27. maj 2008

Kærligheden til os selv

"Narsisse" af Michelangelo Merisi de Caravaggio.
Hentet på commons.wikimedia.org. Klik for større billede.

I weekenden havde jeg besøg af en god veninde som jeg har kendt i mange år. Vi ser ikke hinanden så tit, men når vi gør, er samtalen gerne præget af intensitet og dybde. Også denne gang kom vi omkring nogle tunge emner, og det gav mig blandt andet anledning til at genlæse en bid af Paulo Coelhos "Alkymisten":
"Prolog

Alkymisten greb en bog som nogen i karavanen havde medbragt. Den havde ikke noget omslag, men det lykkedes ham at finde ud af hvem forfatteren var: Oscar Wilde. Mens han bladrede i den, faldt han over en historie om Narcissus.
Alkymisten kendte sagnet om Narcissus, en smuk ung mand som hver dag gik ned for at betragte sin egen skønhed i en sø. Han var så henført over sig selv at han en dag faldt i søvn og druknede. På det sted hvor han faldt i, voksede der en blomst op som man derefter kaldte narcissus.
Men det var ikke sådan Oscar Wilde afsluttede sin historie.
Han skrev at da Narcissus døde, kom oreaderne - skovens gudinder - og så at søen var forvandlet fra at være en sø med ferskvand til en krukke med salte tårer.
'Hvorfor græder du?' spurgte oreaderne.
'Jeg græder over Narcissus,' sagde søen.
'Åh, det forbavser os ikke at du græder over Narcissus,' fortsatte de. 'For det er jo sådan at selv om vi altid løb efter ham igennem skoven, var du den eneste der fik lejlighed til at frydes over hans skønhed på nært hold.'
'Men var Narcissus smuk?' spurgte søen.
'Hvem skulle vel vide det bedre end dig?' svarede oreaderne overrasket.
'For det var jo ved dine bredder at han knælede hver dag.'
Søen var tavs et øjeblik. Så sagde den:
'Jeg græder over Narcissus, men jeg har aldrig vidst at han var smuk. Jeg græder over Narcissus for hver gang han bøjede sig ud over mine bredder, spejlede min egen skønhed sig i hans øjne.'

Hvilken smuk historie, sagde Alkymisten."
Ja, hvem havde forestillet sig at Narcissus også blev brugt som spejl for en anden - at det ikke kun var ham der brugte andre til at spejle sig i og føle sig smuk ved? Vi har travlt med at være efter denne verdens narcisusser som ikke kan få nok af at tage andre i besiddelse for at stive sig selv af og føle sig betydningsfulde, men hvad med alle søerne som tilsyneladende er passive ofre for narcisussernes selvdyrkelse? Søger de på samme vis, men med en slags omvendt fortegn, bekræftelse af det billede de har af sig selv, i mødet med narcisusserne? Og er søernes kærlighed lige så egennyttig som narcisussernes, selvom vi måske tror det modsatte ved første øjekast?

Teksten fortæller, så vidt jeg forstår, at de to - Narcissus og søen - er forbundet i en usynlig, men stærk alliance som er helt nødvendig for at de begge kan opretholde de illusioner om sig selv som skaber orden i verden - for dem. Narcissus bliver til den bløde påskelilje. Søen til en krukke med salte tårer. Begge bliver de helt forandrede når de ikke længere kan spejle sig i hinanden. Og spejlingen er ganske skæbnesvanger og tager til sidst livet af dem eller ud af dem.

Som Alkymisten i teksten synes jeg også historien er smuk. For mig
- tolket i lyset af samtalen med min veninde - bliver den til et billede på et svimlende paradoks: Den på overfladen overdrevne og den på overfladen underdrevne kærlighed til os selv er to sider af samme sag. Det handler om ét og det samme: At kærligheden til os selv på ulykkelig vis er blevet forstyrret og kommet ud af balance. Den kærlighed som er grundlaget for vores kærlighed til andre mennesker. Måske grundlaget for livet?

23. maj 2008

Der stod en mand på himlens stige

Der stod en mand på himlens stige,
han ville sig med Gud forlige,
han tænkte sig at kravle op
til Gud han så på stigens top.

”Op! Et trin ad gangen”, tænkte han,
”gøre godt, jeg ved jeg kan.
En bedre mand, det er jeg snart,
ved vilje tager retfærdighed fart”.

Han anstrengte sig til perfektion
trods åndenød og depression.
Han gjorde alt som tænkes kan
at Gud kan forlange af en simpel mand.

Snart skete noget han ikke forstod:
En engel viste sig ved hans fod.
”Du ved det ikke, men hør nu her,
det er nede på jorden, at frelsen er”.

Da følte manden døden kalde,
nu ville han bare lade sig falde.
Han græd af smerte som aldrig før,
himlens port blev til helvedes dør.

Ved miraklets kraft holdt han fast endnu
selvom kvalerne næsten rev ham itu.
Da gråden tog af og sindet blev stille,
erkendte manden: man skal mere end ville.

Tro skal der til på at Gud er at finde
både øverst oppe og inderst inde.
Men ingen kan beslutte at møde det dér,
vi må vente og se om det finder os her.

Trin for trin fandt han jorden påny,
forstod at hans stræben ikke gav ly,
at hans menneskelighed på godt og på ondt,
den er et vilkår som er alle forundt.