onsdag den 29. oktober 2008

Silence


"Når da Alt er blevet stille omkring En, højtideligt som en stjerneklar Nat, naar Sjælen bliver ene i den hele Verden, da viser der sig ligeoverfor den ikke et udmærket Menneske, men den evige Magt selv, da skiller Himlen sig ligesom ad, og Jeget vælger sig selv, eller rettere, det modtager sig selv. Da har Sjælen seet det Høieste, hvad intet dødeligt Øie kan see, og som aldrig kan glemmes, da modtager Personligheden det Ridderslag, der adler den for en Evighed. Han bliver ikke en Anden end han var før, men han bliver sig selv."
Søren Kierkegaard

lørdag den 25. oktober 2008

Om styrke

"Først når det lykkes dig at blive virkelig smidig og blød, kan du blive virkelig stærk og kraftfuld."

(Zenbuddhistisk ordsprog).

fredag den 24. oktober 2008

Et spark

Jeg skal sparkes i gang på denne grå og våde fredag. Og det bliver jeg med Kings Of Leon: ”Sex on fire”. (Pas på, det er vildt, både lyd og billeder. Nu er du advaret!).

..
..

Sådan. Så er der kontakt. Til lysten. Og livet.

Skabelsen.


*
(Jeg hørte nummeret første gang hos Marie. Og så har det været Ugens Uundgåelige på P3. Det hitter, ja det gør).

onsdag den 22. oktober 2008

En trængt kugle


Her er endnu et 'klodebillede' til fri afbenyttelse .. :-).

tirsdag den 21. oktober 2008

Sprogforvirringsfænomen

Jeg ved det godt, egentlig. At det ikke er for klogt at slippe min usynlige vane med at blande dansk og engelsk løs et sted hvor andre læser med. Det er sådan set ret ussel formidling; det lukker nogle ude, og det er jo det modsatte jeg gerne vil. Jeg ville selv blive irriteret og forvirret hvis jeg stødte ind i en blog hvor teksten var skiftevis på tysk og dansk. Eller fransk og dansk. Til eksempel. Yak.

Det er bare sådan at en stor del af den indre dialog jeg har med mig selv, ofte foregår på engelsk. Så langt tilbage jeg kan huske, har jeg talt engelsk med mig selv. Og så har jeg bragt fænomenet med her til bloggen, som jo er mit sted, og hvor jeg øver mig på ikke at sortere så helt vildt meget, men tage det der dukker op som det dukker op. Jeg har valgt ikke at sætte den begrænsning for mig selv, tror jeg, mere eller mindre bevidst.

Der er, så vidt jeg har kunnet finde ud af, ingen meget jordnær forklaring på mit sprogforvirringsfænomen. Jeg har ikke familie eller venner der taler engelsk, og jeg har ingen særlige forudsætninger for at begå mig på det sprog. Jeg har udelukkende lidt skoleengelsk i bagagen. Og jo, så måske et ocean af sangtekster. ”We learned more from a three-minute record than we ever learned in school”, sang Bruce Springsteen engang. Måske har det noget med det at gøre?

En bekendt, som var meget optaget af østens religioner, foreslog engang at forklaringen måtte være at jeg i et tidligere liv havde talt engelsk som modersmål. Det lød jo vildt mystisk og stort, så fantasien piskede da også straks af sted. Men jeg ved ikke helt om jeg tror på den forklaring. Nu.

For nogle år siden, før Tina Dickow blev rigtig kendt, hørte jeg et interview i radioen med hende mens jeg kørte bil. På spørgsmålet om hvorfor hun skrev sange på engelsk, svarede hun på skønt jysk at det vidste hun ikke rigtigt, men det var som om engelsk var hendes ’poetry language’ (så vidt jeg husker, pointen var i hvert fald at engelsk var hendes poesisprog). Det har jeg tænkt jeg meget over siden.

Måske har jeg også sådan en slags poesisprog - altså uden sammenligning i øvrigt med Tina Dickows poesi som er aldeles fantastisk, men bare i princippet. Måske har vi alle sådan et poesisprog i en eller anden form som vi kan bruge til at lege med. Finde os selv med. Nå andre med.

Hvis vi altså kan høre det midt i alle konventionerne?


***
I’m living in this dreamless land
please, Unconscious, take my hand
and lead me to where I’m able to see
what kind of man I’m supposed to be.


Guide me through this wild confusion
expose my fears and let me loose them.
I’ll find the courage, I’ll dare in spite
of all the monsters revealed at night.


Sommeren 2006
***


Dette indlæg skylder jeg Lotte en stor tak for.

Update 29.10.2008: Marian har udgivet dette smukke indlæg i forlængelse af mine få, skæve ord her - læs og nyd ...

fredag den 10. oktober 2008

Trængsel på kuglen


Jeg sidder og læser en masse som jeg med stort besvær prøver at forstå. Det meste er tungt og trættende, synes jeg, men ind imellem dukker der heldigvis et billede op der kan få mig til at vågne.

Prøv at se dette for dig:

"Jeg siger som filosoffen Kant: Vi lever på en kugle, og på en kugle er der den logik, at du ikke kan bevæge dig væk fra andre. Hvis afstanden øges på den ene side af kuglen, mindskes den tilsvarende på den anden side. Kant antog på baggrund af Jordens rundhed, at det er naturens ide, at vi skal have fælles foreninger for menneskeheden."

Fra "Statsborgerskab, medborgerskab og identitet" af Ove Korsgaard, i "Medborgerskab, identitet og demokratisk dannelse".

Jeg har revet billedet fuldstændig ud af sammenhæng, både her i indlægget og i mit hoved. Tager ikke stilling til noget, vurderer ikke. Prøver bare at se det for mig. Hvordan vi tripper rundt på kuglen og mødes med nogle mens vi går væk fra andre, og samtidig går væk fra nogle mens vi mødes med andre.
Og jeg smiler.

...
Billedet er tyvstjålet herfra. Tak.

tirsdag den 7. oktober 2008

Begrebet 'særligt sensitive mennesker'

Dette indlæg tager udgangspunkt i at Tina Charlotte Møller (Ordholder) i dag har et indlæg der refererer til at jeg linker til en udsendelsesrække om særligt sensitive mennesker i sidebaren. Jeg sætter meget stor pris på at Tina Charlotte Møller skriver som hun gør, og det der følger her, er en erstatning for en meget lang kommentar på hendes blog.

Mine oplevelser ved at høre udsendelserne svarer stort set til Tina Charlotte Møllers - jeg deler hendes opfattelser af de to udsendelser som hun refererer til, og også hendes afsluttende bemærkninger.

Da jeg havde hørt udsendelserne, forsøgte jeg at skrive et indlæg som jeg dog aldrig rigtigt blev færdig med fordi jeg syntes jeg måtte vide mere inden jeg skrev. Og derfor endte det hele med den neutrale information i sidebaren.

Jeg har lige læst min kladde igen og besluttet at sætte den ind herunder. Som et indlæg i debatten. Som inspiration. Som et forsøg på at blive klogere selv. Som et forsøg på at dele for at vi alle kan blive klogere.

Her er hvad jeg skrev for to uger siden, ganske let redigeret:

Fokus på særligt sensitive mennesker

I den sidste tid har der været en del fokus i medierne på begrebet 'særligt sensitive mennesker' i forbindelse med at Elaine N. Arons bog "The Highly Sensitive Person" udkommer på dansk den 23. september. Jeg har ikke fulgt med i detaljer, men blandt andet hørt en Apropos-udsendelsesrække i P1 og læst en artikel i Urban. Hvis du interesserer dig for det her med sensitivitet, kan jeg anbefale at høre Apropos-udsendelserne (i hvert fald de første to).

Jeg finder selv stor forklaringskraft i Elaine Arons konstruktion omkring sensitivitet, både i hendes påstand om at sensitivitet er biologisk betinget, og i hendes måde at formidle på hvordan det opleves at være særligt sensitiv. På en måde blev mange af mine erfaringer med at være mig samlet under én hat da jeg lærte hendes univers at kende, og det var i den grad oplysende.

Men selvfølgelig dukker der spørgsmål op, og her vil jeg dele nogle af de overvejelser jeg selv er mest optaget af lige nu.


Et spørgsmål om krop
Det at forstå sensitivitet som et arveligt, kropsligt karaktertræk er hele omdrejningspunktet i Elaine Arons fremstilling, og det giver en helt anden vinkel på begrebet 'særligt sensitive mennesker' end i hvert fald jeg har haft tidligere. Det betyder at det at være særligt sensitiv i sig selv er en medfødt og uafvendelig egenskab ved ens krop, fuldstændigt som at være født med brune øjne. Det særligt sensitive menneskes (og dyrs) nervesystem behandler indtryk eller informationer dybere end andres nervesystemer, og dette er hverken bedre eller dårligere, men blot anderledes. Denne fysiske forklaring virker, tror jeg, som en stor lettelse på mange særligt sensitive mennesker, for hvis man godtager den, kan man for eksempel pludselig kommunikere sin sensitivitet til de mennesker (og den del af en selv) der er mest optaget af fakta, og hvis virkelighedsforståelse er knyttet til den objektive, konkrete verden.

Elaine Aron underbygger - så vidt jeg har forstået - påstanden om at nogle af os er født med et særligt følsomt nervesystem, ved at inddrage en række forskningsresultater der viser at der er forskel på hvordan hjerner og kroppe reagerer på stimuli. At det ved måling af forskellige fysiske faktorer i forskellige forsøg og indenfor forskellige teorirammer er påvist at nogle hjerner reagerer anderledes eller kraftigere på de samme påvirkninger end andre.


Spørgsmålet bliver i forlængelse af dette måske mest om man klart kan skelne mellem to forskellige nervesystemer, og om hvordan den procentvise fordeling på de to 'systemtyper' så eventuelt kan være. Jeg mener at huske at Elaine Aron selv diskuterer spørgmålet om det er enten-eller, eller om der er glidende overgange fra ikke sensitiv til særligt sensitiv, og at hun siger at der opstår flere grader af sensitivitet fordi blandt andet miljøet spiller ind, men at der som udgangspunkt findes to typer (vistnok en passage jeg husker fra "The Highly Sensitive Child", men jeg er usikker på dette i skrivende stund). Altså en slags både-og-forklaring der medtager såvel genetisk disposition som miljø, men som også sår tvivl om at mennesker (og dyr) kan deles op i to grupper med hvert sit nervesystem, efter min mening.

Hvad nu hvis forklaringen ikke er en forskel i nervesystemet?

Mange tanker rumsterer, og jeg kan ikke lade være med at spørge: Hvad nu hvis det viser sig at vi ikke kan bruge vendingen "Jeg er et af de 15-20 % af alle mennesker født med et nervesystem der er særligt sensitivt over for stimuli, og derfor bliver jeg nemt overvældet af de ting jeg oplever, synlige som usynlige". Hvad nu hvis vi må "nøjes" med at sige "Jeg er sådan én der let bliver overvældet af de ting jeg oplever, synlige og usynlige"?

Jeg får lyst til at spørge om det egentlig er at "nøjes" - eller om det er at slå et slag for en anden virkelighedsopfattelse, som jeg personligt anerkender lige så meget som den objektive, nemlig den subjektive? Er det sidste udsagn egentlig ikke nok, når det gælder om at forklare hvordan man oplever verden, og hvordan man tror man bedst trives? Skal vores oplevelser kunne forklares fysisk for at kunne godtages? Er det egentlig mest for vores egen skyld at vi gerne vil have det med det særligt sensitive nervesystem til at være en biologisk realitet, fordi vi så kan ånde lettet op og argumentere på mere (magtfulde) jordnære og ligefremme menneskers præmisser. Måske på bekostning af vores egne?

Jeg kan ikke svare på de spørgsmål, men heller ikke slippe dem, så de må blive stående åbne for en tid.

Sådanne spørgsmål er selvfølgelig dybt provokerende for dén der har fundet trøst og lindring i tanken om at det er kroppen der i første omgang bestemmer hvordan man behandler de informationer man får. Jeg har selv oplevet denne trøstende og lindrende virkning, fordi forklaringen ville betyde at min særligt sensitive måde at opleve på hverken er en sygdom eller en mindreværdig afart af menneskelighed.

Hvad skal vi så med alt dette?
Selvom vi måske må vente lidt på at få endeligt belæg for at biologiske faktorer er årsag til at nogle mennesker kan beskrives som særligt sensitive, så vil jeg dog anse det for fuldstændig godtgjort at der er mennesker der oplever på en særligt sensitiv måde - jeg er selv et af dem. Elaine Arons beskrivelser af de særligt sensitive menneskers indre liv er fantastisk rammende, og for mig at se er hendes væsentligste bidrag at hun giver os sprog til at forstå og formidle hvordan vi som særligt sensitive mennesker oplever verden, uden hverken at forfalde til ynk eller hovmod. Og forståelse nok for os selv til at indse at vi har en plads i verden sammen med alle dem der synes forskellige fra os, og som ofte fylder mere i landskabet.

En anden ting jeg i høj grad værdsætter hos Elaine Aron, er hendes solide forankring i den analytiske psykologi og hendes evne til at formidle meget dybe psykologiske forhold på en let forståelig og omsorgsfuld måde. Et øjeblik kunne man måske blive bange for at hendes tanker kommer til at indgå som endnu et tilbud om et "quick fix" for de trængende. At hendes - som jeg opfatter det - forsøg på at kommunikere og skabe virkninger i dybden, bliver forfladiget. Derfor vil jeg til sidst sige (selvom du sikkert selv ved det hvis du er nået hertil): Læs hendes bøger - grundigt.
Lyt. Lad dig ikke nøjes med de glimt der viser sig i andre medier.


Jeg har taget en dyb indånding og slået kommentarfunktionen til for dette indlæg. Del gerne dine tanker og viden ikke kun med mig, men også med andre. Og ellers vil jeg gerne returnere alt dette til Tina Charlotte Møller igen. Med stor tak.

Google vil beskytte os mod os selv

"Internetgiganten Google er ved at udvikle et program, som skal beskytte email-afsendere mod dem selv. Programmet gør det vanskeligere at sende pinlige email."

Sådan blev artiklen "Det sku' jeg aldrig ha' skrevet" fra DR Nyheder/Kultur præsenteret i min feed-læser for et øjeblik siden.

Nu er jeg ikke just kendt for at have den bedste jordforbindelse, men det er da ikke 1. april i dag, er det?

Hvad skulle vi dog gøre uden Google, spørger jeg hovedrystende. Og smågrinende.

mandag den 6. oktober 2008

En stemme der vil mig noget?


For rundt regnet 30 år siden lånte jeg Joan Baez’ plade "Diamonds and Rust" på biblioteket igen og igen. Jeg husker stadig fornemmelsen når jeg spændt bladrede rækken af lp’er igennem for at se om den mon var hjemme. Jeg ved ikke hvad der i første omgang fik mig til at låne den – måske billedet af kvinden på coveret, måske noget andet. Hjemme på værelset spillede jeg pladen i én uendelighed på den grammofon som jeg havde købt for mine konfirmationspenge, og til sidst kunne jeg alle teksterne udenad. Jeg sang dem af hjertets lyst, og jeg blev vist nærmest til Joan Baez, i min egen lille verden, tror jeg.

Så forsvandt hun uden for hørevidde, fortrængt af radioens slagere og omgangskredsens hang til rock. Jeg glemte hende, så vidt jeg selv vidste, i hvert fald. De næste godt 25 år.

For et par år siden havde jeg så en drøm hvor jeg blandt andet sejlede på en stor rustfarvet diamant. Nu trådte hun frem igen, lyslevende i erindringen, som den eneste association der dukkede op til det løjerlige drømmeelement. Jeg kunne stadig huske det meste af teksten til titelsangen ”Diamonds and Rust” og genfandt den med glæde på bibliotekernes netmusik og YouTube. Jeg dykkede igen ned i musikken og ordene. Vendte og drejede. Fantaserede og forstod symbolsk. Fandt parallellerne. Noget med Joan og Bob, kvindeligt og mandligt, mig og skyggen.

Jeg lyttede også til nogle af hendes nyere sange. Flere af dem syntes at lægge sig så tæt op ad de temaer der blev udspillet i mit indre, at jeg igen kunne synge min verden ud med andres ord. Min dagbog fra denne periode er fuld af Joan Baez-citater.

Så forsvandt hun igen, indtil jeg forleden til min store overraskelse hørte hende i radioen. Computeren spillede DR Soft, og jeg stoppede op i lektielæsningen og lyttede. Ingen tvivl, det var hende, og play-listen bekræftede det. "God is God", sang hun, og nu sidder jeg så her og spekulerer på hvad hun mon vil mig denne gang? Jeg har selvfølgelig nok en anelse om hvordan det går til at nye numre finder vej til radioens playlister – noget med promotion og kassetænkning – men alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke at jeg nok hellere må spidse ører. Måske giver denne smukke stemme mig endnu engang en anledning til at undersøge hvad der rører sig i mit indre?

Hvis du synes, kan du høre sangen(e) her og læse teksten til "God is God" af Steve Earle her:

"God is God

I believe in prophecy
Some folks see things not everybody can see
And, once in a while, they pass the secret along to you and me

And I believe in miracles
Something sacred burning in every bush and tree
We can all learn to sing the songs the angels sing

Chorus:
Yeah, I believe in God, and God ain't me

I've traveled around the world
Stood on mighty mountains and gazed across the wilderness
Never seen a line in the sand or a diamond in the dust

And as our fate unfurls
Every day that passes I'm sure about a little bit less
Even my money keeps telling me it's God I need to trust

Chorus:
And I believe in God, but God ain't us

God, in my little understanding, don't care what name I call
Whether or not I believe doesn't matter at all

I receive the blessings
That every day on Earth's another chance to get it right
Let this little light of mine shine and rage against the night

Just another lesson
Maybe someone's watching and wondering what I got
Maybe this is why I'm here on Earth, and maybe not.

Chorus:
But I believe in God, and God is God."

Teksten er gengivet frit herfra.
Billedet øverst af Joan Baez er kopieret fra hendes hjemmeside.