29. december 2009

Mellemtiden

Jeg sidder lige et øjeblik alene med en kop kaffe. Forsøger at finde mig selv midt i alle forventningerne, rollerne og mønstrene.

Jeg elsker juletiden, jeg synes det er den fineste tid på året. Men det er også en periode hvor der nemt kan opstå en direkte linje til de lag i psyken som for det meste befinder sig under bevidsthedstærsklen. Det kan gøre juletiden til en meget krævende tid hvor vi bevidst eller ubevidst overbebyrdes med informationer om de relationer vi er i, og om de strategier vi benytter for at beskytte os mod at opleve den enorme smerte der er forbundet med at være alene og ikke høre rigtigt til. Den oplevelse tror jeg jeg deler med mange andre mennesker.

Alle børn samarbejder med deres forældre for at undgå at blive udstødt af familien eller opleve sig selv som forkerte eller uønskede, og disse samarbejdsstrategier tager vi med os videre i livet, og måske bruger vi dem til stadighed når tingene spidser lidt til.

Min foretrukne strategi er at gøre mig så usynlig og så praktisk nyttig som overhovedet muligt i situationer hvor jeg kan mærke at der ikke er plads til præcis den jeg er. Eller hvor jeg tror og forestiller mig at der ikke er plads, og hvor angsten for at ende udenfor er meget nærværende. Og der er måske ikke noget tidspunkt hvor det bliver mere tydeligt end ved juletid. Der skal ikke mange familiebesøg eller -samtaler til før jeg gør, tænker og føler omtrent som Janne 10 år ville have gjort - lige bortset fra at jeg er blevet noget mere øvet ud i det praktiske siden da. Det er udmattende, nedtrykkende og ind imellem også til at blive grundigt vred over, men det er også et spejl som jeg - hvis jeg tør åbne øjnene - kan lære rigtig meget af at kigge i. Så det prøver jeg. Mens jeg nyder alt det gode ved julen og i øvrigt venter på nytåret og på at tingene falder lidt til ro og det bliver hverdag igen.

23. december 2009

Julehilsen





Jul bebuder stilhed
i den mørke nat er fred
og jeg tror det, for jeg mærker
hvordan lyset holder ved.

Lad os ikke kriges
med os selv og med hinanden
Lad os være dem der følger
fredens vej og ingen anden.


De bedste ønsker om en
Glædelig Jul
til alle der kommer forbi her.




20. december 2009

Havregrynskugler

I dag har jeg set mine børn smovse i havregrynskugler, og det var så stor en fornøjelse at jeg synes I skal have opskriften her:
Havregrynskugler

250 g havregryn (7 dl)
200 g flormelis (4 dl)
75 g blødt smør
50-75 g kakao (1½-2 dl)
1 1/4 dl piskefløde

Havregrynene knuses og røres med resten med en foodprocessor eller en håndmixer.

Massen formes til kugler der trilles i sukker eller kokos.

Sådan så det ud sidste år da jeg lavede dem, og det var nogenlunde det samme i går:




Tak til Grethe som gav mig opskriften dengang for meget længe siden.

15. december 2009

På med vanten




To indlæg på en dag, det går da virkelig ikke. Eller også gør det.

I skal se et billede af mine yndlingsvanter som jeg fik leveret til døren i går aftes efter at have glemt dem hjemme hos nogle bekendte. Tænk sig at nogen havde overskud til at gøre det for mig, jeg kunne jo bare selv hente dem. Det rører mig. Og jeg er simpelthen så glad for at have fået dem igen.

(Nej, jeg har ikke selv strikket dem, det ville jeg kun med stort besvær kunne finde ud af, også selvom det bare skulle være luffer uden halvfingre indeni. Jeg har købt dem i en Fair Trade-butik i København. Ikke to par var ens, og det var meget svært at vælge).

Katten har ingen vanter, men den kan alligevel ikke dy sig for at undersøge hvad det er der falder ned fra himlen:





Import

Kapau og kacheng. Rådhusklokker i radioen og julesne i store totter uden for vinduet. Jannes sted og Appendiks er blevet til ét.

Forleden gav jeg godtnok - inspireret af julekalenderen "Pagten" - Grundtvig ret i at mennesket ikke er nogen Abekat. Det mener jeg stadig dybest set, men derfor kan man jo godt abe efter på det mere konkrete plan hvis nogen gør noget der virkelig er værd at efterligne. Og sådan "noget" så jeg lige på Liv og Tid. Om Månelys og Morgenhår. hos Lotte der har fundet ud af at man kan importere indlæg fra én blog til en anden. Hvorfor har jeg ikke selv fundet ud af det? Det er lige hvad jeg har drømt om at gøre siden jeg forlod Appendiks for at samle mig ét sted.

Nu er "jeg" samlet her. Fantastisk.

Importeret - integreret.

13. december 2009

Om pråse

Det er ikke så tit det sker, men det betyder meget når det sker. At der går en prås op for én.

Det sidste stykke tid er ikke så få tynde, små lys gået op for mig, og mit liv forandrer sig, og jeg må rette ind efter det nye verdensbillede der er ved at tegne sig. Om det er godt eller skidt, ved jeg ikke, og det betyder heller ikke ret meget. Det der betyder noget, er om det føles mere rigtigt eller sandt, og det kan være svært at afgøre hvis man kommer til at tænke for meget over det. Så må man lige trække vejret dybt, lukke øjnene og mærke ordentligt efter.

Men så er det også at der kan indtræffe et vendepunkt og ens liv kan begynde påny.

10. december 2009

Google Wave - også noget for dig?

Den 24. november modtog jeg en mail med emnet Your invitation to preview Google Wave. Jeg havde selv "skrevet mig op" til at modtage en sådan invitation for flere måneder siden via en side jeg kom ind på når jeg googlede ’Google Wave’. Faktisk havde jeg gjort dette for så længe siden at jeg egentlig var holdt op med at tro det ville virke, så jeg blev glædeligt overrasket. Jeg gik straks i gang med at finde ud af hvordan det her nymodens program fungerede, og med at invitere de få af mine bekendte som jeg mente kunne være interessede, ved hjælp af den invitations-wave der fulgte med. Google Waves eget statement om at "Google Wave is much more fun when you have others to wave with" må siges at være en underdrivelse - der er slet ingen grund til at wave hvis man ikke har nogen at gøre det med.

Jeg havde på dette tidspunkt for længst hørt budskabet om at Google Wave ville være som en revolution af e-mailen, og set beskrivelser af hvad det i hovedsagen gik ud på: I modsætning til mails som sendes frem og tilbage mellem modtagere/afsendere som kopier af den oprindelige meddelelse, ligger en wave* på nettet i ét eksemplar som de deltagere (participants) som er tilføjet waven, kan arbejde videre på online og fuldt synligt for de andre i processen (hvis de kigger med, ellers vises tilføjelser og ændringer når de åbner waven næste gang). Hvordan programmet fungerede lidt mere i detaljer havde jeg fået et indtryk af via en af Googles præsentationsvideoer og senere via Nadja Pass' blogindlæg Rapport fra de første par døgn på GoogleWave på Nadjas Reflexioner - begge dele kan stærkt anbefales hvis man er på bar bund. (Senere har jeg også læst Rapport fra den første halvanden måned på GoogleWave, ligeledes af Nadja Pass og anbefalelsesværdigt).

Jeg kan ikke bryste mig af selv at have ret mange erfaringer med Google Wave, men min egen umiddelbare oplevelse er at programmet giver mulighed for at kommunikere på en meget levende og tilstedeværende måde – det er næsten som at være i samme rum og tale sammen, give hinanden dokumenter og billeder hen over bordet og så videre, hvis en waves deltagere er på samtidig. Også når deltagerne ikke har waven åben samtidig, tror jeg det er et godt redskab for mennesker der kan lide fælles arbejdsprocesser og ikke-lineære forløb, og som tit kommer i tanke om noget efterfølgende og får lyst til at rette lidt eller forbedre det de troede var færdigt da da klikkede på "Done/Send" – ikke fordi man ikke tænker sig om i første omgang, men fordi der altid er plads til forbedringer, og fordi intet er endeligt. Jeg tror dog også de fleste lige vil skulle vænne sig til at være så synlige som man er når man arbejder i Google Wave mens andre kigger med, for det er grænseoverskridende, men det er også en måde at opdage på at man ikke er så meget anderledes end andre mennesker, og at de (sandsynligvis) har nogle lige så famlende og fumlende skriveprocesser som en selv. Der er ikke så meget facade at gemme sig bag, men det tror jeg generelt er vejen frem i denne verden.

Google Wave lød for mig rigtig spændende fra første færd, og min nysgerrighed var stor. Problemet var bare at jeg kunne ikke få adgang til programmet fordi jeg ikke kender ret mange mennesker som kunne tænkes at begynde at bruge det i dets preview-/alfaversion, endsige at invitere mig, og derfor kom jeg til at vente i noget jeg syntes var en evighed, før jeg kunne kaste mig ud i bølgerne. Jeg tænkte hele tiden, mens jeg ventede, at hvis jeg engang fik mulighed for det, så ville jeg gøre mit til at andre ikke skulle have det på samme måde.

Jeg modtog som nævnt umiddelbart en wave med vistnok 8 (jeg er ikke ret god til at huske tal) invitationer som jeg kunne sende til folk jeg kendte. Den wave er – helt i Google Wave-ånden – blevet opgraderet flere gange med yderligere invitationer, og resultatet er at jeg nu har en wave liggende i mit arkiv med ikke færre end 21 invitationer fordi jeg ikke har kunnet finde relevante modtagere nok i min bekendtskabskreds til at bruge hele min kvote. Derfor skriver jeg her, at hvis du også er nysgerrig og gerne vil bruge Google Wave, er du velkommen til at skrive til mig på janne.moeller.olsen@gmail.com for at blive inviteret. Hvis jeg kan medvirke til at andre kan komme ud og boltre sig i bølgerne, er mit mål med dette indlæg nået.

(Skulle du allerede have Google Wave og en anledning til at kontakte mig ad den vej, er min adresse janne.moeller.olsen@googlewave.com).

---
*Jeg har valgt at bruge ordet 'wave' i stedet for at oversætte til 'bølge' for ikke skabe forvirring i forhold til BØLGEN, som jeg i øvrigt har fulgt med stor interesse, både for indholdets, men - må jeg indrømme - også for den eksperimenterende og undersøgende forms skyld.

---
Tilføjelse 1. februar 2010:
Se evt. også denne artikel af Anette Lerche på Bibliotekspressen.

30. november 2009

Desperado

Nogle gange kommer jeg i tvivl, om alt og det hele og især mig selv. Og hvad det altsammen skal gøre godt for.

Men det gider jeg ikke sige for meget om, for så smitter det måske, og det synes jeg ikke er så fedt. Desuden varer det ikke evigt, det går over igen.

Jeg bliver dog liiige nødt til at give det en sang med på vejen som begyndte at kværne i mit hoved og slippe ud mellem tænderne i usammenhængende brudstykker i går, indtil jeg fik youtubet mig frem til hvad det var for en: Desperado med The Eagles (Henley/Frey). Den hører min ungdom til og må have lejret sig et sted derinde i hjernekassen til brug ved en passende lejlighed, og det er så nu.

Der findes en million videoer med den sang, cirka, men ingen af dem jeg har kunnet finde, er rigtig gode, så her kommer en næsten tilfældigt valgt udgave. Tag lige og hør den og vær med til at give desperadoen her et ordentligt spark i r...., hva'? På forhånd tak.




PS. Vær sød at se bort fra stavefejl mm. i videoen - intet eller ingen er perfekt.

27. november 2009

Den tid det tager

Efter at have læst Dorthe Nors indlæg Short Cuts måtte jeg læse Hanne Ørstaviks Den tid det tager. Ikke fordi jeg tror jeg skal være forfatter, men fordi jeg kan lide at læse, især hvis det jeg læser, kan ruske mig lidt og få mig til at se noget jeg hidtil har været blind for.

Jeg blev færdig med bogen kl. 1.20 i nat, og den har ramt mig lige i hjertekulen og tvunget mig i knæ. Anbefalingen er hermed bragt videre.

Regn

Tunge dråber
rammer min hætte
staccato accelerando

En mægtig lyd
vokser i skoven
og omfavner mig

23. november 2009

Bilkørsel

En veninde fortalte mig engang om en novelle hvor en person har en herlig køretur hjem fra arbejde i sin bil. Han nyder virkelig turen og tankerne, og måske også musikken og minderne, det husker jeg ikke.

Da han kommer hjem ser han i fjernsynet at der har været en række uheld på præcis den rute han selv har kørt. Og da politiet ringer på døren, erfarer han til sin store forbløffelse at hans kørsel har været den direkte årsag til alle uheldene.

Se, det kunne godt være mig. Er jeg bange for.

Alene af den grund er jeg ikke særligt glad for at køre bil. I dag er det bare uheldigvis mig der har tjansen med at hente og bringe, og jeg sidder lige her 10 minutter før jeg skal ud på min andensidste tur af fire, og samler mod.

Og tænker på den novelle.

Og glæder mig til jeg forhåbentlig kan gå i seng senere i aften uden at politiet har ringet på.

17. november 2009

Om at være "normal"


At være ”normal” er et strålende ideal for den, der ikke har succes, og for alle dem der endnu ikke har tilpasset sig. Men for mennesker, der har langt større muligheder end gennemsnitsmennesket, og for hvem det aldrig har voldt vanskeligheder at opnå succes samt at udføre deres del af verdens arbejde – for dem betyder det ”normales” begrænsninger en tilstand, hvor de må tilpasse sig, en utålelig kedsommelighed, en djævelsk goldhed og håbløshed. Som følge heraf er der lige så mange mennesker, der bliver neurotiske, fordi de blot skal være ”normale”; som der er mennesker, der er neurotiske, fordi de ikke kan blive ”normale”.


- C.G. Jung, Modern Man in Search of a Soul, New York, Harcourt Barace, 1933 side 55. (Fundet her).

Så er det bare lige med at finde ud af hvilken kategori man selv hører til i ..

16. november 2009

Søndag i farver

Der var engang hvor jeg beskæftigede mig en del med anerkendelse og ikkevoldelig kommunikation/girafsprog. Det er længe siden, og måske havde jeg næsten glemt at jeg vidste noget om det, indtil i går hvor jeg hørte et interview med Jane Meldgaard i P4's Søndag i farver om iværksætterdrømme (der er et link til udsendelsen i sidebaren). Jane Meldgaard fortalte at hun arbejder med to ting: Dels holder hun foredrag om de to emner, og dels laver hun musik.

Jeg oplevede at den måde Jane Meldgaard fortalte om sit liv og sine iværksættertanker på i høj grad var præget af et anerkendende livssyn og et indarbejdet kendskab til ikkevoldelig kommunikation/girafsprog, og det var befriende at høre på.

Men jeg oplevede også noget andet, noget dybere, som har at gøre med eksistentielt ansvar, frihed og individuation, og som efter min mening nødvendigvis må ligge under det første, hvis anerkendelsen og den ikkevoldelige kommunikationsform ikke bare skal være et redskab eller et kunstgreb, men en autentisk og integreret del af personligheden. Dette andet kom fuldt til udtryk da Jane Meldgaards musik nåede mine ører, og det er noget opmærksomhed værd, synes jeg. Derfor har jeg været på besøg på hendes hjemmeside og tyvstjålet teksten til en af hendes sange. Lyt, måske mest til ordene - jeg synes de siger lige præcis hvad alt i det her liv handler om:



You say that you’re excused for what you did and what you said
When other people act the way they do
You have no choice but lose your head
And you’re the victim of a world that isn’t fair
But you never say you’re sorry for the times you didn’t care
You say that you have tried so hard to do what they expect
And all you ever gained from that
Was lack of love and no respect
And you’re the victim of a game that makes no sense
But you never say you’re sorry for your living through defence

Every day you have a choice
Between one or another voice
And every choice you make creates your life
What you choose is up to you
Because no one else decides what’s true
And no one can be blamed for forcing you to draw the knife

You say that when you listen to the voices in your head
You only hear a messy kind of noise
And you’re confused of what is said
But you’re the victim of your own unconscious mind
If you never really listen to the silent voice behind

Every day you have a choice
Between one or another voice
And every choice you make creates your life
What you choose is up to you
Because no one else decides what’s true
And no one can be blamed for forcing you to draw the knife

The voices in your head were never who you really are
But only what they’re fooling you to be
The silent voice behind the noise is living in your heart
Waiting in the sacred silent room to set you free
Every day you have a choice
Between one or another voice
And every choice you make creates your life
What you choose is up to you
Because no one else decides what’s true
And no one can be blamed for forcing you to draw the knife
Music and lyrics: Jane Meldgaard
www.janemeldgaard.dk

13. november 2009

Endnu en kommentar til "November"



Meta III

Man har et standpunkt til man tager et nyt. Det er en talemåde jeg har forsvaret mig selv med mange gange i mit liv, som den urolige og bevægelige sjæl jeg er, og nu hiver jeg den lige frem atter engang for at sige at jeg kan mærke at jeg bliver nødt til at samle mig ét sted, og det bliver her.
Helt konkret, så ryger Appendiks sig en tur. Denne blog, Jannes sted, kommer til at rumme alt hvad jeg har lyst til at dele offentligt, og som fylder mere end 140 karakterer. Resten (hvis der bliver nogen) sender jeg ud fra Twitter (og derfra i nogle tilfælde videre til facebook), men min tilstedeværelse de to steder vil ellers nok mest begrænse sig til links til denne blog.

Jeg har engang læst, vistnok hos Pia Skogemann, at kvinders handlinger (i højere grad end mænds) ofte kan forstås som ritualer eller ud fra en rituel synsvinkel, og det er præcis sådan jeg opfatter det at blogge. Jeg blogger og mikroblogger indhold som er tæt knyttet til den indre forandringsproces som jeg gennemgår lige nu og forhåbentlig vil være i resten af mit liv. Både rammen omkring indholdet og næsten hvert eneste indlæg - kort eller langt - markerer, fastholder eller måske ligefrem skaber et nyt glimt af bevidsthed eller en overgang til noget nyt.

Det lyder nok som kinesisk for de fleste der kommer forbi her, det ved jeg godt, men jeg har valgt at skrive det alligevel, fordi det er den eneste måde jeg kan både forstå og forklare at jeg igen og igen laver om på mit "set-up" her på nettet. Jeg har valgt at være tålmodig med mig selv og have en alvorlig, nysgerrig og undersøgende holdning til mine 'blogge-riter'. Selvom frygten for ikke at blive forstået eller anerkendt klart ligger på lur lige om hjørnet hele tiden, så er det den vej jeg må følge, og nu er tiden altså kommet til at forsøge at samle eller slå sammen.

10. november 2009

Die Berliner Mauer

Overalt kan man lige nu læse om Berlin og murens fald. Man kan mindes den dag for 20 år siden hvor man hørte om den helt fantastiske åbning der var sket dernede i Tyskland, og som fik hele verden til at vibrere. Man kan græde over alle de mennesker der led alverdens pinsler eller en voldelig død inden der blev slået hul igennem igen. Man kan være spændt på og måske se frem til den tid og den kultur der vokser ud af byen Berlin - et symbol på at alt atter er muligt.

Og man kan så meget andet, som jeg ikke har forstand på. Derfor vil jeg bare gerne give det hele nogle ord fra en mindeplade i Berlin med på vejen:

Ehret die Toten durch den Kampf für das Leben

Citatet er ikke min idé. Jeg har set det i interviewet "Berlin blev en åbenbaring" med Nikoline Werdelin i MS, Berlingske Tidende, søndag 08.11.2009/på www.fri.dk mandag 09.11.2009.

16. oktober 2009

Om anderledeshed

Jeg står og hælder vand på kaffen. Jeg har taget min nye termokande i brug, den som jeg købte forleden på bytur sammen med en veninde, og som jeg har ønsket mig længe. Den er turkisfarvet, og kaffen dufter godt. Der var 50 procent i rabat på udvalgte (usælgelige) farver, men jeg kan godt lide turkis. Lige for tiden. Det er en del af den farverundtur jeg har været igennem de sidste år, tror jeg.

Som jeg står dér, hører jeg noget i radioen om at indføre nye love eller regler angående en gruppe mennesker i samfundet som er til stor fare for en anden gruppe. Måske har manden ret i noget af det han siger, jeg ved det ikke. Men jeg kan lugte angsten og ønsket om kontrol sive ud af radioen og blande sig med kaffeduften. Mine tanker finder deres egne veje væk fra den konkrete sag, og denne sene, langsomme feriemorgen er pludselig ikke den samme mere.

Jeg kender godt frygten for det der er anderledes, både min egen og andres. Men af en eller anden grund er jeg mest tilbøjelig til at spekulere over andres frygt denne morgen. Og min egen anderledeshed. Og på hvor relativt alting er.

Jeg bor nord for København i en kommune med forholdsvis velstående indbyggere, som for de flestes vedkommende har begge ben solidt plantet i et krævende arbejds- og forbrugsliv. Set på den baggrund er jeg anderledes, og jeg mærker af og til andres frygt i mødet med noget som de ikke forstår, når de møder mig og mit. Sådan tolker jeg det i hvert fald.

Tag et kig ind i min materielle verden. Den er præget af genbrugsting, arvesager og kompromisløsninger, og jeg lever generelt forholdsvis nøjsomt. Det forholder sig ikke sådan fordi jeg er en meget bevidst forbruger, eller fordi jeg er særligt optaget af ideer som simple living eller bæredygtighed. Det kan jeg på ingen måde rose mig af.

Nej, det forholder sig sådan af en slags nødvendighed, som jeg har opdaget at kun de færreste forstår. Jeg har ikke tjent ret mange penge i mit liv, og dem jeg og min mand (jo, jeg er meget privilegeret!) har haft mellem hænderne, er blevet prioriteret på en måde som ikke har givet overskud til mange materielle goder, sammenlignet med familierne omkring os i hvert fald. Det har været et valg, og valget er faldet sådan ud ganske enkelt fordi jeg ellers ikke troede jeg ville overleve i eksistentiel forstand. Jeg måtte stoppe op og lytte da jeg på et tidspunkt i mit liv ikke kunne undgå at mærke hvor dårligt jeg trivedes, og hvor skidt jeg fungerede i mine relationer, for jeg havde oplevelsen af at jeg var ved at gå til grunde og trak mine nærmeste med mig under jorden.

Dén materielle situation kan jeg godt mærke at nogle mennesker bliver usikre over at komme tæt på. Mit valg og mine prioriteringer er så anderledes, så fremmede, at det er helt skræmmende, tror jeg. Mon hun ikke selv kan se det, og hvordan kan hun dog være sig selv bekendt? Det er jo helt synd! Sådan fantaserer jeg at de siger når jeg ikke hører det. Til dels som et ekko af nogle af min barndoms stemmer der lever i mig endnu, det ved jeg godt, men jeg tror nu ikke det er helt ved siden af i visse tilfælde.

Men altså, det er jo ikke 'mig selv', det er bare min bolig, mit tøj, mit lønarbejde og så videre. Og jeg kan faktisk helt og fuldt være det hele bekendt, for min gamle, slidte sofa egner sig udmærket til det i mine øjne mest værdifulde i tilværelsen: en dyb samtale. Jeg giver gerne et måltid mad til - sådan er det heller ikke - men den dyre gourmetmiddag serveret af den perfekte, allestedsnærværende værtinde må mine gæster kigge langt efter.

Kaffen er færdig, og jeg skænker uden et dryp til mig selv i min helt personlige kop som jeg engang har fået af nogle kolleger. Det er den fineste kop i huset. Jeg bruger den hver dag og vasker den op i hånden. Og så tænker jeg på de mennesker der har givet mig den.

Jeg nipper forsigtigt til den varme kaffe. Den smager lige så godt som den dufter.

13. oktober 2009

En gammel nyhed

"Jeg vil så gerne gøre alle glade ... men så kan man let gøre folk både vrede og kede af det, skriver Johan Olsen fra Magtens Korridorer (...)."

Set i Information, Sektion 2: Paradoks fredag den 9. oktober 2009.

9. oktober 2009

Inanna, himlens og jordens dronning

For et stykke tid siden drømte jeg noget som jeg blandt andet fik associationen "Inanna" til. Jeg vidste ikke helt med det samme hvorfra jeg kendte navnet, og hvad det stod for, men lidt googlen frem og tilbage ledte mig på sporet af den Inanna der var gudinde for omkring 4000 år siden i den højt udviklede bystatskultur Sumer. Bystaterne lå syd for det nuværende Bagdad mellem floderne Eufrat og Tigris. Desuden fik jeg den tanke at jeg måske havde hørt om Inanna i et foredrag eller en bog af Pia Skogemann og så glemt det igen, for ret hurtigt dukkede denne bog op i søgningerne:

Inanna
Himlens og jordens dronning
Myter og hymner
Gendigtning Suzanne Brøgger
Efterskrift Pia Skogemann
Illustrationer Peter Brandes


Jeg følger næsten altid "forslag" til mit personlige pensum som dukker op indefra, så jeg måtte op på cyklen og forbi biblioteket for at få fat i bogen, der heldigvis var hjemme, så jeg kunne forfølge Inanna-sporet.

Nu har jeg læst den, og jeg synes det en fantastisk bog. Jeg har nydt Suzanne Brøggers gendigtede udgaver af tekster der er fulde af saft og kraft, vid og kærlighed til livet. Og jeg har med interesse læst Pia Skogemanns fyldige og oplysende efterskrift og rejst med flere tusind år tilbage i tiden til en epoke jeg kun vidste meget lidt om i forvejen, men hvor jeg på forunderlig vis genfandt noget af min egen nutid.

De udvalgte tekster er meget varierede og dækker over flere genrer, der tilsammen giver et repræsentativt indtryk af Inanna som en meget kompleks gudinde. Inanna, "herskerinden; indbegrebet af alt skønt kvindeligt, frue over det dyrkede land og husdyrene, menneskenes gudinde, kærlighedens og krigens", beskrives indgående af Pia Skogemann, der også slutter et længere afsnit i efterskriftet sådan:

"Inanna er umiddelbart fascinerende for en moderne kvindebevidsthed, fordi hun fremstår som selvstændig, aktivt handlende og med en avanceret viden om sin egen seksualitet. Hun hylder seksualitetens mangfoldighed: homoseksuelle, hermafroditter og transseksuelle stod under hendes beskyttelse. Hun provokerer og udfordrer vores konventionelle forestillinger om det kvindelige, for hun har også en række attributter, som vi almindeligvis tilskriver mænd eller det mandlige. Hun er aggressiv, ambitiøs, assertiv, autonom, autoritativ, androgyn - men altid attraktiv".

Det er egentligt kun meget lidt illustrativt at komme med et kort citat fra en af de forskelligartede myter og hymner her. Alligevel kommer her et billede af de sidste strofer i Suzanne Brøggers afsnit af bogen:






















Stroferne er de sidste i tempelhymnen Inannas herliggørelse, og Pia Skogemann skriver at den "er forfattet af verdenshistoriens ældste navngivne digter, ypperstepræstinden Enheduanna. Hun levede ca. 2285-2250 f. Kr. Det er en helt enestående tekst, der til forskel fra de andre tekster i denne bog lader os ane en individuel kvindelig forfatterpersonlighed."

Personligt synes jeg også det er den smukkeste af teksterne, og for mig, som jeg opfatter det, virker denne hymne som et slags bindeled mellem gudinde og kvinde. Jeg har lidt svært ved at sætte ord på det, måske mærker jeg blot et sted i systemet at denne hymne med Pia Skogemanns ord er skrevet af "en helt usædvanlig person. Hun har integritet, mod og handlekraft - hendes historie forbliver usvækket populær, og hendes hymner kopieres i skriverskolerne i tusind år". Den er stadig fuld af en skabende kraft.

De andre myter og hymner er dog også smukke; jeg oplever det som om hver tekst har sin egen rytme og stemning som skal mærkes i kroppen. Inanna, himlens og jordens dronning skal nydes i stilhed og eftertænksomhed når det er tid til det. For den enkelte. Synes jeg.

5. oktober 2009

Sko

Jeg har altid gået i flade sko. Det har vist bare passet bedst til mig. Fodformet og nede på jorden eller noget. Men så fik jeg lyst til at give min lænd et æggende svaj. Kompensere en smule for den tunge gump og den skarpe tunge. To gange tre centimeters udvendig kvindelighed fik plads i reolen, blev prøvegået og prøvedanset og prøvegodkendt og gjort klar til udgang en solrig dag uden noget særligt på programmet. Altså bortset fra skoene som bar mig afbalanceret og smertefri ned ad trappen og hen ad stien ..

.. og så hjem igen for at skifte, for hvad fanden var det for en larm? Pokker skulle stå i at klapre sådan rundt, dér står jeg altså af. Pigebørn skal ses og ikke høres.

(Mon man kan ringe i forvejen og spørge om der er tæppe på gulvet?)


20. september 2009

Den Røde Bog

Silent Sea Spheres linker Marian Goldstein i dag til en artikel i The New York Times Magazine om udgivelsen af C.G. Jungs Røde Bog. Jeg vil gerne sige tak til Marian for at gøre opmærksom på udgivelsen, og jeg vil gerne være med til at sende budskabet videre - derfor dette indlæg.
Klik direkte videre til Silent Sea Spheres for at komme til artiklen, eller læs mine bemærkninger til den herunder først:

Den Røde Bog, som har været sikkert og privat opbevaret af C.G. Jungs familie indtil nu, er Jungs private "dagbog" med ord og billeder fra hans møder med det ubevidste i en periode af hans liv hvor han syntes at have mistet sig selv (ultrakort fortalt).

Artiklen i The New York Times, The Holy Grail of the Unconscious af Sara Corbett, fungerer både som en introduktion til Den Røde Bog og som en mikrobiografi om Jung. Måske kommer du aldrig til at læse Den Røde Bog eller andre tekster af Jung, men artiklen kan efter min mening alligevel give et værdifuldt indblik i en verden hvor menneskets dybe, indre liv spiller en helt central, afgørende og positiv rolle.

Som en lille appetitvækker kommer her i tilfældig rækkefølge nogle få "snapse" fra artiklen som (måske) kan give et indtryk af hvad alt dette handler om:
"What about the rest of us, the people who aren’t Jungians, I wondered. Was there something in the Red Book for us? “Absolutely, there is a human story here,” Shamdasani said. “The basic message he’s sending is ‘Value your inner life.’ ”"
---
"Jung, over time, came to see the psyche as an inherently more spiritual and fluid place, an ocean that could be fished for enlightenment and healing."
---
"The central premise of the book, Shamdasani told me, was that Jung had become disillusioned with scientific rationalism — what he called “the spirit of the times” — and over the course of many quixotic encounters with his own soul and with other inner figures, he comes to know and appreciate “the spirit of the depths,” a field that makes room for magic, coincidence and the mythological metaphors delivered by dreams."
---
"Regarding the significance of what the book contained, however, Jung was unequivocal. “All my works, all my creative activity,” he would recall later, “has come from those initial fantasies and dreams.”"
---
"“The purpose of analysis is not treatment,” Martin explained to me. “That’s the purpose of psychotherapy. The purpose of analysis,” he added, a touch grandly, “is to give life back to someone who’s lost it.”

I artiklen dukker også en berømt udtalelse af Jung op, som jeg har lyst til at give et par ord med på vejen:
"“Thank God I am Jung,” he is rumored once to have said, “and not a Jungian.”"
Disse få ord er tit – så vidt jeg ved – blevet brugt til at illustrere en tanke som mange mennesker der er optaget af Jungs univers, har gjort sig: Nemlig at det er umuligt at være jungianer, dvs. opfatte Jungs teorier som de eneste gyldige, hvis man følger Jungs egen tankegang. De er et bud blandt mange andre som er sande på samme tid, og det afhænger af ens egen psykologiske habitus hvorvidt man synes bedst om Jung eller Freud eller .. ja, hvem som helst. Dette synspunkt tilslutter jeg mig fuldstændigt, og jeg opfatter følgelig heller ikke mig selv som jungianer. Dog vedkender jeg mig gerne at jeg føler mig hjemme i særlig grad i Jungs univers og bliver dybt berørt af en begivenhed som udgivelsen af Den Røde Bog. For mig er det endnu en anerkendelse af og endnu et vidnesbyrd om værdien og realiteten af den dybdepsykologiske eller spirituelle forståelse af mennesket. En forståelse som jeg personligt har måttet arbejde hårdt for at komme ud af undertrykkelsen af. Også jeg har prøvet at skulle blive givet mit tabte liv tilbage.

Hvis du nåede helt herned, klik da videre til artiklen herfra.

17. september 2009

Skov og træ - træ og skov

Det kan være svært at se skoven for bare træer
det er en kendt sag
som mange ynder at påberåbe sig
så de ikke føler sig helt fortabte
men bare almindeligt forståeligt gået vild
og på udkig efter en venlig vejviser

Og så er der dem der ikke kan se træerne for bare skov
det er en mindre kendt sag
men ikke desto mindre en reel sag
som visse sætter deres lid til
De glemmer alt om bøg og eg og løn og elm og ask
og frugter og blade og bark og årringe og tusind andre smukke træting
og råber utålmodigt ”Det er jo en SKOV, kan du ikke se det?”

Og så står man der og ved ikke hvad det er man skal se
for ingen af de to sager kan danne præcedens alene
hverken i eller uden for skoven
uden skov ingen træer
uden træer ingen skov
Det kan man lige så godt indse
og prøve at se skoven og træerne
på samme tid
eller skiftevis
som man nu bedst kan


11. september 2009

Fumleri

Hvis nogen så et indlæg med titlen "Om spil" her som de ikke kan finde mere, så er det fordi jeg fumler "lidt" rundt i at skulle administrere to blogge sammen med Google Dokumenter. Indlægget er nu flyttet til Appendiks.

Suk. Og lidt grrr. Og god weekend.

Om spil

"Du giver, 13 kort til hver, og så starter den til venstre for dig med at spille ud og så videre rundt med uret. Altid med uret. Jeg læste godt nok engang i Illustreret Videnskab at vi mennesker foretrækker at gå mod uret hvis vi skal gå rundt, men sådan er det ikke her. Med uret. Regel nummer ét. Det er jo ikke nogen romersk væddeløbsbane, vi er da heldigvis nået længere end det".

Og sådan kan vi spille i lang tid. Tiden går ufattelig hurtigt når man er optaget af et godt spil. Og hvis man overholder reglerne, så går tiden ligefrem behageligt, for så kan vi grine og ærgre os og triumfere uden at tage ansvar for noget som helst. Selv. Og uden at give ansvar. Til de andre. Så er der rene linjer og vaskede hænder.

Vi skal bare overholde spillereglerne, det er såmænd det hele. Ligeud. Ad landevejen er det, ja.

Jeg kan faktisk bedst lide hjerter, men det er noget pjat at sige. Klør er trumf. Krads, krads. Jeg kan ikke lide klør, men det er irrelevant. "Stik nu bare med den klør bonde du har siddende dér, så vi kan komme videre".

Og sådan kommer vi videre. Ligeud ad landevejen, tror jeg nok. Jeg kan under alle omstændigheder kun se så langt frem at stykket ser lige ud uanset hvad. Og det er jo godt nok, tænker jeg.

Der er bare én ting der undrer mig. Jeg kan ikke forstå hvorfor der er nogen der ikke gider være med, og som hellere vil sidde i køkkenet og snakke hele aftenen. De råber nogle gange så højt om gud ved hvad at man ikke kan høre det hvis nogen siger pas.


1. september 2009

Meta- II: ":-) Indlæg, jeg synes godt om"

I går fandt jeg den så. "Knappen" som kan hjælpe mig lidt i min kommentarskrivningstilbageholdenhed.

Jeg bruger Google Læser (Reader) til at følge med i blandt andet blogland, og i går opdagede jeg at der under hvert indlæg nu findes et link med en smiley og teksten "Indlæg, jeg synes godt om". Det ser sådan ud (beklager den dårlige billedkvalitet):



Hvis jeg klikker på dette link, kan alle der ser indlægget i Google Læser, se lige under overskriften at jeg synes godt om det. Også forfatteren selv, hvis vedkommende abonnerer på sine egne feeds i læseren. Altså nogenlunde ligesom "Synes godt om"-funktionen i Facebook.

Problemet er selvfølgelig at det altsammen foregår i Google Læser og ikke ved selve indlægget på de respektive blogge. Men det er da bedre end ingenting, tænker jeg.

Og hvorfor skulle det nu være så interessant?

Jo, for mig er det interessant fordi jeg er så umanerlig dårlig til at skrive kommentarer. Jeg læser mange, mange blogindlæg som jeg fx smiler eller griner af, bliver eftertænksom over, føler glæde ved eller udfordres af, og som sætter spor og fylder noget i mit liv. Men fuldstændig som i det virkelige liv uden for cyberspace har jeg svært ved at sige noget kort, pænt og rammende. Jeg er den stille pige i klassen. Kollegaen der aldrig siger noget på møderne, men sender en mail med refleksioner og idéer en uge senere. Vennen der viser at hun lytter engageret med små lyde, nik og smil, og som også godt selv kan snakke som et vandfald, men kun på tomandshånd, og kun hvis det virker som om det er hendes tur.

Tit når jeg slet ikke at tænke færdig over hvad jeg egentlig mener, før der dukker et nyt indlæg op samme sted. Tit synes jeg at jeg har for meget at sige til at det egner sig til en kommentar (undskyld til alle jer der har været udsat for det!). Og tit har jeg svært ved at sige noget fordi jeg synes det jeg skriver, skal have lidt mere indhold end bare "tak" eller "jeg nød det".

Det sidste skal alle I som er meget gode til den slags kommentarer, hverken tage personligt eller som en kritik, men kun som et udtryk for min begrænsning. Jeg er lidt ligesom manden hvis kone grædende fortalte hos parterapeuten at hendes mand aldrig sagde at han elskede hende, hvortil manden svarede: "Det har jeg jo sagt én gang, og jeg skal nok sige til hvis det ændrer sig". Et høved af den anden verden, med andre ord. Men jeg prøver. Jeg øver mig, det skal I vide, for jeg ved jo godt fra mig selv hvad det betyder at vide at der er nogen derude der tager imod :-).

For at komme tilbage til knappen i læseren: Nu kan jeg så også udtrykke min taknemmelighed, interesse og medlæsen her, og det vil jeg gøre det bedste jeg kan, fremover. Jeg ved godt at det måske kun er et fåtal af de bloggere jeg følger med hos, der også bruger Google Læser, men jeg vil bruge funktionen alligevel, i håb om at budskabet når frem bare en gang imellem.

Jeg hørte engang én sige at nummerviseren, sms og mail var den introverteredes bedste venner. Det kan jeg kun skrive under på, og så ellers tilføje "synes godt om"-knapper.

---

PS. Måske har den knap været der længe? Det illustrerer så bare min langsommelighed ..

27. august 2009

Pause

Jeg lukker mine øjne
bare et lille øjeblik
lægger hovedet på min arm
efter første trætte nik

Jeg slipper tanken her
synker ind og synker ned
tager imod så godt jeg kan
fra min drømmevirkelighed


19. august 2009

Dagens tekst



"Læner mig ømt mod natten" af Inger Christensen.
Fra digtsamlingen "Lys".

Fordi den har ligget i min taske hele dagen og fulgt mig på vej.

Dimensioner

Jeg ophæver rummet
bryder grænserne ned
til atomer der samles
i åndelighed

Jeg ophæver tiden
sætter uret i stå
indtil viserne viser
kun nuet kan gå

For himlen og havet
bytter plads i én strøm
som om rummet og tiden
kun er menneskets drøm

18. august 2009

Yalom og livets fire ultimative temaer

Som jeg skrev for ca. en måned siden, har jeg været fuldstændig optaget af at læse Irvin D. Yaloms bog "Eksistentiel psykoterapi". Den har gjort et uudsletteligt indtryk på mig, og jeg er nu det sted i processen hvor jeg vender tilbage til den igen og igen for at tygge drøv på den ene lille bid efter den anden.

Yaloms bog er en stor bog på alle måder, efter min opfattelse, og jeg skal ikke begive mig ud i at opsummere hvad han skriver i bogen som helhed. Her er det "officielle" rids af bogens indhold, som man finder hvis man søger bogen i netboghandler, fx Gyldendal og Saxo:
"Bogen tager udgangspunkt i det, Yalom beskriver som de fire "ultimative livstemaer" - død, frihed, eksistentiel isolation og meningsløshed. Han viser, hvordan disse livstemaer manifesterer sig i personlighed og psykopatologi, og hvordan erkendelse af dem kan være en hjælp i såvel den normale udvikling som i forbindelse med psykoterapi."
Bogen er forholdsvis let at læse. Yalom er en dygtig formidler, og han bevæger sig gennem sine tanker og inddrager sin (enorme) viden i et letforståeligt sprog uden fagtermer. Selvom man - som jeg - bare er almindeligt interesseret i emnet og ikke har særlige forkundskaber, kan man sagtens læse den. (Man kan faktisk slet ikke holde op når man først er i gang ..).

Yalom er skånselsløst "sartresk" i sin opfattelse af vores frie vilje og eksistentielle ansvar, lad det være en lillebitte advarsel på forhånd. Der er ingen "gud" i Yaloms univers. Det kan godt virke brutalt, især hvis man tumler med svære ting og ikke kan se vejen ud, og jeg blev faktisk ret forskrækket eller provokeret over visse afsnit. Jeg er dog enig med Yalom i det meste, og fandt - da jeg lige havde trukket vejret - lindring for de tanker der var sværest at sluge, i nogle af Yaloms egne senere afsnit.

Under alle omstændigheder er der så ufatteligt meget at hente i "Eksistentiel psykoterapi", at jeg gerne vil anbefale den generelt til alle som søger dybere og ikke er tilfredse med et liv på overfladen - derfor disse ord.

Til sidst et par klip fra bogens afsnit "Ansvar og eksistentiel skyldfølelse" (side 292-302) som jeg personligt er meget optaget lige nu, nemlig tanken om en helt særlig dimension af skyldfølelse som vi, tror jeg, tit overser, nemlig den som udtrykkes i dette korte citat:
"Man kan ikke alene være skyldig i forsyndelser mod andre eller mod moralske eller sociale normer, men også skyldig i forsyndelser mod sig selv".
Tanken udfoldes, og Yalom inddrager blandt andet Otto Ranks tanker om "fænomenet":
".., at når vi hindrer os selv i at leve for hurtigt eller intenst, i at folde os helt ud, føler vi os skyldige på grund af det ubrugte liv, det ulevede liv i os".
Yalom trækker tråde til mange andre i sit afsnit, blandt andre Kierkegaard, og inddrager også en mere poetisk fremstilling af problematikken, nemlig denne af Susya:
"Når jeg kommer i himlen, vil de ikke spørge: 'Hvorfor var du ikke Moses?' Nej, de vil spørge: 'Hvorfor var du ikke Susya? Hvorfor blev du ikke den, kun du kunne blive?'"
Se, det er for mig et rigtig godt spørgsmål, som jeg godt kunne tænke mig at besvare (eller udelukke) før jeg kommer i himlen. Og en del af arbejdet tror jeg allerede er gjort ved overhovedet at stille det på forhånd.


---

Jeg skylder Anna T. en stor tak for at have foreslået mig at læse "Eksistentiel psykoterapi".

uden titel

jeg må samle mig snart
tale rent og helt klart
jeg er splittet og delt
og gør ingenting helt
jeg erkender en strid
ser med rædsel og vid
hvordan øksen gik ind
satte splid i mit sind

men jeg heler igen
ja, jeg gør så, såmænd
for jeg vil og jeg kan
føje kvinde til mand

14. august 2009

Under vandlinjen

Jeg kigger ud under vandlinjen
gennem koøjets runde optik
og leder i den salte væske
efter glæder jeg aldrig fik

Nu hvor jeg er her alligevel
vil jeg søge efter drømme og savn
som bærer mit bankende hjerte
over havet og sikkert i havn.

13. august 2009

Appendiks

Opdatering: Se her.



Jannes sted har fået et Appendiks, eller måske rettere plads til at indsætte et appendiks. Kig gerne forbi og vær med til at fylde ud, hvis du har lyst.

Men ..

Bær over med mig. Forvent ikke det store og slet ikke kvalitetsprodukter. Det er kun for sjov, og jeg synes det er sjovt at lege, pusle og forsvinde ind i en proces. Give slip og være ligeglad med hvad verden synes - i hvert fald mens det står på :-).

Jeg sad engang på tilskuerpladserne i en stor idrætshal sammen med en masse andre mennesker og så en finalekamp i basket. I pauserne mellem kampens perioder greb en lille dreng en bold og susede ned på banen for at lege. Det er almindelig praksis, og de fleste lyser langt væk af bevidsthed om at der er nogle der kigger på dem, når de tumler rundt derude.

Men ikke denne unge. Han så ud til at blive ét med bolden i samme øjeblik han samlede den op, og snart fløj han rundt i smukke bevægelser med sit lange rødlige hår flagrende ud fra hovedet. Alting lykkedes, bolden røg swish i igen og igen, blev grebet, driblet og i det hele taget håndteret med en lethed og et overskud som var Michael Jordan værdig. Han er helt væk, tænkte jeg. Nej, om igen: Han er fuldstændig til stede, og vi andre er væk.

Det jeg så, rørte mig dybt. Sådan skal man leve sit liv, tænkte jeg, og mærkede en stor sorg over ikke at være i stand til det.

Det er år siden nu, og jeg har aldrig glemt det. Nu, i dag, samler jeg bolden op og forsøger.

Komme fremmede

Min mor varmede pølser på radiatoren til mig og mine grandkusiner, har jeg hørt. Og røg cerutter og drak kaffe til morgenmad, i housecoat og sutter.

Jeg ved ikke hvorfor jeg kommer til at tænke på det nu. Jeg har ellers travlt, for Søren og Helle kommer jo til middag i aften. Det er noget vi har aftalt for lang tid siden, du ved, vi skiftes jo, og jeg skal nå at bage chokoladekage til desserten - heldigvis fik jeg Peter til at lave isen i går, det er han altså bare så god til. Jeg bliver også nødt til at køre i Irma igen, for jeg har fuldstændig glemt at købe servietter. Jeg er ellers godt med, synes jeg. Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal få mine hænder pæne igen efter at have skrabet kartofler - en eller anden torsk havde taget det sidste par gummihandsker uden at sige det, og så stod jeg jo dér. Gad vide om man kan bruge citronsaft?

Hun skulle også have skrubbet tagstenene indvendig engang. For at afreagere, sagde min tante. Men det var vist før det med pølserne.

Nej, nu MÅ jeg videre. Kom lige i tanke om at jeg også skal huske at lægge hvidvinen på køl. Og ungerne, altså. Nu ligger deres beskidte tøj og flyder alle vegne igen. Man skulle tro at de ikke vidste vi skulle have fremmede.


12. august 2009

?

I can laugh or I can cry
I can go on and wonder why
But the question really is
Is it mine or is it his?

11. august 2009

IS RØVER TID

ØVER I DRIST
VRISTER I "DØ!"
ØR I STRID VE
RIDSER VI "TØ!".

TØR VI RIDSE?
RIVE RØD STI?
RIS REV Ø-TID:
"TIDSRØVERI!"

10. august 2009

Arven




Cirkulært stamtræ
Jeg kigger ned fra oven
Historien fortættes indad
Jeg er en lille kvist i skoven

Som en mandala
Fundet på af min far alene
At kredse sig ind i en helhed
Ret genialt, sku' jeg mene

7. august 2009

Fra Firenze over Klitmøller og Middelfart til Værløse

Vi forlader Firenze torsdag formiddag, og vi lander i Klitmøller lørdag aften. Turen er blevet strakt ud i en udmarvende, langsom march over tre dage, mest fordi der konstant er kø på de tyske motorveje. Efter to dages kørsel med 60 km/t er der opløftet stemning i bilen over at være tæt på næste feriemål: Klitmøller i Thy hvor vores allernærmeste familie bor. Fætre skal mødes og endelig lege, og deres forældre ser frem til langsomme samtaler i hinandens gode selskab. Det er stort.

Klitmøller ligger tæt på Fjerritslev og Svinkløv hvor en del af min familie på min fars side stammer fra, og Thy har hele min barndom været som det forjættede land. Her var havet "rigtigt", og her var det overflødige skåret bort og livet enkelt.

Nu står jeg igen ved Vesterhavet, som jeg uophørligt drømmer om om natten og længes efter om dagen. Det er en stille dag, og jeg nyder den langsomme lyd af bølgeslagene og lyset ude over havet. Mit sind er i ro, det hverken ønsker mere eller husker andet.

Hjemme i huset kan jeg dog mærke tankerne presse sig på. Hvis jeg ønsker mig så meget at bo ved havet, hvorfor gør jeg det så ikke? Jeg kender godt argumenterne - børnenes skole og venner, min mands arbejde, økonomien osv. - og de virker vægtige lige nu. Men, spørger jeg mig selv, kan de i længden overdøve fornemmelsen af at høre hjemme et sted og gerne ville tilbringe det ene liv jeg har, eller resten af det, dér? Tiden kommer ikke igen. Jeg kan ikke bo der i mit næste liv, det går langsomt op for mig. Hvor jeg vil bo, og mange, mange andre ting i mit liv, må jeg vælge med omhu, for det er nu det gælder. Livet er en alvorlig affære, og det nytter ikke at jeg lader det være op til tilfældighederne som en anden eksistentiel døgenigt.

På vej hjem fra Klitmøller stopper vi i Middelfart hvor jeg boede de første 19 år af mit liv. Vi skal besøge en af mine kære som kun har kræfter til et par timers besøg, så vi stopper på havnen og spiser frokost først. Byen er ganske forandret i forhold til hvordan den så ud i min barndom, men mit blik finder alligevel nogle tidløse fikspunkter der får mig til at føle mig hjemme på en måde som jeg ikke kender nogen andre steder fra.

Jeg kigger rundt på broerne, kirken, havnen og skoven. Jeg glæder mig over gensynet, men mine øjne tiltrækkes som af en magnet af det som jeg har længtes mest efter og set mest frem til at opleve igen: Vandet. Jeg kigger ud over bæltet, følger bevægelserne i bølger, vind- og strømbælter. Suger vandets farver til mig. Husker at min mor tog mig med til Søbadet og delte sine svømmekundskaber og livsbekræftende glæde ved vandet og solen med mig. Husker at min far lejlighedsvis slap mig indenfor i sit absolutte domæne: Bådebyggeriet, dueligheden til søs og kendskabet til det lokale farvand ned i mindste detalje.

Da jeg var barn, var marsvin et forholdsvis sjældent syn. Man skulle være meget heldig hvis man så de små, sorte rygge komme til syne i vandoverfladen, og jeg tror nærmest jeg husker alle de gange jeg oplevede det som barn.

Vi vidste at marsvinene var derude et sted, og jeg er vokset op med fortællinger om mine forfædres marsvinejagt og om min mormors nevøs søn der var biolog og forsker og holdt marsvin i et bassin i videnskabens navn. Ingen af delene huede mig, jeg led med de jagede og indespærrede små hvaler jeg hørte om, og jeg ønskede kun at se for mig selv at der virkelig svømmede frie individer rundt ude i vandet. Derfor skannede jeg, som jeg husker det, ved enhver given lejlighed vandet for krusninger der ikke bare var en bølge, men ubestrideligt et marsvin.

Det samme gør jeg nu, hvor marsvinene er vokset i antal og blevet et dagligdags syn blandt andet i Lillebælt, og vi er også heldige i dag. Efter lidt tid ser vi flere marsvin bryde vandoverfladen et godt stykke ude i bæltet, og jeg glæder mig og er uendelig taknemmelig over at kunne tage endnu en marsvin-i-det-fri-oplevelse med mig hjem.

Efter Middelfart kører vi det sidste stykke vej hjem, og det er dejligt at blive taget imod af vores kat der - ifølge den nabo der omhyggeligt og kærligt har passet den - har savnet os frygteligt.

Husene står tæt her, og der er ikke en dråbe saltvand i kilometers omkreds. Alligevel er det godt at være i sit eget hus igen, det mærker jeg tydeligt, og jeg glæder mig over alle de dejlige mennesker jeg bor midt i blandt og holder meget af. Samtidig kan jeg ikke slippe mine alvorsspekulationer.

Klitmøller eller Middelfart. Vesterhavet eller Lillebælt. Havet er i mig som jeg var i det engang. Jeg har leget og svømmet i det, roet og sejlet på det, og jeg har stået på land og mærket dets for mennesket vældige og ubetvingelige kraft. Jeg husker det hele med krop og sjæl, og at være tæt på havet er for mig som at gå over en bro til et mægtigt reservoir af informationer som jeg elsker at få bare en mikroskopisk smule del i. Vil jeg undvære at gå over den bro når jeg ved den findes?

3. august 2009

Ferie fra A til Å

Autostrada med ”Arrivederci” i højtaler
Bjergvand og tyrkisblå lykke
"Ciao!"
Drikkevandsreservoirplanlægningsmaraton
Engle foroven
Faktor 6, 15 eller 50?
Gelati i rå mængder
Højlydte ordvekslinger på moderne latin
Isnende bekymringsmylder
Jubelskrig fra poolen (badehætte obligatorisk)
Kulturbombardement
Lynlåslyde i mørket
Mad med mening og kaffe med kant
Nådesløs middagssol
Omregningsøvelser
Pisa, pizza og piazza
"Quanto costa?"
Rum af skygge
Scooterdødskørsel
Tid i perspektiv
Udekøkken i knæhøjde
VW til at stole på også i længden
X for 10
Yndlingsmenneskers kærlighed
Zebrastribet kirketårn
Æg i pastaen
Øjeblikke der varer evigt
Ånder endnu ikke overgået

15. juli 2009

Den altid anderledes anden

Dagene går. Jeg befinder mig i sommerens uendelige univers, hvor mine børn driver rundt den ene dag efter den anden og smitter mig med deres stædige ophævelse af både tid og retning.

Jeg er optaget af at læse "Eksistentiel Psykoterapi" af Irvin D. Yalom. Optaget er måske mildt sagt, jeg er fuldstændig fanget og benytter ethvert stille og ledigt øjeblik til at indtage endnu en bid af denne fantastiske bog. Måske skriver jeg om den på et andet tidspunkt når jeg har slugt den sidste mundfuld og indtrykkene og tankerne har samlet sig lidt - lige nu skovler jeg bare ind.

Af en eller anden grund trængte en anden persons ord dog igennem her til morgen, og nu har jeg ledt efter og fundet dem. Jeg ved ikke rigtigt hvorfor jeg huskede dem, jeg er ikke bevidst om anledningen, men det gør dem ikke mindre rammende og sande i mine øjne. De er hermed delt med jer:

"Selv det menneske,
som vi mener at kende allerbedst,
og som selv bekræfter over for os,
at vi forstår det helt til bunds,
er i grunden fremmed for os.
Det er anderledes.
Og det yderste og bedste,
vi formår at gøre,
er i det mindste
at ane dette Andet,
at agte det,
og at vogte os
for den voldelige stupiditet
at ville tyde det".

C.G. Jung, citeret i "Forståelse fremmer samtalen" af Preben Grønkjær.

Fortsat god sommer derude til alle jer fremmede :-).

30. juni 2009

Meta-


Det har været
forvirrende
skræmmende
pirrende
græmmende

Der har været
kasten sig ind
trækken sig ud
væk med en vind
koldt vand og lud

Men nu er jeg her igen, og jeg tror jeg lidt bedre ved hvad jeg vil, og hvad jeg kan (holde til) i forhold til det at blogge. Jeg har forsøgt at gøre det tydeligere i sidebaren hvad mine særinteresser i livet er, for jeg må lægge mit fokus på dem, det er klart for mig nu. Jeg ved at jeg snævrer ind og tegner en smal sti, og jeg mærker da også frygten for at miste andres interesse eller velvilje. Men hvis jeg ikke synligt vælger, mister jeg mig selv, og intet i livet (så længe det varer) kan være værre end det.

Jeg har engang læst et sted at mennesker med min typologiske profil ”.. constantly define and re-define the priorities in their lives”. Det passer vist egentlig meget godt på mig, og jeg laver sikkert også om på tingene igen efter dette. Lige nu føler jeg dog jeg har fået arrangeret mig her på stedet på en måde som giver mening for mig og ro i sjælen for en stund.

*
I skrivende stund sidder jeg på terrassen og kigger ud over vores lille have. Solen skinner fra en skyfri og meget, meget blå himmel. I en balje ved siden af mig kan jeg se nogle solsikkehoveder fra min mands fødselsdagsfest lyse i den guleste farve jeg kender.

Jeg får øje på vores kat i skyggen under æbletræet, den ligger dér som en anden zenbuddhist. Et insekt kommer forbi, og katten eksploderer i et spring 1½ meter op i luften for to sekunder senere at se ud som om ingenting er hændt. Jeg griner.

Måske er ingenting hændt. Måske er alting som det altid har været. Måske har jeg bare åbnet mine øjne.

25. juni 2009

Kunsten?

Sagt mellem to drenge foran et billede på væggen (som jeg har fået foræret og er meget glad for):

Den Ene (forsigtigt, hensynsfuldt, dybtfølt):
- Altså .. ikke for noget .. men jeg synes altså det der billede er lidt .. ja, undskyld .. lidt ulækkert at se på.

Den Anden (trøstende, analyserende, lidt ironisk, men også med vilje til at se noget positivt):
- Årh, det er da ikke så slemt. Du skal bare lære at se kunsten i det .. så er det ikke så klamt mere.

--

Hm. Den tænker jeg lidt over. Kan jeg se "kunsten" i noget jeg ikke kan lide med mine følelser, for eksempel? Ja, det kan jeg godt, nogle gange i hvert fald. Det gør jeg mig vist den samme viljesmæssige umage for som den Anden. Men giver det nogen mening at prøve at overtale sine følelser til at kunne lide noget bare fordi det er erklæret "kunst"? (Jeg bruger gåseøjnene fordi jeg ikke aner hvad kunst er, men her opfatter det som et udtryk for noget der er erklæret værdifuldt ifølge den offentlige eller almene mening; ifølge rationelle, objektive argumenter eller noget i den stil).

Nej, det giver ikke meget mening, for mig i hvert fald. Når nu jeg mærker efter, virker det som undertrykkelse af noget vitalt. Jeg tror jeg vil øve mig på at kunne lide det jeg faktisk kan lide med hjertet, og ikke det jeg kun forstår værdien af med hovedet.

Bedst er vel det som både mit hoved og mit hjerte kan lide. Som det her omdiskutere billede, for eksempel. Faktisk.

22. juni 2009

Sensitivitet og demokrati

Her kommer et citat om sensitivitet og demokrati. Bare fordi jeg selv trænger sådan til at genlæse ordene i en tid hvor sensitiviteten har trange kår - personligt og kulturelt:
I believe in aristocracy, though - if that is the right word, and if a democrat may use it. Not an aristocracy of power ... but .. of the sensitive, the considerate. ... Its members are to be found in all nations and classes, and all through the ages, and there is a secret understanding between them when they meet. They represent the true human tradition, the one permanent victory of our queer race over cruelty and chaos. Thousands of them perish in obscurity, a few are great names. They are sensitive for others as well as themselves, they are considerate without being fussy, their pluck is not swankiness but the power to endure ...

E. M. Forster, "What I Believe," in Two Cheers for Democracy, hentet fra bogen The Highly Sensitive Person af Elaine N. Aron.


17. juni 2009

Visdom i ugeblade

Forleden fik jeg en stak ugeblade af en veninde som selv havde fået stakken fra en anden og nu var færdig med den. Hvor herligt, tænkte jeg, så er der lidt at bladre i til kaffen i en ledig stund.

Og bladret, det har jeg. Og nydt at få inspiration til alle de små og store meget konkrete elementer som ethvert liv består af: Mad, tøj, bøger, musik, krop, håndarbejde, rejser og meget, meget mere. Dejligt afslappende og hyggeligt. Og i sig selv det hele værd.

Men jeg fandt også noget som satte spor i mine tanker på en helt anden og langt mere luftig måde. I "Søndag" har Nikoline Werdelin en brevkasse, og i hendes svar til læserne dukkede kloge ord op som tog mig væk fra ugebladets ellers lette univers og ind i et dybere. Prøv at høre tre løsrevne citater her:

Jeg fik en bog anbefalet i efteråret, som jeg har meget glæde af. Den hedder "De fire leveregler" (forlaget Borgen), og de fire regler er baseret på gammel toltetisk visdom og følger her: 1) vær ren i dit ord 2) tag ikke noget personligt 3) lad være med at formode noget 4) gør altid dit bedste (...) Disse fire regler sender os tilbage til vores side af hegnet - og hjælper os til ikke at koncentrere os om motiver og svigt fra den anden side. (Søndag 13/2009).
---
En dag skulle du måske tale med din veninde om selv at sige ja til sin egen kerne. (...) Når vi angler efter perfektion - og overlader det til den ydre verden at anerkende vores eksistens og give os karakterer for vores bedrifter, er vi på et skråplan. Og det største vi formår at gøre her på Jorden, foregår jo ofte helt uden bevågenhed. (...) Prøv at læse St. Francis' bøn højt for hende. Den er god at læse som en hensigtserklæring - også for os ikke-troende. Lad mig citere en smule af den: "...giv at jeg må trøste frem for at blive trøstet, forstå frem for at blive forstået, elske frem for at blive elsket. (Søndag 19/2009).
---
(...) må du huske det gode ord "Bless the others, change yourself". (Søndag 19/2009).

Ærlig talt. Nikoline Werdelin er vist ikke nogen helt almindelig brevkasseredaktør. Nogle af hendes svar rækker langt ud over den konkrete situation som den spørgende læser står i, og ind i det almene/eksistentielle, hvor de bliver et svar til os alle. Jeg tror det kræver megen seriøsitet og vilje til forandring at tage hendes råd og vejledning til sig i al deres dybde. Til gengæld kan det måske blive startskuddet til en længere rejse for den der formår virkelig at lytte.

Jeg lytter. Og hvis en kærlig sjæl igen forærer mig nogle eksemplarer af "Søndag", vil jeg straks bladre om på side 12-13.


---
Noter:


* St. Francis' bøn i sin helhed som den står i folderen "Velkommen til Marmorkirken" (den findes mange udgaver, jeg holder selv mest af denne):

BØN TILLAGT FRANS AF ASSISI (1182-1226):

Herre, gør mig til redskab for din fred.
Hvor der er had, lad mig så kærlighed,
hvor der er krænkelse, tilgivelse,
hvor der er tvivl, tro,
hvor der er fortvivlelse, håb,
hvor der er mørke, lys,
hvor der er bedrøvelse, glæde.

Guddommelige mester, hjælp mig,
så jeg ikke så meget søger at blive trøstet,
som at trøste,
ikke at blive forstået, men at forstå,
ikke at blive elsket, men at elske.
For det er ved at give, at vi modtager,
ved at tilgive, at vi bliver tilgivet,
og ved at dø, at vi bliver født til evigt liv.

12. juni 2009

Midlertidigt bortkommen

Vejret er vildt. Det har regnet så meget de sidste mange timer at veje er lukkede, træer væltet og søer gået over deres breder. Jeg tænker at jeg hellere må følge den yngste i skole for en gangs skyld, og med den sædvanlige sidste-øjebliks-panik får jeg hevet et sæt gammelt regntøj ud af skabet og trækker det på.

Da jeg skal lægge mine nøgler i brystlommen på anorakken, mærker jeg at der allerede ligger noget. Min hånd finder noget velkendt, og det billede der dukker op, giver mig et sug i maven af ophidselse – kan det virkelig passe? Ja, det kan sørme. Op af lommen kommer en bilnøgle jeg ikke har kunnet finde i mindst et år, og som det har krævet en del logistisk arbejde i familien at undvære. Jeg kan næsten ikke tro det er rigtigt.

Vi får gummistøvler på og er klar til at gå. Da jeg vender mig mod døren, falder mit blik på en lille dims på gulvet. Jeg samler den op, og nu tror jeg nærmest jeg drømmer, for det er en længe savnet cykelcomputer som vi har ledt og ledt efter et utal af gange. Jeg forstår ikke hvor den nu kommer fra, men jeg står vitterlig med den i hånden, og jeg er efterhånden temmelig flyvende over at have fundet to skattede, forsvundne genstande på én gang en tilfældig regnvejrsmorgen.

Vi går af sted i regnen og blæsten og mærker verden. Jeg spekulerer lidt over hvorfor vi mon aldrig har fået bestilt en ny (godt nok meget dyr) bilnøgle eller købt en ny cykelcomputer, men jeg kender faktisk godt svaret: Jeg opfatter altid ting, der bliver væk, som midlertidigt bortkomne, og der skal virkelig gå lang tid, eller være tale om en helt uundværlig genstand, før jeg opgiver tanken om at den kan dukke op igen, og køber en erstatning. Jeg forestiller mig altid at tingen ikke er forsvundet helt fra jordens overflade, men blot ud af mit synsfelt, min berøringsflade eller bare min opmærksomhed. Selvfølgelig kan noget forsvinde for langt væk – blive kørt væk med affaldet og brændt, eller blive begravet et sted der først bliver tilgængeligt for senere tiders arkæologer – men ideen om at de måske stadig er lige i nærheden, men bare ikke kan ses af mig, får mig til ikke at give op. Når den aktive eftersøgningsindsats er ebbet ud, stiller jeg mig i en slags venteposition. Giver slip indtil det forsvundne måske dukker op igen lige pludselig, og det gør det faktisk ofte.

Måske skyldes min tyrkertro at jeg godt ved at jeg af og til kan være ufattelig distræt og fuldstændig fraværende i forhold til den ydre verden. Da jeg ledte efter bilnøglen i første omgang, for eksempel, har jeg sikkert overhovedet ikke kunnet huske at jeg havde haft regnsættet på. Jeg er ikke noget rodehoved når det kommer til den ydre verden, tværtimod putter jeg meget energi i at have orden omkring mig. Men indvendigt står det ret meget anderledes til, og her er altid et formidabelt, lige lovlig livligt væld af tanker og fornemmelser der står i kø for at blive ordnet og sat på plads.

På en måde har jeg måske en forestilling om at det er med bortkomne ting i den ydre verden, som med det tabte eller bortkomne i den indre: Det meste kan findes igen, enten ved at lede med vilje eller vente og se hvad der dukker op i ubevogtede øjeblikke, alt efter hvad det synes at være tiden til.

5. juni 2009

Torden

I nat vågnede jeg ved lyden af et mægtigt tordenvejr. Regnen faldt larmende mod terrassetaget, ikke som dråber, men nærmest som hårde stråler. Lyn og tordenbrag fulgte tæt efter hinanden fra både nær og fjern, og bølgerne fra skraldene syntes at sætte svingninger i min krop.

Midt i den intense oplevelse af naturens vældige kraft huskede jeg pludselig en anden tordensvejrsnat og nogle ord som dengang faldt mig ind:

Thunder rolled
Lightning flashed
I got answers
to what I asked.

Rain was heavy
Darkness tight
I wrote myself
out of the night.

Og de passer stadig fint ind i mit personlige tordenunivers, synes jeg.

12. april 2009

Spiraler eller morgenmad?

Billeder og stemninger. Fornemmelser og følelser. De flyder gennem mig i én lang strøm med varieret intensitet og forskellig mærkbarhed, men uophørligt. De når mig i drømme, i vågne fantasier eller i det fantastiske grænseland som jeg befinder mig i mellem søvn og vågen når jeg en sjælden gang kan sove så længe jeg har lyst til. Nogle gange når de mig med en sådan kraft at jeg må finde måder at arbejde videre med dem på.

Så skriver, tegner eller udfører jeg nogle andre konkrete handlinger som kan bringe mig tættere på drømmebillederne eller fantasierne, mens jeg lægger mærke til hvad der dukker op. Nogle gange når jeg frem til en følelse af at finde nogle svar eller en tydning som giver mig en oplevelse af mening. Dette er langt fra altid behageligt eller morsomt, men altid meningsfuldt. Andre gange kan jeg mærke at jeg lige strejfer, men ikke rigtigt får fat. Og andre gange igen må jeg opgive med følelsen af at indsigten endnu er uden for rækkevidde, og at det jeg har fornemmet, stadig er lukket land for mig. Om det er det ene, det andet eller det tredje er egentlig ligegyldigt. Jeg er en tålmodig sjæl som sætter min lid til at jeg vil se og forstå i den takt der er passende for mig.

Drømmene eller fantasierne kommer fra noget der er større end mig, men alligevel er mig – det er min klare oplevelse. Mit bevidste jeg synes kun at være en lille del af et større hele som jeg fornemmer at jeg aldrig nogensinde kommer til at kunne se. Men den er der, helheden, og det er den der driver værket. Den ubevidste del af helheden taler til mig i drømme og fantasier i et sprog som jeg kun sjældent umiddelbart forstår, og som jeg derfor møjsommeligt må forsøge at oversætte til noget jeg (måske) begriber. Jeg må så at sige formidle det opdukkede indhold fra det ubevidste til mig selv.

Jeg er helt overbevist om at dette arbejde er vigtigt, ikke bare for mig selv, men også set i en større sammenhæng. Uanset at jeg ikke altid opnår et bevidst resultat. Jeg har en klar oplevelse af at arbejdet bidrager til helhedens proces, så at sige, også uden at der tilsyneladende når noget nyt frem til min bevidsthed.

Nu har du læst alt dette fra den ene ende og et godt stykke ad vejen til den anden, men det er på en måde helt forkert, for det skulle bøjes rundt i en mægtig spiral, hvis jeg kunne rent grafisk. For mig er det helt tydeligt at jeg bevæger mig rundt og rundt og kommer henover de samme indre landskaber igen og igen. Spiralen ender aldrig, bevægelsen er en livslang proces med et utopisk mål som jeg aldrig kan eller skal nå, men som føjer mening til mit liv. Når jeg er væk, fortsætter processen i andre på samme måde som jeg har taget tråden op fra for eksempel mine relationer, min far og mor, fra kulturen og historien. Men jo flere gange jeg får set det samme punkt i landskabet, jo bedre lærer jeg det at kende og kan føje lidt bevidsthed til det som også fortsætter med at eksistere i en eller anden forstand.

Inden jeg vågnede rigtigt i morges, så jeg for mig et billede med sorte små tegn i en krum linje der bøjede sig rundt og opad i en spiral. Jeg prøvede at fastholde det mens det gik op for mig at mine unger rendte rundt og fandt 48 ud af de 58 små påskeæg som påskeharen havde lagt alle mulige og umulige steder i haven. En lille stemme i mig hviskede ”Åh nej, nu spiser de to barylere mindst 24 påskeæg hver i stedet for morgenmad, det er jo vanrøgt”, men den lille stemme blev overdøvet af en større der fortalte at nej, sådan er det ikke, for set i det store perspektiv betyder det meget mere at jeg får skrevet dette billede ned, mærket det ordentligt og lært af det. Ondt i maven, det går over, om lidt er påskeæggene glemt, og så bliver der plads til havregryn igen. Selverkendelse, derimod, bevæger og forandrer hele verden. Min lille dråbe af bevidsthed betyder noget for hele universet, og livets flod kommer til at flyde bedre i eller gennem mig. Og jeg, jeg bliver bedre til at være i verden og se andre mennesker som dem de er, i stedet for at se mig selv i dem uden at være bevidst om hvad der foregår. Med lidt held og omhyggelighed fra min side bliver der måske også plads til at de mennesker jeg møder på min vej, bedre kan være i verden som dem de er.

2. april 2009

At blogge eller ikke blogge

Jeg er ikke helt sikker på hvad jeg vil skrive nu, men det kommer nok frem undervejs. Jeg skriver - som altid - fordi det afklarer, kaster lys på og sætter på plads.

Jeg skriver meget for mig selv, altså helt privat. Det er en slags meditation for mig at skrive, og jeg skriver fordi jeg har behov for det. Jeg har rigtig meget brug for at skrive til mig selv som modtager, hvor navlebeskuende og indadvendt det end måtte lyde.

Ind imellem kommer der noget frem som jeg har lyst til at udgive her på bloggen. Så kan jeg mærke at jeg gerne vil have at andre læser med. Måske fordi jeg har en eller anden formodning om at det ikke bare handler om mig, men om mennesket i almindelighed. Måske fordi jeg gerne vil ses og fylde i verden. Måske fordi jeg gerne vil give, og dette er hvad jeg har at dele ud af. Eller måske fordi noget helt andet som jeg ikke kender til.

Men det sker ikke så tit at jeg synes jeg har noget at udgive, hvilket vist fremgår med al tydelighed, hø, og jeg må nok erkende at det sker sjældnere og sjældnere efterhånden. Hvorfor ved jeg ikke, det vil tiden måske vise, sådan plejer det at være. Men nu synes jeg dog alligevel det må have en konsekvens at der er så stille på mit sted; jeg kan ikke lade være med at føle mig lidt forpligtet til i det mindste at komme med nogle ord om hvad der foregår.

Jeg har spekuleret som en gal på om jeg skulle nedlægge bloggen, men det føles ikke rigtigt. Det ville jeg faktisk blive ked af, kan jeg mærke. Jeg har også overvejet en slags omvendt model, hvor jeg fx aftalte med mig selv (og læserne) at skrive hver tirsdag, uanset om jeg syntes jeg havde noget at sige eller ej, for at få mig selv ud af hullerne, men det føles heller ikke som den rigtige løsning. Med den model ville jeg være bange for alt det ligegyldige sludder det kunne ende med, for jeg har meget svært ved at forestille mig at der skulle dukke noget op hver eneste uge som for mig både virker vigtigt og meningsfuldt og samtidig egner sig til offentliggørelse. De to ting i forening synes at være en ret sjælden forekomst i min verden. Jeg ved godt at de fleste andre mennesker ikke har det sådan – heldigvis, vil jeg sige, for så blev der godt nok om ikke kedeligt, så meget stille i verden. Jeg kan bare ikke komme udenom at det er sådan for mig, og at jeg har nogle grænser her som jeg ikke ønsker at overskride.

Hvad gør jeg så, hvad er den tredje løsning?

Jo, jeg vil lade bloggen være, blot i en skrabet model der ikke er så synlig i blogland at jeg føler mig forpligtet til at opdatere den. På den måde har jeg et sted at udgive noget jeg har skrevet, hvis ånden pludselig skulle komme over mig, og samtidig håber jeg at slippe for min kroniske bekymring for ikke at kunne levere. Tror og håber jeg - nu må jeg se om det kommer til at fungere i praksis.

Hvad enten det nu bliver ”i mellemtiden” eller ”fra nu af”, så vil jeg fortsat besøge alle de smukke, tankevækkende, inspirerende, hyggelige og ikke mindst kunstnerisk berigede blogge jeg kender i blogland - dét kan jeg slet ikke undvære. Måske siger jeg lidt en gang imellem, måske lytter jeg bare. Men jeg er der.

16. februar 2009

Skiløber


Solen skinner med maksimal styrke, og verden omkring mig er dækket af kridhvid sne. Jeg lægger mine ski i sporet, klikker støvlesnuderne fast i bindingerne og begiver mig ud på min daglige tur. Drengene er på skiskole og suser ned ad røde og sorte løjper i en helt anderledes frisk stil, så jeg har et par timer for mig selv i det smukke, stille landskab.

Jeg sætter et tempo jeg tror jeg kan holde i to timer og bliver hjulpet godt af sneen der har en hurtig temperatur i dag. Efter et stykke tid kommer jeg forbi et træningsanlæg for langrendsløbere. Langt fremme i det indviklede system af spor der går over, under og langs hinanden, får jeg øje på en skiløber i rød, tætsiddende dragt. På grund af afstanden og alt det hvide i hvide kan jeg ikke bedømme løberens fart, men jeg opfatter tydeligt de rytmiske og kraftfulde bevægelser der sætter min egen stavren af sted noget i perspektiv. Lige inden jeg følger mit eget spor rundt i et sving og ind i skoven igen, ser jeg skiløberen smide sig i sneen og lægge sig på maven i strakt stilling. Hvor sært, tænker jeg. Den stakkel må have aset sig selv helt ud. Måske overvurderet sine kræfter.

Så hører jeg fem skud, afgivet næsten lige så rytmisk som de bevægelser jeg lige har set på træningsløjpen, og jeg forstår at det selvfølgelig er en der træner skiskydning.

Alt bliver igen stille. Jeg trækker taktfast vejret i den kolde, rene luft mens jeg fortsætter ud ad sporet. Jeg har stillet mit ur, for jeg skal jo passe tiden, og da uret bipper, vender jeg disciplineret. Øv, tænker jeg, for dagens afstikker ud ad en tilstødende skovløjpe er både sjov og tilpas krævende, og jeg kunne godt have taget mindst et par bakker mere.

Jeg suser ned hvor jeg før gik op i sildeben, og det er herligt. I fuld fart støder jeg til træningsanlægget igen, og nu hører jeg pludselig lyden af ski bag mig. Jeg vender mig halvt om og ser den røde skiskytte passere mig med et sus i skøjtesporet i midten. Jeg ser nu det er en mand, og at han har riflen hængende på ryggen. Som et kæmpe insekt med meget lange og meget tynde arme og ben er han forbi mig og væk i et sving på ingen tid. Jeg føler mig pludselig meget langsom og usikker selvom jeg stadig morer mig indvendig over de sjove bakker jeg lige er kørt ned ad.

Nå, men vi er jo ikke alle født i Norge, tænker jeg, og arbejder mig videre hjemad i sporet. Jeg kommer til den sidste større bakke og kæmper mig op så sveden springer og hjerte og lunger arbejder på højtryk for at følge med. På toppen må jeg lige tage det lidt langsomt og glider roligt videre mens jeg retter lidt på huen og pudser næsen.

Og så ser jeg ham igen, for tredje gang. Det røde kraftværk kommer nu lige imod mig – hvordan er han nået dertil? – og jeg står helt stille og venter på mødet. Jeg må se hans ansigt, tænker jeg. Og i det splitsekund hvor han flyver forbi mig, ser jeg at det er en meget ung mand, måske bare en stor dreng, og at hans mund smiler under brillerne. Jeg vender mig for at se hvordan sådan en der åbenbart er født med ski på, kommer ned ad den lange, stejle bakke jeg selv kørte forsigtigt ned ad i plov på vej ud, og ja, hvad gør han? Han fortsætter sine skridt og tag, sætter måske frekvensen en anelse ned, og får mere fart på end jeg i mine mest dumdristige øjeblikke har haft på cykel ned ad nogen bakke. Og jeg ved han har det herligt. Han leger, jeg kan både se og mærke det, og jeg forestiller mig hvordan hans smil nu er endnu bredere.

Selv skal jeg lige det sidste stykke hjem, og jeg sætter lidt stift i gang igen. Jeg ved godt hvad jeg ligner set udefra, nemlig præcis hvad jeg er: En dansker der har lært at stå på ski som 30-årig, og som stavrer af sted på lejede ski og lige akkurat er i stand til at holde balancen og forcere nogle få kilometer om dagen i noget der nærmer sig gåtempo.

Men lige her og nu glemmer jeg det, og det sidste stykke bevæger jeg mig nærmest i et meditativt flow. Jeg smiler også nu. For inden i mig bor en rød skiløber med ungdommens overskud og livsappetit, og nu hvor jeg har mødt ham tre gange og er kommet tæt nok på til at se hans ansigt, slipper jeg ham løs og lader ham lege og nyde alt det han vil. Og han lader ikke chancen gå fra sig.

(Billedet øverst viser den norske skiskytte i verdensklasse Emil Hegle Svendsen, og er hentet her. Det var jo nok ikke ham jeg mødte, men han lignede ...)