31. december 2008

Godt nytår

Se billede i fuld størrelse

Godt nytår
til dig der kommer forbi her.

Jeg ønsker dig en god aften og alt det bedste i det nye år.

Varme (og travle :-)) hilsner



(Billedet er lånt her).

18. december 2008

"My Joy Ain't Yours To Steal"

Tavshed hersker her på stedet for tiden, og det er som det skal være. Jeg har dog lige lyst til at dele et gammelt nummer med dig derude. Et nummer fra en cd som nærmest af sig selv smuttede forbi scanneren og ned i min taske sidst jeg var på biblioteket.

Jeg har ikke rigtigt noget jeg vil sige om eller med det, jeg lytter og nyder bare. Lyt med hvis du synes :-).



Fra cd'en "This is not an exit" med Kira and The Kindred Spirits (2005).

17. november 2008

En historie om godt og ondt

Hej, hør lige det her .. jeg læser lige op fra den bog jeg er i gang med, nemlig "Djævelen og frøken Prym" af Paulo Coelho. Det bliver en historie der er en del af en større fortælling, men skidt nu med det. Måske skal jeg bare lige sige at billedet er "Nadveren".

Her kommer det så:
"- Da Leonardo da Vinci fik ideen til sit billede, stod han med et stort problem: Han skulle male Det Gode i Jesus og Det Onde i Judas, vennen der ville komme til at forråde ham under måltidet. Han afbrød arbejdet for at finde nogle velegnede modeller.

En dag da han var til messe, så han at en af kordrengene var Jesu udtrykte billede. Han indbød drengen til sit atelier og lavede skitser og studier af ham.

Tre år gik. "Nadveren" var næsten færdig men da Vinci havde endnu ikke fundet den ideelle model til Judas. Kardinalen der havde ansvaret for kirken, skyndte på ham og forlangte at han gjorde maleriet færdigt med det samme.

Efter at have ledt i mange dage fandt han en laset og hærget tigger der lå i rendestenen. Han bad sine hjælpere om at bære ham til kirken, for der var ikke tid til at tegne skitser.

Tiggeren blev båret ind uden at opfatte hvad der skete, og hjælperne holdt ham på benene mens da Vinci malede ubamhjertigheden, synden, egoismen, der så tydeligt lyste ud af hans ansigt.

Da han var færdig, slog tiggeren, der var kommet lidt til hægterne, øjnene op og så maleriet foran sig.

- Det billede har jeg set før!
- Hvornår? spurgte da Vinci overrasket.
- For tre år siden før jeg mistede alt hvad jeg ejede. Dengang sang jeg i et kor og drømte om alverden, og kunstneren bad mig stå model for Jesus."
Det var så historien. Smuk og enkel. Og altomfattende. Tænker jeg om lige denne historie. Men hvor er det fantastisk at der i det hele taget findes mennesker der evner at fortælle de historier, som er vores allesammens historier, men som de fleste af os enten ikke kan få kontakt med eller ikke formår at give et udtryk der er forståeligt for hverken os selv eller andre. Synes jeg.

Nå, jeg må videre i "Djævelen og frøken Prym" ...

14. november 2008

Frihed

Når det handler om den fysiske del af verden, siger man at noget forårsager noget andet. Det er deterministisk. Noget er årsag til noget andet, og det kan ikke være anderledes.

Når det handler om bevidsthed, så siger man at noget begrunder noget andet. Men det er ikke deterministisk. Der er frihed, og der er flere muligheder. Hvis man oplever forfærdelige ting i sin barndom, kan det begrunde de traumer man lider under som voksen, men det er ikke nogen naturlov at man får det svært som voksen, eller i hvilken grad man får det svært.
Nogenlunde sådan lød det i skolen i onsdags, frit citeret efter hukommelsen. Jeg greb tanken, tænkte videre og fik nogle nye ord til at udtrykke noget som har optaget mig meget.

Jeg har døjet en del med at forstå at min bevidsthed ikke er underlagt fysikkens love. Jeg har måske nok kunnet følge tankegangen med mit hoved, men det har føltes fuldstændig modsat. Jeg har følt det som om der var noget eller nogen uden for mig selv der var den direkte, uundgåelige årsag til hvordan jeg havde det, og at det eller de bestemte hvem jeg skulle være. Jeg kunne godt tænke at det nok ikke hang sådan sammen, men det føltes alligevel som om jeg per naturlov var determineret til at være offer for eller i hvert fald bestemt af hvad andre "gjorde ved mig". At forstå at jeg havde friheden til at sætte mig selv ind i et andet perspektiv var måske tænkeligt i teorien, men føltes alligevel umuligt at tro på.

Årh, hvad er det for en frihed, hun snakker om, kunne du spørge – man kan jo ikke selv gøre for at man har det dårligt; man har jo ikke besluttet i frihed at dét skal være virkningen af hvad man har oplevet?

Nej, det er rigtigt, man har ikke selv besluttet om det skal være lykke eller ulykke, det tror jeg heller ikke. Det er netop ikke vores bevidste ’jeg’ der bestemmer her, men derimod vores ubevidste, og dét føles fuldstændig – ifølge min ringe erfaring – som om det er andre der bestemmer. Som om det kommer udefra, fra noget eller nogle der ikke er mig, og som om det der bliver bestemt, er uundgåeligt eller finalt. Så det handler ikke om at føle skyld over sin egen ulykke, slet ikke. Men måske om at tage ansvaret for at ændre opfattelsen af den og af alt hvad man overhovedet oplever.

Det er her friheden kommer ind, tror jeg. Den består ifølge min opfattelse i at det er muligt at udvide sin bevidsthed. At det er muligt at gøre nogle af vores ubevidste indhold bevidste. Måske får vi så efterhånden øje på en del af vores indre teater hvor forskellige figurer spiller en rolle i de forestillinger vi har om os selv.

Jeg oplever det sådan at vi ikke kan gøre for hvordan det er blevet for os. Der er ingen grund til at skamme sig hvis det er gået skidt, og heller ingen grund til at hovere hvis det er gået godt. Men vi kan – i kraft af friheden – gøre noget for at det som opleves skidt, ikke fortsætter. Vores bevidste ’jeg’ kan beslutte at ville ændre vores tolkning af de oplevelser vi har. Undervejs, og det er formodentlig resten af livet, må vi dog overlade en hel del af arbejdet til ubevidste kræfter, og vi må tilgive os selv (og andre) igen og igen, når viljen ikke rækker og de indre figurer igen bestemmer lidt for meget over os. Tilgive, mens vi venter på den nåde der ligger i at få lov at erkende endnu et ubevidst indhold.

Jeg tror også at det handler om en tidsopfattelse som vi må sætte spørgsmålstegn ved. De oplevelser som har givet sår på sjælen, har det ligesom med at forny sig selv, så længe de ikke er nået frem til bevidstheden. De er ikke sket én gang for alle, de kan blive ved med at være grund til at vi tror sådan og sådan om os selv. Og om andre. De er både fortid og nutid, og de holder sig selv ved lige eller i live, så længe de befinder sig i det ubevidste, men vi har friheden til at stoppe eller mindske gentagelsen ud i fremtiden. Gennem arbejdet med at udvide vores bevidsthed.

Det er ikke nogen let opgave at tage på sig. Den kan ikke udføres over en weekend, den tager lang tid, måske år, måske resten af ens dage. Og den fordrer stort mod, megen vilje og evne til at udholde uvished, ubehag og mangel på kontrol.

Men det kan lade sig gøre. Fordi vi har friheden. I teorien og i princippet. Om vi griber den i praksis, er op til den enkelte. Dét - tror jeg - er et spørgsmål om tro, håb og kærlighed.

4. november 2008

For Obama

Dette bliver et meget mærkeligt indlæg, og måske det eneste af sin slags her på stedet, for det kommer til at handle om politik. Og politik har jeg et nærmest ikke-eksisterende forhold til - min politiske bevidsthed kan ligge på et meget lille sted, hvis den overhovedet findes.

Forleden blev jeg stoppet på gaden af nogle skoleelever som var ved at lave en avis. De stod dér med ’presseskilte’, notesbøger og fotografiapparat og spurgte meget, meget høfligt om de måtte interviewe mig. Det måtte de gerne.

Interviewet bestod af to spørgsmål: Hvem ville du stemme på i det amerikanske præsidentvalg hvis du var amerikaner, og hvorfor?

Jeg kunne spontant svare på begge dele: Obama, fordi han virker som den mest menneskelige af de to mulige kandidater.

Øjenbrynene røg lidt i vejret på den unge mand med kameraet ved det sidste udsagn, og jeg tænkte: O.k., det var da måske også et mærkeligt svar. Men jeg havde ikke noget andet, og nu når jeg tænker over det, har jeg heller ikke brug for noget andet svar. Jeg ville sætte mit kryds ud fra den fornemmelse, og den alene, hvis jeg var amerikaner.

Interviewet blev afsluttet med en forespørgsel om om de måtte tage et billede af mig til avisen. Jeg tøvede lige et nanosekund, men sagde så ja, selvfølgelig. Og var helt stolt af mig selv. Mit ansigt må godt kunne ses ved siden af min underlige udtalelse.

Hvis du sidder derude og har styr på alle argumenterne og har hørt ordentligt efter og vendt og drejet alt omkring det amerikanske valg ned i mindste detalje, så korser du dig nok. Hvor dum kan man være?

Så dum kan jeg være, åbenbart. Og pyt med det.

29. oktober 2008

Silence


"Når da Alt er blevet stille omkring En, højtideligt som en stjerneklar Nat, naar Sjælen bliver ene i den hele Verden, da viser der sig ligeoverfor den ikke et udmærket Menneske, men den evige Magt selv, da skiller Himlen sig ligesom ad, og Jeget vælger sig selv, eller rettere, det modtager sig selv. Da har Sjælen seet det Høieste, hvad intet dødeligt Øie kan see, og som aldrig kan glemmes, da modtager Personligheden det Ridderslag, der adler den for en Evighed. Han bliver ikke en Anden end han var før, men han bliver sig selv."
Søren Kierkegaard

25. oktober 2008

Om styrke

"Først når det lykkes dig at blive virkelig smidig og blød, kan du blive virkelig stærk og kraftfuld."

(Zenbuddhistisk ordsprog).

24. oktober 2008

Et spark

Jeg skal sparkes i gang på denne grå og våde fredag. Og det bliver jeg med Kings Of Leon: ”Sex on fire”. (Pas på, det er vildt, både lyd og billeder. Nu er du advaret!).

..
..

Sådan. Så er der kontakt. Til lysten. Og livet.

Skabelsen.


*
(Jeg hørte nummeret første gang hos Marie. Og så har det været Ugens Uundgåelige på P3. Det hitter, ja det gør).

22. oktober 2008

21. oktober 2008

Sprogforvirringsfænomen

Jeg ved det godt, egentlig. At det ikke er for klogt at slippe min usynlige vane med at blande dansk og engelsk løs et sted hvor andre læser med. Det er sådan set ret ussel formidling; det lukker nogle ude, og det er jo det modsatte jeg gerne vil. Jeg ville selv blive irriteret og forvirret hvis jeg stødte ind i en blog hvor teksten var skiftevis på tysk og dansk. Eller fransk og dansk. Til eksempel. Yak.

Det er bare sådan at en stor del af den indre dialog jeg har med mig selv, ofte foregår på engelsk. Så langt tilbage jeg kan huske, har jeg talt engelsk med mig selv. Og så har jeg bragt fænomenet med her til bloggen, som jo er mit sted, og hvor jeg øver mig på ikke at sortere så helt vildt meget, men tage det der dukker op som det dukker op. Jeg har valgt ikke at sætte den begrænsning for mig selv, tror jeg, mere eller mindre bevidst.

Der er, så vidt jeg har kunnet finde ud af, ingen meget jordnær forklaring på mit sprogforvirringsfænomen. Jeg har ikke familie eller venner der taler engelsk, og jeg har ingen særlige forudsætninger for at begå mig på det sprog. Jeg har udelukkende lidt skoleengelsk i bagagen. Og jo, så måske et ocean af sangtekster. ”We learned more from a three-minute record than we ever learned in school”, sang Bruce Springsteen engang. Måske har det noget med det at gøre?

En bekendt, som var meget optaget af østens religioner, foreslog engang at forklaringen måtte være at jeg i et tidligere liv havde talt engelsk som modersmål. Det lød jo vildt mystisk og stort, så fantasien piskede da også straks af sted. Men jeg ved ikke helt om jeg tror på den forklaring. Nu.

For nogle år siden, før Tina Dickow blev rigtig kendt, hørte jeg et interview i radioen med hende mens jeg kørte bil. På spørgsmålet om hvorfor hun skrev sange på engelsk, svarede hun på skønt jysk at det vidste hun ikke rigtigt, men det var som om engelsk var hendes ’poetry language’ (så vidt jeg husker, pointen var i hvert fald at engelsk var hendes poesisprog). Det har jeg tænkt jeg meget over siden.

Måske har jeg også sådan en slags poesisprog - altså uden sammenligning i øvrigt med Tina Dickows poesi som er aldeles fantastisk, men bare i princippet. Måske har vi alle sådan et poesisprog i en eller anden form som vi kan bruge til at lege med. Finde os selv med. Nå andre med.

Hvis vi altså kan høre det midt i alle konventionerne?


***
I’m living in this dreamless land
please, Unconscious, take my hand
and lead me to where I’m able to see
what kind of man I’m supposed to be.


Guide me through this wild confusion
expose my fears and let me loose them.
I’ll find the courage, I’ll dare in spite
of all the monsters revealed at night.


Sommeren 2006
***


Dette indlæg skylder jeg Lotte en stor tak for.

Update 29.10.2008: Marian har udgivet dette smukke indlæg i forlængelse af mine få, skæve ord her - læs og nyd ...

10. oktober 2008

Trængsel på kuglen


Jeg sidder og læser en masse som jeg med stort besvær prøver at forstå. Det meste er tungt og trættende, synes jeg, men ind imellem dukker der heldigvis et billede op der kan få mig til at vågne.

Prøv at se dette for dig:

"Jeg siger som filosoffen Kant: Vi lever på en kugle, og på en kugle er der den logik, at du ikke kan bevæge dig væk fra andre. Hvis afstanden øges på den ene side af kuglen, mindskes den tilsvarende på den anden side. Kant antog på baggrund af Jordens rundhed, at det er naturens ide, at vi skal have fælles foreninger for menneskeheden."

Fra "Statsborgerskab, medborgerskab og identitet" af Ove Korsgaard, i "Medborgerskab, identitet og demokratisk dannelse".

Jeg har revet billedet fuldstændig ud af sammenhæng, både her i indlægget og i mit hoved. Tager ikke stilling til noget, vurderer ikke. Prøver bare at se det for mig. Hvordan vi tripper rundt på kuglen og mødes med nogle mens vi går væk fra andre, og samtidig går væk fra nogle mens vi mødes med andre.
Og jeg smiler.

...
Billedet er tyvstjålet herfra. Tak.

7. oktober 2008

Begrebet 'særligt sensitive mennesker'

Dette indlæg tager udgangspunkt i at Tina Charlotte Møller (Ordholder) i dag har et indlæg der refererer til at jeg linker til en udsendelsesrække om særligt sensitive mennesker i sidebaren. Jeg sætter meget stor pris på at Tina Charlotte Møller skriver som hun gør, og det der følger her, er en erstatning for en meget lang kommentar på hendes blog.

Mine oplevelser ved at høre udsendelserne svarer stort set til Tina Charlotte Møllers - jeg deler hendes opfattelser af de to udsendelser som hun refererer til, og også hendes afsluttende bemærkninger.

Da jeg havde hørt udsendelserne, forsøgte jeg at skrive et indlæg som jeg dog aldrig rigtigt blev færdig med fordi jeg syntes jeg måtte vide mere inden jeg skrev. Og derfor endte det hele med den neutrale information i sidebaren.

Jeg har lige læst min kladde igen og besluttet at sætte den ind herunder. Som et indlæg i debatten. Som inspiration. Som et forsøg på at blive klogere selv. Som et forsøg på at dele for at vi alle kan blive klogere.

Her er hvad jeg skrev for to uger siden, ganske let redigeret:

Fokus på særligt sensitive mennesker

I den sidste tid har der været en del fokus i medierne på begrebet 'særligt sensitive mennesker' i forbindelse med at Elaine N. Arons bog "The Highly Sensitive Person" udkommer på dansk den 23. september. Jeg har ikke fulgt med i detaljer, men blandt andet hørt en Apropos-udsendelsesrække i P1 og læst en artikel i Urban. Hvis du interesserer dig for det her med sensitivitet, kan jeg anbefale at høre Apropos-udsendelserne (i hvert fald de første to).

Jeg finder selv stor forklaringskraft i Elaine Arons konstruktion omkring sensitivitet, både i hendes påstand om at sensitivitet er biologisk betinget, og i hendes måde at formidle på hvordan det opleves at være særligt sensitiv. På en måde blev mange af mine erfaringer med at være mig samlet under én hat da jeg lærte hendes univers at kende, og det var i den grad oplysende.

Men selvfølgelig dukker der spørgsmål op, og her vil jeg dele nogle af de overvejelser jeg selv er mest optaget af lige nu.


Et spørgsmål om krop
Det at forstå sensitivitet som et arveligt, kropsligt karaktertræk er hele omdrejningspunktet i Elaine Arons fremstilling, og det giver en helt anden vinkel på begrebet 'særligt sensitive mennesker' end i hvert fald jeg har haft tidligere. Det betyder at det at være særligt sensitiv i sig selv er en medfødt og uafvendelig egenskab ved ens krop, fuldstændigt som at være født med brune øjne. Det særligt sensitive menneskes (og dyrs) nervesystem behandler indtryk eller informationer dybere end andres nervesystemer, og dette er hverken bedre eller dårligere, men blot anderledes. Denne fysiske forklaring virker, tror jeg, som en stor lettelse på mange særligt sensitive mennesker, for hvis man godtager den, kan man for eksempel pludselig kommunikere sin sensitivitet til de mennesker (og den del af en selv) der er mest optaget af fakta, og hvis virkelighedsforståelse er knyttet til den objektive, konkrete verden.

Elaine Aron underbygger - så vidt jeg har forstået - påstanden om at nogle af os er født med et særligt følsomt nervesystem, ved at inddrage en række forskningsresultater der viser at der er forskel på hvordan hjerner og kroppe reagerer på stimuli. At det ved måling af forskellige fysiske faktorer i forskellige forsøg og indenfor forskellige teorirammer er påvist at nogle hjerner reagerer anderledes eller kraftigere på de samme påvirkninger end andre.


Spørgsmålet bliver i forlængelse af dette måske mest om man klart kan skelne mellem to forskellige nervesystemer, og om hvordan den procentvise fordeling på de to 'systemtyper' så eventuelt kan være. Jeg mener at huske at Elaine Aron selv diskuterer spørgmålet om det er enten-eller, eller om der er glidende overgange fra ikke sensitiv til særligt sensitiv, og at hun siger at der opstår flere grader af sensitivitet fordi blandt andet miljøet spiller ind, men at der som udgangspunkt findes to typer (vistnok en passage jeg husker fra "The Highly Sensitive Child", men jeg er usikker på dette i skrivende stund). Altså en slags både-og-forklaring der medtager såvel genetisk disposition som miljø, men som også sår tvivl om at mennesker (og dyr) kan deles op i to grupper med hvert sit nervesystem, efter min mening.

Hvad nu hvis forklaringen ikke er en forskel i nervesystemet?

Mange tanker rumsterer, og jeg kan ikke lade være med at spørge: Hvad nu hvis det viser sig at vi ikke kan bruge vendingen "Jeg er et af de 15-20 % af alle mennesker født med et nervesystem der er særligt sensitivt over for stimuli, og derfor bliver jeg nemt overvældet af de ting jeg oplever, synlige som usynlige". Hvad nu hvis vi må "nøjes" med at sige "Jeg er sådan én der let bliver overvældet af de ting jeg oplever, synlige og usynlige"?

Jeg får lyst til at spørge om det egentlig er at "nøjes" - eller om det er at slå et slag for en anden virkelighedsopfattelse, som jeg personligt anerkender lige så meget som den objektive, nemlig den subjektive? Er det sidste udsagn egentlig ikke nok, når det gælder om at forklare hvordan man oplever verden, og hvordan man tror man bedst trives? Skal vores oplevelser kunne forklares fysisk for at kunne godtages? Er det egentlig mest for vores egen skyld at vi gerne vil have det med det særligt sensitive nervesystem til at være en biologisk realitet, fordi vi så kan ånde lettet op og argumentere på mere (magtfulde) jordnære og ligefremme menneskers præmisser. Måske på bekostning af vores egne?

Jeg kan ikke svare på de spørgsmål, men heller ikke slippe dem, så de må blive stående åbne for en tid.

Sådanne spørgsmål er selvfølgelig dybt provokerende for dén der har fundet trøst og lindring i tanken om at det er kroppen der i første omgang bestemmer hvordan man behandler de informationer man får. Jeg har selv oplevet denne trøstende og lindrende virkning, fordi forklaringen ville betyde at min særligt sensitive måde at opleve på hverken er en sygdom eller en mindreværdig afart af menneskelighed.

Hvad skal vi så med alt dette?
Selvom vi måske må vente lidt på at få endeligt belæg for at biologiske faktorer er årsag til at nogle mennesker kan beskrives som særligt sensitive, så vil jeg dog anse det for fuldstændig godtgjort at der er mennesker der oplever på en særligt sensitiv måde - jeg er selv et af dem. Elaine Arons beskrivelser af de særligt sensitive menneskers indre liv er fantastisk rammende, og for mig at se er hendes væsentligste bidrag at hun giver os sprog til at forstå og formidle hvordan vi som særligt sensitive mennesker oplever verden, uden hverken at forfalde til ynk eller hovmod. Og forståelse nok for os selv til at indse at vi har en plads i verden sammen med alle dem der synes forskellige fra os, og som ofte fylder mere i landskabet.

En anden ting jeg i høj grad værdsætter hos Elaine Aron, er hendes solide forankring i den analytiske psykologi og hendes evne til at formidle meget dybe psykologiske forhold på en let forståelig og omsorgsfuld måde. Et øjeblik kunne man måske blive bange for at hendes tanker kommer til at indgå som endnu et tilbud om et "quick fix" for de trængende. At hendes - som jeg opfatter det - forsøg på at kommunikere og skabe virkninger i dybden, bliver forfladiget. Derfor vil jeg til sidst sige (selvom du sikkert selv ved det hvis du er nået hertil): Læs hendes bøger - grundigt.
Lyt. Lad dig ikke nøjes med de glimt der viser sig i andre medier.


Jeg har taget en dyb indånding og slået kommentarfunktionen til for dette indlæg. Del gerne dine tanker og viden ikke kun med mig, men også med andre. Og ellers vil jeg gerne returnere alt dette til Tina Charlotte Møller igen. Med stor tak.

Google vil beskytte os mod os selv

"Internetgiganten Google er ved at udvikle et program, som skal beskytte email-afsendere mod dem selv. Programmet gør det vanskeligere at sende pinlige email."

Sådan blev artiklen "Det sku' jeg aldrig ha' skrevet" fra DR Nyheder/Kultur præsenteret i min feed-læser for et øjeblik siden.

Nu er jeg ikke just kendt for at have den bedste jordforbindelse, men det er da ikke 1. april i dag, er det?

Hvad skulle vi dog gøre uden Google, spørger jeg hovedrystende. Og smågrinende.

6. oktober 2008

En stemme der vil mig noget?


For rundt regnet 30 år siden lånte jeg Joan Baez’ plade "Diamonds and Rust" på biblioteket igen og igen. Jeg husker stadig fornemmelsen når jeg spændt bladrede rækken af lp’er igennem for at se om den mon var hjemme. Jeg ved ikke hvad der i første omgang fik mig til at låne den – måske billedet af kvinden på coveret, måske noget andet. Hjemme på værelset spillede jeg pladen i én uendelighed på den grammofon som jeg havde købt for mine konfirmationspenge, og til sidst kunne jeg alle teksterne udenad. Jeg sang dem af hjertets lyst, og jeg blev vist nærmest til Joan Baez, i min egen lille verden, tror jeg.

Så forsvandt hun uden for hørevidde, fortrængt af radioens slagere og omgangskredsens hang til rock. Jeg glemte hende, så vidt jeg selv vidste, i hvert fald. De næste godt 25 år.

For et par år siden havde jeg så en drøm hvor jeg blandt andet sejlede på en stor rustfarvet diamant. Nu trådte hun frem igen, lyslevende i erindringen, som den eneste association der dukkede op til det løjerlige drømmeelement. Jeg kunne stadig huske det meste af teksten til titelsangen ”Diamonds and Rust” og genfandt den med glæde på bibliotekernes netmusik og YouTube. Jeg dykkede igen ned i musikken og ordene. Vendte og drejede. Fantaserede og forstod symbolsk. Fandt parallellerne. Noget med Joan og Bob, kvindeligt og mandligt, mig og skyggen.

Jeg lyttede også til nogle af hendes nyere sange. Flere af dem syntes at lægge sig så tæt op ad de temaer der blev udspillet i mit indre, at jeg igen kunne synge min verden ud med andres ord. Min dagbog fra denne periode er fuld af Joan Baez-citater.

Så forsvandt hun igen, indtil jeg forleden til min store overraskelse hørte hende i radioen. Computeren spillede DR Soft, og jeg stoppede op i lektielæsningen og lyttede. Ingen tvivl, det var hende, og play-listen bekræftede det. "God is God", sang hun, og nu sidder jeg så her og spekulerer på hvad hun mon vil mig denne gang? Jeg har selvfølgelig nok en anelse om hvordan det går til at nye numre finder vej til radioens playlister – noget med promotion og kassetænkning – men alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke at jeg nok hellere må spidse ører. Måske giver denne smukke stemme mig endnu engang en anledning til at undersøge hvad der rører sig i mit indre?

Hvis du synes, kan du høre sangen(e) her og læse teksten til "God is God" af Steve Earle her:

"God is God

I believe in prophecy
Some folks see things not everybody can see
And, once in a while, they pass the secret along to you and me

And I believe in miracles
Something sacred burning in every bush and tree
We can all learn to sing the songs the angels sing

Chorus:
Yeah, I believe in God, and God ain't me

I've traveled around the world
Stood on mighty mountains and gazed across the wilderness
Never seen a line in the sand or a diamond in the dust

And as our fate unfurls
Every day that passes I'm sure about a little bit less
Even my money keeps telling me it's God I need to trust

Chorus:
And I believe in God, but God ain't us

God, in my little understanding, don't care what name I call
Whether or not I believe doesn't matter at all

I receive the blessings
That every day on Earth's another chance to get it right
Let this little light of mine shine and rage against the night

Just another lesson
Maybe someone's watching and wondering what I got
Maybe this is why I'm here on Earth, and maybe not.

Chorus:
But I believe in God, and God is God."

Teksten er gengivet frit herfra.
Billedet øverst af Joan Baez er kopieret fra hendes hjemmeside.

23. september 2008

Jordalterets egetræ

En fortælling kommer der her.

Til dig der med stor kærlighed gør så meget godt for andre, men ikke oplever at blive set.
Til dig der gør dig den største umage med at forstå de sværeste tanker, og som møder så mange forhindringer.
Til dig der har opnået stor visdom, men alligevel må bøje dig under andres magt for at overleve.
Til dig der ikke kan sove om natten fordi du må tale med dine indre stemmer der stiller spørgsmål, vil diskutere og sår tvivl.
Til dig der kæmper en modig kamp for en plads der føles som din, og ikke bare en plads der er til nytte for andre.
Til dig der må trække dig tilbage så ofte for at trives at andre kalder dig sær når de tror du ikke hører det.

Til jer og mange flere. Fordi jeres historier har rørt mig.

Og til mig - igen.

Marie-Louise von Franz om individuationsprocessen i C.G. Jung: "Mennesket og dets symboler", side 163:

"Jeg’et må kunne lytte opmærksomt og give sig selv, uden noget andet formål end at opfylde denne indre trang til vækst. Mange eksistentialistiske filosoffer prøver at beskrive denne fase, men de når kun at trække sløret fra bevidstheden: De går helt hen til det ubevidstes dør, men de åbner den ikke.

Mennesker, der lever under mere rodfæstede forhold end vi, har mindre besvær med at forstå, at det er nødvendigt at opgive den nyttemoralske, bevidste planlægning for at give plads for personlighedens indre vækst. Jeg mødte engang en ældre kvinde, som ikke har opnået meget materiel lykke. Men hun havde faktisk fået skabt et godt ægteskab, selv om hun havde en vanskelig ægtemand, og det havde modnet hende på det personlige plan. Da hun beklagede sig over, at hun ikke have ”udrettet” noget særligt i sit liv, fortalte jeg hende en historie, som er knyttet til den kinesiske vismand Chuang-Tzu. Hun forstod den straks og følte stor lettelse.
Historien lyder:

"En omvandrende tømrer ved navn Sten, så på sin rejse et kæmpemæssigt, gammelt egetræ på en mark ved siden af et jordalter. Tømreren sagde til sin lærling, som beundrede egetræet: "Det er et ubrugeligt træ. Hvis man ville lave et skib ud af det, ville det hurtigt rådne. Hvis man lavede værktøj, ville det knække. Du kan ikke bruge træet til noget; derfor er det blevet så gammelt."

Men da tømreren var gået til ro, viste egen sig for ham i en drøm og sagde: ”Hvorfor sammenligner du mig med de træer, I planter: Tjørn, pære, appelsin, æbletræer og alle andre træer, der bærer frugt? Knap nok er frugterne modne, før folk går i gang med at ødelægge dem. Kviste rives af, grene brækkes. Træernes gaver ødelægger træerne selv. Det er derfor, jeg har forsøgt at gøre mig unyttig. Du stakkels dødelige! Forestil dig at jeg havde været til nogen gavn, ville jeg så have nået denne størrelse? Desuden er både du og jeg skabninger, hvordan kan den ene skabning sætte sig selv så højt, at han kan dømme en anden? Du ubrugelige, dødelige menneske, hvad ved du om ubrugelige træer?”

Tømreren vågnede og tænkte over drømmen, og da lærlingen senere spurgte, hvorfor det gamle træ blev brugt til at beskytte jordalteret, udbrød tømreren: ”Hold mund, jeg vil ikke høre mere om det træ! Det vokser her, fordi man alle andre steder ville have mishandlet det. Hvis det ikke var jordalterets træ, ville det for længst være blevet fældet.”"

Tømreren forstod drømmen. Han indså, at det at fuldbyrde sin skæbne er den største menneskelige bedrift. Vores nyttemoral må give efter for den ubevidste psykes krav. Hvis vi oversætter billedet til psykologisk sprog, ser vi, at træet symboliserer individuationsprocessen og giver en belæring til vores kortsynede jeg.”



8. september 2008

Citater med vid

For et stykke tid siden satte jeg en ny gadget ind i sidebaren her på bloggen. Den viser sjove, kloge og mere eller mindre vanvittige citater i en skøn blanding fra quotes4all.net. Jeg nyder selv sådanne små glimt af vid, og bare derfor kommer her et lille udvalg til dig:

"I am enough of an artist to draw freely upon my imagination. Imagination is more important than knowledge. Knowledge is limited. Imagination encircles the world." 
Albert Einstein.

"Imagination governs the world."  
Napoleon.

"Assassination is the extreme form of censorship."
 George Bernard Shaw.

"Freedom is not worth having if it does not include the freedom to make mistakes."
Mahatma Ghandi.

"The universe is not required to be in perfect harmony with human ambition."
Carl Sagan.

"Whatever you can do or dream you can, begin it. Boldness has genius, power, and magic in it."
Johann Wolfgang von Goethe.

"Doubt is not a pleasant condition, but certainty is absurd."
Voltaire.

"Everybody likes to go their own way - to choose their own time and manner of devotion."
Jane Austen.

"Not everything that can be counted counts, and not everything that counts can be counted."
Albert Einstein.

Tjek selv for flere tankeprovokerende citater når du kommer forbi. Til højre og lidt ned.

4. september 2008

Musik i ørerne

Sommerferien er endegyldigt forbi, og semesterets første session kalder. Om lidt går jeg ud i verden, og det bliver med "On Her Behalf" med Saybia i ørerne:

"I sat in the sun one day
I sat in the sun one day
Daydreaming my way out here
On your behalf
It's time I illuminate
I need to illuminate
People get killed on our behalf
I can't cope with that!!!

Though some put their faith before the whole human race
Leaving us hanging by a thread
I was born with just one book in my hand
Pages blank
I take a stand

Someone's in my arms now
Got heaven in my arms now
Slowly I rise from the abyss
On her behalf

If you put your race before her heavenly face
I'll leave you hanging by a thread
She is born with just one book in her hand
Pages blank, I take a stand

If you put your race before her innocent face
I'll leave you hanging by a thread
I am born with just one book in my hand
Pages blank, I take a stand
I take a stand
Take a stand
I sat in the sun one day"

Teksten er kopieret fra LyricWiki.org - bortset fra at der stod "coope", det har jeg ændret til "cope" - det må da være rigtigt, eller hva'?

1. september 2008

Armod

Jeg må ty til en nødløsning: I mangel af bedre kommer her et indlæg om de indlæg jeg aldrig får skrevet (færdige).

Først var der det indlæg om hvordan sidste uges fokus på Martin Luther King jr. fik mig til at rode i bogskabet og bladre lidt i "Strength to Love" (1963), på dansk kummerligt oversat til "Vejen hedder IKKE-VOLD". Jeg ville sige noget om hvad styrken til at elske betyder for mig, og jeg fik også skrevet en del. Men så skete der for meget (godt) omkring mig til at jeg kunne tænke mine tanker ordentligt til ende. Det jeg ville sige var at jeg tror på at styrken til at elske vitterlig er den mest overordnede overskrift vi kan give livet. Den styrke er det eneste bærende.

Styrken til at elske sig selv. Elske andre. Elske menneskelivet i alle dets skikkelser. Elske livet.

Så var der det indlæg om vrede som jeg skrev det meste af. Elaine N. Aron inspirerede mig, og jeg ville viderebringe nogle af hendes tanker om at der er forskel på vrede og aggression. Om at følelsen af vrede kan bruges konstruktivt fordi den fortæller mig at mine grænser er (ved at blive) overskredet. At den kan hjælpe mig til at passe på både mig selv og andre, i modsætning til aggression som overskrider andres grænser, invaderer.

Og så var der det indlæg som blev skrevet med ført pen i mit hoved. Om antikrist. Ikke i en teologisk forståelse, men som et sindbillede. Det er svært at forklare ... og helt sikkert endnu sværere at forstå.

Så nok om det som ikke er eller bliver. Til sidst lidt fra skuffen, bare for at understrege min armod (suk):

Summer's here
the weather's high
I feel like I
can touch the sky.

The ocean's blue
the water's clear
I sense the waves
I hold so dear.

The wind is warm
the breeze is strong
I see good people
who will come along.

The night is cool
the darkness silent
I hear a hope
of love, non-violent.

19. august 2008

Man er vel roer ..

Min mand er inkarneret roer og i det hele taget en ivrig idrætsudøver. Sammen med sine træningskammerater er han på vandet flere gange om ugen i sommerhalvåret, og selvom 50-års-fødselsdagene er begyndt at snige sig ind mellem motionskaproninger, Vasalopp-deltagelser og den uendelige række af træningspas til lands og til vands, skal man ikke tro at de store drenge har tænkt sig at gå glip af noget som helst.

I forgårs kom gemalen fx senere hjem end sædvanligt på en søndag, og med tanker på punktering eller andre uheld spurgte jeg hvorfor. Svaret var så herligt overraskende at jeg lige vil dele det med dig her:

De havde, som de målrettede mennesker de er, selvfølgelig indarbejdet den direkte transmission af guldfirerens finale i træningsprogrammet. Det vil sige: Mellem to intervaller, tre minutter før guldfirerens start, lagde de ind til pontonen og hev båden på land, spurtede ind i klubhuset og tændte for fjernsynet. Da spændingen var udløst og guldmedaljen i hus, sprang de ud, lagde båden i vandet igen og trænede videre ...

Hvilket overskud. Hvilket engagement. Hvilken livskraft.

I begge både, i øvrigt. Fantastisk. Jeg bøjer mig i støvet.


Billedet er kopieret fra Dansk Forening for Rosports hjemmeside.

16. august 2008

Skibet




Her ser du to billeder som min ene søn har malet som 5-årig. Jeg har spurgt og fået lov til at bringe dem her.

Vi har haft dem hængende på væggen over vores trappe i flere år, og jeg er ofte stoppet op for at summe lidt over dem. For mig er skibene nemlig ladet med ... ja, symboler.

Nogle gange (ind imellem, i en særlig heldig periode) føler jeg mig som skibet der sejler på det blå hav under solen og månen. Jeg føler mig hel, alle dele af mig har en flot farve, og jeg står rank i agterstavnen og sejler skibet. Himlen og havet, solen og månen er med mig, og jeg oplever stor harmoni.

Andre gange (lidt rigeligt tit, synes jeg måske nok) er jeg som skibet i piskende regn. Jeg er splittet i to dele, en sort og en hvid, og jeg afskyr den ene og forguder den anden. Når jeg prøver at kaste et anker ud for at standse de voldsomme bevægelser, sætter det sig ikke fast i noget, men driver rundt i vandet og er lige ved at hugge sig ind i mit eget skrog. Hvad jeg troede var sikker grund, må jeg erkende er en illusion, noget der udelukkende kommer fra mig selv. Himlen og havet står i ét, jeg ved ikke hvad der er hvad, og solen og månen synes fuldstændig fraværende og tilbyder ingen hjælp. Mit sejl er sort og vender den forkerte vej; måske sejler jeg baglæns selvom jeg ikke kan finde ud af hvad der er frem, og hvad der er tilbage. Hele mit system kæmper for at opnå kontrol med situationen, men jeg får ikke fat i roret trods al min rødglødende energi. Stormen er over mig, og jeg må finde ud af at ride den af.

I går måtte jeg lige meditere lidt over billederne endnu engang. De kaldte nærmest på mig når jeg passerede dem på trappen. Stormbilledet illustrerede hvordan jeg har det for tiden. Og harmonibilledet hvordan jeg har haft det før og (måske) kan få det igen.

Jeg må forstå at jeg må gøre et stykke arbejde for at genfinde den farverige helhed, og der er heldigvis hjælp at hente midt i det rasende uvejr. Der er nemlig stiger i skibets indre. Jeg må op og ned i hver halvdel og fra den ene side til den anden, indtil jeg har lært mit skib lidt bedre at kende nok engang. Jeg må lade ror være ror, jeg kan alligevel ikke bruge det til noget lige nu. Jeg må ned i skibets indre for at finde det jeg søger. Jeg håber der også er et koøje eller to under vandlinjen, så jeg kan kigge ud i havet og se hvad der befinder sig der.

Måske lægger uvejret sig. Måske kommer solen og månen frem, og måske kan jeg så skelne mellem himmel og hav igen.

Det kan selvfølgelig også ske at skibet kuldsejler mens jeg klatrer på stiger og glor ud ad koøjer i dets indre. Det er der vel altid en risiko for, men jeg er villig til at løbe den. Hvo intet vover, intet vinder.

11. august 2008

Et ferieminde

En dag i juli.

Jeg sidder på en bænk ved Lillebælt og spiser frokost sammen med min familie. Havet er blåt som himlen, og alt hvad jeg ser, er smukt som kun et billede fra erindringen kan være det. Jeg er i min barndoms land, og rejsen hertil har været lang. Jeg er ikke kommet frem uden sværdslag, og til tider har jeg været bange for at mine kræfter ikke rakte, men nu sidder jeg her.

Og så sker miraklet. ”Marsvin!”, råber jeg og peger. Mellem strømhvirvler og små krappe bølger dukker sorte, rundede rygge op af vandet. Trekantede rygfinner kløver overfladen og forsvinder ned i dybet igen i rullende bevægelser.

Jeg holder vejret. Holder op med at tygge. Tysser på de andre. Og så hører jeg marsvinenes blåst. De små hvaler er tæt nok på til at vi kan høre deres åndedræt. Et kort lille pust af luft op mod himlen før næste dyk ned i havet.

Tættest på er en mor og en kalv. Moren dukker op først, og lige inden hun forsvinder, ruller en lille ryg op ved hendes side. To pust, forskudt i tid og intensitet. Og alligevel samtidig og ens. Igen og igen.

På en sær måde ved jeg at jeg denne gang er nået helt frem. Til hvad har jeg ikke ord for. Jeg er der bare, og jeg fyldes med ærefrygt. Intet andet minde fra ferien kan konkurrere med dette.

Min familie snakker videre om bananer og rugbrød. Til højre for os sidder folk på en café og sludrer uanfægtede med kaffe i smarte glas. En gruppe slentrer konverserende forbi os, de ikke så meget som kigger ud på vandet. I det øjeblik mærker jeg tydeligt at der er mindst to verdener i verden.

10. juli 2008

Hvorfor synger fuglene?

Jeg er stille. I mit hoved taler mange stemmer, og jeg kan ikke få et ord indført. Ikke et ord, ikke en tanke.

Jeg hører musik og lytter til den og stemmerne. Og pludselig husker jeg den der cd med det lyserøde cover med den fantastiske tekst indeni: Lars H.U.G.s ”Greatest H.U.G.” med teksten ”Billedhuggeren” af Tor Nørretranders:



Du skal have min yndlingsbid her, taget ud af sammenhæng på det skammeligste, men alligevel:

”.. Hvorfor synger fuglene, spurgte musikeren.

Det mærkelige var, at der ikke gik ret mange år, før biologerne havde fået styr på, hvorfor fuglene synger så lystigt om foråret. Fordi, selvfølgelig, at de vil parre sig.

Jo, men vanskeligheden for biologerne var at forklare, hvorfor det dog gik an at synge så lystigt. Måske kunne hunnerne høre det og blive lystne derved, men alle rovfuglene og jægerne og de andre fjolser kan jo også høre den lystige sang. Og det koster dertil en masse kræfter at synge. Hvorfor ikke bruge dem mere hensigtsmæssigt, spurgte biologerne sig selv.

Svaret på det spørgsmål blev ganske vist givet af en fugleforsker allerede i 1975, men der var ingen der rigtig troede på ham, fordi svaret lød helt tåbeligt: Fuglene synger ikke, fordi det har en funktion at synge, men fordi det er helt uden funktion, fordi der ikke er nogen mening med det, fordi det er ødselt at synge. Det lød ret underligt.

Men i 1990, bare et år før Lars H.U.G. stillede sit spørgsmål, blev der ført matematisk bevis for, at den mærkelige forklaring gav mening. Fuglene synger, fordi de derved pådrager sig et handicap. Det er svært at synge, det koster mange kræfter og gør én sårbar overfor rovdyr. Netop derfor er det smart, hvis man vil forføre en anden fugl: Ved at gøre noget svært, viser man at man har så mange ressourcer, at man kan ødsle med dem.

Man bruger ikke sine kræfter på at overleve, det klarer man let. Man bruger dem på noget, som man ikke kan bruge til noget. Derved viser man, at man har rigeligt af dem.

Fuglene synger for at bevise at de har så meget overskud, at de ikke behøver samle føde og flygte fra rovdyr hele tiden, siger denne såkaldte handicapteori, som mange biologer i dag tager meget alvorligt.

Nogle er endda begyndt at overføre den på mennesker: Vi synger jo også, vi maler billeder, hugger skulpturer og foretager os alle mulige andre ting, som strengt taget kun har meget begrænset nyttevirkning i det daglige ræs for at klare opvasken, opgaverne og opadstigningen på den sociale rangstige. Vi mennesker laver kultur og andet besværligt, som sjældent fører til rigdom. Nogle af os er tovlige og står ikke op om morgenen og passer det borgerlige arbejde, men sidder i stedet med morgenhår og synger om ulykkelig kærlighed.

Det er, siger handicapteorien, en måde at vise at man er et menneske med mange ressourcer. Man har så meget overskud, at man ikke behøver bruge hele dagen på at tjene til dagen og vejen, men kan lave mærkelig, tilsyneladende planløs kunst i stedet. Ved at vise sin ressourcerigdom, demonstrerer man overfor medlemmer af det modsatte køn, at man er værd at parre sig med. Derfor synger kunstnerne: Det giver, som Dire Straits så smukt har udtrykt det, ”money for nothing and chicks for free”. Man skal gøre noget svært, så får man det sjovt. Umage giver mage.”


Det er da den smukkeste måde at se kunsten, bredt forstået, på, synes jeg. Der er intet sølle ved kunstneren med morgenhår, hun er simpelthen et udtryk for menneskeligt overskud. Og hun er en attraktiv mage. Husk det, dig derude der kan noget ud over at ”klare opvasken, opgaverne og opadstigningen på den sociale rangstige”.

4. juli 2008

"Om at udstå storme"

"[Om at udstå storme]

Da den tænkende kom ud i en stærk storm, sad han i en stor vogn og tog megen plads op. Det første han gjorde, var at stige ud af sin vogn. Det andet at tage sin frakke af. Det tredie at lægge sig på jorden. Således udstod han stormen ved at gøre sig så lille han kunne blive. Da hr. Keuner læste det, sagde han: - Det er nyttigt at gøre andres syn på én selv til éns eget. Ellers forstår de ikke én."

fra Bertolt Brecht: "Historier om hr. Keuner". Med tak til HS.

2. juli 2008

Hagbards kok og skæbne

Fra Berlingske Tidende 2. sektion mandag 30. juni 2008

"De fleste kokke har gået på fine skoler i London eller Paris .. hvordan blev du kok?", spørger den sultne viking i køen, mens han læner sig lidt frem mod gryden og den - forestiller jeg mig - liflige duft der stiger op fra den. Lige om lidt skal han få hvad han har behov for, og han ligner én der glæder sig.

Med et overbevisende myndigt ”plop” svinger kokken maden op på tallerkenen og siger med næsen i sky: "En dag sagde Hagbard: "Du laver maden.""

For mig er der et eller andet ved den her lille stribe som fylder ud over det jeg kan se og læse. Det er måske lidt langt ude, så hvis du gerne vil nyde striben som den er i sin uberørte, dejlige enkelhed, skal du ikke læse videre.

Jeg tænker: Hvad nu hvis jeg tolker striben symbolsk? Hvis kokken er mig eller dig eller hvilket som helst menneske? Og hvis det at være kok, altså at lave den mad til andre som der er behov for, er et billede på et hvilket som helst arbejde? Eller mere abstrakt endnu: På alle de former for skabende virksomhed man kunne forestille sig? På det vi bidrager med i verden og skaber verden med? Og hvis Hagbard, som kokken med stolthed refererer til, er et billede på vores indre vikingehøvding, et overhoved dybt i vores psyke?

Som vikingen i køen starter med at sige, bliver vi til det ene eller det andet ved at uddanne os i en eller anden forstand. Og det er jo rigtigt nok. Men kokken giver alligevel et uventet svar på spørgsmålet om hvorfor netop han blev kok, og det svar rummer måske en endnu større pointe: At han er blevet kok af en slags nødvendighed. Han fik at vide at det var ham der skulle lave maden. Det er altså en opgave han har fået af sit indre overhoved, hvis vi vender tilbage til symbolikken. Han har ikke selv valgt at det skulle være hans arbejde, men han har valgt at udføre det. Han kunne måske også være stukket af fra det.

Om han har uddannet sig eller ej til det, er ikke afgørende for om det er hans opgave. Han har måttet se at finde ud af at udføre opgaven, som han har taget på sig, på en eller anden måde, og han har ganske givet måttet lære en del undervejs.

Det er, tænker jeg, på en måde blevet kokkens skæbne at være kok, og han går sin skæbne i møde med en vis stolthed. Han har fundet sin plads, og de andre muligheder for beskæftigelse han måtte have overvejet 'at uddanne sig til', er elimineret.

Jeg forestiller mig at han ind imellem laver noget mad som er uspiseligt. Og ind imellem kan han sikkert svinge et sjældent velsmagende måltid op på tallerkenerne. Og hvem kan overhovedet sige hvad der er godt, og hvad der er skidt? Det spørgsmål kunne et par rigtige vikinger velsagtens tage sig et forfriskende slagsmål over, forestiller jeg mig, men det er til syvende og sidst kun noget man kan vide med sig selv - og sin indre høvding.

Set i det helt store perspektiv er spørgsmålet egentlig også ligegyldigt, tænker jeg. For hvis kokken ikke lavede maden, fik de her vikinger ikke noget at spise. Maden ville mangle.

På samme måde ville det mangle hvis vi ikke alle sammen gjorde det der for os selv synes at være vores opgave. Det som tager sig vigtigt ud for hver enkelt af os. Det som giver mening, og som giver os oplevelsen af at bidrage - også selvom det ikke altid er let eller smertefrit.



Hvis du vil have uddybet det med skæbneopfattelser, vil jeg gerne anbefale Eksistens. Skæbne og frihed fra DR P1 den 21. februar 2004. Udsendelsen inddrager tanker af bl.a. Søren Kierkegaard og Karen Blixen samt fra den ”alternative” verden i form af en tarotkortrådgiver.

27. juni 2008

Om indre oprydning



Så kom dagen endelig. Sidste skoledag. Jeg har glædet mig til den som til juleaften. Ikke fordi jeg selv er skoleelev (eller skolelærer), men fordi den sidste skoledag lige såvel som juleaften for mig varsler afslutningen på en krævende periode.

Det er al den selskabelighed, der sætter sine spor. Al den kontakt. Alle vil gerne slutte året med manér, men efter diverse komsammener i skole og idrætsklubber er jeg ved at være godt mør.

Det har bestemt været hyggeligt. Vi har snakket om løst og fast, lært hinanden (lidt bedre) at kende, grinet og delt gode måltider. Mens det står på, nyder jeg det som regel, selvom jeg også føler at jeg er i gang med noget som ikke ligger mig ligefor, og som kræver en indsats. Ingen må dog være i tvivl om at jeg holder meget af og interesserer mig for de mennesker jeg er så heldig at være forbundet med. Og ingen skal tage fejl af at jeg er taknemmelig for alt det mine praktisk duelige og udadvendte bekendte kan stable på benene. Jeg anerkender bestemt deres evne til at bygge de broer mellem os som i sidste instans gør livet både trygt og meningsfuldt. Men det er en anden sag.

Det er mest det der sker bagefter, der udmatter mig. Når vi har sagt farvel og er gået hver til sit, befinder de mennesker jeg har været sammen med, sig stadig i mit system. Jeg hører endnu deres stemmer, mærker deres følelser, tænker over deres ord. De forlader mig ikke, men træder nærmere i form af lagrede fornemmelser, billeder, følelser og stemninger. På tværs af tid og afstand. Og jeg mærker mine egne reaktioner på det jeg har oplevet, og et stort behov for at ordne og sortere det hele for mig selv og med mig selv. Kaos må aftage og orden må indfinde sig igen i min indre verden, ellers går jeg itu.

I en periode som den der nu er ved at være slut, hober indtrykkene sig op. Mit system arbejder for langsomt og grundigt til at jeg kan nå at falde til ro inden næste kontaktbombardement indtræffer. Til sidst bliver pladsen ret trang derinde, og det kan nemt ende med en eksplosion (nå ja, det gør det faktisk af og til, hvis du spørger min familie, selvom jeg ikke er meget for at indrømme det!). Så kan jeg ikke få nok af at være alene. Andres tilstedeværelse trænger mig helt op i en krog. De kan godt lade være med at sige noget til mig, for jeg hører det alligevel ikke! Og de kan godt glemme alt om at kræve at jeg forholder mig til trivialiteter som tøjvask eller madlavning, for så vidt jeg ved, kan jeg sagtens gå i nattøj hele dagen, og ”jeg skal bare have en leverpostejmad, det er fint”! Jeg føler mig buret inde, hvor paradoksalt det end måtte lyde. Og jeg må ud, hvilket betyder ind for mig.

Nu er det snart slut for denne gang. Den sidste madkurv blev pakket i går, og de næste par uger skal jeg ingenting, som det hedder. I aften bliver jeg sikkert overmandet af træthed på sofaen foran fjernsynet, og jeg overgiver mig frivilligt til søvnen. Jeg vil lade ubevidste processer tage over og bidrage til den indre oprydning. Det næste stykke tid vil jeg bruge på stille sysler alene med mig selv indtil jeg har fået ladet op og er klar til at møde den ydre verden påny. Lysten til og behovet for at vende mig udad kommer tilbage, det ved jeg. Det er jo derude alle dem og alt det der betyder så meget for mig, er.

20. juni 2008

Forb(r)ydelse


Det handler ikke om at forbyde kvinder at gå med tørklæde. Det handler om at forbyde mænd at forbyde kvinder at gå uden tørklæde.

Så tungen lige i munden: Vi skal passe på at vi ikke kommer til at gøre den samme forb(r)ydelse.

Efter min mening.

(Billedet er lånt fra politiken.dk/link/article.jsp?t=1&i=469547 som har lånt det af AP).

19. juni 2008

Marchere og/eller danse?

"Som en rejse langt ud i det blå
Lige så langt som lyset det kan nå
Som en rejse mod et ukendt sted
Så'n er livet - tør du rejse med?"

Nice Little Penquins: "Som en rejse". (klik og lyt)

Man sidder dér, med semesterets pensum dynget op foran sig og intellektet stillet skarpt. Målet er klart, taktfast marcherer man mod det.

Men noget i én vil danse. Små spjæt indfinder sig mellem de stringente skridt. Armene flagrer og trækker én rundt i piruetter.

Ups. På plads i kolonnen igen.

Eller skulle det mon være sådan at marchen og dansen bærer én samme vej?





(PS. Det hele er overstået nu).

12. juni 2008

Den første gang

Så skete det forunderlige. I går. Et menneske derude havde fundet min blog og endda givet sig tid til at efterlade en kommentar på den. Hvilken lykke - glæden var stor. Og hvilken skelsættende og også lidt skræmmende oplevelse på samme tid. Jeg er synlig, og det vil jeg både gerne være og helst ikke være.

Men jeg vænner mig vel til det. En anden ting jeg skal vænne mig til, eller øve mig på, er at kommentere på andres blogs. Efter en ihærdig indsats for at udvide min horisont på området, følger jeg faktisk med på en del blogs efterhånden. Men hvordan giver man respons?

Jeg er god til at lytte, i ordets bredeste betydning. Og jeg lytter næsten altid opmærksomt når nogen siger noget der er vigtigt for dem. Men hvordan viser jeg med ord på en computer at jeg lytter? Hvordan viser jeg mine smil eller min latter, min nydelse ved at se noget smukt, mit sammenkrøllede ansigt i mødet med noget der giver stof til eftertanke, eller bare det at jeg er der?

Det synes mærkværdigt fremmed for mig at skulle formidle den slags i ord til nogen som slet ikke kender mig - det er som om jeg ikke kan forestille mig at der kan komme nogen vægt bag ordene for den der læser dem. Det er virkelig et underligt fænomen som jeg kan mærke at jeg ikke kan få skovlen under - endnu.

Så indtil videre må jeg vel bare øve mig. Kaste mig ud i en slags learning-by-doing, som ellers helt sikkert ikke er min stil. Undervejs vil jeg appellere til alle jer som mine klodsede forsøg måske kommer til at gå ud over, om at have tålmodighed med mig. Jeg mener jo det hele godt ...

8. juni 2008

Vores dybeste frygt

Da jeg var ude at handle med mine børn for et stykke tid siden, fik de mig overtalt til at købe en dvd. Den var billig og "lige noget for os", som den ældste udtrykte det. "Coach Carter" stod der på omslaget, og Samuel L. Jackson stod i forgrunden som træneren med fod på bolden foran et hold af unge basketballspillere i bevægelse.

Om aftenen så jeg filmen sammen med drengene, og den handler ganske rigtigt om basketball som de er så vilde med. I hvert fald på overfladen. Filmen er baseret på en autentisk historie om en amerikansk basketballtræner, Ken Carter, der låste sine spillere ude fra boldhallen lige før den sidste turneringskamp, fordi de ikke havde opnået tilfredsstillende karakterer i de boglige fag. At blive vindere betyder ikke at blive vindere af turneringen, men at blive vindere af livet, syntes moralen at være.

I løbet af historien tager selvsagt mere end en ung mand livtag med nogle eksistentielle kræfter, men især én af personernes historie rørte mig. Den unge latinamerikaner Cruz står over for valget mellem at være loyal over for sine narkokriminelle og voldelige familiemedlemmer eller blive mønsterbryder og følge sit talent ved at engagere sig i Carters basketballhold.

Coach Carter giver ham tidligt i forløbet begyndelsen af et citat og lægger op til at han skal finde ud af at fuldende det. Som den nysgerrige, begavede fighter den unge mand er, bider han på, og til sidst i filmen leverer han næsten hele citatet:

“Our deepest fear is not that we are inadequate. Our deepest fear is that we are powerful beyond measure. It is our light, not our darkness that most frightens us. We ask ourselves, Who am I to be brilliant, gorgeous, talented, fabulous? Actually, who are you not to be? You are a child of God. Your playing small does not serve the world. There is nothing enlightened about shrinking so that other people won't feel insecure around you. We are all meant to shine, as children do. We were born to make manifest the glory of God that is within us. It's not just in some of us; it's in everyone. And as we let our own light shine, we unconsciously give other people permission to do the same. As we are liberated from our own fear, our presence automatically liberates others.”

Marianne Williamson: "A Return To Love: Reflections on the Principles of A Course in Miracles".

Der sad jeg - med popcorn på bordet og mine ungers meget jordnære kommentarer i ørerne - og følte mig ramt et sted dybt inde. Nu var filmen også blevet noget for mig. Dagen efter kunne jeg ikke lade være med at lede efter citatet på nettet. Det er vist nok et meget kendt citat, og det forstår man jo godt. Så fint og så rammende - og alligevel så svært at "forstå" med følelserne.

Drenge bliver til mænd i "Coach Carter", og nogle af dem vinder ikke bare en basketballkarriere, men selve livet. Cruz forstår at det ikke gavner hverken en selv eller ens medmennesker hvis man sætter sit lys under en skæppe og gør sig lille i livet. Men han erfarer også at det kræver et meget stort mod at efterleve den indsigt, for omgivelserne - godt hjulpet af vores ubevidste - vil ofte hævde og kræve det modsatte. Og vi er alle uendeligt og fundamentalt bange for at miste kærligheden fra vores nærmeste og anerkendelsen fra andre.

Måtte vi alle finde modet til at trodse vores dybeste frygt.

27. maj 2008

Kærligheden til os selv

"Narsisse" af Michelangelo Merisi de Caravaggio.
Hentet på commons.wikimedia.org. Klik for større billede.

I weekenden havde jeg besøg af en god veninde som jeg har kendt i mange år. Vi ser ikke hinanden så tit, men når vi gør, er samtalen gerne præget af intensitet og dybde. Også denne gang kom vi omkring nogle tunge emner, og det gav mig blandt andet anledning til at genlæse en bid af Paulo Coelhos "Alkymisten":
"Prolog

Alkymisten greb en bog som nogen i karavanen havde medbragt. Den havde ikke noget omslag, men det lykkedes ham at finde ud af hvem forfatteren var: Oscar Wilde. Mens han bladrede i den, faldt han over en historie om Narcissus.
Alkymisten kendte sagnet om Narcissus, en smuk ung mand som hver dag gik ned for at betragte sin egen skønhed i en sø. Han var så henført over sig selv at han en dag faldt i søvn og druknede. På det sted hvor han faldt i, voksede der en blomst op som man derefter kaldte narcissus.
Men det var ikke sådan Oscar Wilde afsluttede sin historie.
Han skrev at da Narcissus døde, kom oreaderne - skovens gudinder - og så at søen var forvandlet fra at være en sø med ferskvand til en krukke med salte tårer.
'Hvorfor græder du?' spurgte oreaderne.
'Jeg græder over Narcissus,' sagde søen.
'Åh, det forbavser os ikke at du græder over Narcissus,' fortsatte de. 'For det er jo sådan at selv om vi altid løb efter ham igennem skoven, var du den eneste der fik lejlighed til at frydes over hans skønhed på nært hold.'
'Men var Narcissus smuk?' spurgte søen.
'Hvem skulle vel vide det bedre end dig?' svarede oreaderne overrasket.
'For det var jo ved dine bredder at han knælede hver dag.'
Søen var tavs et øjeblik. Så sagde den:
'Jeg græder over Narcissus, men jeg har aldrig vidst at han var smuk. Jeg græder over Narcissus for hver gang han bøjede sig ud over mine bredder, spejlede min egen skønhed sig i hans øjne.'

Hvilken smuk historie, sagde Alkymisten."
Ja, hvem havde forestillet sig at Narcissus også blev brugt som spejl for en anden - at det ikke kun var ham der brugte andre til at spejle sig i og føle sig smuk ved? Vi har travlt med at være efter denne verdens narcisusser som ikke kan få nok af at tage andre i besiddelse for at stive sig selv af og føle sig betydningsfulde, men hvad med alle søerne som tilsyneladende er passive ofre for narcisussernes selvdyrkelse? Søger de på samme vis, men med en slags omvendt fortegn, bekræftelse af det billede de har af sig selv, i mødet med narcisusserne? Og er søernes kærlighed lige så egennyttig som narcisussernes, selvom vi måske tror det modsatte ved første øjekast?

Teksten fortæller, så vidt jeg forstår, at de to - Narcissus og søen - er forbundet i en usynlig, men stærk alliance som er helt nødvendig for at de begge kan opretholde de illusioner om sig selv som skaber orden i verden - for dem. Narcissus bliver til den bløde påskelilje. Søen til en krukke med salte tårer. Begge bliver de helt forandrede når de ikke længere kan spejle sig i hinanden. Og spejlingen er ganske skæbnesvanger og tager til sidst livet af dem eller ud af dem.

Som Alkymisten i teksten synes jeg også historien er smuk. For mig
- tolket i lyset af samtalen med min veninde - bliver den til et billede på et svimlende paradoks: Den på overfladen overdrevne og den på overfladen underdrevne kærlighed til os selv er to sider af samme sag. Det handler om ét og det samme: At kærligheden til os selv på ulykkelig vis er blevet forstyrret og kommet ud af balance. Den kærlighed som er grundlaget for vores kærlighed til andre mennesker. Måske grundlaget for livet?

23. maj 2008

Der stod en mand på himlens stige

Der stod en mand på himlens stige,
han ville sig med Gud forlige,
han tænkte sig at kravle op
til Gud han så på stigens top.

”Op! Et trin ad gangen”, tænkte han,
”gøre godt, jeg ved jeg kan.
En bedre mand, det er jeg snart,
ved vilje tager retfærdighed fart”.

Han anstrengte sig til perfektion
trods åndenød og depression.
Han gjorde alt som tænkes kan
at Gud kan forlange af en simpel mand.

Snart skete noget han ikke forstod:
En engel viste sig ved hans fod.
”Du ved det ikke, men hør nu her,
det er nede på jorden, at frelsen er”.

Da følte manden døden kalde,
nu ville han bare lade sig falde.
Han græd af smerte som aldrig før,
himlens port blev til helvedes dør.

Ved miraklets kraft holdt han fast endnu
selvom kvalerne næsten rev ham itu.
Da gråden tog af og sindet blev stille,
erkendte manden: man skal mere end ville.

Tro skal der til på at Gud er at finde
både øverst oppe og inderst inde.
Men ingen kan beslutte at møde det dér,
vi må vente og se om det finder os her.

Trin for trin fandt han jorden påny,
forstod at hans stræben ikke gav ly,
at hans menneskelighed på godt og på ondt,
den er et vilkår som er alle forundt.

1. april 2008

En kunstner for de udvalgte

Det er 1. april, og aviserne diskede i morges op med diverse aprilsnare. En af dem, som man kunne læse i både Politiken og Ekstra Bladet, var at Heidi fra X Factor var blevet snydt for så mange sms-stemmer at det havde kostet hende en finaleplads. Hvad det sjove i denne aprilsnar præcis var tænkt at skulle være, forstår jeg vist ikke helt, men jeg forstår dog at den spiller på den opfattelse mange X Factor-seere sikkert har, at Heidi faktisk var det mest overbevisende og vedkommende af alle talenterne.

Jeg fandt nogle af sangene frem igen på computeren, og endnu engang blev jeg meget bevæget af Heidis evne og mod til at udtrykke nogle af de dybeste følelser jeg forestiller mig et menneske kan kende til. Kærlighed til livet, nedtrykthed og afmagt, lyst og livsvilje, død og genfødsel - jeg hører det hele og mere til, og jeg synes det er fantastisk at finde genklang eller ligefrem opdage nogle af mine egne mest afgørende indre bevægelser i et andet menneskes kunst. Der er stort.

Thomas Blachman kom på et tidspunkt i en af udsendelserne til at sige at han ikke håbede Heidi vandt; og Heidi selv udtrykte lettelse da hun ikke gik videre til finalen. Og jeg tror jeg forstår det. Eller nok mere respektfuldt udtrykt: Jeg har en forestilling om at et menneske med så stor en følelsesmæssig begavelse og så veludviklet en evne til at dele sine indre oplevelser med andre vel sagtens bliver ganske drænet for energi og skaberkraft af hele det udadvendte og folkelige cirkus som en X Factor-konkurrence er. Og ikke mindst må det der følger efter hvis man vinder, fylde én med rædsel for at gå til grunde eller blive væk i alle forventningerne og kravene.

I semifinalen sang Heidi først James Blunts "You're Beautiful" med stor ligegyldighed, og bagefter "Why" af Annie Lennox med stor dybtfølthed.

Det gør ondt at høre de ord der bliver ved med at komme ud af munden på jer. I ved ikke hvordan jeg føler.

Så blev det sagt, eller snarere sunget, så det kunne høres. Jeg skal også tage dette til efterretning, styre mig og stoppe denne dømmende ordstrøm. Blot vil jeg slutte af med at sige at da jeg så det, var min tanke, at nu, lige netop da, lagde Heidi afstand ikke bare til konkurrenterne, men til X Factor i det hele taget. Jeg fik en klar fornemmelse af at hun villet og bevidst trådte ud af X Factor-konceptet og ind i en langt mere eksklusiv verden hvor hun retteligt hører hjemme. Som jeg så det, viste Heidi i det øjeblik at hun ikke ville være en udvalgt kunstner, men en kunstner for de udvalgte. Og det i sig selv rørte mig og affødte også en slags taknemmelighed, fordi jeg synes det er en gave til os alle sammen når en person evner og tør beskytte sit talent med så stor integritet. Det giver håb om rige oplevelser, der holder i længden og ufordrer vores private verdensopfattelser, så vi ikke skal nøjes med underholdende øjebliksbilleder med pæn overflade, men uden dybde, vid og bid.