27. juni 2008

Om indre oprydning



Så kom dagen endelig. Sidste skoledag. Jeg har glædet mig til den som til juleaften. Ikke fordi jeg selv er skoleelev (eller skolelærer), men fordi den sidste skoledag lige såvel som juleaften for mig varsler afslutningen på en krævende periode.

Det er al den selskabelighed, der sætter sine spor. Al den kontakt. Alle vil gerne slutte året med manér, men efter diverse komsammener i skole og idrætsklubber er jeg ved at være godt mør.

Det har bestemt været hyggeligt. Vi har snakket om løst og fast, lært hinanden (lidt bedre) at kende, grinet og delt gode måltider. Mens det står på, nyder jeg det som regel, selvom jeg også føler at jeg er i gang med noget som ikke ligger mig ligefor, og som kræver en indsats. Ingen må dog være i tvivl om at jeg holder meget af og interesserer mig for de mennesker jeg er så heldig at være forbundet med. Og ingen skal tage fejl af at jeg er taknemmelig for alt det mine praktisk duelige og udadvendte bekendte kan stable på benene. Jeg anerkender bestemt deres evne til at bygge de broer mellem os som i sidste instans gør livet både trygt og meningsfuldt. Men det er en anden sag.

Det er mest det der sker bagefter, der udmatter mig. Når vi har sagt farvel og er gået hver til sit, befinder de mennesker jeg har været sammen med, sig stadig i mit system. Jeg hører endnu deres stemmer, mærker deres følelser, tænker over deres ord. De forlader mig ikke, men træder nærmere i form af lagrede fornemmelser, billeder, følelser og stemninger. På tværs af tid og afstand. Og jeg mærker mine egne reaktioner på det jeg har oplevet, og et stort behov for at ordne og sortere det hele for mig selv og med mig selv. Kaos må aftage og orden må indfinde sig igen i min indre verden, ellers går jeg itu.

I en periode som den der nu er ved at være slut, hober indtrykkene sig op. Mit system arbejder for langsomt og grundigt til at jeg kan nå at falde til ro inden næste kontaktbombardement indtræffer. Til sidst bliver pladsen ret trang derinde, og det kan nemt ende med en eksplosion (nå ja, det gør det faktisk af og til, hvis du spørger min familie, selvom jeg ikke er meget for at indrømme det!). Så kan jeg ikke få nok af at være alene. Andres tilstedeværelse trænger mig helt op i en krog. De kan godt lade være med at sige noget til mig, for jeg hører det alligevel ikke! Og de kan godt glemme alt om at kræve at jeg forholder mig til trivialiteter som tøjvask eller madlavning, for så vidt jeg ved, kan jeg sagtens gå i nattøj hele dagen, og ”jeg skal bare have en leverpostejmad, det er fint”! Jeg føler mig buret inde, hvor paradoksalt det end måtte lyde. Og jeg må ud, hvilket betyder ind for mig.

Nu er det snart slut for denne gang. Den sidste madkurv blev pakket i går, og de næste par uger skal jeg ingenting, som det hedder. I aften bliver jeg sikkert overmandet af træthed på sofaen foran fjernsynet, og jeg overgiver mig frivilligt til søvnen. Jeg vil lade ubevidste processer tage over og bidrage til den indre oprydning. Det næste stykke tid vil jeg bruge på stille sysler alene med mig selv indtil jeg har fået ladet op og er klar til at møde den ydre verden påny. Lysten til og behovet for at vende mig udad kommer tilbage, det ved jeg. Det er jo derude alle dem og alt det der betyder så meget for mig, er.

20. juni 2008

Forb(r)ydelse


Det handler ikke om at forbyde kvinder at gå med tørklæde. Det handler om at forbyde mænd at forbyde kvinder at gå uden tørklæde.

Så tungen lige i munden: Vi skal passe på at vi ikke kommer til at gøre den samme forb(r)ydelse.

Efter min mening.

(Billedet er lånt fra politiken.dk/link/article.jsp?t=1&i=469547 som har lånt det af AP).

19. juni 2008

Marchere og/eller danse?

"Som en rejse langt ud i det blå
Lige så langt som lyset det kan nå
Som en rejse mod et ukendt sted
Så'n er livet - tør du rejse med?"

Nice Little Penquins: "Som en rejse". (klik og lyt)

Man sidder dér, med semesterets pensum dynget op foran sig og intellektet stillet skarpt. Målet er klart, taktfast marcherer man mod det.

Men noget i én vil danse. Små spjæt indfinder sig mellem de stringente skridt. Armene flagrer og trækker én rundt i piruetter.

Ups. På plads i kolonnen igen.

Eller skulle det mon være sådan at marchen og dansen bærer én samme vej?





(PS. Det hele er overstået nu).

12. juni 2008

Den første gang

Så skete det forunderlige. I går. Et menneske derude havde fundet min blog og endda givet sig tid til at efterlade en kommentar på den. Hvilken lykke - glæden var stor. Og hvilken skelsættende og også lidt skræmmende oplevelse på samme tid. Jeg er synlig, og det vil jeg både gerne være og helst ikke være.

Men jeg vænner mig vel til det. En anden ting jeg skal vænne mig til, eller øve mig på, er at kommentere på andres blogs. Efter en ihærdig indsats for at udvide min horisont på området, følger jeg faktisk med på en del blogs efterhånden. Men hvordan giver man respons?

Jeg er god til at lytte, i ordets bredeste betydning. Og jeg lytter næsten altid opmærksomt når nogen siger noget der er vigtigt for dem. Men hvordan viser jeg med ord på en computer at jeg lytter? Hvordan viser jeg mine smil eller min latter, min nydelse ved at se noget smukt, mit sammenkrøllede ansigt i mødet med noget der giver stof til eftertanke, eller bare det at jeg er der?

Det synes mærkværdigt fremmed for mig at skulle formidle den slags i ord til nogen som slet ikke kender mig - det er som om jeg ikke kan forestille mig at der kan komme nogen vægt bag ordene for den der læser dem. Det er virkelig et underligt fænomen som jeg kan mærke at jeg ikke kan få skovlen under - endnu.

Så indtil videre må jeg vel bare øve mig. Kaste mig ud i en slags learning-by-doing, som ellers helt sikkert ikke er min stil. Undervejs vil jeg appellere til alle jer som mine klodsede forsøg måske kommer til at gå ud over, om at have tålmodighed med mig. Jeg mener jo det hele godt ...

8. juni 2008

Vores dybeste frygt

Da jeg var ude at handle med mine børn for et stykke tid siden, fik de mig overtalt til at købe en dvd. Den var billig og "lige noget for os", som den ældste udtrykte det. "Coach Carter" stod der på omslaget, og Samuel L. Jackson stod i forgrunden som træneren med fod på bolden foran et hold af unge basketballspillere i bevægelse.

Om aftenen så jeg filmen sammen med drengene, og den handler ganske rigtigt om basketball som de er så vilde med. I hvert fald på overfladen. Filmen er baseret på en autentisk historie om en amerikansk basketballtræner, Ken Carter, der låste sine spillere ude fra boldhallen lige før den sidste turneringskamp, fordi de ikke havde opnået tilfredsstillende karakterer i de boglige fag. At blive vindere betyder ikke at blive vindere af turneringen, men at blive vindere af livet, syntes moralen at være.

I løbet af historien tager selvsagt mere end en ung mand livtag med nogle eksistentielle kræfter, men især én af personernes historie rørte mig. Den unge latinamerikaner Cruz står over for valget mellem at være loyal over for sine narkokriminelle og voldelige familiemedlemmer eller blive mønsterbryder og følge sit talent ved at engagere sig i Carters basketballhold.

Coach Carter giver ham tidligt i forløbet begyndelsen af et citat og lægger op til at han skal finde ud af at fuldende det. Som den nysgerrige, begavede fighter den unge mand er, bider han på, og til sidst i filmen leverer han næsten hele citatet:

“Our deepest fear is not that we are inadequate. Our deepest fear is that we are powerful beyond measure. It is our light, not our darkness that most frightens us. We ask ourselves, Who am I to be brilliant, gorgeous, talented, fabulous? Actually, who are you not to be? You are a child of God. Your playing small does not serve the world. There is nothing enlightened about shrinking so that other people won't feel insecure around you. We are all meant to shine, as children do. We were born to make manifest the glory of God that is within us. It's not just in some of us; it's in everyone. And as we let our own light shine, we unconsciously give other people permission to do the same. As we are liberated from our own fear, our presence automatically liberates others.”

Marianne Williamson: "A Return To Love: Reflections on the Principles of A Course in Miracles".

Der sad jeg - med popcorn på bordet og mine ungers meget jordnære kommentarer i ørerne - og følte mig ramt et sted dybt inde. Nu var filmen også blevet noget for mig. Dagen efter kunne jeg ikke lade være med at lede efter citatet på nettet. Det er vist nok et meget kendt citat, og det forstår man jo godt. Så fint og så rammende - og alligevel så svært at "forstå" med følelserne.

Drenge bliver til mænd i "Coach Carter", og nogle af dem vinder ikke bare en basketballkarriere, men selve livet. Cruz forstår at det ikke gavner hverken en selv eller ens medmennesker hvis man sætter sit lys under en skæppe og gør sig lille i livet. Men han erfarer også at det kræver et meget stort mod at efterleve den indsigt, for omgivelserne - godt hjulpet af vores ubevidste - vil ofte hævde og kræve det modsatte. Og vi er alle uendeligt og fundamentalt bange for at miste kærligheden fra vores nærmeste og anerkendelsen fra andre.

Måtte vi alle finde modet til at trodse vores dybeste frygt.