30. november 2009

Desperado

Nogle gange kommer jeg i tvivl, om alt og det hele og især mig selv. Og hvad det altsammen skal gøre godt for.

Men det gider jeg ikke sige for meget om, for så smitter det måske, og det synes jeg ikke er så fedt. Desuden varer det ikke evigt, det går over igen.

Jeg bliver dog liiige nødt til at give det en sang med på vejen som begyndte at kværne i mit hoved og slippe ud mellem tænderne i usammenhængende brudstykker i går, indtil jeg fik youtubet mig frem til hvad det var for en: Desperado med The Eagles (Henley/Frey). Den hører min ungdom til og må have lejret sig et sted derinde i hjernekassen til brug ved en passende lejlighed, og det er så nu.

Der findes en million videoer med den sang, cirka, men ingen af dem jeg har kunnet finde, er rigtig gode, så her kommer en næsten tilfældigt valgt udgave. Tag lige og hør den og vær med til at give desperadoen her et ordentligt spark i r...., hva'? På forhånd tak.




PS. Vær sød at se bort fra stavefejl mm. i videoen - intet eller ingen er perfekt.

27. november 2009

Den tid det tager

Efter at have læst Dorthe Nors indlæg Short Cuts måtte jeg læse Hanne Ørstaviks Den tid det tager. Ikke fordi jeg tror jeg skal være forfatter, men fordi jeg kan lide at læse, især hvis det jeg læser, kan ruske mig lidt og få mig til at se noget jeg hidtil har været blind for.

Jeg blev færdig med bogen kl. 1.20 i nat, og den har ramt mig lige i hjertekulen og tvunget mig i knæ. Anbefalingen er hermed bragt videre.

Regn

Tunge dråber
rammer min hætte
staccato accelerando

En mægtig lyd
vokser i skoven
og omfavner mig

23. november 2009

Bilkørsel

En veninde fortalte mig engang om en novelle hvor en person har en herlig køretur hjem fra arbejde i sin bil. Han nyder virkelig turen og tankerne, og måske også musikken og minderne, det husker jeg ikke.

Da han kommer hjem ser han i fjernsynet at der har været en række uheld på præcis den rute han selv har kørt. Og da politiet ringer på døren, erfarer han til sin store forbløffelse at hans kørsel har været den direkte årsag til alle uheldene.

Se, det kunne godt være mig. Er jeg bange for.

Alene af den grund er jeg ikke særligt glad for at køre bil. I dag er det bare uheldigvis mig der har tjansen med at hente og bringe, og jeg sidder lige her 10 minutter før jeg skal ud på min andensidste tur af fire, og samler mod.

Og tænker på den novelle.

Og glæder mig til jeg forhåbentlig kan gå i seng senere i aften uden at politiet har ringet på.

17. november 2009

Om at være "normal"


At være ”normal” er et strålende ideal for den, der ikke har succes, og for alle dem der endnu ikke har tilpasset sig. Men for mennesker, der har langt større muligheder end gennemsnitsmennesket, og for hvem det aldrig har voldt vanskeligheder at opnå succes samt at udføre deres del af verdens arbejde – for dem betyder det ”normales” begrænsninger en tilstand, hvor de må tilpasse sig, en utålelig kedsommelighed, en djævelsk goldhed og håbløshed. Som følge heraf er der lige så mange mennesker, der bliver neurotiske, fordi de blot skal være ”normale”; som der er mennesker, der er neurotiske, fordi de ikke kan blive ”normale”.


- C.G. Jung, Modern Man in Search of a Soul, New York, Harcourt Barace, 1933 side 55. (Fundet her).

Så er det bare lige med at finde ud af hvilken kategori man selv hører til i ..

16. november 2009

Søndag i farver

Der var engang hvor jeg beskæftigede mig en del med anerkendelse og ikkevoldelig kommunikation/girafsprog. Det er længe siden, og måske havde jeg næsten glemt at jeg vidste noget om det, indtil i går hvor jeg hørte et interview med Jane Meldgaard i P4's Søndag i farver om iværksætterdrømme (der er et link til udsendelsen i sidebaren). Jane Meldgaard fortalte at hun arbejder med to ting: Dels holder hun foredrag om de to emner, og dels laver hun musik.

Jeg oplevede at den måde Jane Meldgaard fortalte om sit liv og sine iværksættertanker på i høj grad var præget af et anerkendende livssyn og et indarbejdet kendskab til ikkevoldelig kommunikation/girafsprog, og det var befriende at høre på.

Men jeg oplevede også noget andet, noget dybere, som har at gøre med eksistentielt ansvar, frihed og individuation, og som efter min mening nødvendigvis må ligge under det første, hvis anerkendelsen og den ikkevoldelige kommunikationsform ikke bare skal være et redskab eller et kunstgreb, men en autentisk og integreret del af personligheden. Dette andet kom fuldt til udtryk da Jane Meldgaards musik nåede mine ører, og det er noget opmærksomhed værd, synes jeg. Derfor har jeg været på besøg på hendes hjemmeside og tyvstjålet teksten til en af hendes sange. Lyt, måske mest til ordene - jeg synes de siger lige præcis hvad alt i det her liv handler om:



You say that you’re excused for what you did and what you said
When other people act the way they do
You have no choice but lose your head
And you’re the victim of a world that isn’t fair
But you never say you’re sorry for the times you didn’t care
You say that you have tried so hard to do what they expect
And all you ever gained from that
Was lack of love and no respect
And you’re the victim of a game that makes no sense
But you never say you’re sorry for your living through defence

Every day you have a choice
Between one or another voice
And every choice you make creates your life
What you choose is up to you
Because no one else decides what’s true
And no one can be blamed for forcing you to draw the knife

You say that when you listen to the voices in your head
You only hear a messy kind of noise
And you’re confused of what is said
But you’re the victim of your own unconscious mind
If you never really listen to the silent voice behind

Every day you have a choice
Between one or another voice
And every choice you make creates your life
What you choose is up to you
Because no one else decides what’s true
And no one can be blamed for forcing you to draw the knife

The voices in your head were never who you really are
But only what they’re fooling you to be
The silent voice behind the noise is living in your heart
Waiting in the sacred silent room to set you free
Every day you have a choice
Between one or another voice
And every choice you make creates your life
What you choose is up to you
Because no one else decides what’s true
And no one can be blamed for forcing you to draw the knife
Music and lyrics: Jane Meldgaard
www.janemeldgaard.dk

13. november 2009

Endnu en kommentar til "November"



Meta III

Man har et standpunkt til man tager et nyt. Det er en talemåde jeg har forsvaret mig selv med mange gange i mit liv, som den urolige og bevægelige sjæl jeg er, og nu hiver jeg den lige frem atter engang for at sige at jeg kan mærke at jeg bliver nødt til at samle mig ét sted, og det bliver her.
Helt konkret, så ryger Appendiks sig en tur. Denne blog, Jannes sted, kommer til at rumme alt hvad jeg har lyst til at dele offentligt, og som fylder mere end 140 karakterer. Resten (hvis der bliver nogen) sender jeg ud fra Twitter (og derfra i nogle tilfælde videre til facebook), men min tilstedeværelse de to steder vil ellers nok mest begrænse sig til links til denne blog.

Jeg har engang læst, vistnok hos Pia Skogemann, at kvinders handlinger (i højere grad end mænds) ofte kan forstås som ritualer eller ud fra en rituel synsvinkel, og det er præcis sådan jeg opfatter det at blogge. Jeg blogger og mikroblogger indhold som er tæt knyttet til den indre forandringsproces som jeg gennemgår lige nu og forhåbentlig vil være i resten af mit liv. Både rammen omkring indholdet og næsten hvert eneste indlæg - kort eller langt - markerer, fastholder eller måske ligefrem skaber et nyt glimt af bevidsthed eller en overgang til noget nyt.

Det lyder nok som kinesisk for de fleste der kommer forbi her, det ved jeg godt, men jeg har valgt at skrive det alligevel, fordi det er den eneste måde jeg kan både forstå og forklare at jeg igen og igen laver om på mit "set-up" her på nettet. Jeg har valgt at være tålmodig med mig selv og have en alvorlig, nysgerrig og undersøgende holdning til mine 'blogge-riter'. Selvom frygten for ikke at blive forstået eller anerkendt klart ligger på lur lige om hjørnet hele tiden, så er det den vej jeg må følge, og nu er tiden altså kommet til at forsøge at samle eller slå sammen.

10. november 2009

Die Berliner Mauer

Overalt kan man lige nu læse om Berlin og murens fald. Man kan mindes den dag for 20 år siden hvor man hørte om den helt fantastiske åbning der var sket dernede i Tyskland, og som fik hele verden til at vibrere. Man kan græde over alle de mennesker der led alverdens pinsler eller en voldelig død inden der blev slået hul igennem igen. Man kan være spændt på og måske se frem til den tid og den kultur der vokser ud af byen Berlin - et symbol på at alt atter er muligt.

Og man kan så meget andet, som jeg ikke har forstand på. Derfor vil jeg bare gerne give det hele nogle ord fra en mindeplade i Berlin med på vejen:

Ehret die Toten durch den Kampf für das Leben

Citatet er ikke min idé. Jeg har set det i interviewet "Berlin blev en åbenbaring" med Nikoline Werdelin i MS, Berlingske Tidende, søndag 08.11.2009/på www.fri.dk mandag 09.11.2009.