19. august 2008

Man er vel roer ..

Min mand er inkarneret roer og i det hele taget en ivrig idrætsudøver. Sammen med sine træningskammerater er han på vandet flere gange om ugen i sommerhalvåret, og selvom 50-års-fødselsdagene er begyndt at snige sig ind mellem motionskaproninger, Vasalopp-deltagelser og den uendelige række af træningspas til lands og til vands, skal man ikke tro at de store drenge har tænkt sig at gå glip af noget som helst.

I forgårs kom gemalen fx senere hjem end sædvanligt på en søndag, og med tanker på punktering eller andre uheld spurgte jeg hvorfor. Svaret var så herligt overraskende at jeg lige vil dele det med dig her:

De havde, som de målrettede mennesker de er, selvfølgelig indarbejdet den direkte transmission af guldfirerens finale i træningsprogrammet. Det vil sige: Mellem to intervaller, tre minutter før guldfirerens start, lagde de ind til pontonen og hev båden på land, spurtede ind i klubhuset og tændte for fjernsynet. Da spændingen var udløst og guldmedaljen i hus, sprang de ud, lagde båden i vandet igen og trænede videre ...

Hvilket overskud. Hvilket engagement. Hvilken livskraft.

I begge både, i øvrigt. Fantastisk. Jeg bøjer mig i støvet.


Billedet er kopieret fra Dansk Forening for Rosports hjemmeside.

16. august 2008

Skibet




Her ser du to billeder som min ene søn har malet som 5-årig. Jeg har spurgt og fået lov til at bringe dem her.

Vi har haft dem hængende på væggen over vores trappe i flere år, og jeg er ofte stoppet op for at summe lidt over dem. For mig er skibene nemlig ladet med ... ja, symboler.

Nogle gange (ind imellem, i en særlig heldig periode) føler jeg mig som skibet der sejler på det blå hav under solen og månen. Jeg føler mig hel, alle dele af mig har en flot farve, og jeg står rank i agterstavnen og sejler skibet. Himlen og havet, solen og månen er med mig, og jeg oplever stor harmoni.

Andre gange (lidt rigeligt tit, synes jeg måske nok) er jeg som skibet i piskende regn. Jeg er splittet i to dele, en sort og en hvid, og jeg afskyr den ene og forguder den anden. Når jeg prøver at kaste et anker ud for at standse de voldsomme bevægelser, sætter det sig ikke fast i noget, men driver rundt i vandet og er lige ved at hugge sig ind i mit eget skrog. Hvad jeg troede var sikker grund, må jeg erkende er en illusion, noget der udelukkende kommer fra mig selv. Himlen og havet står i ét, jeg ved ikke hvad der er hvad, og solen og månen synes fuldstændig fraværende og tilbyder ingen hjælp. Mit sejl er sort og vender den forkerte vej; måske sejler jeg baglæns selvom jeg ikke kan finde ud af hvad der er frem, og hvad der er tilbage. Hele mit system kæmper for at opnå kontrol med situationen, men jeg får ikke fat i roret trods al min rødglødende energi. Stormen er over mig, og jeg må finde ud af at ride den af.

I går måtte jeg lige meditere lidt over billederne endnu engang. De kaldte nærmest på mig når jeg passerede dem på trappen. Stormbilledet illustrerede hvordan jeg har det for tiden. Og harmonibilledet hvordan jeg har haft det før og (måske) kan få det igen.

Jeg må forstå at jeg må gøre et stykke arbejde for at genfinde den farverige helhed, og der er heldigvis hjælp at hente midt i det rasende uvejr. Der er nemlig stiger i skibets indre. Jeg må op og ned i hver halvdel og fra den ene side til den anden, indtil jeg har lært mit skib lidt bedre at kende nok engang. Jeg må lade ror være ror, jeg kan alligevel ikke bruge det til noget lige nu. Jeg må ned i skibets indre for at finde det jeg søger. Jeg håber der også er et koøje eller to under vandlinjen, så jeg kan kigge ud i havet og se hvad der befinder sig der.

Måske lægger uvejret sig. Måske kommer solen og månen frem, og måske kan jeg så skelne mellem himmel og hav igen.

Det kan selvfølgelig også ske at skibet kuldsejler mens jeg klatrer på stiger og glor ud ad koøjer i dets indre. Det er der vel altid en risiko for, men jeg er villig til at løbe den. Hvo intet vover, intet vinder.

11. august 2008

Et ferieminde

En dag i juli.

Jeg sidder på en bænk ved Lillebælt og spiser frokost sammen med min familie. Havet er blåt som himlen, og alt hvad jeg ser, er smukt som kun et billede fra erindringen kan være det. Jeg er i min barndoms land, og rejsen hertil har været lang. Jeg er ikke kommet frem uden sværdslag, og til tider har jeg været bange for at mine kræfter ikke rakte, men nu sidder jeg her.

Og så sker miraklet. ”Marsvin!”, råber jeg og peger. Mellem strømhvirvler og små krappe bølger dukker sorte, rundede rygge op af vandet. Trekantede rygfinner kløver overfladen og forsvinder ned i dybet igen i rullende bevægelser.

Jeg holder vejret. Holder op med at tygge. Tysser på de andre. Og så hører jeg marsvinenes blåst. De små hvaler er tæt nok på til at vi kan høre deres åndedræt. Et kort lille pust af luft op mod himlen før næste dyk ned i havet.

Tættest på er en mor og en kalv. Moren dukker op først, og lige inden hun forsvinder, ruller en lille ryg op ved hendes side. To pust, forskudt i tid og intensitet. Og alligevel samtidig og ens. Igen og igen.

På en sær måde ved jeg at jeg denne gang er nået helt frem. Til hvad har jeg ikke ord for. Jeg er der bare, og jeg fyldes med ærefrygt. Intet andet minde fra ferien kan konkurrere med dette.

Min familie snakker videre om bananer og rugbrød. Til højre for os sidder folk på en café og sludrer uanfægtede med kaffe i smarte glas. En gruppe slentrer konverserende forbi os, de ikke så meget som kigger ud på vandet. I det øjeblik mærker jeg tydeligt at der er mindst to verdener i verden.