tirsdag den 29. december 2009

Mellemtiden

Jeg sidder lige et øjeblik alene med en kop kaffe. Forsøger at finde mig selv midt i alle forventningerne, rollerne og mønstrene.

Jeg elsker juletiden, jeg synes det er den fineste tid på året. Men det er også en periode hvor der nemt kan opstå en direkte linje til de lag i psyken som for det meste befinder sig under bevidsthedstærsklen. Det kan gøre juletiden til en meget krævende tid hvor vi bevidst eller ubevidst overbebyrdes med informationer om de relationer vi er i, og om de strategier vi benytter for at beskytte os mod at opleve den enorme smerte der er forbundet med at være alene og ikke høre rigtigt til. Den oplevelse tror jeg jeg deler med mange andre mennesker.

Alle børn samarbejder med deres forældre for at undgå at blive udstødt af familien eller opleve sig selv som forkerte eller uønskede, og disse samarbejdsstrategier tager vi med os videre i livet, og måske bruger vi dem til stadighed når tingene spidser lidt til.

Min foretrukne strategi er at gøre mig så usynlig og så praktisk nyttig som overhovedet muligt i situationer hvor jeg kan mærke at der ikke er plads til præcis den jeg er. Eller hvor jeg tror og forestiller mig at der ikke er plads, og hvor angsten for at ende udenfor er meget nærværende. Og der er måske ikke noget tidspunkt hvor det bliver mere tydeligt end ved juletid. Der skal ikke mange familiebesøg eller -samtaler til før jeg gør, tænker og føler omtrent som Janne 10 år ville have gjort - lige bortset fra at jeg er blevet noget mere øvet ud i det praktiske siden da. Det er udmattende, nedtrykkende og ind imellem også til at blive grundigt vred over, men det er også et spejl som jeg - hvis jeg tør åbne øjnene - kan lære rigtig meget af at kigge i. Så det prøver jeg. Mens jeg nyder alt det gode ved julen og i øvrigt venter på nytåret og på at tingene falder lidt til ro og det bliver hverdag igen.

onsdag den 23. december 2009

Julehilsen





Jul bebuder stilhed
i den mørke nat er fred
og jeg tror det, for jeg mærker
hvordan lyset holder ved.

Lad os ikke kriges
med os selv og med hinanden
Lad os være dem der følger
fredens vej og ingen anden.


De bedste ønsker om en
Glædelig Jul
til alle der kommer forbi her.




søndag den 20. december 2009

Havregrynskugler

I dag har jeg set mine børn smovse i havregrynskugler, og det var så stor en fornøjelse at jeg synes I skal have opskriften her:
Havregrynskugler

250 g havregryn (7 dl)
200 g flormelis (4 dl)
75 g blødt smør
50-75 g kakao (1½-2 dl)
1 1/4 dl piskefløde

Havregrynene knuses og røres med resten med en foodprocessor eller en håndmixer.

Massen formes til kugler der trilles i sukker eller kokos.

Sådan så det ud sidste år da jeg lavede dem, og det var nogenlunde det samme i går:




Tak til Grethe som gav mig opskriften dengang for meget længe siden.

tirsdag den 15. december 2009

På med vanten




To indlæg på en dag, det går da virkelig ikke. Eller også gør det.

I skal se et billede af mine yndlingsvanter som jeg fik leveret til døren i går aftes efter at have glemt dem hjemme hos nogle bekendte. Tænk sig at nogen havde overskud til at gøre det for mig, jeg kunne jo bare selv hente dem. Det rører mig. Og jeg er simpelthen så glad for at have fået dem igen.

(Nej, jeg har ikke selv strikket dem, det ville jeg kun med stort besvær kunne finde ud af, også selvom det bare skulle være luffer uden halvfingre indeni. Jeg har købt dem i en Fair Trade-butik i København. Ikke to par var ens, og det var meget svært at vælge).

Katten har ingen vanter, men den kan alligevel ikke dy sig for at undersøge hvad det er der falder ned fra himlen:





Import

Kapau og kacheng. Rådhusklokker i radioen og julesne i store totter uden for vinduet. Jannes sted og Appendiks er blevet til ét.

Forleden gav jeg godtnok - inspireret af julekalenderen "Pagten" - Grundtvig ret i at mennesket ikke er nogen Abekat. Det mener jeg stadig dybest set, men derfor kan man jo godt abe efter på det mere konkrete plan hvis nogen gør noget der virkelig er værd at efterligne. Og sådan "noget" så jeg lige på Liv og Tid. Om Månelys og Morgenhår. hos Lotte der har fundet ud af at man kan importere indlæg fra én blog til en anden. Hvorfor har jeg ikke selv fundet ud af det? Det er lige hvad jeg har drømt om at gøre siden jeg forlod Appendiks for at samle mig ét sted.

Nu er "jeg" samlet her. Fantastisk.

Importeret - integreret.

søndag den 13. december 2009

Om pråse

Det er ikke så tit det sker, men det betyder meget når det sker. At der går en prås op for én.

Det sidste stykke tid er ikke så få tynde, små lys gået op for mig, og mit liv forandrer sig, og jeg må rette ind efter det nye verdensbillede der er ved at tegne sig. Om det er godt eller skidt, ved jeg ikke, og det betyder heller ikke ret meget. Det der betyder noget, er om det føles mere rigtigt eller sandt, og det kan være svært at afgøre hvis man kommer til at tænke for meget over det. Så må man lige trække vejret dybt, lukke øjnene og mærke ordentligt efter.

Men så er det også at der kan indtræffe et vendepunkt og ens liv kan begynde påny.

torsdag den 10. december 2009

Google Wave - også noget for dig?

Den 24. november modtog jeg en mail med emnet Your invitation to preview Google Wave. Jeg havde selv "skrevet mig op" til at modtage en sådan invitation for flere måneder siden via en side jeg kom ind på når jeg googlede ’Google Wave’. Faktisk havde jeg gjort dette for så længe siden at jeg egentlig var holdt op med at tro det ville virke, så jeg blev glædeligt overrasket. Jeg gik straks i gang med at finde ud af hvordan det her nymodens program fungerede, og med at invitere de få af mine bekendte som jeg mente kunne være interessede, ved hjælp af den invitations-wave der fulgte med. Google Waves eget statement om at "Google Wave is much more fun when you have others to wave with" må siges at være en underdrivelse - der er slet ingen grund til at wave hvis man ikke har nogen at gøre det med.

Jeg havde på dette tidspunkt for længst hørt budskabet om at Google Wave ville være som en revolution af e-mailen, og set beskrivelser af hvad det i hovedsagen gik ud på: I modsætning til mails som sendes frem og tilbage mellem modtagere/afsendere som kopier af den oprindelige meddelelse, ligger en wave* på nettet i ét eksemplar som de deltagere (participants) som er tilføjet waven, kan arbejde videre på online og fuldt synligt for de andre i processen (hvis de kigger med, ellers vises tilføjelser og ændringer når de åbner waven næste gang). Hvordan programmet fungerede lidt mere i detaljer havde jeg fået et indtryk af via en af Googles præsentationsvideoer og senere via Nadja Pass' blogindlæg Rapport fra de første par døgn på GoogleWave på Nadjas Reflexioner - begge dele kan stærkt anbefales hvis man er på bar bund. (Senere har jeg også læst Rapport fra den første halvanden måned på GoogleWave, ligeledes af Nadja Pass og anbefalelsesværdigt).

Jeg kan ikke bryste mig af selv at have ret mange erfaringer med Google Wave, men min egen umiddelbare oplevelse er at programmet giver mulighed for at kommunikere på en meget levende og tilstedeværende måde – det er næsten som at være i samme rum og tale sammen, give hinanden dokumenter og billeder hen over bordet og så videre, hvis en waves deltagere er på samtidig. Også når deltagerne ikke har waven åben samtidig, tror jeg det er et godt redskab for mennesker der kan lide fælles arbejdsprocesser og ikke-lineære forløb, og som tit kommer i tanke om noget efterfølgende og får lyst til at rette lidt eller forbedre det de troede var færdigt da da klikkede på "Done/Send" – ikke fordi man ikke tænker sig om i første omgang, men fordi der altid er plads til forbedringer, og fordi intet er endeligt. Jeg tror dog også de fleste lige vil skulle vænne sig til at være så synlige som man er når man arbejder i Google Wave mens andre kigger med, for det er grænseoverskridende, men det er også en måde at opdage på at man ikke er så meget anderledes end andre mennesker, og at de (sandsynligvis) har nogle lige så famlende og fumlende skriveprocesser som en selv. Der er ikke så meget facade at gemme sig bag, men det tror jeg generelt er vejen frem i denne verden.

Google Wave lød for mig rigtig spændende fra første færd, og min nysgerrighed var stor. Problemet var bare at jeg kunne ikke få adgang til programmet fordi jeg ikke kender ret mange mennesker som kunne tænkes at begynde at bruge det i dets preview-/alfaversion, endsige at invitere mig, og derfor kom jeg til at vente i noget jeg syntes var en evighed, før jeg kunne kaste mig ud i bølgerne. Jeg tænkte hele tiden, mens jeg ventede, at hvis jeg engang fik mulighed for det, så ville jeg gøre mit til at andre ikke skulle have det på samme måde.

Jeg modtog som nævnt umiddelbart en wave med vistnok 8 (jeg er ikke ret god til at huske tal) invitationer som jeg kunne sende til folk jeg kendte. Den wave er – helt i Google Wave-ånden – blevet opgraderet flere gange med yderligere invitationer, og resultatet er at jeg nu har en wave liggende i mit arkiv med ikke færre end 21 invitationer fordi jeg ikke har kunnet finde relevante modtagere nok i min bekendtskabskreds til at bruge hele min kvote. Derfor skriver jeg her, at hvis du også er nysgerrig og gerne vil bruge Google Wave, er du velkommen til at skrive til mig på janne.moeller.olsen@gmail.com for at blive inviteret. Hvis jeg kan medvirke til at andre kan komme ud og boltre sig i bølgerne, er mit mål med dette indlæg nået.

(Skulle du allerede have Google Wave og en anledning til at kontakte mig ad den vej, er min adresse janne.moeller.olsen@googlewave.com).

---
*Jeg har valgt at bruge ordet 'wave' i stedet for at oversætte til 'bølge' for ikke skabe forvirring i forhold til BØLGEN, som jeg i øvrigt har fulgt med stor interesse, både for indholdets, men - må jeg indrømme - også for den eksperimenterende og undersøgende forms skyld.

---
Tilføjelse 1. februar 2010:
Se evt. også denne artikel af Anette Lerche på Bibliotekspressen.