nu.

tirsdag den 23. november 2010

Brandrystelse

Jeg har lige sendt min yngste søn i skole, i hvert fald i princippet. I praksis er han gået over i sin fritidsklub som skal erstatte en del af hans fysiske skole i dag og måske de næste mange dage.

Den ældste sover endnu, han har fri i dag.

De går begge på den lokale skole, hvis ene fløj brændte stort set ned i går. Vi stod i vores soveværelse og så flammerne og røgen vælte op mod himlen; det var helt forfærdeligt.

Gudskelov er der ikke sket noget med nogen mennesker, men alligevel var det så fuldstændig rystende at opleve. Det var ikke nogen god aften. Jeg er så bekymret for de spor jeg kan forestille mig sådan en begivenhed vil trække hen over vores lokalsamfund, hen over de mennesker - elever og lærere - der skal arbejde videre trods et stort, sværterstatteligt materielt tab, og hen over de mennesker der var til stede i og ved bygningen da branden opstod.

Jeg ønsker det bedst mulige forløb for alle parter.

--
Detaljer

mandag den 22. november 2010

Huskenote


Jeg vil ikke noget særligt, bare gemme et billede af den fine julerose jeg fik i lørdags, så jeg ikke igen glemmer hvad der er vigtigt for mig, hvad der giver mig luft under vingerne, og hvad der kan få mig til at føle at jeg lever.

fredag den 19. november 2010

Jeg kan en sang ..

.. jeg kan en sang der kan drive dig til vanvid jeg kan en sang der kan drive dig til vanvid jeg kan en sang der kan drive dig til vanvid jeg kan en sang ..

.. Gider du klappe i? Jeg kan ikke koncentrere mig ..

.. der kan drive dig til vanvid jeg kan en sang der kan drive dig til vanvid jeg kan en sang der kan drive dig til vanvid jeg kan en sang der kan drive dig til vanvid jeg ..

.. Hold så kæft! Kan du ikke se der er noget jeg gerne vil? Det er fand'me ikke til at få det gjort når du hele tiden galper sådan op ..

.. kan en sang der kan drive dig til vanvid jeg kan en sang der kan drive dig til vanvid jeg kan ..

.. (Holder sig for ørerne) Lalalalalalala ..

.. en sang der kan drive dig til vanvid jeg kan en sang der kan drive dig til vanvid jeg kan en sang der kan drive dig til vanvid jeg kan en sang der kan drive dig til vanvid ..

.. Okay. Så skruer jeg bare op for radioen. Eller trækker dynen op over ørerne ..

.. jeg kan en sang der kan drive dig til vanvid jeg kan en sang der kan drive dig til vanvid jeg kan en sang der kan drive dig til vanvid jeg kan en sang ..

.. Jeg giver op. Hvad vil du egentlig sige? Er der noget jeg skal vide? .. Aha, så jeg er et fjols der snakker som jeg har forstand til? .. Nåså, du mener at jeg skulle til at tage mig sammen og blive som alle andre normale mennesker? .. Hva' siger du? Skal jeg ikke tro jeg er noget? Nu bliver jeg meget ked af det. Og frygteligt modløs. Er du bange? Jamen, det er jeg også, men jeg må gøre som jeg føler er rigtigt for mig uanset hvor højt du råber op. Spørger du hvad der skal blive af dig hvis jeg ikke føjer mig efter dig? Øh, du kan måske slappe lidt af og nyde livet. Og hjælpe mig når jeg har brug for at kunne insistere og sætte min vilje bag, for det er du i hvert fald ekspert i. Du skal bare huske at det er mig der bestemmer. I sidste ende, i hvert fald. Kan vi blive enige om det?

..



(Vanvidssangen, som jeg her har været så fræk at bruge som billede på en indre stemme, er vist nok Humleriddernes opfindelse, har jeg fundet ud af efter lidt googlen).

onsdag den 17. november 2010

Julens lys

Sagt hen over havregrøden:

- Jeg kan se du har købt julelys. De er fine. .. Tror du der står 4 bag ved det blå mærke?
- Ja, det tror jeg.
- Men du kan jo ikke vide det.
- Nej, det kan jeg ikke. Men jeg tror det.
.
.
.
- Skal du ikke pakke det ud, så du kan se om der står 4?
- Nej, det behøver jeg ikke.

lørdag den 13. november 2010

Wannawhat?



Til fri afbenyttelse - udfyld eventuelt selv skyerne.

(Klik på "Picnik Show" for (større) visning).

torsdag den 11. november 2010

Tekst(il)

Tænk engang.

Ordet 'tekstil' kommer af det latinske 'textilis' som betyder 'vævet', og som er afledt af 'texere' der betyder 'væve'.

Ordet 'tekst' kommer af det latinske 'textus' som betyder 'vævning, sammenføjning (fx af ord)', og som er afledt af 'texere' der betyder 'væve'.

Det kan jo næsten ikke være anderledes, havde jeg nær sagt. Jeg har bare aldrig vidst det før, eller overhovedet tænkt over sammenhængen.

Tænk engang.

--
(Kilde: Politikens Nudansk Ordbog med etymologi, Politikens Forlag A/S 2001)

mandag den 8. november 2010

Et sjældent øjeblik

Mit skrivebord er ryddet. Jeg har smidt ud, lagt væk og lagt på plads. Nu er der kun det mest essentielle tilbage: Computer, notesbøger og næring. Jeg må se hvor langt det kan tage mig.

søndag den 7. november 2010

Bemærkning i margen

Jeg hørte engang én - vistnok Preben Grønkjær - sige at Søren Kierkegaard - så vidt jeg husker - et sted har skrevet at hvis man tror man skaber sig selv, så skaber man sig, for nej, man modtager sig selv.

Det tror jeg på.

torsdag den 4. november 2010

Perspektiv


Nu er det ikke fordi jeg tror det bliver ved med at være sjovt med de her fortvivlende dårlige mobilbilleder, men af en eller anden grund holder de både mig og ordene kørende, så bær over med mig endnu engang.

I dag måtte jeg lige sætte mig i stuen hvor der i det mindste er en lille bitte smule udsigt og blikket kan strækkes en anelse længere end fra computeren og til en væg eller et vindue hvor kun tunge himmelskyer truer udenfor. Her kan jeg også høre skomagerdrengene på terrassetaget og se min kat springe op ved vinduet og miave ordløst når den vil i ly for regnen. Jeg trænger sådan til at se længere, jeg trænger til at høre at naturen har noget at sige og til at blive fortalt hvad der er mest fornuftigt sådan ud fra almindelig, sund instinktlogik.

Måske er noget ved at dæmre. Måske er det begyndt at sive ind hvad gode mennesker har prøvet at sige til mig igen og igen, men som jeg ikke har kunnet høre et ord af fordi en anden stemme har råbt afsindigt højt og fuldstændig overdøvet det. Måske har det noget med nogle essays at gøre. Måske.

søndag den 31. oktober 2010

Mere vand

Fra weekendens kursus i
aqua fitness = træning i vand

Jeg siger det bare: Jeg er ikke helt det samme menneske som før weekenden. Eller også er der dukket en "person" op indefra som har slumret i meget lang tid, måske i de næsten 14 år der er gået siden jeg - tro det eller ej - først og fremmest var kendt af både mig selv og andre for alt det jeg kunne finde ud af med min krop. Nu har jeg gjort nogle helt nye og anderledes erfaringer med den, og jeg har opdaget at jeg stadig både kan bruge den ganske godt og lære med den. Mit hoved er fyldt til randen med ny viden og forunderlig inspiration. Der er blevet hældt på så jeg overhovedet ikke selv er på omdrejningshøjde med udvidelsen endnu, og jeg sidder her med skuldermuskler der nægter at løfte armene op over hoftehøjde og knæstrækkere der føles lige så store og hårde som en cykelrytters ser ud. I nat skal jeg sove som jeg aldrig har sovet før, for natten mellem i går og i dag i et hotelværelse gav ikke megen hvile på trods af den ekstra vintertidstime. Den forslog som en skrædder i helvede fuldstændig lige som de kloge ord af Piet Hein der var malet på væggen over for sengen:
"Der findes en ro,
som beror på,
at man er tro mod det,
som man tror på".
Det var godt, det hele, og sat sammen af særdeles kompetente ildsjæle. Ingen tvivl om det, og tak til dem! Nu skal jeg bare liiiige finde tilbage til det jeg tror på.

Sådan rent fysisk er jeg hjemme igen og har tændt vores græskarlygter. Der ligger små pakker slik klar i entreen hvis der kommer nogen forbi - jeg håber bare ikke det er mig der skal ud og åbne, for om lidt anbringer jeg mit legeme i vandret stilling for noget nær første gang i denne weekend, og jeg er ikke sikker på at jeg kan komme op igen de næste par dage.

fredag den 29. oktober 2010

Standpunkt


Her, på en grå fredag med stearinlys på bordet og en nyindkøbt lyskæde med lyserøde engle på væggen bag mig, kommer et skarptskåret sammendrag af en køkkenbordssamtale mellem to forstandige mennesker - så vidt vi forstår os selv i hvert fald, siger jeg med et grin - suppleret med lidt eftertanke:

Det er som om blogverdenen holder hånden under og over den kvindelighed der ellers har så trange kår i vores tid og kultur. Og kvindelighed skal ikke forstås som nogle ydre træk, men som den indre energi og styrke der opstår når de sider af personligheden som både for den enkelte og kulturelt er forbundet med en slags forbudte indre kvindelige egenskaber, integreres. Og det gælder både for mænd og kvinder; jeg har tidligere prøvet at formulere hvordan jeg ser det, så godt jeg kunne, her.

Når man kigger rundt hos de forskellige bloggere (og i øvrigt også i omgangskredsen) er det slående hvor mange - inklusive mig selv - der lever et splittet liv hvor det arbejde vi dejlige mennesker hver især føler allermest glæde og mening ved at udføre, ikke er vores lønarbejde og nærmest bliver opfattet af både os selv og omverdenen som en slags medicin vi skal tage for at holde til og holde ud at gøre alt det der kræves for at tjene penge og for at opnå status i samfundet. En slags hobbymedicin der efter min mening snarere burde opfattes som en livseliksir der indeholder det stof som et meningsfyldt liv er gjort af, og som vi burde give en primær og ikke en sekundær (eller tertiær eller endnu fjernere) position i den enkeltes liv - uanset hvad det nu er der udgør det stof for den enkelte.

For nogle af os smelter livseleksiren og kulturelt højt skattede dyder som fx udadvendthed, handlekraft og evne til manipulation med den konkrete verden sammen - og så tror jeg at de mest eksistentielt udmarvende konflikter er undgået på heldigste vis og lykken måske gjort (i hvert fald indtil midt i livet hvor mange oplever at modsatte egenskaber, ønsker og behov melder sig med stor styrke). Men for andre af os findes livseleksiren i indadvendtheden og fordybelsen, i arbejdet med alt det der ikke er umiddelbart synligt for det blotte øje, i det der befinder sig på livets lodrette akse, og som i mange tilfælde og for mange menneskers vedkommende forbindes med kvindelighed. Her er det at splittelsen lurer lige om hjørnet for mange af os. Vores behov og vores personlighed anses måske endda virkelig af nogle for en slags sygdom der kræver medicin, og det sætter os yderligere skakmat i forhold til at undgå eller hele splittelsen. Som jeg ser det.

Måske kan du mærke i dig selv hvor nedbrydende og livsødelæggende den opfattelse er, og nu siger jeg så tydeligt jeg kan, hvad jeg mener om den sag: Det vi oplever vi er skabt til, kan aldrig være en fejl eller en sygdom. Det er menneskets enorme arrogance at tro at vi kan skelne mellem godt og ondt på andre menneskers vegne og set udvendigt fra (og at der overhovedet findes noget der er ensidigt godt eller ondt), og den opstår efter min opfattelse når vores frygt for ikke at kunne forstå, overskue, gennemskue og påvirke tager over. Det ulykkelige, ødelæggende og smertefulde opstår først når vi ikke ærer det skabte og har tillid til at det er præcis som det skal være - på godt og ondt.

Jeg vil lige vende tilbage til udgangspunktet med bloggeriet som en hånd under og over kvindeligheden for at sige at vi skal værdsætte bloggeriet som et sted hvor vi afprøver og udvikler vores evne og mulighed for at give det stof i livseleksiren, som gør hele forskellen i forhold til oplevelsen af mening og opfyldelse af vores behov, den primære plads i vores liv. Kun få tjener penge på deres blogge, og det skal heller ikke forstås så konkret selvom det ville være den ypperste løsning at vi kunne det, for det er efter min mening et meget værdifuldt arbejde vi gør her. Det skal snarere forstås som en opfordring til at anskue vores eget bloggeri som det sted vi kommer i kontakt med vores livseleksirs meningsstof i stedet for det sted vi tager dulmende medicin. Jeg kunne måske også sige det sådan at vi skal have fokus på den mulighed for at finde ud af hvad vi er skabt til, der ligger i at eksperimentere på sin blog, snarere end fx at have fokus på at nu er vi endnu engang i færd med lidt "hobbytidsspilde" som måske dulmer smerten ved vores øvrige liv og er i orden så længe vi passer det vi bør, men som ikke fører noget "virkeligt" (det vil sige nogle penge) med sig i sig selv. Den sidste opfattelse er patriarkatets og den vestlige kulturs kerneopfattelse sat på spidsen, efter min mening. Den plads til kvindelighed som findes i blogverdenen, fører i mine øjne i den grad noget virkeligt med sig.

torsdag den 28. oktober 2010

onsdag den 27. oktober 2010

Morgen

I har nok allesammen* set lyset denne smukke morgen, det var næsten ikke til at undgå. Mit kamera er stadig kaput, men det gør nok ikke nogen større forskel i forhold til at fange øjeblikket som det så ud for en halv time siden, for jeg duer alligevel ikke til at tage billeder. Egentlig tænkte jeg også meget mere på Eleanor Farjeons Morning has broken med Cat Stevens, og selvom det nummer hører en helt anden tid i mit liv til, så kunne jeg næsten huske alle ordene og sang dem mens jeg smurte madpakke og lavede morgenmad.

Sådan en morgen er god at gemme i ens indre arkiver, synes jeg. Og nu har jeg også gemt den her.


---
Opdatering kl. 15.09:
*Nej, ikke allesammen, men måske nok kun jer der bor i Københavnsområdet? Jeg hørte det også kommenteret i radioen og tænkte at det så nok var et ret landsdækkende fænomen, men sådan var det vist ikke lige ...

søndag den 24. oktober 2010

Bavian

Jeg er stor modstander af at man prøver at sige noget når man ikke har noget at sige, men som alle ordentlige mennesker ved, sker det for os alle sammen at vi gør netop det som vi ikke kan fordrage at andre gør. Måske gør vi det endda lidt oftere end vi vil være ved, suk, men som regel ved vi det trods alt først bagefter, hvis jeg skal sige noget til vores forsvar.

Jeg vidste det nu allerede før jeg skrev det første bogstav, altså at jeg ikke har noget at sige, og så er det jo helt absurd at prøve på det, men nu siger jeg noget alligevel. Gad vide hvorfor jeg ikke kan lade være?

Nå. I kan få et billede fra Bavian Rock 2010, kan I, som vi, dvs. min familie og jeg, var så heldige at have fået billetter til i lørdags. Endda sådan nogle vip-billetter der gav adgang til vip-loungen inklusive frokost og drikkevarer og wienerbrød og kaffe og jeg skal komme efter dig sammen med nogle få af de fine og en masse af de ikke-fine ligesom os selv. Fint, fint, sådan en lørdag eftermiddag i efterårsferien.

Det mere eller mindre anonyme band spillede røven ud af bukserne, efter min ydmyge mening, og gav visse af de såkaldte stjerner en opbakning de måske ikke helt kunne leve op til, men så kunne man da nyde musikken om ikke sangen. Rasmus Seebach havde sit eget band med og gjorde sig noget så sjældent som umage, og det virkede, ja det gjorde, så vi hverken kunne tie eller sidde stille. Sådan var det ikke ligefrem i tilfældet med en vis lille pige med sange om farmor og veninder, eller en vis tidligere drengekorssolist som nok har stemmen, men vist ikke helt viljen, eller hvad det nu var der manglede. Men festligt, det var det da, og hvad I ikke kan se på billedet, er Medina, som faktisk både kunne synge, sådan nogenlunde i hvert fald, og droppe det allermest selvhøjtidelige udtryk, det havde jeg måske ikke lige forventet. Men man kan da heldigvis blive overrasket, og det er en god ting her i livet.


torsdag den 21. oktober 2010

Just for the fun of it ..




(Jeg er her også. Stadig. Sådan da).

mandag den 18. oktober 2010

Regn

De siger i radioen at regnen breder sig vestfra, og selvom det er noget sludder at sige, så føles det fuldstændig sådan inden i mig også. Jeg har meget at glæde mig til og over, og det ved jeg godt med den ene halvdel af mig selv, men den anden er sådan kommet i tvivl. Ikke om det der skal ske om en time, eller om at der er nok at glæde sig til og over i det nære, men om hvad meningen overhovedet er med at jeg er her. Jeg har altid troet på at der er reserveret en plads til hvert eneste menneske der bliver født på denne jord, og at vi alle sammen har hver vores opgave at udføre i løbet af vores liv, men nu er det at jeg - igen - kommer i tvivl om om det nu også gælder for mig, eller om jeg er undtagelsen der bekræfter reglen eller noget i den retning. Jeg er ikke i tvivl på noget som helst andet menneskes vegne, vær søde at notere jer det, men helt ærligt, jeg kan simpelthen ikke få øje på hvor min plads eller hvad min opgave skulle være, og det føles præcis som om jeg hele tiden forsøger at udfylde en andens.

fredag den 15. oktober 2010

Mennesket mod maskinerne

I går sad jeg på min flade det meste af dagen og holdt mine vandtrætte lemmer og mit indtryksmætte sind fuldkommen i ro, og hvad er bedre når man skal restituere, end at møblere om på sin blog mens man drikker kaffe og tager sig en pause ind imellem og bare kigger ind i et par tændte stearinlys? Ikke meget, synes jeg, så der blev rodet og regeret, måske ikke med noget bedre resultat til følge, men skidt nu med det - det var lige hvad jeg trængte til, nemlig.

Og mens jeg sad dér og puslede, fik jeg pludselig øje på at mit navn står alle vegne, og tænkte at I jo nok snart ved hvad jeg hedder, og at jeg måske kunne nedtone det en lille smule selvom det ikke ligefrem er tilfældigt at min blog hedder mit navn. Hvad med et billede i stedet, var første idé, og det forsøgte jeg mig så med, men jeg kunne ikke få det til at blive som jeg ville have det. Så kiggede jeg på bogstaverne og tænkte at de da måtte kunne bruges til et eller andet. Frem med bogstavbrikker og tålmodighed i jagten på et godt anagram, men det kunne jeg heller ikke få til at blive som jeg ville have det. En lidt for bunden opgave, måske, der er dog grænser for hvad den menneskelige hjerne kan kreere ud af et så sparsomt materiale. Men jeg kunne ikke slippe ideen, så her til morgen skulle jeg lige prøve om jeg kunne finde en effektiv anagramgenerator på nettet, og ved I hvad, nu kommer pointen, JEG KUNNE IKKE FINDE NOGEN ANAGRAMGENERATOR SOM KUNNE FINDE PÅ TILNÆRMELSESVIS DET SAMME SOM MIN HJERNE HAVDE GJORT I GÅR, og det synes jeg fandme er så opløftende at I skal have resultaterne her, uanset at nogle af dem mere end nærmer sig noget fortænkt og forsludret vrøvl. Men jeg har slået maskinerne, og det skal bare ikke overses, og jeg håber at alle der læser det her, vil huske at de til enhver tid selv kan slå denne verdens maskiner med deres hjerner.

Og her kommer de så, de menneskegenererede anagrammer med mit navns bogstaver:

nej en ølolm raslen
jollen er løs manne
nøj mon alle ler ens
ej ranselmølnolen
nol møl ej ranselen

og det bedste som alligevel ikke er godt nok:
le nar men øs jollen, altså som i: Le (bare, din) nar, men øs jollen (selv først)!

Der findes helt sikkert et perfekt anagram som både giver mening, er sprogligt i orden og udtrykker noget jeg står for, og jeg giver ikke op. Når jeg - eller en anden? - finder det, kommer det op i blogtitelfeltet, det lover jeg. Kommer tid, kommer råd.

(Og jo, jeg har tænkt på noget med moral og morale, men jeg kunne ikke få det på plads, det blev bare til noget underlødigt, som jeg ikke tør skrive her ..).

tirsdag den 12. oktober 2010

Ord som forankrer

Jeg er nået til sidste side i den dagbog jeg skriver i for tiden. Lige om lidt sætter jeg de sidste kruseduller der er plads til, og det får mig til at tænke på at jeg altid vil huske netop denne dagbog for nogle ord af Eckhart Tolle som jeg engang hørte i et radiointerview og skrev ned efter hukommelsen, og som jeg vender tilbage til igen og igen. Nu kan jeg ikke lade være med at google ordene, det er en indgroet vane jeg har altid at skulle grave, og vupti er jeg på en side hvor interviewet er skrevet ned. Når jeg læser i det, kan jeg tydeligt høre de to stemmer der taler sammen, i mit hoved.

"The only difference between a Master and a non-Master is that the Master embraces what is, totally."

Sådan lyder de ord jeg skriblede ned efter hukommelsen i dagbogen et sted undervejs. Jeg glemmer dem aldrig, tror jeg. Heller ikke selvom den dag engang skulle komme hvor ikke bare min hjerne, men også mit hjerte forstår dem i sin fulde udstrækning.

Jeg har købt en ny dagbog for længe siden, og den ligger klar til at blive taget i brug. Hvis der er noget, jeg er panisk angst for at løbe tør for, så er det plads til at skrive og tegne lidt af alt det der drøner gennem hovedet på mig såvel om natten som om dagen med jævne mellemrum. Dagbogen er som et anker i tilværelsen for mig. Uden det drev jeg måske væk.

mandag den 11. oktober 2010

Satellitsyn

"Vi må hjem og slå op på Google Earth så vi kan få et helikoptersyn på hvordan det hele er placeret i forhold til områderne udenom", sagde jeg på søndagens tur rundt på Christiania.

"Det hedder altså 'satellitsyn' ..", lød det omgående og korreksende fra den yngste af de to jeg fulgtes med.

Nåja. Så siger vi det. Satellitsyn.


lørdag den 9. oktober 2010

Duften


Jeg har været frem og tilbage en million gange; nu venter jeg på sidste tur, for det er vaskedag, og det er jo helt trivielt og kedeligt og noget enhver kender til, så der er ingen grund til at sige så meget om det. Men i tilfælde af at du ikke selv har vasket og hængt ud i dag, netop i dag, hvor himlen er høj og luften lugter af efterår på den måde efterår lugter når det er allersmukkest, så kommer her et billede som du ikke skal kigge for meget på, men måske hellere prøve at fange duften af.

onsdag den 6. oktober 2010

(Sociale knapper)

(Jeg ved ikke hvorfor de der deleknapper pludselig kan ses under hvert indlæg. De er muligvis af det gode, og det er muligvis udmærket at stille dem til rådighed, men jeg har ikke selv bestemt at de skulle være der, og præcis derfor er det skideirriterende at de er der. Jeg håber de går væk af sig selv igen på samme måde som de er dukket op, for så kan jeg sætte flueben ud for muligheden hvis det passer mig. Og det er nu engang mere min stil).

Opdatering kl. 21:41
(Og så virker de knapper ikke engang, går det op for mig i dette øjeblik, og det er endnu mere irriterende at de kan ses uden at kunne bruges, så nu HAR jeg sat det flueben .. grrr).

Opdatering 7. oktober kl. 21:30
(Hehe, der snød jeg dig, Google/Blogger. Kom igen!)

Vaks ved havelågen


mandag den 4. oktober 2010

Mandagsblå

I går var jeg for første gang på besøg i en lejlighed hvor hver ting har sin plads og alting er valgt med omhu. Her er det helt utænkeligt med sure fodboldstrømper på gulvet, skærebræt med krummer og kniv på køkkenbordet og uindrammede børnetegninger på væggene.

Og helt ærligt, jeg var ikke fri for i et glimt at ønske mig 25 år tilbage i tiden hvor jeg selv boede sådan (næsten). Men det er jo kun Superman der kan dreje kloden baglæns, så jeg sprang hurtigt videre til i et glimt at se for mig at jeg hentede trillebøren i haven og kørte skrammel og unødvendigt gods væk i fast rutefart mellem hoveddøren og containeren i total udsmidnings- og oprydningsrus hele denne skønne mandag.

Men også det glimt kom jeg over. Jeg tror jeg nøjes med at rydde lidt op efter weekenden hvor alt fik lov at ligge hvor det blev smidt, fordi jeg havde travlt med at hækle en gave til værtinden. Jeg er ikke sikker på at det jeg fik lavet i min glade iver var så velvalgt, det kan jeg vist lige så godt sige selv. Kulturkløft, kunne man måske nærmest komme til at tænke, men som sagt: Jeg kan jo ikke skrue tiden tilbage, selvom jeg på én måde gerne ville. Heldigvis kan jeg også godt få øje på at jeg på en anden måde helt sikker ikke ville, selvom jeg havde valget. Gudskelov.


lørdag den 2. oktober 2010

Refleksion

Angrende Maria Magdalene (Magdalene Fabius) af George de La Tour.
Kopieret herfra.

Der er noget jeg tænker meget på for tiden. Det kører lidt i sit eget spor hvor det modnes og tager form bag alt hvad der ellers foregår. Sådan er det tit med det mest betydningsfulde, synes jeg.

Jeg læste et sted som jeg ikke kan huske, at det eneste ansigt vi aldrig - aldrig - kan se, er vores eget. Det ville passe godt til Debbie Ford og hendes univers med skyggearbejde, så måske er det i en af hendes bøger jeg har læst det. Jeg tror måske oprindeligt det er et gammelt buddhistisk ordsprog, men jeg ved det ikke; det er bare blevet hængende.

Vi kan selvfølgelig se vores eget ansigt i et spejl. Eller på et billede. Men aldrig på samme måde direkte som vi ser andre menneskers ansigter. Prøv lige at forestille dig hvad det betyder!

Og hvis du orker, tænk så også lige på at det gælder selvom vi eventuelt godt kan se vores egen skygge, i et gunstigt øjeblik hvor lyset falder rigtigt og vi er indstillet på det.

---

(Billedet øverst genkender du måske, for det er genbrug. Det har fulgt mig gennem mange år, synligt eller usynligt. Nu bringer jeg det påny, for sådan er det også med det mest betydningsfulde: Det vender tilbage igen og igen, hver gang i et nyt lys).

torsdag den 30. september 2010

Hviledag

Det er torsdag, og det betyder fridag. Eller hviledag, skulle jeg måske hellere kalde det, for jeg bruger det meste af mine fridage for tiden på at forsøge at finde både mig selv og lidt energi igen, og så kan jeg vel næppe sige at dagen er fri? Jo, fri fra lønarbejde, men nej, ikke fri til at bruge til det der ellers venter inden i mig og kalder på mig for at blive brugt og forløst.

Det tager megen fordybelse for mig at nå det sted i mig selv hvor jeg kan mærke hvad der kalder, og en enkelt dag er ikke nok. Slet ikke når energireserverne er i bund lige fra morgenstunden, og det er de konstant for tiden, fordi en gammel, velkendt dæmon flår mig endnu engang. Jeg er kun et menneske, men jeg glemmer det igen og igen, fordi en del af mig lever i den vildfarelse at jeg skal være guddommelig for at have ret til at være her. Nu har den del igen sneget sig ind på mig i ubemærkethed og blandet sig i mine sager, og der skulle en kraftfyldt drøm og nogle tydelige signaler fra min krop til for at bringe mig ud af besættelsen igen. Men nu ser jeg. Og det kræver jo også sin energi. Og sin hvile.

mandag den 27. september 2010

Mig, en kompulsiv deler

Okay. Der blev sat noget i gang, og nu har jeg så tænkt mig lidt om. Og eksperimenteret lidt. Og jeg erkender at jeg er begavet med eller belastet af - alt efter hvordan man ser det - en tvingende trang til at dele. Når jeg støder på noget godt, dvs. noget jeg kan lide, noget der beriger mig, noget der rusker mig eller noget der bare gør en forskel, tænker jeg straks på at jeg må fortælle den eller dem om det. "Bror M, har du hørt nn, det er da det fedeste jeg hørt længe", lyder det i mit hoved. Eller "Alverden, prøv lige at vende tingene på hovedet lige som hende der skriver her, for det rykker, og det har verden brug for". Eller "Søde Husbond, prøv at se tingene sådan her, det er ikke kun mig ..". Og så videre.

Derfor kan I nu se en boks her til højre i sidepanelet med ting og sager delt via min feed-læser. Her vil jeg lade det mest inspirerende jeg støder på på nettet, flyde frit næsten uden bekymringer om tab af originalitet, høhø. Måske er der aldrig nogen der gider klikke på noget, og det er sådan set i orden, men jeg får i hvert fald afløb, og nu ved I det, og så har jeg fred. (For en stund).

søndag den 26. september 2010

Gåde

mandag den 20. september 2010

Pause-dyr-der-lever-i-vand



Lagde du mærke til blæksprutten? Det er mig. Og også lidt frøen .. eller er det en tudse (åh nej, vel)?

(Og så lover jeg højt og helligt at jeg vil begrænse brugen af youtube-videoer på denne blog når jeg skriver igen fremover. Og ligeså med alle andre former for kopiering, efterligning og fremlæggelse af uoriginalt materiale. Det skal være slut. Jeg er altid gået efter det originale; jeg havde bare glemt et øjeblik at det også skal og kan findes i mig selv. Uanset hvad).

torsdag den 16. september 2010

Andres kloge ord

Jeg er træt som ind i helvede, og der findes ikke et ord eller en tanke i mig lige nu som er værd at dele med andre. Det gør der til gengæld i andre, kan jeg se i min feedlæser, og i dag vil jeg simpelthen give ordet til Charlotte Skaaning som har skrevet indlægget Mobning og forældrenes rolle. Dét er til gengæld værd at dele, efter min mening. Tak!

tirsdag den 14. september 2010

Vejret og så'n ..

(Shhhh .. 

Jo, jo, jeg skammer mig da lidt over vejret. Men jeg er næppe alene om det.
Og TAK til jer der på trods har gjort denne dag til en bedre dag end alle andre. Jeg er så glad at det måtte løbe over - der er grænser for hvor meget der kan være indeni! 
Nu må jeg arbejde. I radioen spiller de Anita Baker. Det er også en gave).


søndag den 12. september 2010

Notits


Jeg havde engang en facebook-profil. Den slettede jeg. Nogle måneder senere oprettede jeg en ny profil for at både bloggen og jeg kunne findes ad den vej, men uden venner eller nogen anden aktivitet end links til mine blogindlæg. For nogle dage siden blev jeg så venner med mine børn igen og startede dermed den sikkert for de fleste velkendte facebook-steppebrand hvor ens tilstedeværelse og mindste pip breder sig ud i netværket som en løbeild. Det resulterede i de første (undrende) venneanmodninger i løbet af bare et par timer og lidt senere grin og drillerier og forvirrede forespørgsler ansigt til ansigt i mødet med tidligere fb-venner der havde opdaget ildløsen.

Det er den korte version, og jeg skal spare jer for den lange. Til gengæld vil jeg tage bladet fra munden, risikere min hals og sige min mening om facebook - bare så alle ved hvor jeg står:

Jeg bryder mig ikke rigtigt om facebook; jeg synes det er et uendeligt komplekst og kompliceret medie som kan tage pippet fra mig med sin uoverskuelighed og sit ekstremt påtrængende og docerende informationsflow. Nu har jeg igen vovet mig lidt rundt derinde (alene det udtryk er absurd, uanset hvor almindeligt det er) og kan se at det i hvert fald ikke er blevet bedre siden sidst jeg var der. Tværtimod. Ideen med facebook, at bidrage til opbygningen af sociale netværk, er god på et meget overordnet plan. Jeg synes bare den praktiske organisering eller den konkrete opbygning er løbet totalt af sporet og i værste fald virker decideret modsat hensigten, nemlig som et middel til at holde udenfor og holde nede i stedet for at holde af og holde med. Sådan er det formentlig med alle medier og i alle sammenhænge hvor mennesker er involveret, men jeg vil vove den påstand at det uhyggeligt let kan ske på facebook bare fordi man ikke lige tænker over hvad man laver eller kan gennemskue konsekvenserne midt i den enorme kompleksitet, og det kan jeg ganske enkelt ikke lide.

Jeg er til gengæld blevet bedre, især til at sætte grænser, så jeg tror helt ærligt ikke jeg kommer til at bruge facebook til ret meget andet end fortsat at henlede opmærksomheden på mine blogindlæg, kigge lidt med hos mine fb-venner når de udtrykker sig personligt, og ikke mindst skrive private beskeder i situationer hvor det virker oplagt og praktisk frem for mail - "adressebogsfunktionen" er for mig at regne for den største gevinst. Jeg er dog også glad for igen at kunne følge lidt med hos nogle mennesker som jeg holder af og interesserer mig for; det trykker jeg på "Synes godt om" ved, ligesom det gør mig glad at der er nogle der tilkendegiver at de gerne vil følge med hos mig. Jeg skynder mig bare at sige at bloggen er og bliver mit omdrejningspunkt på internettet, og at der er lukket for aktivitet på min væg. Herude er der åbent for alle, alle ved at alle kan se hvad alle skriver, og man bestemmer selv hvor meget man vil både se og ses - det er såre enkelt, efter min mening.

Det var det, og det blev vist strengt taget længere end hvad man kan kalde en notits, men skidt nu med det. Det er hermed officielt at jeg både er en vægelsindet og ambivalent fb-kritiker, at jeg er på (den) igen og at min profil er åben for venneanmodninger.

fredag den 10. september 2010

God weekend

Så blev det fyraften og weekend, og jeg sidder og smiler lidt for mig selv, for nu begynder det at ligne noget, synes jeg, med det svømmeundervisning. Nu har forældrene nemlig set girafferne og må ikke længere sidde på kanten og heppe på lille Oskar eller lille Amalie eller prøve at dressere girafferne til at gøre som de synes ville være rigtigst, og nu har alle prøvet det mindst én gang før, så den værste frygt og forvirring er overstået. Og så er det at jeg kan mærke hvorfor jeg gør det, for så dukker alle de her fantastiske ansigter ud af den vigende udenomståge, og jeg ser smil og glæde og forbehold og koncentration og grin og tungen ud af halsen og stolthed og overraskelse og undren. Det skal ikke forklares nærmere, det føles bare godt, og jeg får noget dejligt med hjem i stedet for at blive drænet fuldstændigt og mærke nærværet forsvinde.

I morgen er det lørdag, dén lørdag, gisp!, hvor jeg skal mødes med mine gamle klassekammerater fra folkeskolen, og det er altså et HELT VILDT projekt for sådan en som mig. Jeg vidste godt da jeg lovede at jeg nok skulle komme, at det ville jeg måske fortryde, men jeg vil helst være sådan én der holder hvad jeg lover, så nu må jeg til at finde (sort) tøj frem til lejligheden, og mon ikke det bliver helt sjovt? Jeg kan i hvert fald ikke huske en eneste klassekammerat lige nu jeg ikke kunne lide, og det er da egentlig et godt udgangspunkt.

Jo, jeg tror på en god weekend og ønsker alle andre det samme.

mandag den 6. september 2010

Av mit øje!

Måske sidder der en eller anden derude og spekulerer på om jeg nogensinde fik hovedet oven vande igen, og det gjorde jeg, sådan da, men alt er stadig i sin vorden, og det synes jeg er svært, meget svært. Nu sidder jeg her og venter på at de får tid til at tage telefonen hos lægen så jeg kan få noget medicin til mit ene øje der er rødt og klistret og gør ondt for anden dag i træk. Trods saltvandsbade. Og jeg har siddet her siden kl. 8 i morges, med næsen 5 centimeter fra skiftevis telefonens tastatur og computerens skærm, for jeg kan ikke have kontaktlinser på, og med styrker som -5.00 og -6.00 er det ikke nogen spøg, selvom jeg har taget de gamle hinkestensbriller på og kan henslæbe dagen som indbegrebet af en nærsynet bogorm.

Lyder jeg sur? Undskyld. Det er jeg ikke. Det gør bare ondt.

(Og hvis der er flere stavefejl i det her end der plejer at være, så bær over med mig. De sorte myrer ligner hinanden alle sammen i dag).

fredag den 3. september 2010

0

Men de danser om kalven og galper op
Jeg har .... PLOP!

***
4, 3, 2, 1, 0

Med skyldig og ærbødig tak til Povl Dissing:



samt ikke mindst Thøger Olesen og Shel Silverstein.

torsdag den 2. september 2010

1

At livet skal være en kreativ fest
Jeg har 1 fridag endnu

onsdag den 1. september 2010

2

Jeg har sagt det så tit i vital protest
Jeg har 2 fridage endnu

tirsdag den 31. august 2010

3

De vil se mig vågne af min tossede drøm
Jeg har 3 fridage endnu

mandag den 30. august 2010

4

De har lavet en plan og sagt kom og svøm!
Jeg har 4 fridage endnu

lørdag den 28. august 2010

Himmelflugt



onsdag den 25. august 2010

Se hvad katten har slæbt ind!



Sådan fandt jeg dem, sneglen og katten. Sneglen løber for livet mens katten dovent glor på skiftevis den og fotografen. Jeg forestiller mig den venter på det obligatoriske 'Ka' du kom' ned!' fra sidstnævnte.

Jeg gennede katten ned og bar sneglen forsigtigt tilbage i haven.

tirsdag den 24. august 2010

Musikføljeton

Der er vist gået føljeton i den her blog, og det passer mig egentlig meget godt - det her er en aflægger af indlægget Sten i vejen, eller snarere kommentarsporet, og det skal bare have disse ord med på vejen:

NU kender jeg Mary Chapin Carpenter, tror jeg (eller også har hun ad en eller anden snedig vej fået adgang til mit sind og skrevet en sang om det, haha). Lyt engang.



Sten i vejen

Sort-på-hvidt-mandala

Søstjerne med ekstra ben

søndag den 22. august 2010

11 ting som I ikke ved om mig

Anne har udfordret mig til at at skrive 11 ting som I ikke ved om mig, og jeg har flittigt taget noter siden i morges. Nu er jeg klar til at klø på og forsøge at løse den bundne opgave så godt jeg kan, og her kommer en pose blandet som jeg ikke tror jeg har nævnt før i blogsammenhæng - i hvert fald ikke eksplicit. Hvis du kender mig "i virkeligheden" og læser med her, er det dog nok langt fra alle 11 ting som kommer som en overraskelse, men alligevel:

1. Jeg går stort set altid i sort tøj og har gjort det så længe jeg kan huske. Jeg har også nogle få stykker tøj i mine yndlingsfarver lilla, petroleum, turkis, mørkerød og hvid, men jeg kombinerer det næsten altid med noget sort. Hvis jeg skal noget jeg er utryg ved eller usikker på, har jeg altid helt sort tøj og sorte sko på.

2. Min mor har formidlet glæden ved at være i vand og svømme til mig. Hun døde da jeg var 10 år, men allerede på det tidspunkt svømmede jeg vist som en fisk.

3. Jeg er altid blevet kaldt Janne, også af mine børn der kun kalder mig mor når de omtaler mig for andre i tredje person. Nogle få personer tæt på mig kalder mig dog ind imellem ved det eneste kælenavn jeg nogensinde har haft, nemlig Jane (udtalt på engelsk).

4. Jeg tabte min første rokketand i en optimistjolle da jeg skulle holde skødet med tænderne under en vending. Jeg fandt aldrig tanden, den ligger nok på bunden af Lillebælt endnu, men hullet i munden var ikke til at tage fejl af. Jeg blev lidt forskrækket da det skete, men endnu mere da jeg kom i land, over den opsigt det vakte blandt de andre sejlere, forældre og instruktører.

5. Jeg har tidligere været meget ivrig idrætsudøver. Ud over at svømme (og sejle optimistjolle som barn) har jeg blandt andet roet robåd og kajak i mange år. Det maritime islæt kommer fra min far som var bådebygger og regnede sig selv for at være sømand per uddannelse og per familietradition.

6. Jeg har læst bogen Røde Orm af Frans G. Bengtsson et utal af gange, sidst sammen med min ældste søn. Jeg synes det er en bog fuld af et helt særligt vid, og den får mig til at grine, lære og tænke hver eneste gang jeg genlæser den. Nu, mens jeg skriver det her, kan jeg næsten ikke vente til jeg skal læse den igen sammen med begge mine drenge, måske i de kommende lange vinteraftener.

7. Jeg har aldrig rigtigt lært at nyde de her nymodens sydlandsk inspirerede kaffedrikke med mælk i forskellige forarbejdninger. Jeg sætter mig tit på en café for at skrive, læse eller bare være, men vælger altid en kop sort filterkaffe hvis jeg kan komme af sted med det. Alternativt kan jeg bedst lide stempelkaffe.

8. Jeg har læst Virginia Woolfs A Room of One's Own for nogle år siden, og den gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Jeg arbejder støt frem mod at få mit eget værelse med lås på døren og at kunne tjene mine egne penge ved at skrive (eller ved andet kreativt arbejde) - det er mit største ønske.

9. Jeg er stadig ikke kommet mig over at jeg overså en aorist passiv engang jeg var til eksamen i oldgræsk, og det er meget "symptomatisk" for mig: Jeg husker mine fejl med pinagtig sans for detaljer, hvilket står i skarp kontrast til mit ellers meget intuitive forhold til verden.

10. Jeg har flere gange i mit liv fået at vide at jeg har pæne hænder og fødder, og måske derfor er den eneste form for makeup jeg interesserer mig bare lidt for, neglelak. Jeg foretrækker sort og lilla lak.

11. Da vi holdt navngivningsfest for vores ældste barn for 12 år siden, præsenterede min mand sig selv som ateist og mig som kætter i velkomsttalen. Det har ikke forandret sig siden. For mig er 'gud' et psykologisk begreb der kan bruges til at udtrykke erfaringer i retning af at der er noget uden for mig selv som er større end mig, som jeg er en del af, og som er en del af mig. Hvem, hvad eller om gud er, ved jeg ikke noget om, men jeg ved at jeg oplever at der er noget uden for min bevidsthed der har indflydelse på mit liv, og som - med Kierkegaards udtryk - gør at alt er muligt. Jeg interesserer mig for religiøse symboler fordi jeg opfatter dem som udtryk for dele af den menneskelige psyke, og jeg er af den opfattelse at der vil mangle noget i menneskers liv hvis ikke vi inddrager religiøse symboler i vores sprog og udtryk som mennesker. Personligt er jeg - som del af den kristne kultur - mest fortrolig med kristne symboler, men mit forhold til kristendommen må ellers betegnes som individuelt, psykologisk, i nogle henseender gnostisk. Jeg er nysgerrig, tolerant og åben over for andre forhold til religion end det jeg selv står for.

Jeg synes Albert Einstein har udtrykt det jeg oplever, på allerfineste måde i dette citat:
“Human beings, vegetables, or cosmic dust, we all dance to a mysterious tune, intoned in the distance by an invisible player”.
- <> -

Det var det. Nu ved I meget mere om mig end I gjorde før, eller også har jeg forvirret jer så meget at I slet ikke synes I kender mig mere, det kan også være.

Jeg skal jo egentlig sende udfordringen videre, men det synes jeg er rigtig, rigtig svært, af mange grunde. Derfor gør jeg det på denne måde:

Jeg giver udfordringen videre til dig som har lyst til at tage imod den. Til dig som kan mærke at der er nogle vigtige ting som det kunne være dejligt at få en lejlighed til at få sagt. Til dig der kan se en personlig udfordring i at prøve at formulere 11 ting om dig selv (eller 7 eller 13, det er op til dig). Til dig der ville ønske at nogen valgte dig fordi du kun vil gøre det hvis nogen spørger direkte.

Jeg har valgt dig. Bare start indlægget med "på opfordring fra Janne har jeg lyst til at fortælle det her om mig selv" eller noget i den stil. Eller skriv det i din private dagbog. Det kan anbefales, kan jeg mærke, for det er en god lejlighed til at lette sig selv for en hemmelighed eller to som man måske er tynget af aldrig at have formuleret.

Bare skriv - og hvis du gør det offentligt, skal jeg nok læse med ;-).

fredag den 20. august 2010

Fra hukommelse til virkelighed

Min hukommelse strukturerer informationer i billeder og meget overordnede pointer, og at huske konkrete fakta er ikke lige det jeg er bedst til. Indrømmet. Jeg forestiller mig at den måde jeg husker på, vel sagtens er et spejl af min foretrukne måde at opfatte på.

Jeg blev selv nysgerrig efter mit indlæg i går, hvor jeg skrev noget meget løst om forældremøder, et af Tove Ditlevsens digte og det at være forskellig fra flertallet. Derfor slog jeg lige et slag inden om biblioteket, og se nu lige her hvilken håndgribelig "virkelighed" der gemte sig bag mine tågede udtalelser:

"SELVPORTRÆT 1

Jeg kan ikke:
lave mad
gå med hat
hygge om folk
bære smykker
ordne blomster
huske aftaler
takke for gaver
give rigtige drikkepenge
holde på en mand
vise interesse
ved forældremøder.

Jeg kan ikke
holde op med:
at ryge
at drikke
at spise chokolade
at stjæle paraplyer
at sove over mig
at glemme at huske
fødselsdage
og rense negle.
At snakke folk
efter munden
at røbe hemmeligheder
at elske
underlige steder
og psykopater

Jeg kan:
være alene
vaske op
læse bøger
forme sætninger
lytte
og være lykkelig
uden skyldfølelse."

Digtet står på side 215-216 i samlede digte af Tove Ditlevsen (hvilket er så godt som "midt i" bogen der er 335 sider tyk) og er fra digtsamlingen De voksne. Bogen, den helt konkrete bog der nu ligger ved siden af min computer og som jeg har skrevet af fra, er mest grøn, men der er også et ansigt og et hjerte på omslaget som jeg godt kan undre mig over at jeg ikke huskede. Bogen ser sådan ud (billedet er dog fra det lokale biblioteks database og ikke et foto/en scanning af den jeg har hos mig):


Jeg var ikke helt galt på den, og heller ikke helt rigtig på den, men helt godt nok på den, efter min egen mening, for jeg synes jeg huskede det der er vigtigst for mig, og som har rørt mig og givet mig noget at arbejde med et sted derinde.

Sådan tror jeg det altid er med hukommelsens forhold til "virkeligheden", men prøv lige at forestille jer hvilke konflikter det kan give hvis to mennesker der ikke opfatter og husker ens, skal snakke sammen? Jeg kunne da godt forestille mig en person med fuldstændig styr på det konkrete, på detaljer, på fakta, ville korse sig over at jeg overhovedet troede at jeg kunne huske noget som helst, for det jeg skrev i går, var jo HELT forkert, set med sådan nogle øjne. Sikke en ballade der kunne komme ud af det.

Jeg vil helst undgå ballade, det er ikke nogen hemmelighed, så nu har jeg forsøgt at gardere mig ved at levere både en intuitiv og en konkret sansende udgave. Så er det kun tolkningen af digtet, som er ét ud af en samling med blandt andet i alt 5 "selvportrætter", vi kan blive uenige om - og det er til gengæld helt i orden for mig.

torsdag den 19. august 2010

En uge senere ..


Og det er ikke slut endnu, lyder det fra pålidelig kilde. Nå, siger jeg bare, på en dag hvor kaffen ikke kan blive stærk nok, og hvor batterierne er så flade at jeg måtte køre to gange op i byen fordi jeg ikke kunne huske de tre ting jeg skulle, på én gang.

I aften skal jeg til forældremøde, og jeg bliver ved med at høre et vers fra et digt af Tove Ditlevsen i mit hoved. Det er noget med "Jeg kan ikke gå til forældremøde". Jeg kan ikke huske det præcist, og jeg kan heller ikke huske mere, men jeg er sikker på at det er Tove Ditlevsen, der har skrevet det, og at det står midt i en tyk, grøn bog, hvor også digtet med "Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø" står. Og jeg er også ret sikker på at det handler om hvor svært det er at gøre alle de ting som flertallet gør uden at stille spørgsmålstegn ved dem, når man nu ikke ligner flertallet. Jeg kan heller ikke, altså gå til forældremøde, og jeg plejer altid at krybe udenom, men i dag er der kun mig til det, og så må jeg jo hellere gå over og se de nye giraffer og hilse på dem og høre hvad de har at sige. Det bliver sikkert også godt nok. De kan jo ikke gøre for at jeg engang har læst Tove Ditlevsen.

mandag den 16. august 2010

Alenetidsrestance

Hmmm. Ja.

Jo.

Så er det nu jeg skal hive mig selv op ved hårene og se at få bestilt noget, men det kniber lidt, må jeg indrømme. Efter en hel lang sommerferie med mindst ét andet menneske end mig selv i huset stort set hele tiden, er jeg mildest talt udmattet. Jeg er også glad og taknemmelig, for det har været en fantastisk sommer, men ikke desto mindre udmattet.

Jeg havde lige et par timer for mig selv i torsdags, men fredag, hvor jeg ellers var alene hjemme i flere timer for første gang i 6-7-uger eller sådan noget, stod der indkøb til beboerfest, madlavning, teltopslagning og fest på programmet, og dermed var den første alene-hjemme-dag gået fløjten. Så blev det weekend, og nu kan jeg mærke at behovet for alenetid er totalt presserende. Behovet for at sidde helt for mig selv uden mål og med og lade tanker og indre billeder tage de veje og vildveje de selv finder indefra mit hoved. I mange timer, stort set uden begrænsning, og uden at skulle vende mig mod den ydre, konkrete verden og tune mig ind på andre mennesker, huske alverdens gøremål og holde snor i tiden. Hvis ikke det var fordi jeg vidste hvad der foregår inden i mig, kunne jeg godt gå hen og blive mit allergrimmeste jeg med uberettiget skældud og en meget afvisende attitude i forhold til andre lige netop nu. Måske slipper der noget ud alligevel, presset kan trods alt godt blive for stort i et ubevogtet øjeblik, men jeg håber det ikke, for de andres skyld.

Jeg bliver dog nødt til at holde ud lidt endnu. Jeg får ikke hvad jeg har brug for, med mindre jeg selv tager det, og jeg har selv valgt ikke at tage det hverken i dag eller i morgen, for en person jeg holder meget af, har meldt sin ankomst senere i dag og vil gerne blive i morgen med. Det siger jeg ikke nej til, og jeg glæder mig, men jeg ved også godt at jeg må prøve at lade op så godt som muligt blandt andet ved at sidde her ved computeren lidt længere tid end jeg "burde", ved at finde den hurtigste og nemmeste løsning på de praktiske gøremål der altid følger med når man skal have gæster, og ved at love mig selv at jeg skal nå enten en halv times yoga, læsning i min bog eller slumrelur, inden det vælter ind i huset igen med mennesker.

Men på onsdag. Nøj. Onsdag den 18. august ser ud til at være den forjættede dag i min verden!

fredag den 13. august 2010

Anden skoledag, tålmodighed og blommer i tasken


Det er anden skoledag efter sommerferien her hvor vi bor. Jeg har bundet første ladning bøger ind i går, og jeg håber godt nok at det dyrt indkøbte bogbind i forskellige farver og med fagenes navne på kan gøre det lidt lettere at pakke taske. Jeg tror ikke jeg har tålmodighed til at se mine drenge gennemføre den daglige endevenden af to kæmpe stakke bøger hver aften eller morgen for at vælge det rigtige ud til dagens skema. Men nu vi må se om det virker.

Der er også noget andet jeg håber ikke gentager sig. Mens jeg sad der og kæmpede med mine ti tommelfingre, kom jeg til at tænke på forrige års skolestart. Der sad jeg også pligtskyldigt og gennemførte samme øvelse den første skoledag, hårdt presset af løfter om belønning til den enes klasse hvis alle bøger var bundet ind inden en meget kort frists udløb. Jojo, der er i hvert fald ikke mangel på gulerødder her i Værløse! Og heller ikke blommer, for den sags skyld. Næste dag, anden skoledag, kom den ene unge nemlig glædestrålende hjem og fortalte at han og en kammerat havde fundet de lækreste blommer på vej hjem. De var vildt saftige og smagte rigtig godt, og der var så mange af dem at han havde fyldt sin taske så jeg også kunne smage. Som han sagde.

Jeg smagte dem ikke, det har I sikkert regnet ud. Da jeg havde spruttet færdig, vaskede jeg taske af. Og bandt bøger ind. Igen. Med stor tålmodighed, synes jeg faktisk selv. Og med en lille bitte smule glæde over at første indbinding trods alt ikke havde været helt forgæves, men havde holdt den værste blommesaft væk fra bøgerne.

tirsdag den 10. august 2010

Om at underholde, blandt andet

Jeg er ved at læse Jadekatten af Suzanne Brøgger, og hun kan som få tage vejret fra mig ved at sætte ord på de spil og usynlige tråde der er mellem mennesker, og som er med til at forme os med lys og skygge. For eksempel har jeg læst denne lille passage om Zeste, skuespilleren i familien, adskillige gange de sidste dage:
"Hele sit liv havde hun spillet komedie for at holde sammen på sin familie, men aldrig før havde hun draget denne rolle i tvivl. Hun var bare fortsat, helt bevidstløst, med at spille den. Nu havde hun blot fået mange flere mennesker, hun skulle holde oppe og begejstre. Nøjagtig samme rolle. Flere hundrede tusind mennesker hun skulle få til at græde, gyse eller le. Hun havde håbet, at hun ville glemme sig selv, at det ville ske, når hun først stod på en scene. Øjeblikket, da hun blev befriet, forløst. Men hun var den samme som hun altid havde været, og det overraskede hende ikke, at en bestemt patient havde været ved at begå selvmord, da hun havde aflyst en forestilling. Hun var sig bevidst, at hun ikke måtte svigte, samtidig med at hun spurgte sig selv, hvorfor hun havde valgt at underholde andre, altså at holde en hånd under dem. Kunne hun selv holde til det i længden?" (side 283).
Jeg kender selvfølgelig godt især Zeste i mig selv, og derfor er netop denne passage så fascinerende for mig. Men lur mig, næsten uanset hvilke splinter man ser i andres øjne, vil man kunne finde en passage i denne bog som peger på bjælken i ens eget. Hvis man kigger ordentligt efter.

Nøj, det er godt!

søndag den 8. august 2010

Regn

Kæde

Kirsten som boede i vores hus før os og samlede rullesten til haven gennem mange år, har - helt uvidende - leveret den tunge del. Camilla med flere er kommet med ideen til den lette pynt. Min mormor Ellen har posthumt doneret garn og værktøj som jeg fandt i det sybord jeg har arvet efter hende. Og jeg har lagt hænder og fri fortolkning (da jeg ikke har tålmodighed til at læse opskrifter) til, og nu ligger der sådan to i min vindueskarm:


Og sådan er denne sommer så fuld af overraskelser, også for mig selv. De var sjove (og lette) at lave, og det var en lige så fascinerende kombination at sidde med i hænderne som at se på.

---
Tilføjelse 9. august 2010:

Og så lige en til - det her kunne godt gå hen og blive en hel mani:


lørdag den 7. august 2010

At se

I går morges, da jeg stod ved håndvasken på badeværelset og samlede hænderne under vandstrålen for at pjaske lidt koldt vand i hovedet til en start, fik jeg pludselig øje på vandet i mine hænder. Jeg tror aldrig jeg har set det før. Altså sådan rigtigt set det.

Jeg kan ikke sige andet end at det var meget smukt.

torsdag den 5. august 2010

Inspiration

"There is a difference between transcendence and denial. To not look at darkness is not to transcend it. Look, but then look through it".
Marianne Williamson på Twitter

Kort rapport

I går lærte jeg blandt andet at zebraen er sort med hvide striber, at bavianers røde numser ikke er spor kønnere tæt på end på afstand, og at en kamel kan drikke saltvand hvis det skal være. Det sidste vil jeg tillade mig at lægge noget helt særligt i, for nogle af mine mest skelsættende drømme har handlet om ørken og kameler, og jeg synes det var en ganske enestående oplevelse at række hånden ud og røre ved de her smukke, mærkelige skabninger og forestille mig at de kan drikke saltvand. Det har jeg godtnok aldrig vidst før.

Jeg er blevet så meget klogere fordi vi var i Knuthenborg Park & Safari i går. Det var en intens og mættet dag som jeg forestiller mig at jeg vil huske længe og forbinde med netop dette års familiesommerferie.

Jeg kan ikke den kunst at fotografere mens jeg oplever, men prøv at klikke her og se nogle levende billeder af blandt andet kameler i Knuthenborg Park & Safari. Er de ikke fantastiske?

I dag er jeg noget rusten i mine lemmer af at have siddet i en bil i mange timer, og måske også af at have holdt næsten tre ugers ferie med lediggang og luftmadrasser, men det er vel ikke værre end at jeg kan fikse det hvis jeg tager mig sammen til at rulle yoga-måtten ud. Det er ellers længe siden jeg har gjort det, nogle gange er der bare for meget støj omkring mig og i mig til at praktisere yoga, men nu er jeg klar igen, kan jeg mærke. En af mine faste svømmekammerater har desuden lige sendt mig en mail om at hun er frisk på at svømme igen fra næste uge. Det er jeg også, og dét skal nok virke helbredende, hvis jeg ikke har fået gang i mine trængende led og muskler inden.